Jehovas vidner og spørgsmålet om blod

1. Hvad har man fået større indblik i med hensyn til blodet?

¹ BLODET er livsvigtigt. Det har man vidst fra ældgammel tid, men det er først gennem nutidens forskning at man rigtig har fået indblik i blodets livsopretholdende funktioner.

2. Hvad er en anerkendt behandlingsmetode, men hvem vil ikke underkaste sig den?

² Brugen af menneskeblod til transfusion spiller en fremtrædende rolle i moderne sygdomsbehandling. Blandt læger og mange andre betragtes overføring af blod fra ét menneske til et andet som en anerkendt behandlingsmetode.¹ * Men der er nogle som ikke vil modtage blodtransfusion. Det er Jehovas vidner.

3, 4. Hvordan har Jehovas vidner gennem Bibelen lært at betragte livet, og hvilke spørgsmål rejser dette?

³ Jehovas vidner sætter pris på livet og har stor respekt for det. Det er en af grundene til at de ikke ryger, ikke bruger narkotiske midler og ikke tyr til abort. De har gennem Bibelen lært at betragte livet som helligt, som noget der skal beskyttes og bevares, og det gælder både deres eget og deres børns liv.

⁴ Hvorfor nægter Jehovas vidner da at tage mod blodtransfusion? Er der nogen fornuft i det standpunkt de indtager, selv ansigt til ansigt med døden? Er deres standpunkt ikke helt uforeneligt med den moderne lægevidenskab og dens principper?

5. Hvad er formålet med denne brochure, og hvordan vil emnet blive behandlet?

⁵ Dette emne må være af interesse for enhver læge, da han når som helst kan blive konfronteret med blodtransfusionsspørgsmålet. Det er sandsynligt han vil blive det, da der nu er over to millioner Jehovas vidner  på jorden. Nogle af dem bor uden tvivl i det område han betjener. Det følgende er skrevet for at hjælpe læger til at forstå Jehovas vidner som patienter, og til at overveje hvordan man på rimelig måde kan tage hensyn til deres synspunkt. Først vil vi undersøge det religiøse grundlag for deres standpunkt. Derefter, begyndende på side 16, vil vi se på den etiske side af sagen og overveje hvad nogle anerkendte læger i den senere tid har fundet frem til og lagt mærke til og som kan være af praktisk værdi ved løsning af problemer med hensyn til brugen af blod. *

6. Hvem er dette emne af interesse for?

⁶ Det er ikke kun læger som indbydes og tilskyndes til at undersøge denne vigtige sag. Det standpunkt til blod som Jehovas vidner indtager, har at gøre med rettigheder og principper som kan berøre hver eneste af os. Og et kendskab til hvad Jehovas vidner tror, og hvorfor, kan hjælpe én til bedre at forstå dette stridsspørgsmål, som læger, jurister og bibellæsere ofte har stået over for. Hvad er da de vigtigste faktorer som indgår i dette spørgsmål?

Det religiøse grundlag

7. Hvordan ser nogle på brugen af blod, og på hvilket grundlag bygger Jehovas vidner deres standpunkt?

⁷ For de fleste læger er spørgsmålet om der skal bruges blod noget som hovedsagelig skal afgøres af dem, næsten på samme måde som de daglig træffer afgørelser om brugen af medicin eller kirurgiske indgreb. For andre ser Jehovas vidners standpunkt måske mere ud til at være et etisk eller juridisk spørgsmål. De tænker på menneskets pligt til at bevare livet, hvem der har myndighed til at træffe afgørelse med hensyn til et menneskes legeme, statens pligt til at beskytte borgernes liv,  og lignende. Alt dette hører med til problemet. Dog er det standpunkt Jehovas vidner indtager, først og fremmest religiøst begrundet; deres standpunkt er baseret på hvad Bibelen siger.

8. Hvilket spørgsmål melder sig helt naturligt i betragtning af det standpunkt Jehovas vidner indtager?

⁸ Mange har måske svært ved at forstå at dette kan være rigtigt. De ved at præster og kirkemedlemmer fra mange forskellige trossamfund går ind for brugen af blod, støtter blodbankers anmodning om blod og opfordrer folk til at give blod. Derfor melder spørgsmålet sig naturligt:

Hvad siger Bibelen om at mennesker indtager blod i deres system?

9, 10. Hvad viser at Bibelen har meget at sige om blod, og hvilket påbud om blodet gav Gud tidligt i menneskehedens historie?

⁹ Hvad enten man betragter Bibelen som Guds inspirerede ord eller ej, må man indrømme at den har meget at sige om blod. Fra den første til den sidste bog i Bibelen er „blod“ nævnt over fire hundrede gange. Nogle af Bibelens udtalelser handler specielt om at opretholde livet ved hjælp af blod. Lad os kort betragte dem:

¹⁰ Ifølge Bibelens beretning udtalte Skaberen og Livgiveren sig på et tidligt tidspunkt i menneskehedens historie om brugen af blod. Lige efter den jordomspændende vandflod, da Gud for første gang gav mennesker lov til at spise dyrs kød, gav han Noa og hans familie dette påbud: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ — 1 Mosebog 9:3, 4.

11. Hvoraf fremgår det at der var mere involveret end blot spørgsmålet om kost når man slagtede dyr?

¹¹ For det første gav Skaberen hermed et kostregulativ, nu da menneskeheden fik en ny start. (Jævnfør Første Mosebog 1:29.) Dernæst gjorde Gud opmærksom på at når man slagtede dyr for at spise deres kød, var der  mere involveret end blot spørgsmålet om kost. Grunden hertil er at en skabnings blod repræsenterer dens liv eller dens sjæl. Nogle bibeloversættelser gengiver Første Mosebog 9:4 således: „Kun må I ikke spise kød med dets liv, det vil sige dets blod.“ — Revised Standard Version; Moffatt.

12, 13. Hvad knyttede Skaberen til brugen af blodet, og hvordan ved vi at det ikke blot gælder dyreblod?

¹² Derfor var dette guddommelige bud ikke kun en restriktion med hensyn til kost, som når en læge for eksempel råder en patient til at undgå salt eller fedt. Nej, Skaberen knyttede et yderst vigtigt moralprincip til blodet. Noa og hans efterkommere skulle, når de slagtede dyr, på rimelig måde sørge for at blodet løb ud; derved ville de vise deres respekt for livet som en gave fra Skaberen og for den kendsgerning at alt levende var afhængigt af Ham. Men lad os undersøge dette spørgsmål nærmere.

¹³ Det ovenfor citerede skriftsted gælder dyreblod. Gælder det samme princip menneskeblod? Ja, og i endnu højere grad. For Gud fortsatte med at sige til Noa: „Men for eders eget blod kræver jeg hævn; . . . Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ (1 Mosebog 9:5, 6) Hvis blod fra et dyr (som repræsenterede dyrets liv) var helligt for Gud, er det indlysende at et menneskes blod i endnu højere grad måtte være helligt. Mennesker som fulgte denne guddommelige lov, ville ikke udgyde menneskers blod (ved at slå dem ihjel), og de ville heller ikke spise blod, hverken fra dyr eller fra mennesker.

Men var dette bud til Noa ikke kun en begrænset eller midlertidig ordning? Har det nogen gyldighed for senere generationer, for vores?

14, 15. Af hvilken natur var budet til Noa om blodet, og hvilken kommentar af en rabbi er relevant her?

 ¹⁴ Der er mange bibelkommentatorer som anerkender at Gud her har givet en lov der ikke blot gjaldt for Noa og hans nære slægtninge, men som gælder for hele menneskeheden — idet alle der har levet på jorden siden Vandfloden, stammer fra Noa og hans familie. (1 Mosebog 10:32) Teologen og reformatoren Johannes Calvin, for eksempel, skrev om dette forbud mod blod, at „denne lov var blevet givet til hele verden straks efter Vandfloden“.² Og Gerhard von Rad, professor ved Heidelbergs universitet, omtaler Første Mosebog 9:3, 4 som „en lov for hele menneskeheden“, fordi hele menneskeheden stammer fra Noa.³

¹⁵ Eftersom loven om blodet var kædet sammen med den udtalelse hvori Gud understreger respekten for menneskets liv, kan vi udmærket forstå denne kommentar af rabbi Benno Jacob:

„De to forbud hører derfor sammen. Det er de mest elementære krav der stilles til menneskelighed i dette ords bogstaveligste betydning. . . . Tilladelsen til at spise kød, men uden dets blod, og forbudet mod at udgyde menneskers blod, anviser mennesket dets plads inden for de levendes verden . . . Kort sagt: Grunden til forbudet mod blod er af moralsk art. . . . Den senere tids jødedom har betragtet dette sted som et der fastslår en fundamental etik der gælder ethvert menneske.“ (Kursiveret af os.)⁴

Ja, en senere tids jøder udledte af den Første del af Første Mosebog syv „grundlæggende love“ for menneskeheden, og dette bud til Noa og hans sønner om blodet var en af dem.⁵ Trods det at de fleste nationer ikke har fulgt denne lov, er det en lov der gælder hele menneskeheden. — Apostelgerninger 14:16; 17:30, 31.

16, 17. Hvilken lov til Israel viste at Guds bud om blodet stadig var i kraft, og hvad var den eneste måde israelitterne måtte bruge blodet på?

¹⁶ I den lov som Jehova Gud senere gav Israels folk, forbød han mord og bekræftede således at budet til Noa stadig var i kraft. (2 Mosebog 20:13) I overensstemmelse  hermed forbød Gud også indtagelsen af blod, idet han sagde:

„Om nogen af Israels hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget blod, så vender jeg mit åsyn mod den, der nyder blodet, og udrydder ham af hans folk.“ — 3 Mosebog 17:10.

¹⁷ Israelitterne havde kun lov til at bruge dyreblod på én måde, nemlig som et offer til Gud i anerkendelse af at han var Livgiveren og at de stod i gæld til ham. Han sagde til dem: „Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen [eller livet].“ — 3 Mosebog 17:11.

18, 19. (a) Hvad skulle israelitiske jægere gøre når de havde nedlagt et dyr for at spise det, og hvorfor? (b) Hvad anerkendte de når de overholdt dette bud?

¹⁸ Hvordan så med blodet fra dyr der blev slagtet for at man kunne spise kødet, og ikke som et offer? Gud sagde til sine tjenere at en jæger som nedlagde et stykke vildt eller en fugl skulle „lade blodet løbe ud og dække det med jord. Thi om alt køds sjæl gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.“ — 3 Mosebog 17:13, 14; 5 Mosebog 12:23-25.

¹⁹ Det var ikke blot som et religiøst ritual at de skulle lade blodet løbe ud; dette bud var et tillæg til den guddommelige lov der var givet til Noa. Når man dræbte et dyr skulle man anerkende at dets liv kom fra og tilhørte Gud. Når en israelit undlod at spise blod og i stedet lod det „løbe ud“ på alteret eller på jorden, gav han faktisk livet tilbage til Gud.

20.(a) Hvilken straf viser at det var en alvorlig sag at overtræde Guds lov om blodet? (b) Hvilke skriftsteder viser at man pådrog sig skyld ved at spise kød med blod i?

²⁰ At vise ringeagt for livet, repræsenteret ved blodet, blev blandt israelitterne betragtet som en meget alvorlig synd. Den der med forsæt ringeagtede denne lov om blodet, skulle „udryddes“, henrettes.  (3 Mosebog 7:26, 27; 4 Mosebog 15:30, 31) Man pådrog sig endog en vis skyld ved at spise kød fra et dyr der var selvdødt eller som var blevet dræbt af et vildt dyr, idet sådant kød ville indeholde blod. — 3 Mosebog 17:15, 16; se også Tredje Mosebog 5:2; 11:39.

Kunne man se bort fra Guds lov i nødstilfælde?

21. Hvilket bibelsk tilfælde viser at man ikke kunne se bort fra Guds lov i nødstilfælde?

²¹ Bibelen svarer nej. Der gjaldt ingen særlig undtagelse i nødsituationer. Det fremgår af det der skete for nogle israelitiske soldater på kong Sauls tid. De var udmattede efter et langt slag og slagtede får og kvæg og „spiste kødet med blodet i“. Det var ikke fordi de med forsæt ville spise blod, men fordi de var sultne; de havde travlt med at få noget at spise og sørgede ikke for at dyrene blev slagtet på rette måde så blodet løb af. Her synes at være tale om en „nødsituation“, men kunne det tjene som en undskyldning for dem? Nej, deres konge, der var udnævnt af Gud, erkendte at der var tale om synd og at ’folket syndede mod HERREN ved at spise kødet med blodet i!’ — 1 Samuel 14:31-35.

Burde denne aversion mod blod også gælde menneskeblod?

22. Hvorfor er det fornuftigt at konkludere at Guds lov om dyreblod også gælder menneskeblod?

²² Ja, det burde den. Det er ganske klart, for Guds lov bød at de ikke måtte indtage „blodet af noget som helst kød“. (3 Mosebog 17:10, 14) Vi kan se hvordan denne lov blev forstået blandt jødefolket ved at betragte et tilfælde med nogle jøder som havde fulgt Jesus og lyttet til ham. Ved en lejlighed talte han billedligt om at ’drikke hans blod’, idet han vidste at hans blod på et tidspunkt skulle udgydes; han skulle dø som et offer, og det ville blive til liv for dem som ved tro tog  imod hans offer. (Johannes 6:53-58) Nogle af hans jødiske disciple, som åbenbart ikke forstod at han her talte symbolsk, blev chokerede over hans ord og holdt op med at følge ham. (Johannes 6:60-66) Ja, tanken om at drikke menneskeblod var ganske afskyelig for disse jøder.

Hvad gælder for kristne?

23. Hvilken virkning havde Messias’ offerdød på Moselovens spiserestriktioner?

²³ Moseloven pegede frem til Messias og gjaldt indtil denne kom og gav sit liv som et offer. Da Jesus døde var de sande tilbedere derfor ikke længere forpligtede over for Moseloven. (Romerne 10:4; 6:14; Kolossenserne 2:13, 14) Lovens restriktioner med hensyn til hvad man måtte spise, for eksempel reglerne imod at spise fedt eller kød af visse dyr, var ikke længere bindende. — 3 Mosebog 7:25; 11:2-8.

Vil det guddommelige forbud mod blod da gælde for kristne?

24. Hvilken afgørelse blev der truffet om blodet da man behandlede spørgsmålet om hvorvidt hedningekristne skulle omskæres?

