Gå direkte til indholdet

Hvem er Jesus Kristus?

Hvem er Jesus Kristus?

Hvem er Jesus Kristus?

„SELV mange der ikke er kristne, mener at han var en stor og vís lærer. Han er afgjort en af dem der har øvet størst indflydelse på menneskeheden.“ (The World Book Encyclopedia) Den der her omtales, er Jesus Kristus, kristendommens grundlægger. Ved du hvem han er? Har han nogen indflydelse på din måde at leve på?

Begivenhederne i forbindelse med Jesu tjeneste er nedskrevet i Bibelen i fire historiske værker der kaldes evangelierne. Hvor pålidelige er disse beretninger? Efter at have analyseret dem skrev den kendte historiker Will Durant: „At nogle ganske få og jævne mænd i løbet af en enkelt generation skulle have været i stand til at konstruere en så stærk og betagende personlighed, en så ophøjet etik og en så inspirerende vision af menneskeligt broderskab, ville have været et mirakel, der var endnu mere utroligt end noget af dem, der berettes om i evangelierne.“

Jesus er imidlertid helt fremmed for millioner af mennesker i Orienten og andre steder. De tror måske nok at han har eksisteret, men de føler ikke at han spiller nogen rolle i deres liv. Andre synes ikke han er værd at beskæftige sig med på grund af det nogle der hævder at være kristne, har gjort. Nogle japanere indvender: ’Det var kristne der kastede en atombombe over Nagasaki, en by med flere kristne end de fleste andre byer i Japan.’

Men ville du give en læge skylden for en patients sygdom hvis patienten havde undladt at følge lægens anvisninger? Naturligvis ikke. Folk inden for kristenheden har længe ignoreret Jesu anvisninger på hvordan hverdagens problemer kan løses. I stedet for at afvise Jesus på grund af såkaldte kristne, som ikke har fulgt hans vejledning, hvorfor så ikke selv lære noget om ham? Undersøg Bibelen for at se hvem Jesus egentlig er, og hvordan han kan forandre dit liv.

Jesu „recept“ — kærlighed

Jesus Kristus var en fremragende lærer der boede i Palæstina for næsten 2000 år siden. Man ved meget lidt om hans barndom. (Mattæus, kapitlerne 1 og 2; Lukas, kapitlerne 1 og 2) Da han var 30 år, påbegyndte han sin tjeneste for at „vidne om sandheden“. (Johannes 18:37; Lukas 3:21-23) De fire evangelieskribenter der beretter om Jesu liv, fokuserede på hans offentlige tjeneste, de sidste tre og et halvt år af hans liv på jorden.

Under sin tjeneste gav Jesus sine disciple en anvisning på hvordan de kunne løse de problemer de kom ud for. Denne anvisning, eller „recept“, var kærlighed. I sin bjergprædiken, en af historiens mest kendte prædikener, lærte Jesus sine disciple at vise næstekærlighed. Han sagde: „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Dette princip kaldes den gyldne regel. De „folk“ som Jesus her henviser til, omfatter også ens fjender. I den samme prædiken sagde han: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ (Mattæus 5:44) Ville en sådan kærlighed ikke løse mange af de problemer vi står over for i dag? Det mente hinduen og folkelederen Mohandas Gandhi. Han skal have sagt: „Når Deres og mit land kan mødes om den lære som Kristus opstillede i denne bjergprædiken, vil vi have løst . . . hele verdens [problemer].“ Jesu lære om kærlighed ville, hvis alle fulgte den, løse menneskehedens problemer.

Hans kærlighed i gerning

Jesus praktiserede det han forkyndte. Han satte andres interesser over sine egne og viste kærlighed i gerning. Ved en lejlighed havde Jesus og hans disciple været så travlt optaget af at forkynde for folk at de ikke havde haft tid til at spise. Da Jesus så at hans disciple havde behov for at ’hvile sig lidt’, sejlede de ud til et øde sted. Men en stor folkemængde nåede derud før dem. Hvordan ville du have reageret hvis du var i Jesu sted? Der berettes at Jesus „fik inderligt ondt af dem“ og „begyndte at lære dem mange ting“. (Markus 6:30-34) Hans stærke medfølelse fik ham til at tilbyde andre hjælp.

Det Jesus gjorde til gavn for andre, var ikke begrænset til åndelig undervisning. Han ydede også praktisk hjælp. Med kun fem brød og to fisk bespiste han for eksempel 5000 mænd (foruden kvinder og børn) som havde lyttet til ham til ud på aftenen. En anden gang bespiste han 4000 mennesker med syv brød og nogle få småfisk. (Mattæus 14:14-21; 15:32-38; Markus 6:35-44; 8:1-9) Ja, Jesus var i stand til at udrette mirakler.

Han helbredte også mange syge, deriblandt blinde, halte, spedalske og døve. Han oprejste endog døde. (Lukas 7:22; Johannes 11:30-45) Engang bønfaldt en spedalsk mand ham: „Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ Hvad gjorde Jesus? „Han rakte sin hånd frem og rørte ved ham og sagde til ham: ’Jeg vil. Bliv ren.’“ (Markus 1:40, 41) Jesus var motiveret af et stærkt ønske om at hjælpe dem. Gennem sådanne mirakler viste han sin kærlighed til de nødstedte.

Lyder det for usandsynligt? Det er værd at bemærke at Jesus udførte de fleste af sine mirakler i andres påsyn. Selv Jesu modstandere, der altid forsøgte at finde fejl hos ham, kunne ikke benægte at han kunne udføre mirakler. (Johannes 9:1-34) Hans mirakler tjente desuden et særligt formål. De hjalp folk til at identificere Jesus som den der var sendt af Gud. — Johannes 6:14.

Denne korte omtale af Jesu liv og lære gør at mange føler sig draget til ham og får lyst til at efterligne hans kærlighed. Men det er ikke den eneste måde hvorpå Jesus kan præge vores tilværelse. Han var ikke blot en stor lærer der talte om kærlighed. Han lod forstå at han havde haft en førmenneskelig tilværelse som Guds enestefødte søn. (Johannes 1:14; 3:16; 8:58; 17:5; 1 Johannes 4:9) Han har imidlertid også en eftermenneskelig tilværelse, hvilket har endnu større betydning for os hver især. Bibelen viser at Jesus blev oprejst og nu er indsat som konge i Guds rige. (Åbenbaringen 11:15) Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3; 20:31) At lære Jesus Kristus at kende kan altså betyde at vi opnår evigt liv i et paradis. Hvordan det? Hvorfor ikke lære mere om Jesus og se hvordan ’hans kærlighed tvinger os’ til at efterligne ham? (2 Korinther 5:14) Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig. — Johannes 13:34, 35.

Hvor intet andet er angivet, er bibelcitaterne taget fra Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter.