Breve fra en far

Kham Thong var træt. Det havde været en hård dag, men han kunne lide sit arbejde og var tilfreds. Han havde lige nydt et lækkert måltid som hans kone havde lavet, og nu følte han sig godt tilpas sammen med hende og deres to små børn. Hans kone, Oi, var optaget af at sy, men ikke for optaget til samtidig at snakke, hvis nogen havde lyst til at lytte. Mens han med spredte bemærkninger lod hende vide at hun ikke bare talte ud i luften, begyndte han at tænke.

Var det indbildning, eller var hans kone ved at blive smukkere end før? Det forekom ham også at maden havde været bedre end ellers. Eller troede han det bare fordi han var i godt humør? Han så lidt nøjere på sin kone og fandt ud af at hun virkelig var mere velplejet end ellers. Og endnu tydeligere så han en forandring i hendes ansigt. Det virkede gladere og mere afslappet end han længe havde set det. Det glædede ham, for han elskede hende og mente følelsen var gensidig, selv om der havde været kriser i deres ægteskab. Hans kone var flittig og oprigtig, men meget nærtagende og tilbøjelig til at fare op ved den mindste antydning af kritik.

Det gik pludselig op for ham at han og Oi ikke havde haft en eneste bitter uoverensstemmelse i flere uger. Han huskede hvor livligt og venligt de havde talt sammen den foregående dag over et måltid af mangofrugter og ris. Der havde været uenighed på et enkelt punkt, men det var blevet glattet ud på en venlig måde. Det glædede ham meget.

Han var vokset op i et hjem uden forældre. Hans mor var død da han var lille. Og hans far — ja, han var lidt af en gåde. Kham kunne ikke huske ham, og familiens  ældre medlemmer lod skinne igennem at han havde forladt dem. De ville tilsyneladende helst være fri for at tale om ham. Hans ældste søster havde taget sig af det huslige, men det var aldrig blevet et hjem med familiesammenhold. Alle kom og gik som det passede dem. Hun gjorde uden tvivl sit bedste, men hun virkede altid træt, og der var aldrig tid eller penge nok. Han forstod at hun, for at få det hele til at løbe rundt, havde modtaget penge fra deres ældste bror, Tuen, som boede et andet sted. Men det var ikke nok, så hun tog også på torvet om morgenen for at sælge. Ingen interesserede sig nogen sinde for drengen Kham. Som det ofte er tilfældet med forældreløse børn, havde han følt sig uønsket — og ensom. Som barn havde han ofte været alene om sin leg, sine tanker og sine aktiviteter. Derfor var han blevet noget indadvendt.

EN LEGEVOGN OG NOGLE BREVE

Han havde udviklet en stærk sans for godt håndværk. En ting der havde gjort indtryk på ham var en legevogn af træ som hans far havde lavet til ham inden han rejste. Hans far havde fremstillet oksekærrer. Denne legevogn var et pragtfuldt stykke håndværk som altid fyldte ham med respekt for faderen som håndværker, især efterhånden som han blev ældre. Det var grunden til at han valgte sin fars håndværk, selv om han blev nødt til at lære ad erfaringens vej ved at prøve sig frem ved hjælp af faderens værktøj, som stadig var i det gamle hus. Hver gang han så sine børn lege med den legevogn kom han til at tænke på sin far, men med blandede følelser. Hvordan kunne en far først give sit barn så vidunderligt et stykke legetøj og så rejse bort og lade familien stå uden forsørger?

Først efter at han selv var blevet gift og kom på besøg hos sin ældste søster, fik han nogle oplysninger om sin far. Hans søster var også blevet gift og boede sammen med sin mand i det gamle barndomshjem. Med sin naturlige sans for godt håndværk beundrede Kham  det hus hans far havde bygget. Det fik ham til at tænke på faderen og til igen at stille spørgsmål om hvad der var blevet af ham. „Det aner jeg ikke,“ sagde hans søster utålmodigt. „Her,“ fortsatte hun, „læs de breve her; de er fra ham til Tuen!“ Hun tog et bundt gamle breve op af en skuffe og smækkede dem ned foran ham. „Du kan få dem. Jeg har ikke brug for dem.“ Så havde han taget dem med hjem og læst dem.

Han huskede hvor ivrigt han havde læst de breve. Han havde endda læst dele af dem højt for Oi. „Tænk engang,“ havde han sagt, „min far var alligevel en god mand! Ikke bare en god håndværker men en god far. Han sørgede for hele sin familie gennem Tuen. Han var slet ikke ligeglad med os. Han har endda omtalt mig i et af sine breve. Det var Tuen der brugte pengene da han tog af sted med den pige han fandt. Han lod som om den smule han sendte til min ældste søster kom fra ham. Kan du forestille dig det,“ havde han sagt til Oi, „min far var en god mand, og han tænkte på os.“ Brevsamlingen var ikke komplet og røbede ikke hvor faderen var eller hvornår han ville vende tilbage. Kham huskede at han havde fortalt Oi hvor meget han glædede sig til at lære ham bedre at kende. „Måske dukker han op en skønne dag,“ havde han sagt til hende.

Hans lille søn afbrød hans tanker. Drengen ville have sin blyant spidset. I stedet for bare at gøre det tog Kham blyanten og viste barnet hvordan man bærer sig ad. Da sønnen glædestrålende viste sin søster hvad han havde lært af sin far, følte Kham at han havde fået topkarakter som far og ikke bare som ekspert i blyantspidsning. Det gik op for ham at han havde klaret sin rolle som far bedre efter at have læst de breve. Men han havde selverkendelse nok til at indse at der måtte være en vægtigere grund til denne forbedring af ånden i familien. „Hvad kan det være?“ tænkte han. „Hvorfor er Oi så forandret?“

 På det tidspunkt vidste han ikke at hans glæde over det han havde fundet ud af om sin far, havde gjort et dybt indtryk på Oi. Men det var faktisk første gang hun forstod hvilken fryd det måtte være at finde en god far, når man aldrig havde haft en.

Han rettede igen sit blik og sine tanker mod Oi. Hvor så hun dog strålende ud! Ligesom dengang han blev forelsket i hende. Tanken gav ham mod til at spørge: „Oi, har du lagt mærke til noget nyt herhjemme?“ Da han så hendes forundrede udtryk, tilføjede han: „Jeg mener i atmosfæren.“ Hun svarede ja, hun syntes den var blevet bedre. Da han vidste hvor sårbar hun kunne være hvis hun følte sin opførsel kritiseret, spurgte han så mildt og forsigtigt han kunne: „Har du nogen anelse om hvad grunden kan være?“

Oi blev ved med at sy et øjeblik, men knap så målbevidst som før; så standsede hun. Kham holdt vejret. Havde hun opfattet hans spørgsmål som kritik? Ville hun blusse op i vrede? Hun blev ikke vred. I stedet nikkede hun eftertænksomt. „Det er de breve fra din far. Da jeg så hvor dybt et indtryk de gjorde på dig, begyndte det at gå op for mig hvor vigtigt det er at have en god far. Jeg har tænkt på at din oplevelse i forbindelse med at finde din far også har hjulpet mig til at finde en.“ Kham sagde forundret: „Du har da ikke brug for at finde din far. Du har kendt ham hele dit liv, og du kan besøge ham hver dag hvor han bor nede ved vejkrydset.“ Hun nikkede. „Ja, og jeg har sikkert alt for ofte taget ham for givet. Men det er nu ikke ham, men en anden jeg taler om. En første Far.“ Kham var lettet over hendes opførsel men forundret over hendes svar. Han havde haft svært nok ved at finde en far — og nu talte Oi om endnu en far, „en første Far“. Han spurgte: „Hvad mener du? En anden; din første Far?“ Oi vendte sig om og smilede det smukkeste smil han længe havde set. „Vil du virkelig gerne vide det?“ Kham nikkede og satte sig bedre til rette.

 Oi forlod sin symaskine og kom hen og satte sig hos ham. „Har du lagt mærke til at der kommer to piger og besøger mig hver tirsdag eftermiddag?“ Kham rystede på hovedet, men huskede så at han havde set nogle piger han ikke kendte. „Hvem er de?“ spurgte han. „De kom til vores dør for et par måneder siden,“ svarede Oi. „De sagde at de gerne ville tale med mig. De virkede venlige, så jeg inviterede dem ind. Den ene begyndte at tale om de urolige forhold i verden og sagde at der fandtes en løsning. Så gik det op for mig at de hørte til de folk som går fra hus til hus og tilbyder religiøse bøger. Jeg lyttede til hvad de sagde — jeg synes man skal være høflig, og så var der sund fornuft i det de sagde, selv om jeg ikke kunne forstå alt hvad de talte om. Så kom den ene med en bemærkning der interesserede mig. Hun sagde at Skaberen af det første menneske — altså dets Far — nu var i færd med at samle folk af alle nationer og bringe dem sammen i én stor familie og blive deres Far. . . .“ Så, efter en smule tøven, fortsatte Oi: „. . . og deres Gud. Som du kan forestille dig følte jeg mig tiltrukket af tanken om at blive medlem af en større familie med en større Far. Det sagde jeg til pigerne, og de kom igen ugen efter for at fortælle mig noget mere om det — og de er kommet her lige siden. Jeg er begyndt at føle at det de siger er sandt. Det var det jeg mente da jeg sagde til dig at jeg har fundet en Far.“

Hendes ord gjorde Kham tavs og bekymret. Han havde følt sig tiltalt af det hun havde sagt om „en første Far“, men ordet „Gud“ skræmte ham og fik ham til at spekulere på om Oi var ved at blive en religiøs fanatiker. Så opdagede han at hun sad helt tæt ind til ham, og det var meget længe siden de sidst havde været hinanden så nær midt i en alvorlig diskussion. Hendes nye religiøse ideer kunne ikke være helt dårlige hvis de forandrede hende så meget. Tværtimod, tænkte han, og gjorde gengæld ved at lægge armen om  hende og give hende et knus. Det fik ham til at føle sig lidt bedre tilpas — men ordet „Gud“ bekymrede ham stadig. Hun måtte have vidst at det ville virke sådan på ham, for han havde lagt mærke til hvordan hun havde tøvet inden hun brugte ordet.

Påvirket af den usædvanlige fornemmelse af samhørighed imellem dem følte han sig fri til at åbne sit hjerte for hende. „Oi, ordet ’Gud’ bekymrer mig. Hvordan virker det på dig?“ Hun tænkte sig om inden hun svarede: „Det generede også mig i begyndelsen, selv om jeg ikke kan forklare hvorfor. De fleste mennesker heromkring tror jo ikke på Gud, og mange spotter åbenlyst selve ordet.“ Efter en pause sagde Kham: „Ja, måske er det en af grundene. Som du ved reagerede min familie altid med hån hver gang min far blev nævnt, og måske var jeg ofte selv med til at håne. Havde det ikke været for legevognen og de breve, var jeg måske blevet ved med det.“ Oi nikkede. „Det er egentlig interessant, Kham; det viser hvor nemt andres mening kan smitte af på en. Ville det ikke være bedre udelukkende at stole på kendsgerninger og ikke lade sig påvirke af fordomme?“ Han gav hende et knus til. „Godt sagt, Oi,“ sagde han. „Lad os gøre det til et princip, så vi ikke bare følger med strømmen. Men der er noget andet der undrer mig. De fleste af dem der spotter når de hører ordet „Gud“, og som siger: ’Hvor er han?’ eller: ’Jeg kan ikke se ham,’ gør sig stor umage for at tilfredsstille dæmoner som de heller ikke kan se. Og mange lader til at være bange for dem. Opfatter de Gud som en der skal frygtes og formildes?“ Han tav lidt og fortsatte: „Tror du grunden til at jeg føler mig frastødt af tanken om Gud, er at jeg ubevidst opfatter ham som en superdæmon der piner dem der modstår ham?“

„Det er der sikkert mange mennesker der gør,“ svarede hun. „Men pigerne jeg fortalte dig om, viste mig at den rigtige Gud, hvis navn er Jehova, ikke er  sådan. Det er sandt at han er almægtig — men også meget barmhjertig mod dem der begår fejl; og han piner aldrig nogen. Han er som en god men almægtig far, der aldrig dør og derfor altid er parat til at hjælpe. Han er ikke som dæmonerne. Han gør noget for at hjælpe mennesker. Han er en kærlig Gud.“ „Du siger ’kærlig’. Det lyder tiltalende. Kærlighed i forbindelse med magt kunne udrette meget.“ Oi nikkede samstemmende, men Kham tilføjede efter en lang pause: „Det passer ikke rigtig med kendsgerningerne, og vi har lige besluttet at holde os til kendsgerningerne. For eksempel finder man ingen vidnesbyrd om kærlighed hos de nationer eller religioner der påstår at de tror på en Gud. De udnytter og dræber hinanden på samme måde som dem der ikke tror.“ Oi blev ivrig. „Det er sandt nok,“ sagde hun, „men det er fordi de ikke tjener Jehova men en Gud de selv har lavet. I virkeligheden fordrejer de sandheden om Gud. Mange nationer kalder sig kristne, men i virkeligheden findes der ingen kristne nationer på jorden i dag.“ Kham nikkede eftertænksomt. „Det kan være forklaringen, men hvorfor skulle de fordreje sandheden om ham?“ Hun trak på skuldrene. „Tja, hvorfor løj din familie om din far? Især din bror Tuen.“ Kham rettede sig lidt op i sin behagelige stilling uden dog at give slip på Oi. „Du siger noget! Tuen gjorde det til egen fordel. Ved du hvad, dette her er interessant, men det virker så kompliceret at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde.“

EN VIDUNDERLIG TANKE

Oi vendte sig om mod ham og så alvorligt men venligt på ham. „Sig mig, Kham, tror du på en Skaber?“ Han tøvede. „Det er lidt svært at svare på,“ sagde han. „Jeg kan godt se at der må have været en Skaber til at frembringe alle de vidunderlige ting der er omkring os . . .“ Mens han ledte efter ord så han på Oi, på hendes regelmæssige træk, glansen i hendes øjne — og det smil. Han følte det som om han havde en indre viden  om at så megen skønhed umuligt kunne være blevet til ved en tilfældighed. Kunstværker opstår ikke af sig selv. Han betragtede hendes rene, glatte hud, som i høj grad bidrog til hendes skønhed. Men det var ikke det hele. Han kom pludselig i tanker om nogle sultende børn han havde set billeder af. Også deres hud var blød og glat, men deres hule kinder og stirrende øjne gjorde dem til et ynkeligt syn. De var helt udtærede. På den anden side kunne skønhed heller ikke kun være et spørgsmål om velnærethed, tænkte Kham, for mange mennesker med ungdommen bag sig var velnærede, men de havde mistet skikkelsens skønhed fordi fedtet var fordelt forkert, uden kunstnerisk kontrol.

Oi brød den lange tavshed. „Du sidder og ser på mig, men hvor er dine tanker?“ Han gengældte hendes smil og sagde langsomt: „Jeg tænker på at der umuligt kunne findes så smuk en pige som dig uden en Skaber — en stor Kunstner. Men trods alle vidnesbyrd om at der må findes en Skaber er jeg stadig i vildrede. De mange problemer og al den ondskab der er i verden — hvorfor? Der må være en Skaber, men hvorfor gør han ikke noget?“ Oi nikkede. „Det undrede også mig, men pigerne viste mig at der er en god grund til at Gud ikke har grebet ind tidligere, men at han snart vil gøre noget.“

Kham afbrød med et spørgsmål: „Du siger at de ’viste dig’. Hvordan det?“ „Jo, de viste mig det i deres bibel.“ Kham syntes ikke det var svar nok. „Du taler som om det var altafgørende at se det i Bibelen, men hvad er denne bibel egentlig for noget?“ Hun forklarede ham at Bibelen er en stor bog. „Den ældste historie om menneskeheden, helt fra begyndelsen. En af pigerne beskrev den som en samling breve fra Gud. Jeg tror hun sagde der var over 60.“ Kham gentog interesseret: „Breve fra Gud!“ Oi nikkede. „Du sagde selv engang at da du læste din fars breve fik du et helt nyt syn på ham. En slags tilhørsforhold.“ Kham nikkede. „Ja, for de  viste mig at min far ikke havde svigtet sin familie, sådan som det var blevet antydet, men at han havde tænkt på os og sørget for os, og at problemerne var opstået på grund af min bror Tuen.“ Oi smilede. „Det er den samme fornemmelse jeg får når jeg ser Bibelen, disse ’breve’ fra Gud, min første Far. De viser også hvad der er den virkelige årsag til problemerne i dag.“ Hendes mand smilede. „Du lader til at være meget optaget af de ’breve’ du taler om!“ Oi blev ivrig. „Ja, var du måske ikke optaget af de breve du fandt? Og de var kun fra et menneske!“ Kham kunne ikke lade være med at le, for hun havde ret.

„Hvorfor var de breve så vigtige for dig?“ spurgte hun. Han tænkte sig godt om før han svarede. „Jo, jeg har altid haft en fornemmelse af at min far var en god mand, men efter at have set de breve vidste jeg at han var god, og jeg forstod at der var blevet løjet om ham, og så kunne jeg åbent anerkende og forsvare ham.“ Oi sagde: „Det er præcis det samme med brevene fra min første Far — de renser hans navn. Pigerne har lovet at komme med en kopi af de breve — Bibelen — på tirsdag.“ Khams interesse for de breve begyndte at blive vakt, men han ville ikke vise det for meget. Han havde brug for tid til at tænke. Hans lille pige kom ham til undsætning ved at aflede sin mors opmærksomhed med noget hun havde spildt. Moderen konstaterede at nu var det sengetid.

Sagen var at der var et eller andet der rørte ved hans samvittighed. Det var gået op for ham at han efter at have fundet sin fars breve var begyndt at udvikle en følelse af taknemmelighed og ansvar over for sin far, på grund af alt det denne havde gjort for sin familie og for ham selv. Burde han ikke have den samme følelse over for menneskets Skaber — hvis der altså var en sådan? Han følte trang til at få det spørgsmål afgjort i sit sind, men hvordan? Han huskede de tydelige præg af dygtigt håndværk der havde vakt hans beundring da  han begyndte at interessere sig for hvordan hans far egentlig havde lavet den legevogn. Det var den der havde givet anledning til hans gryende interesse for faderen. Så slog en tanke ned i ham. „Havde denne første Far efterladt en ’legevogn’? Ja, selvfølgelig,“ tænkte Kham, mens han betragtede et firben der bevægede sig rundt under loftet. Var hele naturen måske ikke en eneste stor legevogn, som mennesket kunne studere? Så hvorfor ikke studere den? Han koncentrerede sin interesse om firbenet som havde travlt med at jage insekter. Rappe små ben havde det — langt vanskeligere at konstruere end vognhjul. De kunne meget mere end at gå på jorden, de kunne fæstne sig til loftet med små sugekopper. Hvem havde opfundet og fremstillet dem? Han vidste at han ikke kunne gøre det. Han huskede de erfaringer han havde gjort da han skulle lave sin første vogn, især hjulene. De havde virket så enkle — i begyndelsen; men det havde været en kamp at lave det første. Han havde virkelig måttet tænke før det lykkedes. Hvis et simpelt  hjul krævede så megen omtanke, hvor meget mere skulle der så ikke til for at give et firben fødder?

Mens hans øjne gled adspredt rundt i stuen faldt de på Oi, som nu igen sad ved sin symaskine. Hun rynkede brynene lidt og havde et stykke papir i hånden. Han spurgte interesseret: „Hvad laver du?“ Hun sukkede. „Laver! jeg kan ikke engang få begyndt. Jeg købte noget stof til en kjole, men jeg kan ikke regne ud hvordan jeg skal klippe det, så der bliver nok.“ Kham rystede drillende på hovedet. „Skal man kunne regne ud hvordan man kan sy en kjole?“ Han ventede spændt på hendes reaktion. „Regne ud!“ udbrød hun, „det er klart man skal regne ud hvordan man syr en kjole. Den bliver ikke til af sig selv!“ „Jeg er enig,“ sagde Kham, „tingene kommer ikke af sig selv.“ De lo begge to, og han fortalte hende om sin konklusion med hensyn til firbenets fødder.

Mens Khams kone fortsatte med at „regne ud“,  rettede han på ny sin opmærksomhed mod firbenet og kom i tanker om hvordan han for et par dage siden havde set et andet firben, der lige var kommet ud af ægget, give sig til at jage fluer. Hvem havde programmeret det til det? Han havde for nylig læst om robotter som kunne programmeres til at udføre forskellige opgaver, som for eksempel at svejse bilkarosserier. Det havde taget mennesket tusinder af år med kollektiv tænkning at nå så langt, og han tvivlede på at en sådan robot kunne programmeres til at fange fluer. Jo mere han tænkte over det, des mere blev han overbevist om at der måtte findes en Skaber, og tilmed en forbløffende dygtig Skaber. Men for at få større klarhed i sagen følte Kham trang til en alvorlig samtale med nogle af dem der fornægtede en Skaber. Ved nærmere eftertanke mindedes han aldrig at have hørt nogen tale alvorligt om dette emne.

UTILFREDSSTILLENDE SVAR

Et par dage senere på vej gennem byen mødte Kham en gammel skolekammerat som han ikke havde set længe, og de fik en lang snak over en kop kaffe. Han var en elskværdig ung mand og ret begavet. Han studerede ved universitetet og blev betragtet som en vordende intellektuel. Da han spurgte Kham hvordan hans kone havde det, fik Kham pludselig en idé. Hvorfor ikke prøve at finde ud af vennens syn på en Skaber? Så fortalte Kham ham at Oi var interesseret i religion og troede på Gud.

Den hånlige reaktion undrede Kham, for hans ven var ikke af den nedladende type. Men det åbnede i det mindste vej for et direkte spørgsmål: „Hvor er mennesket kommet fra? Og alle de ting der findes i naturen?“ Trods opmærksom lytten havde Kham svært ved at forstå sin vens forklaring om at der i begyndelsen havde været kaos bestående af de fire elementer ild, vand, luft og jord (så vidt han huskede), men at tingene var begyndt at udvikle sig gradvis ved en tilfældighed.  Først var der en enkelt celle som formerede sig. I tidens løb udviklede der sig andre ting. Hvis de var gode formerede de sig; hvis ikke døde de. De blev til ved en tilfældighed og overlevede som de bedst kunne. Kham vidste ikke meget om celler, men han var praktisk anlagt, så han sammenlignede dem med noget han kendte til — vognhjul.

Da selv den enkleste celle måtte være i stand til at reproducere sig selv for at være brugbar, måtte den være betydeligt mere kompliceret end et hjul. At skære firkantede huller i et hjulnav og lave eger til at passe nøjagtigt virkede meget enkelt — indtil han gik i gang. Men sikke problemer han havde haft med at få hver enkelt ege til at sidde fast og lige i sit hul. Trods alle udregninger og stor omhu med at skære træet til, havde han haft en større dynge mislykkede eger inden han fik held til at lave et eneste hjul. At stole på tilfældet alene ville være som at kaste noget træ og et stemmejern ind i en cementblander. Hvor længe ville det vare før der fremkom bare en enkelt ege? Tilfældet kunne ikke frembringe andet end skrammel. At regne med tilfældets hjælp i alle ting er en dårlig måde at køre en produktion på, uanset om der fremstilles hjul eller celler. Bare han slækkede på sin omhyggelige kontrol med en enkelt fase i fremstillingen af et hjul fik han vanskeligheder; den lektie havde han lært ad erfaringens hårde vej. Sådan måtte det vel også være når det drejede sig om celler og endda hele legemer. „Jamen,“ tænkte han, „det er jo det der sker når et menneske får kræft. Måske er det bare en enkelt celle der går amok og begynder at reproducere celler uden om det oprindeligt fastlagte mønster, så hele kroppen bliver fuld af affaldsceller, mens de sunde celler dør af mangel på næring. Tilfældighedernes spil kunne give anledning til død — men aldrig til liv!“

Hver gang Kham forsøgte at komme med indvendinger mod sin vens teori, fik han det svar at hvert skridt  ville tage millioner af år. Udtrykket blev brugt som havde det i sig selv en magisk virkning. Kham morede sig lidt over det mens han på hjemvejen tænkte på vennens anstrengelser for at få ham til at forstå hvad en million i virkeligheden betød. Det lykkedes godt nok, men ikke på den tilsigtede måde. Hvad Kham forestillede sig var ikke fremkomsten af brugbare celler efter flere millioner års forløb, men forkerte firbenfødder — kæmpemæssige som bjerge. Jo mere han tænkte over det, des mere følte han sig overbevist om at der måtte være en Skaber.

ET VANSKELIGT SPØRGSMÅL

Men vennens afskedsbemærkning bekymrede ham. „Hvis alting er regnet ud på forhånd — hvor er din Skaber så kommet fra?“ Nu var Kham en meget ærlig mand, ikke bare i pengesager men også i tanker og tro. Han ønskede ikke at bedrage hverken sig selv eller andre. Det var vigtigere for ham at finde frem til sandheden i en sag end at vinde en diskussion. For at stille sig selv tilfreds måtte han derfor have svar på det spørgsmål. Der måtte være en Skaber, men hvordan var han blevet til? Han ville ikke slippe emnet før han havde fundet et tilfredsstillende svar. Måske havde Oi et svar på dette.

Han kom hjem lidt tidligere end beregnet, og da han stadig havde det besværlige spørgsmål i tankerne, blev han lidt ude i haven. Denne gang havde han et bestemt formål med det. Han ville betragte den som et stykke håndværk, sådan som han havde betragtet sin fars arbejder. Hvor blev han dog forbavset! Hvorfor havde han ikke set det før? Han vidste at han havde øje for at bedømme kunsthåndværk lavet af træ og metal. Det var han ret stolt af. Det var også grunden til at han havde følt sig tiltrukket af sin far. Nu følte han trang til at rette denne analytiske opmærksomhed mod tingene i naturen for at øge sin egen værdsættelse af ting som ikke var skabt af mennesker.

 Kham satte sig på en træstamme og så sig om. Hvad enten han fokuserede på de træbevoksede skråninger tæt ved hans værksted eller på de mange slags blomster hans kone havde plantet — så var det alt sammen så behageligt og tilfredsstillende at se på, så forskelligt fra de menneskeskabte barakker, omgivet af brugte plasticposer, flasker og andet affald, han lige var kommet forbi på vej gennem det nærliggende slumkvarter. „Nej,“ tænkte han, „Skaberen har ikke fremstillet slumbebyggelser.“ Kham vidste nok om mennesker til at vide hvordan slum blev til. Den væsentligste årsag var mangel på midler og evner, kombineret med træthed og dovenskab samt ligegyldighed over for de ting der skaber glæde i livet, en ligegyldighed der fik folk til at udføre tingene med et minimum af betænksomhed og omhu. Men det var indlysende at Skaberen af de ting han nu betragtede, ikke havde nogen af disse svagheder.

Den dybe og ufatteligt store visdom og indsigt som åbenbaredes i alt det der bevægede sig, alt det der havde liv, begyndte at fylde Kham med undren. Hvor var skaberværket dog helt forskelligt fra alt det der var lavet af mennesker, ting som de hjul han kunne kopiere! De hjul var inden for hans muligheders grænse. Det var mest derfor han havde været interesseret i dem. Han huskede hvordan han engang havde skilt et af faderens hjul ad for at finde ud af hvordan han selv kunne lave et. Da han i det samme så en bi dukke frem fra en blomst i nærheden, forstod han hvor tåbeligt det ville være at skille bien eller blomsten ad for at reproducere dem. Mens han dovent betragtede bien i aktion begyndte han at se den i et nyt lys. Den var en honningfabrik, yderst velfungerende og alligevel ren og smuk. „Hvorfor,“ tænkte han, „kunne sukkerfabrikkerne ikke være sådan?“ Han havde læst om hvordan de forurenede floderne og luften, og de var alt andet end smukke. Som håndværker vidste han at  det kræver en ekstra indsats at gøre noget både velfungerende og smukt. Skaberen måtte have holdt meget af mennesket siden han havde forsynet det med så dejlig honning fremstillet af en så tiltalende fabrik.

Kham begyndte nu at se Skaberen som en venligsindet person og ikke bare som en ufølsom computer. Ved synet af den passive blomst og den meget aktive bi gav han sig til at tænke på den variation af færdigheder skabninger kan fremvise. Bien havde endog en slags evne til at tænke for at udføre sit arbejde. Så fik han øje på et markfirben som sad ubevægeligt på en hegnspæl i nærheden, hvorfra det stirrede ud i det fjerne. Han betragtede det tålmodigt. Pludselig pilede det ned ad pælen med kurs mod den middagsmad det havde fået øje på i det fjerne. Ja, også markfirbenet måtte have en slags evne til at tænke — måske en der var lidt mere avanceret end biens. Hans hjerne begyndte at arbejde med de forskellige livsformers evne til at tænke. Det var klart at den var forskellig fra den ene til den anden, men alle syntes at have det  nødvendige. Mennesket var tydeligvis bedst udrustet, men der var ting som ikke engang mennesket kunne forstå. Også dét havde sine begrænsninger. Og hvad så? Kunne det ikke bare acceptere sine begrænsninger og bruge hvad det havde? „Aha!“ tænkte han, „har dette her mon ikke noget at gøre med mit problem i forbindelse med ’hvor Gud kom fra’?“ Han vidste jo ikke engang hvem Gud var! Havde Gud bare medvirket ved en skabelse eller var han den virkelige Skaber, den første Far? Muligvis var menneskets hjerne ikke indrettet til at finde svarene selv, eller måske havde Kham ikke kendsgerninger nok at bygge på. Men behøvede han at vide hvordan Gud var blevet til?

Kham havde jo ikke været i stand til at finde sandheden om sin egen far før han fandt de breve! Kunne det tænkes at mennesket behøvede breve fra sin Skaber for virkelig at forstå ham? Naturen, hans skaberværk, bærer vidnesbyrd om hans eksistens, men naturen fortæller intet om Guds tanker og hensigter. Mennesker kan ikke læse hinandens tanker, skønt de kan se hinanden, så hvordan skulle de kunne læse Guds tanker — han som de ikke engang kan se? Jo, mennesket behøver breve fra Gud for rigtigt at lære ham at kende.

Khams interesse for de breve fra Gud som Oi havde talt om, voksede mere og mere. Accepten af vore begrænsninger og studiet af disse breve så ud til at være nøglen til at lære Gud at kende og erfare hans visdom og godhed. For eksempel vidste Kham ikke hvorfor et stemmejern var så meget hårdere end træ, men ved at passe godt på sit stemmejern og bruge det efter anvisningen var han i stand til at lave hjul. At lave stemmejern var ikke hans opgave — og heller ikke at lave guder. Eller, for at tage et andet eksempel: Er det rimeligt at en medarbejder forlanger at vide alt om sin arbejdsgivers baggrund, før han kan arbejde for ham og tjene til livets ophold? I virkeligheden var det  formasteligt at insistere på at vide hvordan Gud var blevet til, inden man gav sig til at lytte til ham for at få et bedre liv. Så huskede Kham at hans ven ikke havde insisteret på at vide hvor ’elementerne i kaos’ var kommet fra, før han begyndte at tro på teorien om en tilfældig udvikling.

Kham vidste at folk som oftest tillagde „naturen“ æren for alt hvad der ikke var fremstillet af mennesker. Det havde han selv gjort. Han gav sig til at tænke over forskellen på de tre udtryk „Natur“, „Skaber“ og „Gud“. „Naturen“ indebar at det hele var gratis uden at nogen behøvede at føle taknemmelighed. I ordet „Skaber“ lå der en appel om taknemmelighed, selv om den ikke blev udtrykt. For Kham indebar ordet „Gud“ at man reelt gav udtryk for denne taknemmelighed og underkastede sig Gud på grund af hans stilling. Var det rimeligt? Han tænkte sig om. Han var sin egen arbejdsgiver og kunne lide det, men han var alligevel underkastet myndighed. Han måtte ikke fælde træer til sine vogne uden tilladelse. Alle i hans distrikt var underlagt myndighedernes autoritet, selv om de talte meget om at være et frit folk. Han erkendte at dette var nødvendigt for at opretholde orden, og det var ikke nogen byrde hvis regenten var en god mand. Kham følte derfor at han ikke havde nogen moralsk ret til at nægte at underkaste sig Gud, hvis Gud virkelig var menneskets Skaber. Men han følte sig lidt skyldbetynget med hensyn til dét at vise taknemmelighed, for han havde taget al den skønhed der omgav ham for givet. Han havde ikke engang sagt tak til sin kone, som havde gjort sig den ulejlighed at plante havens blomster og passe dem.

I det øjeblik blev hans tanker afbrudt — eller midlertidigt lammet — af den øredøvende hakkelyd af en af militærets helikoptere som passerede lavt hen over landskabet i sin rutineeftersøgning efter guerillasoldater i bjergene tæt ved. Han fulgte den med øjnene  som om han næsten var tvunget til det af den intense larm, indtil den forsvandt bag nogle høje træer. Med sit mekaniske snilde ville han normalt have været interesseret i maskinen, men lige nu var han alvorligt irriteret over den støjende afbrydelse. „Hvorfor skulle de absolut være så støjende,“ tænkte han, „Jeg sad jo lige og nød havens fred og skønhed. Kunne de ikke laves lidt mere lydløse?“ Og som ved et trylleslag fik han sit svar — et stille men tydeligt „Jo!“ Lige foran ham var der en miniaturemodel af den mest vidunderlige helikopter som han overhovedet ikke kunne høre, selv om den var lige for næsen af ham. Det var en guldsmed. Dens manøvrer når den bevægede sig hid og did for at fange insekter var på alle måder helikopteren overlegne, selv om den synlige lighed mellem de to forekom Kham ret slående. Mennesker kunne ikke lave en lydløs helikopter, men Skaberen kunne. Han forstod også noget andet som han aldrig før havde tænkt over: nødvendigheden af at skrue ned for de skærende reklamebrøl der henleder opmærksomheden på menneskets frembringelser, og stille ind på de mere stilfærdige men allestedsnærværende vidnesbyrd om Skaberens vidunderlige værker. Da Kham rejste sig og gik hen mod huset, besluttede han at bruge mere tid til at  betragte haven — „Guds legevogn“ — og mindre tid til at læse menneskers selvrosende reklamer i aviserne.