²⁴ Dette spørgsmål blev behandlet i år 49 e.v.t. på et møde som blev holdt af apostlene og de ældste i Jerusalem; de tjente som et centralt ældsteråd for alle kristne. Konferencen blev holdt fordi der var stillet et spørgsmål om omskærelsen. Dette apostelråd besluttede at ikke-jøder som tog imod kristendommen, ikke behøvede at blive omskåret. Under drøftelsen henledte Jesu halvbroder Jakob rådets opmærksomhed på visse andre vigtige ting som han skønnede skulle indbefattes i deres afgørelse, nemlig dette, „at de skal afholde sig fra det der er forurenet af afguder og fra utugt og fra det der er kvalt og fra blod“. (Apostelgerninger 15:19-21) Han henviste til Moses’ skrifter, som viser at Gud, endog  før Loven blev givet, havde fordømt umoralske seksuelle forhold, afgudsdyrkelse og nydelsen af blod, hvilket ville indbefatte nydelsen af kød fra kvalte dyr, det vil sige kød med blod i. — 1 Mosebog 9:3, 4; 19:1-25; 34:31; 35:2-4.

25. Hvad blev apostelrådets afgørelse en del af?

²⁵ Rådets afgørelse blev i et brev sendt ud til de kristne menigheder. Det er taget med i Bibelen som en del af de inspirerede skrifter der er gavnlige „til undervisning, . . . til reformering“. (2 Timoteus 3:16, 17) Afgørelsen lød:

26, 27. Hvad stod der udtrykkeligt i afgørelsen, og hvordan ved vi at det ikke blot var apostlenes mening?

²⁶ „Den hellige ånd og vi selv har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over disse nødvendige ting: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt.“ — Apostelgerninger 15:28, 29.

²⁷ Ja, selv om disse kristne ikke var under Moseloven, var det ’nødvendigt’ at de afholdt sig fra blod. Var det nu blot apostlenes personlige mening? Afgjort ikke. Som de skrev, var afgørelsen truffet i overensstemmelse med Guds hellige ånd.

28. Hvad blev der i afgørelsen skelnet mellem, ifølge professor Walther Zimmerli?

²⁸ Om dette kristne dekret skriver professor Walther Zimmerli ved universitetet i Göttingen i Tyskland i en kommentar:

„Den første jødisk-kristne menighed skelnede i afgørelsen der er refereret i Apostelgerninger 15, mellem Loven givet til Israel ved Moses og budet givet [ved] Noa til hele verden.“ — Zürcher Bibelkommentare.⁶

29. Hvad viser at budet om at holde sig fra blod var et moralsk krav og ikke blot en spiserestriktion?

²⁹ Budet om at ’holde sig fra blod’ var ikke kun en spiserestriktion, men et vigtigt moralsk krav, hvilket fremgår af at det var lige så vigtigt som det var for kristne at ’afholde sig fra afgudsdyrkelse og utugt’.

 De første kristne og blodet

30, 31. Hvad viser at forbudet mod blod var bindende for de kristne og at det ikke blot var en midlertidig anordning?

³⁰ Fra mødet i Jerusalem blev denne klare afgørelse sendt ud til de kristne menigheder med gode resultater til følge. Vi læser i Apostelgerninger kapitel 16 om Paulus og hans medarbejdere: „Som de nu rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste der var i Jerusalem. Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — Apostelgerninger 16:4, 5.

Var afgørelsen der er refereret i Apostelgerninger 15:28, 29 blot en midlertidig anordning og ikke et permanent krav til de kristne?

³¹ Nogle har hævdet at apostlenes dekret ikke skulle gælde permanent for de kristne. Men bogen om apostlenes gerninger viser klart at dette ikke er rigtigt. Den viser at de kristne stadig, omkring ti år efter at rådet i Jerusalem udstedte dekretet, rettede sig efter „den afgørelse at de skal holde sig fra det der er ofret til afguder såvel som fra blod og det kvalte og fra utugt“. (Apostelgerninger 21:25) De var med andre ord klar over at budet om at afholde sig fra blod ikke var begrænset til hedningekristne i blot ét område, eller kun var gældende for en kort tidsperiode.

32, 33. Hvad siger Eusebius som viser at forbudet mod blod blev respekteret på hans tid?

³² Hvordan var situationen i de følgende århundreder, da kristendommen blev udbredt til fjerne egne? Lad os se på nogle vidnesbyrd fra de første århundreder efter udstedelsen af det dekret der er refereret i Apostelgerninger 15:28, 29.

³³ Eusebius, der er fra det tredje århundrede og er blevet kaldt „kirkehistoriens fader“, fortæller om hvad  der skete i Lyon (nu i Frankrig) i år 177 e.v.t. Religiøse modstandere anklagede falskeligt de kristne for at spise spædbørn. De udsatte kristne for tortur og død, og en af de kristne, en kvinde ved navn Biblis, svarede da på den falske anklage med disse ord: „Hvorledes skulde disse kunne spise Børn, de, som ikke engang har Lov til at spise Blodet af umælende Dyr?“⁷

34-36. Hvad sagde Tertullian og Minucius Felix om at de kristne på deres tid ikke spiste blod?

³⁴ Lignende falske anklager fik den tidlige romerske teolog Tertullian (cirka 160-230 e.v.t.) til at gøre opmærksom på at selv om romerne almindeligvis drak blod, gjorde kristne det afgjort ikke. Han skriver:

„Måtte I med jeres unaturlige måder at handle på rødme over for de kristne. Vi har end ikke dyreblod ved vore måltider, for disse består af almindelig mad. . . . Ved retssager mod kristne tilbyder I dem pølser fyldt med blod. I er naturligvis overbeviste om at netop det hvormed I prøver at få dem til at forlade den rette vej, er ulovligt for dem. Hvordan kan det være at I, når I er overbeviste om at de vil gyse ved at modtage dyreblod, kan tro at de vil være begærlige efter menneskeblod?“⁸

³⁵ Og idet han henviser til dekretet i Apostelgerninger 15:28, 29, siger han: „Forbudet mod ’blod’ forstår vi som [et forbud] der endnu mere gælder menneskeblod.“

³⁶ Minucius Felix, en romersk sagfører som levede til omkring 250 e.v.t., giver udtryk for samme tanke: „Vi viger absolut tilbage for menneskeblod, og selv blodet fra dyr vi spiser i vor kost, bruger vi ikke.“¹⁰ *

37, 38. Hvilke udtalelser er en biskop og en katolsk teolog fremkommet med om blodet?

 ³⁷ De historiske vidnesbyrd er så mangfoldige og klare at biskop John Kaye (1783-1853) kategorisk kunne sige: „De første kristne overholdt omhyggeligt det dekret som apostlene havde udtalt i Jerusalem om at de skulle holde sig fra det kvalte og fra blod.“¹¹

Men er ’de første kristne’ og Jehovas vidner i nutiden de eneste som har indtaget dette standpunkt baseret på Bibelen?

³⁸ På ingen måde. Den katolske teolog Giuseppe Ricciotti (1890-1964) omtaler hændelsen ved Lyon (beskrevet ovenfor) som et vidnesbyrd om at de første ’kristne ikke kunne spise blod’. Og så tilføjer han: „Men også de følgende århundreder frem til middelalderen møder vi uventede ekkoer af denne tidlige ’afsky’ [for blod], som uden tvivl stammer fra dekretet.“¹²

39. Hvad erklærede kirkemødet Quinisextum om blodet, og hvad sagde Otto af Bamberg til nogle nyomvendte om blodet?

³⁹ Kirkemødet Quinisextum, som blev holdt i Konstantinopel i 692 e.v.t., erklærede: „Den guddommelige Skrift befaler os at afholde os fra blod, fra det kvalte, og fra utugt. . . . Hvis nogen herefter vover på en eller anden måde at spise blodet af et dyr, så lad ham, hvis han er gejstlig, blive afsat, hvis han er lægmand, blive udelukket.“¹³ På samme måde forklarede Otto af Bamberg (cirka 1060-1139 e.v.t.), en kendt prælat og evangelist, nogle omvendte i Pommern „at de ikke måtte spise noget urent, eller noget som var selvdødt, eller kvalt, eller ofret til afguder, eller dyreblod“.¹⁴

40. Hvad skrev Martin Luther om Apostelgerninger 15:28, 29?

⁴⁰ Rykker vi nærmere vor egen tid har vi Martin Luther, som også forstod hvad dekretet fra år 49 e.v.t. indebar. I sin reaktion mod katolsk praksis og tro var han tilbøjelig til at ligestille apostelmødet med senere kirkemøder hvis dekreter ikke var en del af Bibelen. Dog skrev Luther om Apostelgerninger 15:28, 29 følgende:

 „Men hvis vi ønsker at have en kirke som retter sig efter dette møde (hvilket er ret, da det er det første og vigtigste møde og da det blev holdt af apostlene selv), må vi lære og insistere på at der herefter ikke er nogen fyrste, herre, borger eller bonde som spiser gæs, dådyr, kronhjorte eller svin kogt i blod . . . Og borgere og bønder bør især afholde sig fra røde pølser og blodpølser.“¹⁵

41. Hvilken kommentar har en baptistisk teolog fremsat om Første Mosebog 9:3, 4?

⁴¹ I det nittende århundrede skrev Andrew Fuller, der er blevet betragtet som „måske den mest fremstående og indflydelsesrige af de baptistiske teologer“, om forbudet mod blod i Første Mosebog 9:3, 4:

„Dette, som forbydes Noa, fremtræder også som et forbud for hele menneskeheden; dette forbud bør heller ikke behandles som noget der hører til den jødiske ordnings ceremonier. Det blev ikke alene givet før denne ordning blev til, men blev også pålagt de hedenske kristne gennem apostlenes dekret, Apostelgerninger XV. 20. . . . Blodet er livet, og Gud synes at gøre krav på det som helligt for ham.“¹⁶

42. Hvilket svar har præsten William Jones givet dem der vil ignorere Bibelens forbud mod blod?

⁴² Kunne en kristen hævde at det som nogle kalder „kristen frihed“ giver ham lov til at ignorere dette forbud mod blod? I sin bog The History of the Christian Church svarer præsten William Jones (1762-1846):

„Intet kan være mere udtrykkeligt end forbudet, Apostelgerninger XV. 28, 29. Kan de der henviser til deres ’kristne frihed’ i denne sag, henvise os til nogen del af Guds ord hvori dette forbud senere er blevet annulleret? Hvis ikke, må vi så ikke have lov at spørge: ’Med hvilken myndighed, undtagen Guds egen, kan man ophæve nogen af Guds love?’“ — S. 106.

43. Hvad er Jehovas vidners faste beslutning i forbindelse med blodet, og hvilke faktorer og skriftsteder er den baseret på?

⁴³ Konklusionen er klar: Under ledelse af den hellige ånd bestemte apostelrådet at kristne som ønsker Guds godkendelse må ’afholde sig fra blod’, sådan som Gud har forlangt det siden Noas dage. (Apostelgerninger 15:28, 29; 1 Mosebog 9:3, 4) Dette bibelske standpunkt blev accepteret og indtaget af de første kristne, selv når det kostede dem livet at gøre det. Og op gennem århundrederne er dette bud blevet anerkendt som ’nødvendigt’ for kristne. Jehovas vidners faste beslutning  om at afholde sig fra blod er således baseret på Guds ord, Bibelen, og de støttes heri af mange fortilfælde fra kirkehistorien.

Blod som medicin

44. Hvilke tre punkter er blevet fastslået, og hvordan understøttes de hver især af Bibelen?

⁴⁴ Op til dette punkt har vi fastslået at Bibelen kræver følgende: Et menneske må ikke opretholde livet ved hjælp af blod fra en anden skabning. (1 Mosebog 9:3, 4) Når et dyr aflives, skal man lade dets blod, som repræsenterer livet, „løbe ud“ og således give det tilbage til Livgiveren. (3 Mosebog 17:13, 14) Og som afgjort af apostelrådet skal kristne ’afholde sig fra blod’, hvilket gælder både menneskeblod og dyreblod. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Gælder disse bibelske udtalelser også blod der gives ved transfusion som en livreddende lægelig behandling?

45, 46. Hvilket spørgsmål trænger sig nu på, og hvilken nutidig behandlingsteknik kan man sige at Bibelens principper dækker?

⁴⁵ Nogle vil hævde at det Bibelen forbyder, er indtagelsen af blod som et fødemiddel, og at dette er noget helt andet end at tage imod en blodtransfusion, en lægelig behandling som ikke var kendt da Bibelen blev til. Er denne påstand gyldig?

⁴⁶ Det kan ikke nægtes at på Bibelens tid gjaldt Guds lov især i indtagelsen af blod som et fødemiddel. Intravenøs indgift af blod blev ikke brugt på den tid. Men selv om Bibelen ikke direkte nævner vor tids behandlingsteknik i forbindelse med brugen af blod, så foregriber den faktisk denne og dækker den i princippet.

47, 48. Hvad skelnes der ikke mellem i Apostelgerninger 15:29, og hvorfor ikke?

⁴⁷ Læg for eksempel mærke til budet til de kristne, som lyder: „At I afholder jer . . . fra blod.“ (Apostelgerninger 15:29) Her siges intet som kan retfærdiggøre at man skelner mellem at indtage blod gennem munden og at  indtage det gennem blodkarrene. Og er der i princippet nogen egentlig forskel?

⁴⁸ Læger ved at et menneske kan få næring gennem munden eller intravenøst. På samme måde kan visse former for medicin indgives ad forskellige veje. Nogle antibiotika, for eksempel, kan enten gives gennem munden i tabletform eller i form af en indsprøjtning i musklerne eller i kredsløbet (intravenøst). Hvad nu hvis man har fået et vist antibiotikum i tabletform, og der optræder en farlig allergisk reaktion, og man så får at vide at man skal afholde sig fra dette middel i fremtiden? Ville det da være fornuftigt at opfatte dette forbud sådan at man ikke måtte tage midlet i tabletform men trygt kunne tage imod det som en indsprøjtning direkte i kredsløbet? Bestemt ikke! Det væsentlige er ikke ad hvilken vej man får midlet, men at man i det hele taget skal afholde sig fra det. På samme måde er det klart at dekretet om at kristne skal ’afholde sig fra blod’ dækker al indtagelse af blod i legemet, hvad enten det sker gennem munden eller direkte gennem blodbanen.

Hvor vigtigt er dette spørgsmål for Jehovas vidner?

49. Hvilket fast standpunkt indtager Jehovas vidner, og hvad er de overbevist om?

⁴⁹ Mennesker der anerkender at de er afhængige af Skaberen og Livgiveren, må være fast besluttede på at adlyde hans bud. Det er dette faste standpunkt Jehovas vidner indtager. De er fuldt ud overbeviste om at det er rigtigt at følge Guds lov når den byder at man skal afholde sig fra blod. Det er ikke blot en fiks idé de har, eller et grundløst fanatisk standpunkt de indtager. Det er lydighed mod den højeste myndighed i universet, livets Skaber, der får dem til at nægte at modtage blod,  hvad enten det føres ind i deres legeme gennem munden eller ved en transfusion.

50, 51. Hvad drejer spørgsmålet om blod sig om, og hvilke ord af salmisten tror vi af hele vort hjerte på?

⁵⁰ Spørgsmålet om blod berører nogle helt fundamentale principper for Jehovas vidner, principper hvorpå de baserer deres liv som kristne. Det er et spørgsmål om forholdet til deres Skaber og Gud. Desuden tror de af hele deres hjerte på salmistens ord: „HERRENS lovbud er sandhed, rette til hobe, . . . at holde dem lønner sig rigt.“ — Salme 19:10, 12.

⁵¹ Nogle som kun ser på hvilke virkninger deres afgørelser har på kort sigt, tvivler måske på at det kan ’lønne sig’ at adlyde Guds lov om blodet. Men Jehovas Vidner er overbeviste om at det er til varig gavn for dem at adlyde Skaberens anvisninger.

52, 53. Hvilket standpunkt indtog de første kristne, og hvad kostede det dem?

⁵² Sådan følte de første kristne det også. Historien viser at deres lydighed mod Gud undertiden blev prøvet til det yderste. I romerriget forsøgte man at presse dem til at udføre afguderiske handlinger eller at bære sig umoralsk ad. Når de nægtede at give efter for presset, kunne det betyde at de blev kastet i den romerske arena for at blive revet ihjel af vilde dyr. Men disse kristne holdt fast ved deres tro; de adlød Gud.

⁵³ Tænk på hvad det indbefattede. Når forældre blandt de første kristne nægtede at bryde Guds lov, kunne det bringe død over deres børn. Dog ved vi fra historien at disse kristne ikke fejt og troløst vendte sig bort fra Gud og de principper de levede efter. De troede Jesu ord: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 11:25) På trods af hvad det kostede i øjeblikket, adlød disse kristne derfor det apostolske dekret om at man skulle afholde sig fra kød der var ofret til afguder, fra utugt og fra  blod. Så meget betød det for dem at være trofaste mod Gud.

54. Hvilket ansvar påtager Jehovas vidner sig?

⁵⁴ I dag betyder det lige så meget for Jehovas vidner. De føler at de har moralsk pligt til at træffe afgørelser angående deres gudsdyrkelse, både for sig selv og deres børn. Derfor forventer Jehovas vidner ikke at andre, hvad enten det er en læge, en hospitalsdirektør eller en dommer, skal træffe disse moralske afgørelser for dem. De ønsker ikke at andre skal prøve at påtage sig det ansvar som de selv har over for Gud; det kan ingen anden person i realiteten gøre. Der er tale om et personligt ansvar som den kristne har over for Gud, Livgiveren.

Er deres vægring en slags selvmord?

55, 56. (a) Hvilken indvending rejses mod det at nægte at tage imod blodtransfusion? (b) Hvorfor kan Jehovas vidner ikke anklages for selvmord, sådan som det fremgår af andres vidnesbyrd?

⁵⁵ I tilfælde hvor der er tale om et stort blodtab som følge af en ulykke, en sygdom eller kirurgiske komplikationer, har man ofte brugt at give blodtransfusioner i et forsøg på at redde patientens liv. Når man derfor hører at nogle nægter at tage imod blodtransfusion, kunne man måske opfatte det som om vedkommende i realiteten søgte at tage sit eget liv. Er det tilfældet?

Er det „selvmord“ eller at gøre brug af sin „ret til at dø“ når man nægter at tage imod en blodtransfusion?

⁵⁶ Den der søger at begå selvmord, handler selvødelæggende. Men enhver der kender blot en lille smule til Jehovas vidners tro og handlemåde, ved at de ikke søger at handle selvødelæggende. De nægter rigtignok at tage imod blodtransfusion, men tager med glæde imod enhver anden lægelig hjælp de kan få. En artikel i The American Surgeon havde meget korrekt denne kommentar:

 „I almindelighed er det at afvise lægehjælp ikke det samme som ’selvmord’. Jehovas vidner søger lægehjælp, og afviser kun én form for sygdomsbehandling. At nægte at tage imod lægehjælp eller visse former herfor, er derfor ikke en ’forbrydelse’ begået mod en selv ved en handling hvormed personen åbenbart vil berøve sig selv livet, hvilket er selvmord.“ (Kursiveret af os.)¹⁷

Professor Robert M. Byrn påpegede i Fordham Law Review at ’afvisning af en livreddende behandling er lige så forskellig fra et forsøg på selvmord i lovens forstand som æbler fra appelsiner’.¹⁸ På en lægekongres udtalte dr. David Pent fra Arizona i De forenede Stater:

„Jehovas vidner føler at hvis de skulle dø på grund af deres vægring ved at modtage en blodtransfusion, dør de for deres tro på samme måde som de første religiøse martyrer gjorde for århundreder siden. Hvis dette er passivt selvmord i lægelig forstand, så er det sandsynligvis i lige så høj grad passivt selvmord at der blandt mine tilhørere netop nu er adskillige læger som ryger cigaretter.“¹⁹

57. Hvorfor er det at vægre sig ved blodtransfusion ikke det samme som at gøre brug af sin ret til at dø?

⁵⁷ Kan man sige at Jehovas vidner ved at vægre sig ved blodtransfusion gør brug af deres „ret til at dø“? Sandheden er at Jehovas vidner ønsker at bevare livet. Det er derfor de søger lægehjælp. Men de kan ikke og vil ikke krænke deres dybt rodfæstede og bibelsk begrundede religiøse overbevisning.

58. Hvilken ret har domstolene ofte fastslået at den enkelte har, og hvorfor er det naturligt at det forholder sig sådan?

⁵⁸ Domstolene har ofte fastslået det princip at den enkelte har ret til legemlig integritet, det vil sige at når det kommer til stykket, må det enkelte menneske selv tage ansvaret for at afgøre hvad der skal gøres ved dets legeme. Er det egentlig ikke også sådan vi ønsker det skal være hvis vi bliver syge eller indlagt på hospitalet? Når det er vort liv det gælder, vort helbred og vort legeme, skulle vi så ikke selv have det afgørende ord at sige med hensyn til om der skal gøres noget ved det eller ej?

59, 60. (a) Hvad har patienten selv ret til at afgøre? (b) Hvilken frihed er lægens ret og pligt begrænset af?

 ⁵⁹ Overlæge Mogens Andreassen ved Rigshospitalet i København har i Ugeskrift for læger berørt emnet. Han henviser til en kongres der i 1976 blev holdt i Amsterdam om patientens menneskerettigheder, og han henviser til den fremtrædende jurist, professor Alf Ross og skriver: „Ifølge dansk ret kan en psykisk normal patient ikke underkastes nogen form for behandling medmindre han indvilliger heri. Derfor kan der ikke være tvivl om, at et Jehovas vidne, som er ved sin fornufts fulde brug, må respekteres, når han forlanger, at blodtransfusion ikke må gives ham.“²⁰ I en brochure fra American Medical Association gives udtryk for samme standpunkt: „En patient har ret til at nægte at modtage en livreddende behandling. Følgelig kan han til et samtykke tilføje de vilkår, betingelser og begrænsninger han måtte ønske.“²¹

⁶⁰ Dette gælder i lige så høj grad for blodtransfusion som for en anden „livreddende behandling“. Dr. jur. H. Narr fra Tübingen i Tyskland siger: „Lægens ret og pligt til at helbrede er begrænset af menneskets grundlæggende frihed til selv at bestemme over sit eget legeme. . . . Det samme gælder andre lægelige indgreb, således også vægringen ved blodtransfusion.“²²

61. Hvilken indstilling har nogle til bevarelsen af liv, men hvilket spørgsmål afføder dette?

⁶¹ Det er forståeligt at nogle er chokerede over at nogen kan nægte at tage imod blod, hvis en sådan vægring kan betyde fare og endog død. Mange føler at livet er det vigtigste, at livet skal bevares, koste hvad det vil. Det er sandt at samfundet prioriterer bevarelsen af liv højt. Men betyder det at „bevarelsen af liv“ skal gå forud for alle mulige andre principper?

62. Hvad viser ifølge N. L. Cantor at livets hellighed ikke er af største værdi, og med hvilket eksempel kan dette belyses?

⁶² Norman L. Cantor, docent ved Rutgers Law School i U.S.A., har svaret med disse ord:

 „Den personlige værdighed styrkes når man tillader den enkelte selv at bestemme hvilken tro det er værd at dø for. Ned igennem tiden har der været en mængde ædle formål, religiøse og verdslige, som man har anset for værd at ofre sig for. De fleste stater og samfund, vort eget indbefattet, betragter afgjort ikke livets hellighed som værende af største værdi.“²³

Norman L. Cantor anfører som et eksempel dette at nogle mænd i krig er villige til at lade sig såre og slå ihjel i kampen for „frihed“ eller „demokrati“. Betragter deres landsmænd sådanne ofre for et princip som moralsk forkastelige? Har deres nationer fordømt en sådan adfærd som uværdig, i betragtning af at nogle af dem der døde efterlod sig enker og børn der skulle forsørges? Skulle sagførere eller læger have fået domstolene til at udstede kendelser der kunne afholde disse mænd fra at bringe sådanne ofre for deres idealer? Det er åbenbart at der er andre end Jehovas vidner og de første kristne som er villige til at udsætte sig for farer for et princips skyld. I virkeligheden er en sådan trofasthed over for et princip noget som agtes højt af mange mennesker.

63. Hvilket standpunkt som Jehovas vidner indtager, burde afholde andre fra at prøve at påtvinge dem en bestemt behandling som krænker deres principper?

⁶³ Det er også værd igen at understrege at selv om Jehovas vidner ikke tager imod blodtransfusioner, så modtager de meget gerne alternativ behandling som måske kan hjælpe dem til at bevare livet. Hvorfor skulle nogen insistere på og endog prøve at gennemtvinge en bestemt behandling som fuldstændig krænker patientens principper og dybtfølte religiøse overbevisning?

64. Hvilken udtalelse finder vi i et lægetidsskrift om læger der prøver at gennemtvinge en bestemt behandling som krænker patientens samvittighed?

⁶⁴ Og det er dog noget der er sket. Nogle læger og hospitalsdirektører er gået til domstolene for at få en juridisk bemyndigelse til at gennemtvinge at en patient får blod. Om dem som har fulgt en sådan handlemåde  skriver dr. D. N. Goldstein i The Wisconsin Medical Journal:

„Læger som har taget dette standpunkt har fornægtet alle de ofre som martyrerne har bragt, martyrerne som har forherliget historien med deres enestående troskab over for principper, selv når det skulle koste dem livet. De patienter der vælger den visse død fremfor at krænke en religiøs overbevisning, er nemlig gjort af det samme stof som de der betalte med deres liv for troen på Gud eller som gik på bålet fremfor at lade sig døbe [ved tvang]. . . . Det er vor pligt at redde liv, men det er et spørgsmål om vi ikke også har pligt til at værne om integritet og bevare de få udslag af personlig ægthed og trofasthed der endnu er tilbage i vort mere og mere ensrettede samfund. . . . Ingen læge burde søge juridisk assistance til at redde et legeme ved at ødelægge en sjæl. Patienten råder over sit eget liv.“ ²⁴

Lægens stilling

65, 66. Hvorfor kan en læge finde det ulyksaligt at have at gøre med et Jehovas vidne der nægter at tage imod en blodtransfusion?

⁶⁵ Vi har set at Jehovas vidner på grund af deres stærke religiøse tro både afholder sig fra fødevarer der indeholder blod og fra blod der gives lægeligt. Men hvordan berøres andre af dette standpunkt, som for eksempel lægerne der behandler disse patienter?

⁶⁶ Lægen har viet sig til at redde eller forlænge patienternes liv. Det er hans opgave. Når en læge, der har lært at betragte blodtransfusion som en normal behandlingsmåde, skal behandle en patient der er alvorligt syg eller har mistet meget blod, kan han derfor finde det ulyksaligt at få at vide at patienten nægter at tage imod blod. Mens patienten på grundlag af Bibelen og sin samvittighed ikke kan tage imod en blodtransfusion, så har også lægen en samvittighed og følger en etik som for ham er yderst vigtig.

Skal en læge følge sin overbevisning og det han har lært som læge hvis han føler at en blodtransfusion er  nødvendig for at redde patientens liv, selv om patienten nægter at tage imod blod?

67, 68. Ifølge hvilke lægelige og juridiske principper kan en læge undlade at følge sin overbevisning hvis den krænker patientens samvittighed?

⁶⁷ Det er åbenbart at vi her står over for et meget vanskeligt spørgsmål. Men hver især kan vi spørge: Hvis jeg var i en situation hvor der var en konflikt mellem min samvittighed som patient og den behandlende læges faste overbevisning, hvilken kurs ville jeg da mene man burde følge? Overvej denne udtalelse af dr. William P. Williamson som fremkom på First National Congress on Medical Ethics and Professionalism:

„Det er ganske afgjort at lægens første tanke må dreje sig om patientens velfærd. Eftersom livet er en gave fra Skaberen til den enkelte, tilkommer det med rette patienten at træffe den primære afgørelse, for det er patienten der har fået denne gave betroet. . . . Lægen bør behandle patienten inden for de grænser som patientens religion byder, og ikke påtvinge patienten sine egne religiøse meninger.“ (Kursiveret af os.)²⁵

⁶⁸ Der er en anden grund til at patientens samvittighed ikke må tilsidesættes, og det er en juridisk grund. Professor Byrn skrev i Fordham, Law Review: „. . . jeg mener ikke at lægen er bundet af patientens valg til at gøre noget der er i modstrid med lægens samvittighed. . . .Men jeg mener heller ikke at patienten er bundet af lægens samvittighed, til at få gjort noget som er i modstrid med patientens ønske, og følgelig må lægen have retten til at vælge intet at gøre. Regelen om at man skal have patientens samtykke efter at denne er blevet oplyst, er meningsløs hvis patientens ønske skal være den lægelige samvittigheds afgørelse underdanig.“ (Kursiveret af os.)²⁶

69, 70. I stedet for at opgive et tilfælde, hvad bør lægen da gøre når han står over for en patient der nægter at tage imod en blodtransfusion?

⁶⁹ Den mulighed står åben at lægen i denne situation vælger „intet at gøre“, det vil sige trækker sig tilbage og undlader at behandle tilfældet; men er det det eneste  alternativ? I sin artikel „Kirurgiske indgreb på voksne Jehovas vidner i nødstilfælde“ skriver dr. Robert D. O’Malley: „Det at patienten nægter at tage imod en blodtransfusion bør ikke af lægen bruges som en undskyldning for at svigte patienten.“²⁷

⁷⁰ Hvad kan en læge da gøre? Dr. J. K. Holcomb udtaler i en lederartikel i et lægetidsskrift:

„Uden tvivl føler vi os som læger frustrerede, ja vrede, når en stædig patient nægter at tage imod det vi betragter som den foretrukne behandlingsform. Men ærlig talt, bør vi føle sådan når patienten henviser til en religiøs tro som grundlag for sin vægring ved en bestemt behandling? Hvis vi er ærlige over for os selv, må vi indrømme at vi mange gange affinder os med noget mindre end det ideelle når vi behandler patienter i den daglige praksis. . . . Hvis vi kan gøre dette på trods af vor lægelige overbevisning, skulle vi så ikke også være villige til at gøre det bedste vi kan når en patients overbevisning, især hvis den er religiøs, hindrer os i at give det vi betragter som den mest ønskværdige behandlingsform? Sædvanligvis er de patienter der af religiøse grunde ikke vil tage imod blodtransfusioner eller andet, klar over de helbredsmæssige risikomomenter der er forbundet med deres afgørelse, men de er villige til at acceptere disse risici og beder os blot om at gøre vort bedste.“²⁸

71. Hvad kan der siges om både patientens og lægens moralske forpligtelser i forbindelse med „ekstraordinær“ behandling?

⁷¹ Der er et andet moralsk aspekt at overveje. John J. Paris, docent i social etik, siger: „Der er almindelig enighed om, både fra lægeligt og religiøst hold, at et menneske ikke er moralsk forpligtet til at tage imod ’ekstraordinær’ lægebehandling. Og hvis patienten ikke har moralsk pligt til at tage imod ’ekstraordinær’ behandling — uanset hvor ordinær den måtte være i den daglige praksis — så har lægen heller ikke moralsk forpligtelse til at give en sådan behandling; og dommeren heller ikke til at beordre den.“²⁹ For Jehovas vidner, som søger at leve deres liv efter Bibelen, er behandling med blodtransfusion afgjort en ’ekstraordinær’ behandling. Ja, for dem er den moralsk forbudt.

 Samarbejde mellem patient og læge

72. Hvilken holdning har Jehovas vidner til lægebehandling i almindelighed, men med hvilken undtagelse?

⁷² Lad os over for alle der berøres af denne sag, forsikre at Jehovas vidner ikke er fanatikere der er modstandere af lægehjælp. Lukas, som skrev den bibelske beretning med dekretet angående blodet, var selv læge. (Kolossenserne 4:14) Når Jehovas vidner er syge eller kommer ud for en ulykke, søger de ikke mirakuløs helbredelse eller „troshelbredelse“. Nej, de søger lægehjælp. Og de prøver ikke at diktere lægerne hvordan de skal udøve deres lægegerning i almindelighed eller hvordan de skal klare deres problem specielt. Det eneste som de konsekvent beder lægerne om, er at der ikke bliver brugt blod.

73. Hvad er Jehovas vidner taknemmelige for i betragtning af deres standpunkt til blodet?

⁷³ Vidnerne har stor agtelse for lægernes uddannelse og dygtighed. De er oprigtigt taknemmelige når en læge er villig til at anvende sin kunnen og viden til gavn for en patient samtidig med at han tager hensyn til patientens tro og samvittighed. Vidnerne anerkender at det kræver mod af lægen at operere uden at have frihed til at kunne bruge blod. Og det kræver også et vist mod at gå imod det som i øjeblikket er lægernes almindelige opfattelse og at behandle under forhold som lægeligt set måske er knap så ideelle.

74. Hvad er Jehovas vidner klar over, og hvad er de villige til?

⁷⁴ Jehovas vidner er klar over at nogle operationer kan medføre så store blodtab at en læge i al oprigtighed kan være overbevist om at han ikke kan påtage sig operationen på vidnernes betingelser. Men de fleste operationer kan dog udføres uden blod. Ganske vist føler lægen måske at operationen er farligere når der ikke bruges blod. Men vidnerne er villige til at løbe en sådan øget risiko, med den modige og dygtige læges hjælp.

75. Hvilken konklusion drog man i et ekstremt tilfælde efter en vellykket operation uden brug af blod?

⁷⁵ Under en paneldiskussion på University of Pennsylvania  i U.S.A. fortalte dr. William T. Fitz om et interessant tilfælde. Det drejede sig om en 34-årig patient som havde haft en alvorlig blødning fra en tarmsvulst. Manden, et af Jehovas vidner, fortalte lægerne at han „med glæde ville lade sig operere så længe man blot ikke gav ham blod“. Lægerne gik med til at operere, og lovede at der ikke ville blive brugt blod. Under og efter operationen var blodtabet så stort at patientens hæmoglobin, som normalt er 14 eller 15 gram, faldt til 2,4 gram. Men han døde ikke. Nej, hans tilstand stabiliseredes, og blodprocenten begyndte at stige. Dr. Francis Wood, lederen af det medicinske fakultet, sagde under diskussionen om lægernes løfte om ikke at give blod: „Jeg tror man i dette tilfælde havde fuldkommen ret til at give løftet. Manden ville dø hvis man ikke opererede. Han havde en vis chance for at komme sig hvis man opererede uden blodtransfusion; derfor tror jeg at det var fuldkommen rigtigt at give ham chancen på hans egne betingelser.“³⁰

Læger fritages for ansvar

76. Hvorfor behøver lægerne ikke at frygte at Jehovas vidner vil anklage dem for forsømmelighed eller uagtsomhed hvis en skade skulle blive tilskrevet at de har opereret uden at give blod?

⁷⁶ Lægerne er i en vanskelig situation når de skal behandle et alvorligt tilfælde, for ved at undlade at bruge alle til rådighed stående midler kan de risikere at blive anklaget for forsømmelighed eller uagtsomhed. Jehovas vidner er imidlertid villige til selv at bære det ansvar der følger med at nægte at tage imod blodtransfusion. De er villige til at underskrive en erklæring der fritager lægerne og hospitalet for ansvar i det tilfælde at en skade skulle blive tilskrevet det forhold at man har opereret uden at bruge blod.

77. Hvad er hovedpunktet i den formular som den amerikanske lægeforening anbefaler at patienter der nægter blodtransfusion underskriver?

⁷⁷ Den amerikanske lægeforening har anbefalet en formular med titlen „Refusal to Permit Blood Transfusion“  (Tillader ikke blodtransfusion) for patienter som ikke vil modtage blod af religiøse grunde. Den lyder: „Det er min (vor) vilje at der ikke gives blod eller blodfraktioner til . . . under denne indlæggelse på hospitalet, selv om en sådan behandling måtte blive anset for nødvendig for bevarelsen af livet eller opnåelse af helbredelse, ifølge den behandlende læges eller hans assistenters mening. Jeg (Vi) fritager den behandlende læge, hans assistenter, hospitalet og dets personale for ethvert ansvar for ethvert uheldigt resultat af min (vor) vægring ved at tillade at der bruges blod eller blodbestanddele.“³¹ Denne blanket skal dateres og underskrives af patienten og af tilstedeværende vidner. En nær slægtning, såsom en ægtefælle eller en fader eller moder (i tilfælde af at det er et barn), kan også skrive under.

78. Hvordan viser Jehovas vidner at de selv er villige til at bære ansvaret for at nægte blodtransfusion?

⁷⁸ Jehovas vidners villighed til selv at bære ansvaret for deres standpunkt med hensyn til blodet, fremgår yderligere af at de fleste af dem bærer et underskrevet kort med teksten „Ingen blodtransfusion!“ Dette kort viser at underskriveren forstår og anerkender konsekvenserne af at nægte at tage imod blod. I det tilfælde at han eller hun skulle blive bragt bevidstløs til en læge eller et hospital, viser dette underskrevne kort klart hvilket standpunkt vedkommende har taget.

Kan en læge eller et hospital blive sagsøgt hvis der ikke gives blod?

79. Hvad er der blevet sagt om sandsynligheden for sagsanlæg mod en læge fordi han ikke har gennemtvunget en blodtransfusion på en patient?

⁷⁹ En artikel i University of San Francisco Law Review behandlede dette spørgsmål. * Den forklarede at dommer  Warren Burger, der blev præsident for De forenede Staters højesteret, har sagt at en anklage for forsømmelighed „ville være uden grundlag“ i det tilfælde at en erklæring (som den ovenfor omtalte) var blevet underskrevet. Artiklen fortsatte:

„Muligheden for en kriminel anklage er endnu fjernere. En kommentator som har gennemgået litteraturen skriver: ’Jeg har ikke været i stand til at finde nogen autoritet for den påstand at lægen vil pådrage sig . . . kriminelt . . . ansvar hvis han undlader at gennemtvinge en transfusion på en uvillig patient.’ Risikoen er snarere et produkt af en frugtbar juristhjerne end en realistisk mulighed.“³²

80. Hvordan er situationen i England når en patient dør fordi han har nægtet at tage imod en blodtransfusion?

⁸⁰ Om situationen i England siger Emergencies in Medical Practice: „Hvis stillingen er blevet gjort klar for patienten og han dør uden at have fået transfusion, kan der ikke lægges sag an mod lægen, for ingen patient er forpligtet til at bevare sit liv ved hjælp af specielle eller ekstraordinære midler.“³³

81, 82. Hvilken moralsk forpligtelse har lægen, og hvilken moralsk forpligtelse har han ikke?

⁸¹ En læge som overvejer at operere en patient, må naturligvis forklare patienten tydeligt hvilke mulige risici der er forbundet med at sige nej til blod. Men når lægen først har gjort dette, behøver han ikke at føle nogen moralsk forpligtelse til yderligere at presse patienten. Det vil afgjort være uetisk over for en patient som resolut har afgjort at han ikke vil tage imod blod, at prøve at „køre ham træt“ eller at skræmme ham til at give efter.

⁸² Når Jehovas vidner villigt påtager sig ansvaret for det standpunkt de indtager, er lægerne både juridisk og moralsk frigjort fra enhver pligt til at insistere på at bruge blod. Og det er sådan mange læger der oprigtigt føler et moralsk ansvar, foretrækker at det må være. „Man kan ikke stærkt nok advare imod en svækkelse af  menneskets, og også patientens, ret til selv at bestemme,“ skriver kirurgen G. Hänisch fra Hamburg. „En juridisk overdragelse af bemyndigelse til lægen til at foretage en behandling som han synes er rigtig, skønt den er imod patientens vilje, bør kompromisløst afvises.“ — Deutsche Medizinische Wochenschrift.³⁴

83. Hvilken anklage kunne lægen udsættes for hvis han gennemtvang en blodtransfusion på en patient der er Jehovas vidne?

⁸³ I betragtning af denne menneskeret har juridiske og lægelige tidsskrifter i nogle lande flere gange advaret om at brugen af en transfusion imod en patients ønske kan udsætte en læge (eller et hospitals personale) for anklage for vold og legemsbeskadigelse eller en begrundet anklage for forsømmelighed eller uagtsomhed. *

Hvordan forholder det sig hvis lægen giver patienten blod uden at oplyse ham om det, for eksempel når han er uden bevidsthed?

84, 85. Hvad ville være „i højeste grad etisk usmageligt“, og hvorfor?

⁸⁴ Mange oprigtige læger føler at det i nogle situationer, for eksempel ved håbløs kræft, er hensynsfuldt ikke at give patienten fuld oplysning om hans tilstand. Der kan være forskellige meninger om det berettigede i at tilbageholde detaljerede oplysninger om en patients tilstand, men dette er noget helt andet end hvis lægen med overlæg gennemfører en behandling som han ved at patienten har forbudt. I New York State Journal of Medicine understreger dr. Bernard Garner og hans medarbejdere dette. De erkender at det undertiden sker at en læge lader en patient som er et Jehovas vidne, blive bevidstløs og så giver ham blod, måske med den tanke at hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Men i deres konklusion  siger de med eftertryk: „Selv om motivet kan være menneskevenligt, er det i højeste grad etisk usmageligt.“³⁵

⁸⁵ Hvorfor det er således, blev gjort klart af Marcus L. Plante, professor i jura ved det juridiske fakultet på University of Michigan i U.S.A. Han skrev at „lægen har et tillidsforhold til sin patient og har absolut pligt til aldrig at vildlede patienten ved ord eller tavshed med hensyn til naturen eller karakteren af den behandling han foreslår.“³⁶

86, 87. (a) Hvad skrev det vesttyske Medical Tribune om det at give en patient en blodtransfusion mens han er bevidstløs? (b) Hvilken retskendelse har gjort dette endnu tydeligere, og hvilken konklusion fører dette til?

⁸⁶ Endvidere er det nogle steder ulovligt for en læge at love ikke at give blod, for derpå, hemmeligt, at give det alligevel. For eksempel blev der i det vesttyske Medical Tribune gjort opmærksom på at „intet er forandret fordi patienten er blevet bevidstløs“. Og det er fordi ’en vægring ved at modtage blodtransfusion, som én gang er blevet udtrykkelig fremsat af en patient der er ved sin fornufts fulde brug, også er gyldig i det tilfælde at han bliver bevidstløs’.³⁷ Den amerikanske stat Kansas’ højesteret har gjort dette endnu tydeligere med denne erklæring:

„. . . Ethvert menneske betragtes som herre over sit eget legeme og det kan, hvis det er ved sin fornufts fulde brug, klart forbyde udførelsen af en livreddende operation, eller anden lægelig behandling. En læge kan udmærket mene at en operation eller en form for behandling er ønskelig og nødvendig, men loven tillader ikke at han sætter sin egen dømmekraft i stedet for patientens ved nogen form for kunstgreb eller bedrag.“ (Kursiveret af os.)³⁸

⁸⁷ Det er derfor i modstrid med samvittighedsfulde lægers moral og i modstrid med lægeetikken bedragerisk at give en blodtransfusion til et af Jehovas vidner. Lægen kan derved udsætte sig for retsforfølgning.

 Forældres ansvar

88, 89. (a) Hvad er nok det mest følelsesladede aspekt i denne sag? (b) Hvad mener Jehovas vidner om det, og hvorfor?

⁸⁸ Det mest følelsesladede aspekt af denne sag er uden tvivl spørgsmålet om behandlingen af børn. Vi forstår alle at børn behøver omsorg og beskyttelse. Ikke mindst forstår gudfrygtige forældre dette. De har naturligvis stor kærlighed til deres børn, men de er sig også klart bevidst at de har en gudgiven pligt til at sørge for dem og træffe afgørelser for dem til varig gavn for dem. — Efeserne 6:1-4.

⁸⁹ Også samfundet anerkender forældrenes ansvar og pligt, og anerkender at det er forældrene der først og fremmest er bemyndigede til at sørge for og træffe afgørelser for børnene. Selvfølgelig har familiens religiøse tro indflydelse på dette. Det er afgjort gavnligt for børnene hvis forældrenes tro understreger behovet for at forældrene sørger for børnene. Det er tilfældet for Jehovas vidners vedkommende. De ønsker ikke på nogen måde at forsømme deres børn. De erkender at det er deres gudgivne pligt og ansvar at skaffe føde, klæder og husly til børnene og at sørge for dem helbredsmæssigt. Desuden kræver en virkelig forståelse af at man må sørge for sine børn, at man lærer dem hvad der er god moral og hvad der er ret. Som nævnt var de første kristne gode eksempler i denne henseende; forældrene oplærte deres børn og levede også selv op til den moral de lærte børnene. Historien beretter om hvordan hele familier undertiden led døden i romerske arenaer fordi forældrene ikke ville krænke deres tro og samvittighed.

90. (a) Hvad har mangelen på opdragelse fra forældrenes side ført til? (b) Hvad gør Jehovas vidner i kontrast hertil?

