Fra officer i flyvevåbnet til soldat for Kristus

FORTALT AF MARK LEWIS

„Godmorgen, Deres Majestæt.“ „Goddag, Deres Højhed.“ „Godaften, premierminister.“ Det var nogle af de hilsener jeg brugte som pilot og øverstbefalende officer i det australske luftvåbens VIP-​eskadrille. Jeg var pilot for højtstående folk inden for stats- og regeringsmagten og fløj overalt i Australien og rundt i hele verden. I dag foretager jeg mig imidlertid noget der er langt mere tilfredsstillende. Lad mig forklare nærmere.

JEG er født i Perth, Western Australia, i 1951 og voksede op i en familie hvor min far gjorde karriere i militæret. Som 15-årig meldte jeg mig ind i en klub for svæveflyvning. Sådan begyndte en livslang kærlighed til flyvning.

Kort efter gik mine forældre fra hinanden, og vores familie gik i opløsning. Officeren for en af flyvevåbnets jetjager-eskadriller og hans familie tilbød venligt at jeg kunne bo hos dem til jeg var færdig med gymnasiet. Det han sagde og gjorde, gav mig lyst til at blive officerskadet ved Royal Australian Air Force Academy.

Jeg får mine ’vinger’

Omkring seks år senere tog jeg den afsluttende eksamen som officer i flyvevåbnet med en bachelorgrad i fysik, og jeg fik mine ’vinger’, mit flyvecertifikat. Mit første job bestod i at flyve et af militærets transportfly over Australien, det sydlige Stillehav og Sydøstasien. Vi fløj ofte gennem høje bjergpas og ned i dybe dale hvor vi landede på primitive græsklædte landingsbaner. Det var farligt, og vores eskadrille mistede flere fly og nogle dygtige folk i disse år. Vores missioner hjalp dog dem der boede i isolerede områder. Vi fløj ind med byggematerialer til broer, små bulldozere til brug ved bygning af veje, nødhjælp i form af mad, og lægehold. Vi transporterede også syge eller tilskadekomne i katastrofesituationer.

I 1978 opfyldte jeg kravene til at blive flyveinstruktør og vendte tilbage til Air Force Academy for at blive en del af undervisningsteamet. Her mødte jeg igen en af mine venner, Diane, en ung enke med en datter på 3 år. Jeg havde gået i klasse med hendes mand på akademiet, men han døde senere i et flystyrt. Da jeg friede til hende, bad hun om tid til at tænke over det. Hun var ikke sikker på at hun havde lyst til at blive gift med endnu en pilot.

I mellemtiden sagde jeg ja til at blive udstationeret et år som adjudant for Australiens generalguvernør. Min tilværelse i generalguvernørboligen i Canberra gav mig indsigt i det politiske liv og indebar tæt kontakt med civile, militære og religiøse myndighedspersoner. Da  året var gået, genoptog jeg mit arbejde som flyveinstruktør. Diane og jeg blev gift kort efter, i 1980.

I 1982 valgte jeg at tage imod et job som udvekslingsofficer i USA i to år. Jeg skulle oplæres inden for det amerikanske flyvevåben i flyvesikkerhed og i at efterforske flyulykker. Arbejdet bragte mig rundt i hele USA og til Nordirland. Jeg skulle undersøge flyhavarier og vurdere flykonstruktion og flyprocedurer med henblik på at forbedre sikkerheden.

Tilbage til Australien

Da jeg kom tilbage til Australien, voksede familien til fire da vores datter Kerry blev født. Fordi jeg var så optaget af mit arbejde, var Diane både mor og far for vores piger, og vores familieliv skrantede. Tre år senere fik jeg for første gang kommandoen over flyvevåbnets VIP-eskadrille, som tidligere nævnt. Da Golfkrigen begyndte i 1991, blev min eskadrille sat til at støtte FN-operationen dér, og senere andre FN-operationer i Pakistan, Afghanistan, Afrika og Israel.

I 1992 blev jeg stabsofficer for Forsvarschefen. Gennem mit arbejde som personlig assistent for Australiens øverstkommanderende militære chef fik jeg et indgående kendskab til samspillet mellem militær, politik og FN. Jeg indså at FN på mange måder var mangelfuld. Ikke desto mindre virkede det til at være det eneste håb for en bedre verden. Efterfølgende skete der ting på hjemmefronten som fik mig til at revurdere min opfattelse.