Da han trådte ind i huset råbte hans kone: „Jeg så dig sidde ude i haven. Hvad bestilte du der så længe?“ Efter en tænkepause svarede han: „Jeg kiggede på ’legevognen’.“ Hun så forbavset ud, så smilede hun. „Mener du ’Guds legevogn’?“ Med et smil sagde han: „Hvor har jeg dog en begavet kone! Der er nogle flere spørgsmål jeg gerne vil stille dig om de breve og et problem der bekymrer mig.“

Han ventede til de havde spist, så de havde tid til hinanden. „Oi, hvad ville du svare hvis nogen spurgte dig: ’Hvor er Gud kommet fra?’“ Hendes svar kom omgående: „Ingen steder fra, han har altid været til — lige fra evighedens begyndelse — og han bliver ved med at være der — altid. Han er den store førsteårsag til alting.“ Kham mumlede noget om at det måtte han tænke nærmere over. „’En altid eksisterende førsteårsag.’ Det virker svært at forstå.“ Oi spurgte: „Hvad er alternativet?“ og Kham svarede: „Det er et godt spørgsmål. Svaret må være intet, absolut intet. For hvorfra kom da det første der blev til? Det kunne jo slet ikke eksistere, for der var ikke nogen årsag til dets eksistens, intet til at frembringe det. Der må derfor altid have været en skabende magt som forårsagede at noget blev til — der må have været en tænkende magt, en person, som kunne frembringe alt det der findes i naturen.

Svaret på mit spørgsmål om hvor Gud er kommet fra må altså være det du lige sagde: ’Han har altid været til.’ Men generer det dig ikke at du ikke forstår hvordan?“ Oi rystede på hovedet. „Hvorfor dog det? Der er masser af ting jeg ikke forstår. Hvad er elektricitet? Det kan jeg ikke forklare, men hvis jeg trykker på en knap får den min symaskine til at virke. Man behøver ikke at forstå alting for at nyde godt af det. Det ville være formasteligt, især i forbindelse med  menneskets Skaber,“ sagde hun og så alvorligt på sin mand. „Jeg er enig med dig, Oi, men det tog mig meget længere tid at komme til den konklusion.“ Hendes strålende smil var drillende nu. „Det er klart. Du har jo lige sagt at du har en begavet kone.“ Og med lidt mere alvor tilføjede hun: „Du må ikke glemme at jeg har fået hjælp fra Bibelen.“ Han lo. „Godt nok, min begavede kone, men hvordan vil du så besvare dette her? Forleden sagde du at Bibelen var en samling breve fra Skaberen til menneskeheden. Men hvordan kan man vide at de virkelig er fra Gud?“

Oi tøvede med svaret. „Jeg tror det skyldes de ting der står i dem.“ Kham mente ikke at det lød særlig overbevisende, så Oi blev ivrig: „Hvordan skulle vi ellers vide det? Hvordan kan du vide at de breve du læste, virkelig var fra din far?“ Kham indså at han ikke havde noget virkeligt bevis. Han havde ikke set sin far skrive brevene. Han havde ikke engang modtaget dem direkte af sin far. De havde ikke haft hans fars underskrift, og selv om de havde var der ingen der kunne bevidne denne underskrift. Alligevel var han ikke i tvivl om at brevene var fra hans far. De var alle skrevet med samme skrift. Deres indhold tydede på at de var fra ham. De røbede intimt kendskab til og omsorg for familien, og de bar alle tydelige tegn på at komme fra „jeres kærlige far“. Hvem ellers ville have følt trang til at skrive så vidunderlige breve? Så han var overbevist om at der var masser af beviser til at understøtte hans tro. Ja, selve måden de blev fundet på støttede denne tro!

Han vendte sig mod Oi og sagde: „Jeg har et spørgsmål, men tænk dig godt om inden du besvarer det. Har du noget absolut sikkert bevis for at Bibelen består af breve fra Gud? Eller har du bare overbevisende vidnesbyrd?“ Oi tav længe. Hun havde svært ved at finde ud af hvor Kham ville hen. Omsider svarede hun: „Jeg har ikke noget absolut sikkert bevis, men jeg er overbevist.“ Nu var det Khams tur til at overveje.  Kunne det være en fordel at have det på den måde — at have vidnesbyrd i stedet for sikre beviser? Igen stillede han Oi et spørgsmål: „Hvem blev Bibelen skrevet til, og hvorfor?“ Atter tænkte hun længe før hun svarede. „Jeg vil mene den blev skrevet til dem der søger Gud, så de ville blive draget til ham ved at læse den. Jeg husker at pigerne viste mig hvordan Jesus sagde at han kun talte i billeder for at hans modstandere ikke skulle forstå, mens de oprigtige ville stille flere spørgsmål for at få større forståelse, og de ville få det. Og det har været min erfaring med Bibelen. Mange dele af den er svære at forstå, men når jeg stiller spørgsmål får jeg i regelen tilfredsstillende svar.“ „Ved du hvad, Oi, det rejser et interessant spørgsmål. Jordens og menneskets Skaber kunne med lethed have ladet sit budskab tordne ned fra himmelen eller udbasuneret det fra skyerne i så enkelt og klart et sprog at enhver kunne forstå det; og alligevel siger du at han bruger Bibelen som er svær at forstå, og som kræver grundig undersøgelse og overvejelse. Hvorfor? Har du nogen idé om det?“

„Som jeg ser det, er Bibelen skrevet for at nå menneskers hjerter. Jeg husker at have læst at den er blevet sammenlignet med et skarpt sværd som kunne trænge ind og bedømme hjertets hensigter.“ Kham afbrød hende: „Altså ville overbevisende vidnesbyrd have større effekt end uomstødelige beviser. Bibelen ville derved blive som en magnet der kun tiltrækker de oprigtige, mens andre kunne unddrage sig hvis de ville, og på den måde afsløre hvad der bor i deres hjerte.“ Oi lo. „Jeg er enig med dig, Kham, men det forbløffer mig at du kan finde ud af alt det på forhånd, selv om du ikke engang har set en bibel.“ „Jo, Oi, jeg har lært at jo mere man overvejer tingene i forvejen, des bedre resultater. Du må ikke glemme at det var sådan jeg lærte at lave vogne. Jeg har ganske vist ikke nogen bibel endnu, men nu ved jeg i det mindste noget om hvad jeg kan vente mig når jeg får en.

 Alt det rejser så spørgsmålet om hvorfor det har taget så lang tid før Bibelen er blevet tilgængelig for mennesker.“ „Jo, for det første,“ forklarede hun, „svigtede de mennesker der oprindelig fik ansvaret for den. Med tiden blev de onde og holdt op med at udbrede den, og de forfulgte tilmed dem der prøvede at udbrede den.“ „Hvorfor i alverden gjorde de det?“ spurgte han. Hun trak på skuldrene. „Hvorfor gemte din bror Tuen brevene fra din far i en skuffe i stedet for at lade hele familien læse dem?“ Kham nikkede. „Han havde noget at skjule, og de breve ville have afsløret ham. Han havde stjålet sin fars gode navn for at skabe sig selv et navn.“ „Netop! Og det er lige det de såkaldte kristne har gjort med Guds navn Jehova. Brevene fra Gud afslører både den falske lære om ham og den forkerte opførsel der lægges for dagen af dem der kalder sig kristne men som alligevel bekæmper og dræber hinanden.“ Kham nikkede alvorligt. „Jeg kan forstå at jeg må se at få læst de breve.“

EN OPDAGELSE

En tanke slog ned i Kham. Han gik hen til sit skrivebord og begyndte at lede mellem papirerne i skufferne. Til sidst fandt han hvad han søgte. En lille bog med titlen „Første Mosebog“. Han viste den til Oi og spurgte: „Har denne her noget at gøre med Bibelen?“ „Ja, det kan du tro!“ udbrød hun. „Hvor har du fået den fra? Det er faktisk det første af brevene.“ Kham så på den lille bog. „Den har ligget længe i mit skrivebord. Jeg kan ikke huske hvor jeg har fået den fra,“ svarede han og satte sig til at læse.

Efter lang tids stilhed blev Oi forskrækket over et udbrud fra Kham. „Jamen Oi,“ råbte han, „det er jo vidunderligt. Lige hvad jeg har brug for. Her fortælles om skabelsen.“ Oi sagde ingenting. Hun var ivrig efter at fortælle ham alt hvad hun vidste, så hun kunne få ham til at studere Bibelen sammen med hende, men  hun vidste at det var en beslutning han selv måtte træffe. Hun fandt det ganske vist svært at vente, for hun brændte selv efter at læse det brev. Hun havde kun læst nogle få vers fra Bibelen sammen med de piger der havde haft den med. Hun blev imidlertid ved med at sy, for hun vidste at Kham ville tale til hende når han følte sig parat til det. Og det gjorde han.

„Oi, er du parat til at besvare nogle spørgsmål?“ „Ja, spørg bare, men du må huske at jeg jo selv lige er begyndt at lære.“ Kham nikkede uden at tage øjnene fra bogen. „Ja. Jeg læser lige om den første mand og kvinde på jorden. De fik at vide at de måtte spise frugten på alle træerne i Edens have — undtagen ét. Hvis de rørte det, ville de dø. Hvordan kunne det være? Var det giftigt?“ Oi kom hen så hun kunne læse med. „Nej,“ sagde hun, „Gud brugte træet som et symbol på noget. Læg mærke til at det blev kaldt ’træet til kundskab om godt og ondt’. Det repræsenterede et moralsk princip, nemlig: Var menneskene parate til at acceptere Guds autoritet og ret som Skaber og Ejer til enten at give eller at tilbageholde — eller ville de beslutte at handle uafhængigt af Gud og tage hvad de ville have? I hele universet rådede der fuldkommen orden under Guds styre. Menneskene ville få magt over det der angik jorden, så hele jorden kunne blive et velordnet sted under Guds ledelse, sådan som Edens have allerede var det. Der hvilede et stort ansvar på den første mand og kvinde. Det de gjorde og sagde ville gå videre til deres børn og derfor til hele menneskeheden. Det første menneskepar blev altså prøvet med hensyn til deres moralske kvalifikationer til at klare opgaven, deres loyalitet over for deres Ejer og højeste Hersker.“

Efter en lang pause sagde Kham: „Jeg er enig i at man ikke kan bygge et godt hus på et dårligt fundament, og Gud var i færd med at bygge mere end et hus — han var ved at bygge en verden med milliarder af  mennesker, så loyalitet mod ham som ejeren var livsvigtig. Det er jo det der er i vejen med denne verden! Det er ikke almindeligt at være loyal mod nogen som har krav på loyalitet. Det kan selv jeg indse, og jeg er bare lige begyndt at tro på Gud!“ Oi afbrød ham: „Hør lige!“ sagde hun. „Har du set hvad der står her? Slangen — det er forresten Djævelen — sagde til kvinden: ’I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af den’ — altså frugten — ’vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.’“ Kham var forvirret. „Jeg er ikke rigtigt med her.“ „Jo,“ svarede Oi, „sagde Djævelen i virkeligheden ikke til kvinden at Gud havde løjet for hende for at holde hende nede i underkastelse, og at hun kunne gøre sig uafhængig af Gud og opstille sine egne regler?“

„Lige et øjeblik, Oi. Du snakker uden videre om Djævelen, men hvem er han?“ „Åh, det må du undskylde,“ sagde hun, „det må jeg forklare. Inden Gud skabte de materielle ting, skabte han åndeskabninger der kaldes engle og som er højere i både intelligens og magt end mennesket. Ligesom mennesket havde de en fri vilje, og som mennesket havde de fantasi til at gøre sig forestillinger. En af dem lod sin fantasi overskride de grænser loyaliteten mod Gud krævede. Han forestillede sig hvor rart det ville være at have magt og indflydelse over en masse mennesker. Derfor fristede han den første kvinde til at følge hans vejledning idet han tilbød at gøre hende fri af Gud.“ Kham nikkede og holdt bogen frem. „Ja, og se hvad der står: ’Da så kvinden at træet var godt at spise af . . . ja, træet var indbydende at se på. Så hun tog af dets frugt og gav sig til at spise den.’ Det er interessant — hun satte sine egne ideer over det Gud havde sagt. Hun troede at hun var blevet sin egen læremester, mens hun i virkeligheden var kommet ind under Satans falske lære. Og se så hvad der videre skete: ’Manden spiste også, og de blev vist bort fra haven så de ikke kunne tage af livets træ  og få evigt liv.’ Det siger mig noget. Det er en advarsel mod at oplyse sig selv, mod at filosofere sig frem i en retning modsat Gud. Eller måske bør jeg udtrykke det på en anden måde — det vil ikke føre til evigt liv at bygge en religion, en livsanskuelse, på hvad mennesker tænker.“

Kham sad tavs i lang tid og tænkte over hvad han havde læst. Det gav ham en ny forståelse af årsagen til elendighed og lidelse, men endnu vigtigere — det viste ham at der fandtes en udvej. Hans tanker vendte tilbage til dengang han havde læst brevene fra sin far. Først havde han været henrykt, men bagefter havde han følt et større savn end nogen sinde før. Han følte at han havde fået et glimt eller en smagsprøve af noget der havde vakt hans appetit uden at tilfredsstille den; det havde efterladt en længsel efter noget han ikke kunne definere, efter svar på spørgsmål han ikke kunne formulere. Han huskede stadig tiden før sit ægteskab, da han havde været meget ulykkelig. Han havde aldrig tænkt på selvmord, som så mange gjorde, men han havde følt livet som en elendighed uden udvej. Han havde læst, eller måske fået fortalt, at livet med al dets elendighed var konsekvensen af de synder man havde begået i et tidligere liv. Men det tvivlede han på. Det ville jo være det modsatte af retfærdighed. Når man ikke engang kunne huske hvad man havde gjort forkert i sit tidligere liv — hvorfor skulle man så straffes for det nu? Det var ligesom at blive sat i fængsel uden at vide hvorfor. Hvordan kunne retfærdighed kræve straf, hvis straffen i sig selv ikke var retfærdig? Hvordan kunne han undgå at gentage sine tidligere synder, hvis han ikke vidste hvad det var for synder? Det hele havde efterladt ham med en følelse af tomhed og håbløshed, og uden nogen at søge hjælp hos. Nu vidste han hvad han havde længtes efter: En kilde til hjælp og oplysning. Læsningen af de kærlige og opmuntrende breve fra faderen havde skærpet hans  erkendelse af at have brug for hjælp udefra. Det brev fra Gud han lige havde læst, var begyndt at tilfredsstille hans længsel. Han følte en lykke han ikke tidligere havde kendt. Den kunne blive noget varigt i livet, ja i et liv uden sygdom eller død — hvis bare de breve virkelig var fra Skaberen.