⁹⁰ Vi er alle opmærksomme på hvordan mangelen på opdragelse, moral og et godt eksempel fra forældrenes side har bidraget til at mange unge i dag ikke har nogen  grundlæggende værdier; de regner det ikke for noget at bringe deres helbred og liv såvel som andres liv i fare i deres uhæmmede søgen efter spænding og oplevelser. Ville det ikke være meget bedre for de unge at have forældre som var fortalere for en god moral og for respekt for høje principper? Forældre som er Jehovas vidner søger at vise deres børn såvel som deres Gud kærlighed, idet de bruger Bibelen for at hjælpe børnene til at blive mennesker med en god moral. Når deres børn bliver gamle nok til selv at vide hvad Bibelen siger om blodet, kan de selv støtte den afgørelse deres forældre har truffet med hensyn til at ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:29.

Behøver en læge at føle at han bør give blod til et barn på trods af forældrenes udtrykkelige ønske og måske også barnets eget ønske?

91, 92. Hvorfor behøver en læge ikke at føle at han bør give blod til et barn på trods af forældrenes udtrykkelige ønske om det modsatte?

⁹¹ I betragtning af den almindelige anerkendelse af forældrenes ret og pligt bør lægen indtage det standpunkt der både er moralsk, principielt og konsekvent rigtigt, nemlig at han anerkender at det er de kærlige og omsorgsfulde forældre der har ret til at træffe afgørelser for deres mindreårige børn.

⁹² I den forbindelse har dr. A. D. Kelly, der er sekretær i den canadiske lægeforening, skrevet at „mindreåriges forældre og de nærmeste slægtninge til bevidstløse patienter har ret til at fortolke patientens vilje og ønske, og at vi bør acceptere og respektere deres ønsker. . . . Jeg beundrer ikke de forhandlinger der føres i en parodi af et retsmøde forsamlet klokken to om natten for at tage et barn fra dets forældre“.³⁹

93. Hvorfor er det inkonsekvent at gennemtvinge en blodtransfusion på et barn hvis forældre er Jehovas vidner?

 ⁹³ Nogle læger og jurister har anerkendt at en voksen der er ved sin fornufts fulde brug, har ret til at nægte at tage imod en blodtransfusion. Men de har samtidig hævdet at hvis forældrene nægter at give tilladelse til at deres barn får en transfusion, så skal denne transfusion gennemføres med tvang efter en retskendelse. Dette standpunkt er imidlertid i grunden inkonsekvent og uden harmoni, som påpeget i tidsskriftet Forensic Science:

„Skal vi da antage at domstolene er villige til at tilskrive børnene en anden religion end den deres forældre har, når statistikken dog viser at det overvældende flertal af børn er opdraget i, og også virkelig følger, den samme religiøse retning som deres forældre? Ville det ikke også fra domstolenes side være en krænkelse af børnenes religiøse rettigheder — i lige så høj grad som det ville være en krænkelse af de voksnes rettigheder, som domstolen dog prøver at beskytte under [den amerikanske forfatnings] første tillægslov når den nægter at give lov til blodtransfusion imod den voksnes vægring? Foreskriver domstolene egentlig ikke børnene en anden religion hvis de siger nej til tvungen transfusion til voksne som på grund af deres religion vægrer sig, men tillader det til børn af de samme voksne?“⁴⁰

94. Nævn en grov inkonsekvens som ofte forekommer på nogle hospitaler.

⁹⁴ Der forekommer ofte en anden grov moralsk inkonsekvens når man ved tvang gennemfører en blodtransfusion til et barn hvis forældre har bedt om at en anden lægelig behandling benyttes. På nogle hospitaler vil lægerne i ét lokale måske gennemføre en transfusion ved tvang på et barn. Men i et lokale ved siden af udfører andre læger måske legale aborter, og gør ende på liv der blot er nogle få måneder yngre end det barn som man tvinger blod i ’for at frelse liv’. Det har fået tænkende mennesker til at spekulere på om „bevarelsen af liv“ altid er det egentlige mål bag transfusioner der gennemtvinges.

95. Hvad har en skotte der specielt forelæser om blodtransfusionsteknik, skrevet med hensyn til at gennemtvinge blodtransfusioner på voksne og børn?

 ⁹⁵ Overvej hvad det medfører når man for at gennemtvinge en statsautoriseret lægebehandling tager forældreretten fra forældrene. I Skotland har A. D. Farr, der specielt forelæser om blodtransfusionsteknik, skrevet følgende med hensyn til at gennemtvinge transfusioner på voksne og børn:

„Afvisningen af et mindretals religiøse tro udvides til en afvisning af hele det princip at en voksen har lov til at acceptere eller forkaste en bestemt form for lægebehandling. . . . Staten overtager lidt efter lidt den funktion at træffe afgørelser for den enkelte. Det er på den måde at frie lande ophører med at være frie og bliver totalitære. Det var jo ved at de tyske børn blev overtaget af Hitlerjugend at friheden og privatlivet til sidst blev ganske undertrykt i Nazityskland. Dette er ikke kun fantasi. Friheden er et kosteligt og forholdsvis sjældent eje, og bør nidkært vogtes i de lande hvor den eksisterer. Ethvert indgreb over for den enkeltes frihed er ét for meget.“⁴¹

96, 97. Hvordan taler valgmuligheden mellem flere behandlingsmetoder imod at der gennemtvinges blodtransfusion?

⁹⁶ I øvrigt, selv om en læge oprigtigt tror at et barn behøver en blodtransfusion, betyder det så at ingen anden behandling vil kunne hjælpe? Eller betyder det at han mener at en transfusion sandsynligvis har større chance for at lykkes end alternative behandlingsmetoder? I denne forbindelse skrev et råd af dommere i De forenede Stater følgende i „Retningslinjer for dommeren i sager vedrørende lægebehandling af børn“:

⁹⁷ „Hvis der er et valg mellem flere fremgangsmåder — hvis for eksempel lægen anbefaler en fremgangsmåde som har 80 procents chance for at lykkes, men som forældrene modsætter sig, og forældrene ikke har noget imod en fremgangsmåde som kun har 40 procents chance for at lykkes — så bør lægen vælge den lægeligt set mere risikable, men for forældrene ikke-anstødelige kurs.“⁴²

98. Hvilken omstændighed vedrørende lægevidenskaben taler yderligere imod tvungne transfusioner?

 ⁹⁸ Disse dommere udtalte også at „lægevidenskaben ikke er så udviklet at en læge med rimelig sikkerhed kan forudsige at hans patient vil leve eller dø eller vil komme til at lide under en permanent fysisk svækkelse eller deformitet“. Er der ikke megen sandhed i dette? Understreger lægelige autoriteter ikke at det bedste de kan sige er hvad der sandsynligvis vil ske? Derfor har mange ansete læger og kirurger samarbejdet med Jehovas vidner og ydet en virkelig god lægehjælp til både unge og gamle, samtidig med at de har respekteret deres bibelsk underbyggede tro med hensyn til blodet.

Det er „hele mennesket“ der skal behandles

99. Hvordan spiller princippet om at behandle hele mennesket ind?

⁹⁹ Sagkyndige på det lægelige område forstår mere og mere at det er vigtigt at behandle patienten som ’et helt menneske’. Det er ikke blot en skjoldbruskkirtel eller en lever der skal behandles, men hele personen, et menneske med dets følelser, dets tro, som rent faktisk kan have indflydelse på hvordan en behandling virker. I en leder i Texas Medicine skrev dr. Grant F. Begley: „Når jeg behandler en sygdom som berører en patients legeme, sind og ånd, så er det hans tro der har betydning. Det er hans tro, og ikke min, der får ham til at føle frygt, tvivl og skyld. Hvis min patient ikke tror på blodtransfusion, så er det ligegyldigt hvad jeg tror om blodtransfusion.“⁴³

100, 101. Hvad kan der siges om at helbrede legemet hvis personens ånd bliver brudt?

¹⁰⁰ Det er ikke alene humant men også gavnligt at søge at behandle „hele mennesket“, i betragtning af de tragiske følger det kan få hvis man ikke gør det. „Den vågne læge,“ skriver dr. Melvin A. Casberg i The Journal of the American Medical Association, „bør være opmærksom  på disse adskilte men indbyrdes afhængige facetter: legemet, sindet og ånden, og forstå at helbredelsen af legemet til gengæld for et nedbrudt sind eller en brudt ånd, kun er en delvis sejr, og måske oven i købet et endeligt nederlag.“⁴⁴

¹⁰¹ En læge følger derfor en viis kurs og behandler „hele mennesket“, når han viser respekt for patientens religiøse tro med hensyn til brugen af blod.

Er deres standpunkt lægeligt set ufornuftigt?

102-104. Hvilke kendsgerninger taler for at Jehovas vidners standpunkt med hensyn til blodtransfusion ikke er ufornuftigt?

¹⁰² Jehovas vidners grundlæggende indvending mod blodtransfusion er af religiøs art, men i betragtning af at mange mennesker mener at deres standpunkt lægeligt set er ufornuftigt, er det på sin plads også at tage dette spørgsmål op. Er det ufornuftigt? Da vidnernes standpunkt til blodet berører det lægelige, er det af værdi kort at se på hvad det lægeligt medfører at sige nej til blod.

¹⁰³ Alene i De forenede Stater, Japan og Frankrig bruges der årligt omkring 15 millioner portioner (à ¹/₂ liter) blod til transfusioner. Det er på sin plads at spørge: Bliver alt dette blod givet fordi det er nødvendigt for at redde liv?

¹⁰⁴ Svaret er givet af 800 europæiske læger samlet til kongres i Paris, hvor de nåede til den slutning at „blod alt for ofte betragtes som et ’mirakeltonikum’ der gives til patienten hvad enten han behøver det eller ej.“ Disse læger misbilligede især transfusioner af enkelte portioner, som de sagde var „nytteløse i 99 tilfælde ud af 100“.⁴⁵ En undersøgelse i De forenede Stater antyder  at 72 procent af de transfusioner der gives nogle steder, er ’unødvendige og af tvivlsom værdi’.⁴⁶

105, 106. Hvorfor ser nogle læger ikke objektivt på blodtransfusion, og hvorfor har nogle dommere anbefalet alternativ behandling?

¹⁰⁵ Dr. Rune Eliasson i Stockholm gav udtryk for den mening „at mange læger, måske vildledt af ordets magt over sindet, har tilladt sig at blive alt for let forblindet af den glorie de selv har anbragt om blodtransfusionen, således at fordelene og ulemperne ved denne behandlingsform ikke kan ses i det rette perspektiv“.⁴⁷

¹⁰⁶ Hvad enten man er enig med Jehovas vidner eller ej med hensyn til de religiøse grunde de har til ikke at tage imod blodtransfusioner, er det af værdi at se på „fordelene og ulemperne ved denne behandlingsform“. Dette er især sandt i betragtning af at nogle dommere under drøftelsen af transfusioner har anbefalet at en patients ønsker med hensyn til alternativ behandling bør efterkommes hvis der er en tydelig risiko forbundet med standardbehandlingen.

Blod — indviklet og enestående

107, 108. Hvilken omstændighed i forbindelse med blodet skaber en vis usikkerhed i forbindelse med blodtransfusion?

¹⁰⁷ Mens nogle måske er hurtige til at kalde afvisningen af blod for „selvmorderisk“, kræver en fair behandling af emnet at man anerkender at der er megen usikkerhed og ligefrem fare forbundet med blodtransfusion.

¹⁰⁸ Lægerne ved at blod har en overordentlig indviklet sammensætning. Det viser sig tydeligt blot med hensyn til blodtyperne. Opslagsværker siger at der er fra femten til nitten kendte blodtypesystemer. Med hensyn til blot ét af dem, Rh-blodtypesystemet, siger en bog der er udkommet for nylig at der „på nuværende tidspunkt teoretisk kan skelnes mellem næsten tre hundrede forskellige Rh-typer“.⁴⁸

109-111. Hvilken anden facet ved blodet influerer på risikoen ved blodtransfusion?

 ¹⁰⁹ En anden facet ved hvert enkelt menneskes blods indviklede sammensætning og enestående art, er variationen med hensyn til antistoffer i blodet. Ved et møde for forskere i Zürich i Schweiz gjorde en gruppe engelske kriminologer opmærksom på at der er så mange forskellige antistoffer at hvert enkelt menneskes blod kan siges at være specifikt og enestående. Videnskabsmændene håber at blive i stand til „ud fra et blodstænk at rekonstruere personlighedsbilledet af ethvert menneske som har efterladt sig et spor af blod“.⁴⁹

¹¹⁰ Det forhold at blodet er et yderst sammensat væv som varierer fra person til person, er af særlig betydning i forbindelse med blodtransfusion. Dette er et punkt som dr. Herbert Silver fra blodbanken og immunohæmatologiafdelingen ved Hartford Hospital i Connecticut i U.S.A. for nylig gjorde opmærksom på. Han skrev at selv om man blot tager hensyn til de blodfaktorer som man kan udføre prøver for, „så er chancen for at give et menneske blod der er nøjagtig som dets eget, mindre end 1 til 100.000“.⁵⁰

¹¹¹ Derfor kunne man, hvad enten man af religiøse grunde vægrer sig ved blodtransfusioner eller ej, afvise blod simpelt hen fordi det i det væsentlige er en transplantation af et organ der i bedste fald kun er delvis forligeligt med ens eget blod.

Blodtransfusioner — hvor stor er den virkelige fare?

112-114 Hvilket vidnesbyrd er der om at blodtransfusion indebærer risici?

¹¹² Læger er klar over at der ved ethvert medicinsk præparat er en vis risiko, selv når det gælder midler så almindelige som aspirin og penicillin. Det er derfor kun at forvente at behandlingen med et stof der er så kompliceret  som menneskeblod, medfører nogen fare. Men hvor stor er faren? Og hvilken indflydelse kan det have på en læges syn på det standpunkt Jehovas vidner indtager?

¹¹³ En ærlig vurdering af kendsgerningerne viser at en blodtransfusion må betragtes som en fremgangsmåde der kan medføre en betydelig fare, ja ligefrem være dødelig.

¹¹⁴ Dr. C. Ropartz, direktør for den centrale transfusionsafdeling i Rouen i Frankrig, siger at „en flaske blod er en bombe“. Og eftersom de farlige følger måske ikke viser sig før der er gået nogen tid, tilføjer han: „Endvidere kan det for patienten vise sig at være en tidsindstillet bombe.“⁵² En statspublikation i De forenede Stater har bragt en artikel om faren ved blod, og det hedder her:

„. . . at give blod kan sammenlignes med at sende en ladt pistol til en intetanende og uforberedt person. . . . Som den ladte pistol har en sikring, således er der også en sikring i forbindelse med blodtransfusioner. Men hvor mange er ikke døde af skudsår fordi de troede at pistolen var sikret?“⁵³

Kan velinformerede læger afvise den nævnte fare som overdreven?

