Gå direkte til indholdet

STÅR DER EN DESIGNER BAG?

Modermælkens unikke egenskaber

Modermælkens unikke egenskaber

 “Modermælkserstatning vil aldrig helt kunne måle sig med den mælk moren producerer,” siger en lærebog for jordemødre. En af grundene til at modermælk er så godt for babyer, er at en mors krop ændrer mælken så den passer præcis til hendes babys behov.

 Tænk over følgende: Hver gang en mor ammer, sker der noget utroligt med mælken – den ændrer sig i løbet af den tid amningen foregår. I begyndelsen har mælken en højere koncentration af protein, vitaminer, mineraler og vand, hvorimod den hen imod slutningen indeholder mere fedt, hvilket gør at babyen bliver mæt. Modermælken ændrer sig endda efterhånden som babyen bliver ældre, og efter hvilken årstid det er.

 Modermælken ændrer sig også i løbet af døgnet. Mængden af nogle hormoner, som for eksempel melatonin, stiger i løbet af natten, hvorimod andre hormoner topper i løbet af dagen. De hormonelle variationer påvirker babyen til enten at føle sig vågen eller søvnig, og det hjælper med at etablere en god søvnrytme.

 I de første par dage efter fødslen producerer moren en gullig mælk der kaldes råmælk, eller kolostrum. Råmælk er nem at fordøje og rig på næringsstoffer, så selvom den nyfødte kun får små mængder ned i sin lille mave, har det enormt gavnlige virkninger. Råmælk er også fuld af vigtige antistoffer som beskytter det sårbare spædbarn mod infektioner. Derudover har den en afførende virkning, og det gør at der bliver renset ud i babyens fordøjelsessystem.

 En mor behøver ikke være nervøs for om hun har mælk nok, heller ikke hvis hun har fået tvillinger. Kroppen tilpasser nemlig automatisk hvor meget mælk der bliver produceret, alt efter hvad behovet er.

 Hvad mener du? Er modermælkens unikke egenskaber et resultat af en evolution? Eller står der en designer bag?