„Jeg har tænkt over det du sagde pigerne havde fortalt dig,“ sagde Kham efter lang tids tavshed, „at mennesket blev skabt til at leve på jorden. Det vi lige har læst tyder på at det er rigtigt. Efterhånden som den menneskelige familie voksede, ville den oprindelige have blive udvidet indtil hele jorden var blevet til en have. At den første mand og kvinde blev drevet ud af den oprindelige have tyder på at de endog havde mistet den forret at bo bare midlertidigt på denne opdyrkede — eller skal vi sige fuldkomne — del af jorden, men fik lov at bo en tid på den uopdyrkede del.“ Oi nikkede. „Det er rigtigt. De blev udelukket af Guds familie og boede på jorden som hjemløse. Men som du kan se står der bagefter at de fik ’sønner og døtre’. Hvordan ville deres stilling være i Guds øjne?“ „De ville vel være hjemløse ligesom Adam og Eva,“ sagde Kham, „og påvirket af forældrenes oprørske indstilling, selv om de ikke personligt havde forkastet Gud.“ Oi nikkede igen. „Det er rigtigt. Og Jehova, som er en barmhjertig Gud, har lovet at skabe en udvej, så disse hjemløse børn kan få slettet deres nedarvede synd og vende tilbage til Guds familie, så han igen bliver deres Far.“ „Det var altså det du mente med at finde en Far, Oi. Menneskeheden ville ikke længere være hjemløs men blive lukket ind i Guds familie.

Siges der noget om det i brevet her?“ „Ja, men kun ganske kort. Man skal læse alle brevene for at forstå hele Guds ordning. Se, Kham, hvad der står her: ’Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.’“ Kham afbrød: „’Dit afkom’ . . . hvad er det?“ „Det blev sagt til Abraham som levede  for omkring 4000 år siden, og som er stamfar til både araberne og jøderne. Han var berømt for sin tro og for sin lydighed mod Jehova. Det vil tage for lang tid at forklare bare det jeg ved om ’afkommet’, men så vidt jeg har forstået er det midlet til at borttage synden fra Adams efterkommere og forberede dem til at blive Jehovas børn.“ Kham begyndte at forstå. „På den måde ville de blive hentet ud af denne verdens uopdyrkede jungle og ind i Guds have.“ „Ja, netop,“ bekræftede Oi. „Hm,“ mumlede Kham, „mennesket lever i noget der svarer til en social jungle — hvor enhver er sig selv nok. Ganske vist er der nogle der prøver at gøre godt, men deres anstrengelser drukner som regel i junglens sump. Det er som om der mangler en overgartner til at lede dem der gør godt, ind i et overordnet mønster. Ved du hvad, Oi, det står mig mere og mere klart at det menneskeheden har brug for, er et højere, universelt accepteret, alvidende overhoved, der kan handle som en far. Han alene vil være i stand til at belønne de gode. Og med hensyn til de onde er det endnu mere nødvendigt med en faderskikkelse der har magt til at forhindre dem i at dominere eller ligefrem knuse dem der handler godt, sådan som det sker i nogle diktaturlande. Hvordan med de uforbederligt onde, Oi? Hvad vil der ske med dem?“

„Burde de ikke fjernes?“ svarede Oi. Kham var enig med hende. „I dag dræber mennesker hinanden både på individuelt og nationalt plan. Jeg synes det er forkert. Men livets Skaber kunne vel med lethed og med fuld ret ødelægge alle som nægter at gøre det rette. Hvilken far ville lade en hund med hundegalskab løbe rundt på sin ejendom og bide hans børn? En fars opgave er vel ikke bare at give sine børn liv, men også at sørge for dem og beskytte dem mod deres fjender.“ Her brød Oi ind: „Kham, sådan som jeg har forstået det, er alt det du siger lige præcis hvad Bibelen lærer os. Når Jehova samler sin familie på sin ejendom, som jo er hele jorden, vil han blive ved med at sørge for  dem. Bibelens hovedtema er i virkeligheden Guds rige, som er det middel han benytter til at gennemføre alt dette.“

Kham sad tavs en stund. Så kiggede han hen på Oi og sagde alvorligt, som vejede han hvert ord: „HVIS DET DU SIGER . . . VISER SIG AT VÆRE SANDT . . . ER DET . . . DEN MEST VIDUNDERLIGE GODE NYHED . . . MENNESKET NOGEN SINDE HAR MODTAGET. Mener du ikke det, Oi?“ „Det ved du jeg gør, Kham. Du har jo selv set det. Forleden dag spurgte du mig om grunden til forandringerne i vort hjem. Det var på grund af mig. Jeg indrømmer at jeg har forandret mig. Lige siden jeg første gang hørte om den gode nyhed, begyndte jeg at få et virkeligt håb om en lykkelig fremtid, og en ny holdning til livet nu.“

Kham rejste sig og gik over til Oi. Han lagde hænderne på hendes skuldre og så hende ind i øjnene. Så spurgte han: „Oi, hvad siger du til at vi to sammen lærer Faderen at kende?“ Det smil hun sendte ham var svar nok.

KÆRE LÆSER:

Nu tænker du sikkert på hvordan det videre gik Kham og Oi. Men husk at de er opdigtede personer; deres Far, Skaberen, er imidlertid virkelig, og det samme er de principper og spørgsmål der er behandlet her. Derfor opmuntrer vi dig til personligt at undersøge brevene fra menneskehedens første Far for at lære ham at kende. Det vil bringe dig stor glæde, for du vil derved forstå de vigtigste spørgsmål i livet, og dit liv vil i sandhed blive meningsfyldt.

Men hvor skal du begynde for at lære Faderen at kende? Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig på vej med et gratis bibelstudium. Du kan kontakte dem der har givet dig denne brochure eller skrive direkte til udgiverne.

[Illustration på side 12]

En fars gave til sin søn

[Illustration på side 13]

En anden Fars gave til sine børn

[Illustration på side 18]

Hvorfor kan sukkerfabrikker ikke være som denne honningfabrik — velfungerende, ren og smuk?

[Illustration på side 21]

En helikopter langt overlegen