115-117. Hvorfor kan velinformerede læger ikke afvise faren ved blodtransfusion som overdreven?

¹¹⁵ Næppe, for at farerne er virkelige, bliver lægerne ofte mindet om. „Intet biologisk produkt,“ skrev Winfield S. Miller i Medical Economics, „rummer større muligheder for livsfarlige fejltagelser i lægegerningen end blod. Mangen en læge har til sin sorg lært at hver eneste flaske blod i blodbankerne kan vise sig at være en flaske nitroglycerin.“⁵⁴

 ¹¹⁶ Patienten eller hans slægtninge er måske ikke klar over farerne før det er for sent. Dr. J. Garrott Allen ved Stanforduniversitetet, en ledende ekspert med hensyn til blodspørgsmålet, anslår at blodtransfusioner dræber mindst 3500 amerikanere hvert år og skader andre 50.000.⁵⁵ Men der er stærke grunde til at tro at dette faktisk er en for lav ansættelse. For eksempel har Southern Medical Journal for nylig antydet at det skøn at „mellem 3000 og 30.000 dødsfald kan tilskrives transfusioner“, muligvis er lavt regnet.⁵⁶ Og husk at disse tal blot er for De forenede Stater, og ikke for hele verden.

¹¹⁷ Ved et møde for kirurger i American College of Surgeons fortalte dr. Robert J. Baker om at ’faren for skadelige virkninger af blod er langt større end man tidligere havde troet, idet én ud af 20 patienter får en reaktion’. Hvor mange er klar over dette? Dr. Charles E. Huggins, som er underdirektør i en stor blodbank, har gjort opmærksom på hvorfor denne rapport burde bekymre os alle: „Rapporten er skræmmende, men realistisk, for de samme problemer står man over for på hver eneste institution [i hele] verden.“⁵⁷

118. Er det sandsynligt at blodtransfusionsproblemerne vil mindskes? Hvis ikke, hvorfor da ikke?

¹¹⁸ Er en bedring i sigte? Der er måske mange, selv på det lægevidenskabelige område, som føler at videnskaben har gjort store fremskridt med hensyn til at overvinde farerne ved blodtransfusion. Men som nævnt i en udgave af tidsskriftet Surgery for nylig, så har „nye og større problemer i forbindelse med omfattende transfusion meldt sig, problemer som man næppe eller slet ikke havde tænkt på for bare fem år siden, men som der nu er risiko for vil overskygge næsten alle de problemer der forfulgte vor samvittighed i blodbanker, på klinikker  og blandt forskere i de første fyrre år med kliniske blodbanker“.⁵⁸

Hvilke farer er der?

119, 120. Hvilke forskellige slags risici er forbundet med blodtransfusion?

¹¹⁹ Uden at gå for vidt med hensyn til at fremhæve at der er reelle farer, vil vi kort se på hvori nogle af disse farer består. Mange læger er naturligvis kendt med det følgende, men det kan hjælpe andre til at forstå, at selv om det standpunkt Jehovas vidner indtager er religiøst begrundet, er der også sundhedsmæssige fordele ved det.

¹²⁰ Lærebogen Hematology indeholder denne oversigt:⁵⁹

Former for transfusionsreaktioner

Febrile

Leukocyt-antistoffer

Blodplade-antistoffer

Pyrogener

Allergiske

Hæmolytiske

(uforligeligt blod)

Sygdomssmitte

Serumhepatitis

Malaria

Syfilis

Cytomegalovirusinfektion

Kraftig bakteriel kontamination

Hjerteoverfyldning

Citratforgiftning

Kaliumforgiftning

Unormal blødning

Uforligeligt blod

Massiv transfusion

Isosensibilisering

Transfusionshæmosiderosis

Diverse

Tromboflebitis

Luftemboli

Injektion af fremmed stof

121, 122. Hvilke øjeblikkelige skadelige reaktioner som følge af blodtransfusion kan nævnes?

¹²¹ Disse forskellige former for transfusionsreaktioner er virkelig alvorlige, for de kan forårsage død. Lad os se nærmere på nogle af dem.

¹²² Oversigten nævner først nogle af de „øjeblikkelige“ reaktioner. En febril eller feberfremkaldende reaktion kan sædvanligvis behandles med held. Men som professor i medicin James W. Linman nævner, „optræder der alvorlige febrile reaktioner, og de kan være så belastende  at de er livstruende for visse akut syge patienter“.⁵⁹ Blod som ikke er forligeligt giver en hæmolytisk reaktion som medfører en hurtig ødelæggelse af røde blodlegemer, og det kan føre til nyresvigt, chok og død. Hæmolytiske reaktioner er især farlige for patienter under bedøvelse, for symptomerne bemærkes måske ikke før det er for sent.⁶⁰

123-125. Hvor stor er faren for sygdomssmitte ved blodtransfusion?

¹²³ „Sygdomssmitte“ er også blandt de mulige reaktioner. Er der nogen egentlig fare fra denne kant?

¹²⁴ Hepatitis B (serumhepatitis) er en særlig farlig komplikation ved blodtransfusioner. Blodet fra en donor kan uden at man aner det, indeholde hepatitisvirus som kan ødelægge helbredet for den patient der modtager blodet, ja endog slå ham ihjel. Jo flere transfusioner man får, jo større er risikoen for at få en serumhepatitis. Og dog skal der ikke meget blod til. Mindre end en dråbe kan gøre det; man kan få sygdommen fra så lidt som en milliontedel af en milliliter inficeret blod.⁶¹

¹²⁵ Hvor stor er sandsynligheden for at man får hepatitis ved en blodtransfusion? Det afhænger i nogen grad af hvor man bor, for transfusionshepatitis er mere almindelig i lande hvor noget af blodet stammer fra betalte „donorer“, mennesker som sælger deres blod. *

126, 127. Hvad kan der siges om hyppigheden af serumhepatitis?

¹²⁶ Det er ofte blevet anslået i lægetidsskrifter at én procent, én ud af hundrede, får hepatitis efter en transfusion.⁶² Men der er noget der tyder på at den virkelige hyppighed er meget større. Det hænger sammen med at hepatitis B har en inkubationstid på op til seks måneder, således at sygdommen måske først viser sig lang  tid efter transfusionen. Lægerne John B. Alsever og Peter Van Schoonhoven skrev i Arizona Medicine:

„Dens hyppighed i de sidste ti til femten år i større blodbanker har været omkring 1% i de rapporterede retrospektive undersøgelser af klinisk åbenbar sygdom. Men når man undersøger patienterne i tiden efter at de har fået transfusioner med 2 til 4 ugers mellemrum i laboratoriet, så finder man en op til ti gange større hyppighed af smitte.“⁶³

¹²⁷ Betragt dette fra et andet synspunkt. Det er ofte blevet sagt at der i De forenede Stater forekommer 30.000 tilfælde af transfusionshepatitis om året, med 1500 til 3000 dødsfald.⁶⁴ Hvis det er situationen, er den alvorlig nok. Men oplysninger fra U.S.A.s center for sygdomskontrol anslår forsigtigt at antallet af hepatitis-B-tilfælde er 200.000 eller flere årligt.⁶⁵ Og hvem kan anslå det samlede antal af hepatitistilfælde som følge af transfusion i hele Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika og Asien?

128. Hvorfor er muligheden for at få hepatitis ved en blodtransfusion ikke en forsvarlig risiko?

¹²⁸ Nu er der nogle der betragter muligheden for at få hepatitis efter en blodtransfusion som en forsvarlig risiko. En læge vil måske ræsonnere som så: „Jeg vil hellere have at min patient er levende med hepatitis, som jeg kan behandle, end død fordi han ikke har fået transfusion.“ Imidlertid er dette ræsonnement ikke gyldigt som grundlag for at betragte en patients vægring ved transfusion af samvittighedsgrunde, som ’selvmorderisk’ og ingen opmærksomhed værd.

Kan man med rimelig sikkerhed love en patient at han vil overleve en hepatitis han har fået efter en transfusion?

129, 130. Hvorfor kan man ikke med rimelig sikkerhed love en patient at han vil overleve et angreb af serumhepatitis?

¹²⁹ Det vækker til eftertanke at få at vide at autoriteterne indrømmer at omkring 10 til 12 procent af dem der får  serumhepatitis efter transfusioner, dør som følge heraf.⁶⁶ For personer over fyrre år er dødeligheden 20 procent — en ud af fem.⁶⁷ For patienter over tres år dør omkring halvdelen af dem der får hepatitis.⁶⁸

¹³⁰ Endvidere er der ikke nogen sikker måde hvorpå man kan eliminere den store risiko for at få hepatitis efter en transfusion. The Journal of Legal Medicine anerkender at „ingen af de nu kendte metoder til præservering af blod har nogen anti-virusvirkning. Enhver fremgangsmåde som vil ødelægge eller blot svække hepatitisvirus, vil også ødelægge blodet eller blodfraktionen.“⁶⁹

131, 132. I hvilken grad har den moderne teknik fjernet faren for at få serumhepatitis efter en blodtransfusion?

¹³¹ Hvordan forholder det sig med de fremskridt der er gjort med hensyn til at tage prøver af blodet for at påvise og således eliminere inficeret blod? Dr. M. Shapiro fra den sydafrikanske blodtransfusionstjeneste har for nylig gjort opmærksom på at „selv med de mest følsomme prøver kan måske kun 1 ud af 8 eller endog færre tilfælde af hepatitis efter transfusion undgås alene ved frasortering af donorblod efter laboratorieprøve“.⁷⁰

¹³² Selv om serumhepatitis var den eneste sygdomsfare efter en transfusion, kunne dette alene være grund nok til at en patient, af helbredshensyn, ville være betænkelig ved at modtage blod. Og så er sandheden den at hepatitis kun er ét af risikomomenterne. Læg mærke til disse andre:

133. Hvilket dilemma frembyder syfilisinficeret blod?

¹³³ „Blod bør betragtes som en farlig medicin, og bør bruges med samme forsigtighed som for eksempel morfin.“⁷¹ Således sluttede professor H. Busch, der underviser i transfusionsmedicin, en rapport til en kongres af nordtyske kirurger. I den nævnte han et dilemma med hensyn til blodtransfusioner. Han sagde at skulle donorblod  bevare den største biologiske værdi, burde det overføres inden fireogtyve timer; efter dette tidsrum øges risikoen for stofskiftet på grund af forandringer i det oplagrede blod. På den anden side bør blod oplagres i mindst tooghalvfjerds timer, for at man kan undgå smitte med syfilis. Selv om man tager prøver for at afsløre syfilis i blod, er man ikke sikker, for disse prøver kan ikke påvise syfilis i dens tidlige stadier. Der er ingen grund til her at beskrive den skade det kan forvolde et menneske at modtage syfilisinficeret blod, eller den ulykke det kan bringe over hans eller hendes familie.

134, 135. Hvilke andre infektioner kan overføres ved blodtransfusion?

¹³⁴ Den tyske rapport understregede også den fare der er for at blodtransfusion kan sprede cytomegalovirusinfektioner og malaria. Cytomegalovirus er kendt for at være særlig farligt for børn. Med god grund blev de tyske læger derfor advaret om de „meget alvorlige, ja dødelige følger“ som er mulige efter blodtransfusioner. Og den amerikanske lægeforening har gjort opmærksom på at „med den øgede trafik af rejsende rundt om i verden og af soldater der kommer hjem fra egne med særlige sygdomme, har der været en forøgelse i hyppigheden af malaria hos patienter der har modtaget blodtransfusion“.⁷²

¹³⁵ I tropiske egne er der en række andre sygdomme som kan overføres ved blodtransfusioner, som for eksempel Chagas’ sygdom (med en dødelighed på én ud af ti), afrikansk sovesyge, framboesia og filariosis.⁷³

136. Hvilken anden fare er forbundet med blodtransfusion, og hvor alvorlig er den?

¹³⁶ En anden fare som ikke må overses er en kraftig bakteriel forurening af blodet. Visse bakterietyper kan formere sig, selv i afkølet blod, og de frembyder en alvorlig fare for enhver som senere får dette blod. Skønt det  er færre patienter der kommer ud for denne komplikation i forhold til dem der for eksempel får serumhepatitis, så er resultaterne tragiske for dem der gør det. Dødeligheden er mellem 50 og 75 procent.⁷⁴

137. Hvad kræver nogle hospitaler af patienterne på grund af de farer der er forbundet med blodtransfusioner?

¹³⁷ Hvordan ser fremtiden ud med hensyn til de farer der er forbundet med blodtransfusioner? Dr. John A. Collins fra det medicinske fakultet på Washington University siger: „Listen over sygdomme der overføres vil variere og vil afgjort vokse, og der opstår sikkert en del ængstelse efterhånden som flere af de virusarter der sættes i forbindelse med svulster bliver identificeret i menneskeblod.“⁷⁵ Det er grunden til at mange hospitaler nu forlanger at patienten skal underskrive en erklæring om at han ikke vil drage lægen eller hospitalet til ansvar for skade der er en følge af en blodtransfusion.⁷⁶

138. Hvad er hovedårsagen til at Jehovas vidner ikke vil modtage blod?

¹³⁸ Betyder denne korte oversigt over nogle af de medicinske risici der er forbundet med blod, nu at Jehovas vidner vægrer sig ved transfusion hovedsagelig af medicinske grunde? Nej, det er ikke tilfældet. Det er først og fremmest på grund af det Bibelen siger at de ikke vil tage imod blodtransfusion. Det er først og fremmest af religiøse grunde at de vægrer sig, og ikke af medicinske grunde. Men det at der er alvorlige risikomomenter forbundet med at indtage blod, understreger ikke desto mindre det fornuftige i det standpunkt Jehovas vidner indtager, selv set fra et lægeligt synspunkt.

Alternative behandlingsmetoder

139-141. Hvilke alternativer er der til blodtransfusion ved elektiv kirurgi?

¹³⁹ Hvis den kurs Jehovas vidner følger, skyldtes fanatisme og var uden grundlag og uundgåeligt ville medføre skade for dem selv og måske andre, ville der være  grund til at bekymre sig. I denne forbindelse kan man udmærket spørge:

Er det religiøse synspunkt som Jehovas vidner har, så uforeneligt med det menneskelige samfunds normer og lægevidenskab at man ikke kan tage hensyn til det?

¹⁴⁰ Sandheden er at man i de fleste tilfælde kan tage hensyn til deres bibelsk begrundede vægring ved blod, idet der findes alternative behandlingsmetoder.