Dianes spørgsmål bliver besvaret

Diane var katolik, og da hendes første mand døde, søgte hun forgæves efter svar på sine spørgsmål. Situationen blev dog tilspidset da vores ældste datter, Renee, begyndte at interessere sig for det okkulte. Hos en veninde fik Diane øje på et nummer af Vågn op! der annoncerede en kommende artikel om satanisme. * Hun havde ikke set bladet før. Hele vejen hjem tænkte hun på hvordan hun mon kunne få fat i dette nummer.

Tre dage senere kom Jehovas Vidner til vores dør, og Diane fik sit blad. Senere tog hun imod tilbuddet om et bibelstudium og begyndte derefter at overvære de kristne møder. Jeg var glad for at hun studerede, og jeg tog endda med til nogle af møderne, men jeg følte ikke noget behov for at undersøge det nærmere. Jeg anså ikke mig selv for at være et religiøst menneske. Jeg troede på Gud, men havde set alt for meget hykleri til at kunne tage religion alvorligt. For eksempel kunne jeg ikke forstå hvorfor feltpræster prædikede kærlighed og fred, men støttede krig.

Diane lagde diskret eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! forskellige steder i hjemmet for at jeg skulle læse dem. Jeg læste nogle af dem og lagde dem tilbage så de lå nøjagtig som før. Hun skulle ikke tro at jeg var interesseret. Efterhånden som jeg lærte lidt mere om Bibelen, var der to skriftsteder der bekymrede mig. Det ene var Åbenbaringen 19:17, 18, hvor der tales om fugle som æder kød af „militærtribuner“. Det andet var Åbenbaringen 17:3, der nævner et „skarlagenrødt vilddyr“. Jehovas Vidner mente at dette vilddyr var et symbol på FN, en opfattelse jeg ikke delte med dem. * Jeg prøvede at fortrænge de spørgsmål der opstod.

I 1993 spurgte Diane om jeg ville overvære hendes dåb. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg spurgte hende: „Hvis du måtte vælge mellem Jehova og mig, hvem ville du så vælge?“ Hun svarede: „Jehova. Men det behøver da  ikke at være enten eller. Jeg vil gerne have jer begge to i mit liv.“ Det gik op for mig at jeg var nødt til at lære mere om denne anden person i hendes liv. En lokal kristen ældste tilbød at studere Bibelen med mig, og det gik jeg med til.

Jeg blev meget interesseret i bibelprofetier, især dem der handlede om militære eller politiske bedrifter. Under min pilotuddannelse havde jeg for eksempel læst om de gamle grækeres militære formåen. Jeg lærte nu at en stor del af deres historie var blevet nedskrevet i Daniels Bog, kapitel 8, flere hundrede år før begivenhederne fandt sted. Denne profeti, og andre, overbeviste mig efterhånden om at Bibelen er inspireret af Gud.

Jeg så også med nye øjne på FN. Jeg vidste at militæret ikke kunne løse menneskehedens problemer, at varig fred ikke kom gennem krigstrusler, og at FN ikke kunne løse de politiske, religiøse og etniske splittelser der er årsag til krig. Jeg begyndte at forstå at det kun var Gud der kunne løse menneskehedens problemer. Det virkede bestemt til at han allerede havde gjort det blandt Jehovas Vidner, der udgør et verdensomspændende brodersamfund. (Salme 133:1; Esajas 2:2-4) ’Men kunne jeg afbryde min karriere inden for militæret for at tjene Gud?’ spurgte jeg mig selv.

Beslutter at leve efter Bibelen

Tingene tilspidsede sig i 1994 da jeg overværede et af Jehovas Vidners områdestævner i Sydney. På programmet var der et bibelsk skuespil som handlede om det valg fortidens Israel måtte træffe. Ville de tjene Jehova eller Ba’al, en kana’anæisk gud? Jehovas profet Elias udfordrede israelitterne: „Hvor længe vil I halte mellem to standpunkter? Hvis Jehova er den [sande] Gud, så følg ham; men hvis det er Baʹal, så følg ham.“ (1 Kongebog 18:21) Disse ord ramte plet og satte mange tanker i gang. Ligesom israelitterne stod jeg med et ben i hver lejr. Jeg måtte træffe et valg: Ville jeg tjene Jehova eller fortsætte min karriere i militæret?