¹⁴¹ Det er velkendt at lægerne i tilfælde af elektiv kirurgi kan ’opbygge patientens blod’ før og efter, med for eksempel aminosyrer og jernforbindelser der gives oralt eller i injektioner;⁷⁷ * dette kan mindske et eventuelt behov for transfusion. Dyb hypotermi (sænkning af patientens legemstemperatur) har vist sig at mindske blodtabet under en operation, selv for spædbørn.⁷⁹ På samme måde kan et kunstigt fremkaldt lavt blodtryk reducere blødning fra små blodkar under operationen. Og hvad der sandsynligvis har været af største betydning, er en stor omhu med at lukke selv det mindste kar der er skåret over. I American Journal of Obstetrics and Gynecology skriver en læge som har opereret mange af Jehovas vidner:

„Der er ingen tvivl om at man er tilbøjelig til at forbedre sin operationsteknik når man er i den situation at man opererer uden at have mulighed for at give transfusion. Man er en smule mere aggressiv med hensyn til at sætte klemmer på alle blødende kar.“⁸⁰

Hvis en patient har mistet meget blod under en operation eller ved en ulykke, er det så rimeligt at anlægge det synspunkt at der ikke er noget alternativ til blod?

142, 143. Hvad er der først og fremmest brug for når en patient har mistet meget blod?

 ¹⁴² Nogle kendsgerninger som fremlægges af professor James W. Linman i Hematology tjener som et godt grundlag for bedømmelsen af svaret:

„Blod er ikke et tonikum eller en stimulans; det vil ikke fremme sårhelingen eller bekæmpe en infektion; dets iltbærende kapacitet er sjældent, om overhovedet nogen sinde, en begrænsende faktor i forbindelse med en operation. En transfusion tjener kun til at forøge den samlede blodmængde, at forstærke blodets iltbærende kapacitet, og som en tilførsel af normale plasmabestanddele.“ (Kursiveret af os.)⁸¹

¹⁴³ Lad os først se på spørgsmålet om at „forøge den samlede blodmængde“. Det der først og fremmest skal til for at forhindre chok og død, når et menneske har mistet meget blod, er ret ofte en erstatning af den væskemængde der er tabt. På en kongres afholdt af den sydafrikanske lægeforening forklarede en blodtransfusionsspecialist at et menneske kan miste op til 1,5 liter blod og stadig have over 60 procent af sine røde blodlegemer i behold,⁸² hvilket er tilstrækkeligt til at tilføre vævene næring. Men vedkommende behøver mere væske i sine årer for at kunne holde de røde blodlegemer i cirkulation.

144. Hvilken væske bør man vælge når der er et stort blodtab?

¹⁴⁴ Det engelske tidsskrift Anaesthesia oplyser at væsker uden blodbestanddele tjener dette formål mere virkningsfuldt end blodtransfusioner, for de nedsætter ikke hjertefunktionen, hvilket ellers er en ret almindelig komplikation ved blodtransfusioner. Artiklen nævner at det undertiden har vist sig, når en tilstrækkelig mængde fuldblod ikke formår at fremkalde de ønskede resultater i tilfælde af traume, at brugen af en væske uden blod ofte medfører en dramatisk bedring. Det hedder derfor i artiklen:

„Selv om en tilstrækkelig mængde fuldblod er til rådighed, er det dog tvivlsomt om det er den væske man skal vælge ved  den indledende behandling af patienter som har mistet meget blod og som hurtigt skal have en transfusion.“⁸³

145, 146. Hvor meget blod kan man tåle at miste, og hvorfor er de væsker man bruger i stedet for blod, ikke virkelige bloderstatninger?

¹⁴⁵ Det er åbenbart at et menneske normalt kan miste så meget som en halv liter blod eller mere uden livsfare. Mange har afgivet en portion blod og har straks efter fortsat med deres daglige arbejde. Kontrollerede kliniske undersøgelser har vist at et menneske med ’et stort blodvolumen kan tåle at miste så meget som to liter fuldblod’ uden at der kræves andet end at man erstatter den tabte væske med en opløsning der ikke indeholder blod.⁸⁴

¹⁴⁶ Men hvad med at „forstærke blodets iltbærende kapacitet“? Lægerne ved at de væsker man bruger i stedet for blod, ikke er virkelige „bloderstatninger“. Disse væsker indeholder nemlig ikke røde blodlegemer med hæmoglobin der kan transportere ilt ud i legemet.

Skal en patient som har mistet meget blod, nødvendigvis have fuldblod eller pakkede røde blodlegemer af hensyn til iltforsyningen til hele legemet?

147, 148. Hvor højt behøver hæmatokrittallet eller hæmoglobinniveauet at være ved operation?

¹⁴⁷ Sådan bliver det ofte fremstillet, men er det virkelig tilfældet?

¹⁴⁸ Et menneske har normalt 14-15 gram hæmoglobin i hver 100 milliliter blod. Læger i almindelighed indtager det standpunkt at ’under meget gode forhold anses 10,3 til 10,5 gram hæmoglobin for at være en sikker laveste grænse ved rutinekirurgi’.⁸⁵ Men i virkeligheden er det meste af et menneskes hæmoglobin holdt i reserve til brug under en særlig anstrengende indsats; en sengeliggende patient kan derfor ofte klare sig udmærket med så lidt som 5 eller 6 gram.⁸⁶ M. Keith Sykes, der er professor i klinisk anæstesi ved Londons  universitet, har for nylig sagt: „Selv om de fleste centre vælger en værdi af 9 eller 10 gram som grænsen mellem det acceptable og det man må afvise ved elektive operationer, må det understreges at der ikke er noget afgørende bevis for at værdier over denne tærskel er ’sikre’ eller at værdier under denne tærskel bibringer en ekstra risiko ved operation. Det synes derfor urimeligt at vælge et vilkårligt tal som et acceptabelt hæmoglobinniveau.“⁸⁷ På samme måde har dr. Jeffrey K. Raines ved Massachusetts General Hospital sagt at „vi kan lade hæmatokrittallet være langt lavere end vi før troede. Vi mente før at en patient nødvendigvis måtte have et hæmoglobintal på 10, men nu ved vi at det ikke virkelig er sådan.“⁸⁸ Dr. Ricardo Vela, der arbejder på en anæstesiafdeling i Madrid, har erfaring i forbindelse med patienter som er Jehovas vidner. Han skriver at et meget lavt hæmoglobinniveau, som før var blevet anset for at udelukke operation, „blev tålt forbavsende godt af patienterne.“⁸⁹

149, 150. Hvad har man fundet ud af vedrørende en blodtransfusions evne til straks at øge blodets iltbærende kapacitet?

¹⁴⁹ Der er en anden side af denne sag, en side som ikke er almindeligt kendt, end ikke blandt læger.

Vil en transfusion straks øge blodets iltbærende kapacitet?

¹⁵⁰ Mange tror at den vil, men en leder i Anaesthesia kom for nylig med denne bemærkelsesværdige udtalelse: „Det er også værd at huske at hæmoglobinet i lagrede, citratbehandlede røde blodlegemer ikke er fuldt beredt til transport af ilt ud til vævene før omkring 24 timer efter transfusionen . . .; en hurtig blodtransfusion må derfor hovedsagelig betragtes som blot et væsketilskud i de første faser.“⁹⁰ Forskere ved Ohio  State University i U.S.A. har fundet at grunden hertil er at der finder kemiske forandringer sted i det lagrede blod. Deres undersøgelser viser at blod der har været oplagret i mere end ti dage, „ikke vil forbedre men måske endog forværre ilttransporten straks efter transfusionen“. Og de fandt at ilttransporten stadig var under den normale fireogtyve timer senere.⁹¹

Hvilke væsker som ikke indeholder blod bruges som alternativer til blodtransfusioner? Bruges de på en effektiv måde? Hvad er fordelene ved dem?

151. Nævn nogle væsker der bruges som alternativer til blodtransfusioner.

¹⁵¹ Det mest udbredte og oftest brugte plasmaerstatningsmiddel er sandsynligvis almindeligt saltvand (0,9%). Det er let at tilberede, billigt, stabilt og kemisk forligeligt med menneskeblod.⁹² Ringer-laktat (Hartmanns) er en elektrolyt- eller krystalloidopløsning som med held er blevet brugt i tilfælde med udbredte forbrændinger og ved operationer hvor patienterne har mistet op til 66 procent af væskemængden i deres blod.⁹³

152. Hvilke andre væsker er med gode resultater blevet brugt til at øge plasmavolumen?

¹⁵² En anden fremgangsmåde er at erstatte det mistede blod med kolloider, som for eksempel dextran. Det er en medicinsk sukkeropløsning som har vist sig værdifuld både ved operationer og ved behandling af patienter med forbrændinger og chok.⁹⁴ Undertiden er det kombineret med en saltopløsning med stødpude, så man drager nytte af de bedste egenskaber ved begge midler. Haemaccel og hydroxyethyl-stivelseopløsning er også blevet anvendt med gode resultater til forøgelse af plasmavolumen i forbindelse med forskellige operationer.⁹⁵ *

153. Hvad er der at sige om brugen af erstatningsmidler i det akutte stadium af blodtabet?

 ¹⁵³ Hver væske har sine specielle egenskaber og fordele. Men med hensyn til katastrofesituationer siger Anaesthesia følgende:

„Til at begynde med, i det akutte stadium, er det forholdsvis uvæsentligt nøjagtig hvilken væske man vælger, forudsat at den ikke ligefrem er skadelig. Senere, når kredsløbets volumen er blevet øget, må man tage i betragtning hvilke specielle krav der skal opfyldes i det pågældende tilfælde.“⁹⁶

154, 155. Hvilke vidnesbyrd er der om at blod ikke er den eneste effektive erstatning for blodtab?

¹⁵⁴ Vil det sige at disse væsker kun bruges i nødsituationer? På ingen måde. I en omtale af „alle mere omfattende former for operation“ har kirurgerne ved University of Kentucky College of Medicine skrevet:

„Et hundrede patienter mistede hver over 1000 ml blod under operationer og modtog to til tre gange dette volumen af Hartmanns væske. Dødeligheden og sygeligheden efter operationerne var ikke berørt af at der manglede blod i den væske der blev indgivet som erstatning. . . . Trods den sejlivede tradition om at blod er den eneste effektive erstatning for blodtab, har den praksis at bruge saltvand som erstatning for en del af blodet eller alt blodet, vundet terræn i mange centre.“⁹⁷

¹⁵⁵ Selv om Jehovas vidner af religiøse grunde ikke vil tage imod blod, har de ingen indvending imod at man bruger væsker som ikke indeholder blod eller blodbestanddele. Set fra lægens synspunkt har disse midler den fordel at de kan benyttes til patienter der er Jehovas vidner. Men der er talrige andre fordele ved dem.

156, 157. Nævn nogle fordele ved plasmaadditiver som blod ikke har.

¹⁵⁶ Professor E. A. Moffitt fra Canada skriver: „Ikke-biologiske erstatninger for blod kan fremstilles i store mængder og oplagres i lange tidsperioder. . . . Det farlige ved blodtransfusioner undgås med plasmaerstatningsmidlerne, og det er deres fordele: man undgår bakterie- eller virusinfektion, transfusionsreaktioner og Rh-sensibilisering.“⁹⁸

 ¹⁵⁷ Der er en anden bemærkelsesværdig fordel ved at bruge plasmaadditiver. Når menneskeblod oplagres må man tilsætte det nogle kemikalier for at forhindre at det koagulerer. Senere, når dette blod gives til en patient, kan disse kemikalier indvirke på patientens eget blods evne til at koagulere; resultatet kan blive et fortsat blodtab. Hjertekirurgen dr. Melvin Platt har henledt opmærksomheden på at dette problem undgås når „en neutral substans“ som for eksempel Ringer-laktat bruges i stedet for oplagret blod.⁹⁹

Større operationer uden blod

158. Hvilke interessante erfaringer har dr. Denton Cooley gjort?

¹⁵⁸ Modige læger som har indvilliget i at operere Jehovas vidner uden at bruge blod, har ofte fundet det meget lærerigt. Dette belyses af de ret nye fremskridt der er gjort med hensyn til operation på åbent hjerte. Før i tiden måtte man normalt bruge store mængder blod. Men et lægehold under ledelse af dr. Denton Cooley ved Texas Heart Institute besluttede sig til at prøve at operere Jehovas vidner. Da lægerne ikke kunne spæde den nødvendige hjerte-lungemaskine med blod og ikke kunne give blod under eller efter operationen, anvendte de i stedet et plasmaadditiv der ikke indeholdt blod. Dr. Cooley skriver: „Vi blev så begejstrede for de resultater vi havde med Jehovas vidner at vi begyndte at bruge fremgangsmåden over for alle vore hjertepatienter. Vi har haft overraskende gode resultater og bruger nu også metoden ved vore [hjerte]transplantationer.“ Han tilføjer: „Vi har en aftale med Jehovas vidner om ikke at give transfusion under nogen omstændigheder. Risikoen er da patienternes egen, for vi holder ikke engang blod parat til dem.“¹⁰⁰

159. Hvordan har resultaterne af hjerteoperationer uden blod på voksne og børn været på langt sigt?

 ¹⁵⁹ Hvordan har resultaterne af hjerteoperationer uden blod på voksne og børn været på langt sigt? Dr. Jerome H. Kay fra Californien skriver: „Vi har nu udført cirka 6000 operationer på åbent hjerte, på Saint Vincent’s Hospital i Los Angeles. Til de fleste af patienterne har vi ikke brugt blod, og det er vort indtryk at de har klaret sig bedre.“¹⁰¹ En canadisk undersøgelse giver specifikke detaljer og åbenbarer at når der blev brugt væsker som ikke indeholdt blod, såsom dextran og Ringers væske, i stedet for blod, „faldt antallet af dødsfald fra 11 procent til 3,8“.¹⁰² Denne form for kirurgi er også med held blevet anvendt på Jehovas vidner og deres børn i Norge, Australien, Sydafrika, Frankrig, England og Japan.

160, 161. Hvordan er det gået med Jehovas vidner som har fået foretaget operationer hvor man normalt betragter blod som vigtigt?

¹⁶⁰ Erfarne kirurger er imidlertid opmærksomme på at det er patienter der gennemgår mere almindelige operationer der skriver sig for den største del af det blod der bruges, og ikke dem der gennemgår mere dramatiske operationer, som for eksempel operation på åbent hjerte. Hvordan er det gået med Jehovas vidner som har haft brug for mere almindelige operationer hvor man normalt bruger en hel del blod?

¹⁶¹ Under overskriften „Større operationer på Jehovas vidner“ har en gruppe læger i New York gjort rede for et antal tilfælde som har krævet omfattende indgreb, som for eksempel fuldstændig fjernelse af kræftangrebne organer, og de har forklaret at man ved at anvende en omhyggelig kirurgisk teknik kan foretage disse indgreb uden brug af blod.¹⁰³ Andre indgreb er med held foretaget uden brug af blod, såsom radikale operationer i hovedet og halsen, omfattende underlivsoperationer  og amputation af ben og hofte.¹⁰⁴ Efter at have fjernet et stort hjerne-aneurisme på et Jehovas vidne tog dr. J. Posnikoff afstand fra „den herskende opfattelse hos de fleste neurokirurger at transfusion af blod er absolut nødvendig“ ved en sådan hjerneoperation. Han tilskyndede andre kirurger „til ikke rutinemæssigt at nægte at udføre større operationer på dem som er i den fortvivlede situation at de har brug for en operation men ikke moralsk kan acceptere blodtransfusion“.¹⁰⁵

162. Hvad har dr. Philip Roen erfaret?

¹⁶² Den konklusion som dr. Philip R. Roen kom til i artiklen „Omfattende urinvejskirurgi uden blodtransfusion“ var:

„Vore erfaringer med Jehovas vidner som har måttet gennemgå operationer, har vist os at blodtransfusioner ikke nødvendigvis er af væsentlig betydning, selv når hæmoglobinniveauet er lavt — så lavt som 5 gram pr. 100 ml. . . . Det standpunkt som Jehovas vidner indtager når de afviser blodtransfusion i forbindelse med nødvendige større og omfattende operative indgreb, stiller urologen over for et anseligt problem og en udfordring. Sådanne patienter kan ikke og bør ikke svigtes på grund af deres religiøse tro. Vi har ikke tøvet med at udføre noget som helst indiceret kirurgisk indgreb trods forbudet mod at erstatte blodtab med blod (in the face of proscribed blood replacement).“¹⁰⁶

Hvad vil vi hver især gøre?

163, 164. Hvad viser at man lægeligt er i stand til at tage hensyn til Jehovas vidners standpunkt?

¹⁶³ I denne behandling af det standpunkt Jehovas vidner indtager til blodet, har vi set på visse vigtige aspekter. Vi har undersøgt hvorfor de vægrer sig ved blod og har set at de gør det af religiøse grunde og at deres opfattelse bygger på Bibelen. Vi har også drøftet det etiske spørgsmål og vist at ethvert menneske har ret til selv at bestemme hvad der skal gøres ved dets legeme og kan træffe afgørelser med hensyn til lægebehandling for sig selv og sine børn. Med hensyn til lægens rolle  har vi set at det er i overensstemmelse med lægegerningens fundamentale principper at behandle en patient i overensstemmelse med patientens tro. Og under drøftelsen af de medicinske aspekter i forbindelse med blodtransfusion har vi påvist at man lægeligt er i stand til at tage hensyn til Jehovas vidners standpunkt. Konkrete tilfælde viser at i de fleste tilfælde kan dygtige og modige læger med held behandle Jehovas vidner som patienter uden at bruge blod.

¹⁶⁴ Man bør imidlertid ikke blot se på spørgsmålet som en teoretisk drøftelse af et interessant emne. Vi kan hver især komme ud for at skulle bruge disse oplysninger og personligt træffe en afgørelse.

Hvad kan lægen gøre?

165, 166. (a) Hvad bør lægen, i betragtning af alt det foregående, forstå med hensyn til Jehovas vidner? (b) Hvad vil det sige i praksis?

¹⁶⁵ I lyset af hvad vi har drøftet bør lægen forstå at Jehovas vidner ikke er „selvmorderiske“ religiøse fanatikere som er imod al lægehjælp. Tværtimod er deres holdning fornuftmæssig og moralsk begrundet, og de har et stærkt ønske om at bevare livet; de værdsætter livet og et godt helbred, og derfor søger de kvalificeret lægehjælp. Men lægen må også forstå at Jehovas vidner tager deres religiøse tro alvorligt og er fuldstændig overbeviste om at de og deres børn ikke må indtage blod. Når læger og sygeplejersker derfor står over for denne vægring ved at modtage blod, bør de ikke betragte det som et stemningsbetonet lune der kan ignoreres. Der er tale om en religiøs overbevisning som betyder noget for disse mennesker og som bør respekteres og tilgodeses.

Hvad vil det sige i praksis?

¹⁶⁶ Det vil sige at man af respekt for hævdvundne principper  ikke bør tvinge nogen af Jehovas vidner til at modtage blod. Det er sandt at skal en læge tage hensyn til deres religiøse overbevisning, kan det kræve at han må foretage tilpasninger af den sædvanlige behandlingsmetode. Men er det ikke bedre, på langt sigt, at lægebehandlingen i nogen grad er begrænset af en religiøs overbevisning, end at den medicinske praksis man har i øjeblikket, dikterer eller tilsidesætter fundamentale religiøse anskuelser? En ligevægtig overvejelse vil føre én til et bekræftende svar. En læge kan ved at samarbejde med sin patient vise ægte interesse for bevarelsen af de menneskelige rettigheder og vise respekt for den frie udøvelse af religiøs tro. Samtidig vil han behandle „hele mennesket“ og bruge behandlingsmetoder der tjener til at helbrede patienten legemligt samtidig med at han ikke følelsesmæssigt eller åndeligt skader ham. Det vil være til varig gavn for patienten, og lægen vil samtidig holde de grundlæggende etiske principper han har erklæret sig for, i hævd.

Hvordan vil Jehovas vidner og andre der ønsker at rette sig efter Guds ord i deres liv, stille sig?

167, 168. Hvilken vejledning får Jehovas vidner når de står over for spørgsmålet om en blodtransfusion?

¹⁶⁷ Vor behandling af spørgsmålet om blod burde yderligere styrke vor respekt for Bibelens forbud mod at søge at opretholde livet ved at indtage blod.

¹⁶⁸ Enhver kristen gør ret i at beslutte sig til at forblive fast i troen. Over for læger og sygeplejersker bør den kristne være rimelig og samarbejdsvillig, samtidig med at han klart og tydeligt gør opmærksom på at den lægebehandling man vil give ham nødvendigvis må være i overensstemmelse med hans religiøse tro, for eksempel når han vægrer sig ved at modtage blod. Hvis det bliver  nødvendigt med en operation, er det vigtigt at han i forvejen taler med lægerne om sit standpunkt til blodet, således at han får deres forsikring om at de under ingen omstændigheder vil give ham blod før, under eller efter operationen. Og hvis en læge føler at han ikke kan udføre operationen uden at ty til blod, så kan den kristne, når han ved dette i forvejen, søge hjælp hos en anden læge.

169. Hvad giver Jehovas vidner udtryk for ved deres standpunkt til blodet, og hvordan stemmer dette med de første kristnes eksempel?

¹⁶⁹ I deres stræben efter at følge Guds lov om blodet giver Jehovas vidner udtryk for at de forstår at de har modtaget deres liv fra Skaberen og Livgiveren og er afhængige af ham. Han har i Bibelen sagt at en kristens lykke og fortsatte liv afhænger af tro og lydighed. (1 Johannes 2:3-6) Derfor var de første kristne villige til at sætte deres nuværende liv til, fremfor at gå imod deres religiøse overbevisning. Jehovas vidner i dag er nøjagtig lige så besluttede på at bevare deres gode forhold til Gud. Derfor vil de fortsætte med at adlyde Bibelens bud om at ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:29.

 Litteraturhenvisninger

  1. The Gift Relationship (1971) af professor Richard M. Titmuss, s. 27.

  2. Calvin’s New Testament Commentaries; The Acts of the Apostles, bind II, s. 50.

  3. Das erste Buch Mose — Genesis, oversat og fortolket af Gerhard von Rad (9. oplag 1972), s. 99.

  4. Genesis (1974) af B. Jacob, redigeret af E. I. og W. Jacob, s. 64.

  5. The Torah: A Modern Commentary, Genesis (1974) af W. Gunther Plaut, s. 86.

  6. Zürcher Bibelkommentare 1. Mose 1-11 (1967) s. 330.

  7. Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang (1940), s. 219.

  8. Tertullian, Apologetical Works, and Minucius Felix, Octavius, engelsk oversættelse af Rudolph Arbesmann (1950), s. 33.

  9. The Ante-Nicene Fathers, redigeret af Alexander Roberts og James Donaldson (1957), bind IV, s. 85, 86.

 10. The Ante-Nicene Fathers, bind IV, s. 192.

 11. The Ecclesiastical History of the Second and Third Centuries (1845) af John Kaye, biskop af Lincoln, s. 146.

 12. The Acts of the Apostles (1958) af Giuseppe Ricciotti, s. 243.

 13. Nicene and Post-Nicene Fathers of the Christian Church af Filip Schaff og Henry Wace, bind XIV, s. 395.

 14. Tertullian, bind I, engelsk oversættelse af C. Dodgson (1842), s. 109.

 15. D. Martin Luthers Werke (Weimar, 1914), bind 50, s. 526.

 16. The Complete Works of the Rev. Andrew Fuller (1836), s. 751.

 17. The American Surgeon, juli 1968, s. 542.

 18. Fordham Law Review, årgang 44, 1975, s. 23, 24.

 19. American Journal of Obstetrics and Gynecology, 1. juni 1968, s. 395.

 20. Ugeskrift for læger, 19. juli 1976, s. 1847, 1848.

 21. Medicolegal Forms with Legal Analysis (1976), s. 24, 38.

 22. Medical Tribune (tysk), 19. marts 1976, s. 30,

 23. Rutgers Law Review, årgang XXVI, 1973, s. 244.

 24. The Wisconsin Medical Journal, august 1967, s. 375.

 25. The Journal of the American Medical Association, 5. september 1966, s. 794, 795.

 26. Fordham Law Review, årgang 44, 1975, s. 29.

 27. The Journal of Abdominal Surgery, juni 1967, s. 160.

 28. The Cape County Journal, juni 1967, s. 5.

 29. University of San Francisco Law Review, sommeren 1975, s. 28.

 30. Surgery, Gynecology & Obstetrics, april 1959, s. 503, 504.

 31. Medicolegal Forms with Legal Analysis (1976), s. 85.

 32. University of San Francisco Law Review, sommeren 1975, s. 27, 28.

 33. Emergencies in Medical Practice (1971), redigeret af C. Allan Birch, s. 564.

  34. Deutsche Medizinische Wochenschrift, 19. december 1975, s. 2622.

 35. New York State Journal of Medicine, maj 1976, s. 766.

 36. Fordham Law Review, årgang 36, 1968, s. 651.

 37. Medical Tribune (tysk), 19. marts 1976, s. 30.

 38. Natanson v. Kline et al., 186 Kan. 393, 350 P.2d 1093, 1104.

 39. Canadian Medical Association Journal, 18. februar 1967, s. 432.

 40. Forensic Science, juli 1972, s. 135.

 41. God, Blood and Society (1972), af A. D. Farr, s. 115.

 42. Crime and Delinquency, april 1968, s. 116.

 43. Texas Medicine, december 1970, s. 25.

 44. The Journal of the American Medical Association, 3. juli 1967, s. 150.

 45. Ouest-France, 10. marts 1975.

 46. Drugs (1973), bind 6, s. 130.

 47. Obstetrik och gynekologi (1962), redigeret af Carl Gemzell s. 206.

 48. God, Blood and Society (1972) af A. D. Farr, s. 32.

 49. Die Welt, 14. oktober 1975.

 50. The Journal of the American Medical Association, 12. april 1976, s. 1611.

 51. Clinical Hematology (1974) af professor Maxwell M. Wintrobe, s. 474.

 52. Le Concours Médical, 1. april 1972, s. 2598.

 53. Oasis, februar 1976, s. 23, 24.

 54. Medical Economics, 11. december 1967, s. 96.

 55. The National Observer, 29. januar 1972, s. 1.

 56. Southern Medical Journal, april 1976, s. 476.

 57. Chicago Tribune, 10. oktober 1969, s. 2.

 58. Surgery, februar 1974, s. 274, 275.

 59. Hematology (1975) af professor James W. Linman, s. 991.

 60. Journal of Forensic Sciences, januar 1969, s. 87.

 61. The Gift Relationship (1971) af professor Richard M. Titmuss, s. 142.

 62. Journal of Hygiene, oktober 1974, s. 173; Southern Medical Journal, april 1976, s. 477.

 63. Arizona Medicine, april 1974, s. 263.

 64. Annals of the New York Academy of Sciences, 20. januar 1975, s. 191.

 65. The American Journal of the Medical Sciences, september-oktober 1975, s. 276, 281; Morbidity and Mortality Weekly Report, 7. maj 1976, s. 3; Inspection News, november-december 1972, s. 18.

 66. Scandinavian Journal of Infectious Diseases, årgang 6, 1974, s. 286.

 67. Hematology (1975) af professor James W. Linman, s. 994.

 68. The Gift Relationship (1971) af professor Richard M. Titmuss, s. 147.

 69. The Journal of Legal Medicine, juni 1976, s. 19.

 70. South African Medical Journal, 24. januar 1976, s. 107.

  71. Die Welt, 9. december 1974.

 72. General Principles of Blood Transfusion (1973), s. 15.

 73. Tropical Diseases Bulletin, september 1972, s. 828, 848.

 74. Hematology (1975) af professor James W. Linman, s. 995.

 75. Surgery, februar 1974, s. 275.

 76. Medicolegal Forms with Legal Analysis (1976), s. 83.

 77. The Journal of Thoracic and Cardiovascular Surgery, juli 1974, s. 3.

 78. Mayo Clinic Proceedings, november 1976, s. 725.

 79. Medical World News, 4. december 1970, s. 7.

 80. American Journal of Obstetrics and Gynecology, 1. juni 1968, s. 395.

 81. Hematology (1975) af professor James W. Linman, s. 985.

 82. South African Medical Journal, 24. januar 1976, s. 107.

 83. Anaesthesia, juli 1968, s. 395, 396.

 84. Archives of Surgery, januar 1969, s. 52.

 85. Anaesthesia, juli 1968, s. 413; Mayo Clinic Proceedings, november 1976, s. 726.

 86. Postgraduate Medicine, november 1959, s. A44.

 87. Canadian Anaesthetists’ Society Journal, januar 1975, s. 8.

 88. RN Magazine, maj 1975, s. 38.

 89. Bibliotheca Haematologica, „Intentional Hemodilution“, nr. 41, 1975, s. 270.

 90. Anaesthesia, marts 1975, s. 150.

 91. The Dispatch, Columbus, Ohio, 31. august 1972, s. 1B.

 92. Anaesthesia, juli 1968, s. 418, 419.

 93. Annals of the New York Academy of Sciences, 14. august 1968, s. 905; The Journal of the American Medical Association, 29. marts 1971, s. 2077.

 94. Blood Transfusion in Clinical Medicine (1972) af professor P. L. Mollison, s. 150, 153,

 95. Surgical Clinics of North America, juni 1975, s. 671.

 96. Anaesthesia, juli 1968, s. 416.

 97. The Journal of the American Medical Association, 5. februar 1968, s. 399, 401.

 98. Canadian Anaesthetists’ Society Journal, januar 1975, s. 12.

 99. The Elks Magazine, august 1976, s. 14.

100. The San Diego Union, søndag den 27. december 1970, s. A-10.

101. The Journal of the American Medical Association, 3. december 1973, s. 1231.

102. The Toronto Star, 22. november 1975, s. A8.

103. New York State Journal of Medicine, maj 1976, s. 765, 766.

104. The Journal of the American Medical Association, 5. februar 1968, s. 399.

105. California Medicine, februar 1967, s. 124, 127.

106. New York State Journal of Medicine, 15. oktober 1972, s. 2526. 2527.

[Fodnoter]

Studiespørgsmål