Da vi kørte hjem om aftenen, fortalte jeg Diane at jeg ville forlade flyvevåbnet for at blive et af Jehovas Vidner. Hun var overrasket over at beslutningen kom så pludseligt, men hun støttede mig fuldt ud. Nogle dage senere havde jeg ikke ændret min beslutning, og jeg indgav min opsigelse.

På det tidspunkt var jeg chef for afdelingen af officerskadetter på Australiens Forsvarsakademi i hovedstaden, Canberra. Jeg førte tilsyn med den militære og teoretiske uddannelse af omkring 1300 officerskadetter og med personalet inden for hæren, flåden og flyvevåbnet. Den sidste dag før sommerferien fortalte jeg en forsamling på 400 bestående af afgangsklassen af kadetter og personalestaben at jeg forlod militæret for at forkynde fra hus til hus og frivilligt undervise folk i Bibelen som en kristen. Denne meddelelse førte til nogle interessante drøftelser.

Begynder som heltidsforkynder

Jeg var med ude i forkyndelsen dagen efter at min fratrædelse trådte i kraft. Tre måneder senere, i april 1995, blev jeg døbt. Lige så snart jeg kunne, meldte jeg mig som pionerforkynder, hvilket betød at jeg nu skulle være heltidsbeskæftiget i den offentlige forkyndelse.

Jeg måtte foretage mange forandringer for at blive forvandlet fra at være befalingsmand til at blive en ’Kristi soldat’. (2 Timoteus 2:3) En af mine første opgaver var at gå med mikrofoner under de kristne møder. I stedet for at give ordre måtte jeg lære at bede om at få tingene gjort. At tage hensyn til andre og vise dem kærlighed blev vigtigere end effektivitet. Jeg arbejder dog stadig på at finde balancen mellem disse egenskaber. Da jeg er gået ned i løn, har vi også været nødt til at forenkle vores liv.

Fra første gang jeg var med i forkyndelsen, har jeg nydt det, og det gør jeg stadig. Da jeg engang var i forkyndelsen med vores datter  Kerry, som var 9 år på det tidspunkt, bad jeg hende om at lægge mærke til hvordan de besøgte reagerede. Vi bemærkede snart at de fleste ikke var interesserede, men at nogle var venlige og ligefrem viste interesse. Det var opmuntrende for os begge. Vores ældste datter studerede Bibelen i et stykke tid, men har på nuværende tidspunkt valgt ikke at tjene Jehova.

Diane og jeg opfordrede Kerry til at have heltidstjenesten som mål. For nylig havde jeg den glæde at overvære Pionerskolen sammen med hende. Det var første gang for hende og anden gang for mig. Hvor er det en stor glæde at se unge gøre åndelige fremskridt og være optaget af den kristne tjeneste! — Salme 110:3.

Mange velsignelser

Når jeg ser tilbage, er der ligheder og modsætninger mellem det at tjene i militæret og at være en soldat for Kristus. Begge opgaver kræver loyalitet, lydighed, integritet, selvdisciplin og selvopofrelse. Mange i militæret er parate til at dø for deres land og venner, men sande kristne lærer at de skal elske deres fjender. (Mattæus 5:43-48) Og militærhelte kan blive dekoreret med medaljer for en enkelt heltemodig gerning, mens sande kristne kan opnå Guds godkendelse ved at holde trofast ud i tjenesten, og det kan betyde at de må være modige når de udsættes for modstand, latterliggørelse og andre prøvelser år efter år. (Hebræerne 10:36-39) Mine trosfæller er de mest sympatiske mennesker jeg kender.

Før i tiden brugte jeg de hilsener der er nævnt i indledningen, men i dag siger jeg „godmorgen, søster!“ eller „godaften, broder!“ Det er en stor glæde at deltage i den kristne tjeneste sammen med nogle der virkelig elsker Gud. Men den største ære er at tjene den Højeste, Jehova! Jeg kan ikke forestille mig nogen mere tilfredsstillende måde at bruge sit liv på.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 14]

Mange i militæret er parate til at dø for deres land og venner, men sande kristne lærer at de skal elske deres fjender

[Illustration på side 12, 13]

Jeg flyver et af luftvåbnets VIP-​jetfly over parlamentsbygningen i Canberra

[Illustration på side 15]

Bibelsk skuespil ved områdestævnet i 1994 i Sydney, Australien

[Illustration på side 15]

Med Kerry på Pionerskole

[Illustration på side 15]

Med Diane og Kerry i dag