En lektion i operasang

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I ITALIEN

TENOREN står rank og fri på scenegulvet, med hovedet højt og brystet fremme. Hans ansigt er afslappet, hans mund og hans læber er i ro. Der indledes med et kort forspil fra orkesteret, og med ét fylder sangeren rummet med tonerne af den arie publikum har ventet på. Stroferne flyder let og tilsyneladende ubesværet, mens røsten synes at komme fra et sted uden for sangerens krop. Arien slutter. Bifaldet brager.

Opera er en musikdramatisk kunst der fremføres af syngende aktører til akkompagnement af orkestermusik. Kan du lide opera? Har du nogen sinde haft lejlighed til at overvære en opførelse i et operahus? Hvad tror du er hemmeligheden ved at sangeren kan synge så smukt?

Stemmen som musikinstrument

Stemmen er en fantastisk gave fra Gud, og det er med fuld ret den er blevet kaldt et musikinstrument. Det er ganske vist kun de færreste der kan synge som en operasanger, men der er alligevel mange for hvem det at synge er lige så naturligt som at spise eller sove. Uanset om du er god til at synge eller ej, vil du måske være interesseret i at se nærmere på hvordan dette „instrument“ fungerer.

Lyden frembringes i strubehovedet, som sidder oven for luftrøret. Strubehovedet består af brusk der omslutter et hulrum, og herinde ligger to små slimhindefolder — stemmebåndene, eller, mere korrekt: stemmelæberne. Ved normalt åndedræt er stemmelæberne, som også indeholder muskelvæv, afslappede og danner en nærmest trekantet åbning der kaldes stemmeridsen, ned til luftrøret. Men når man synger, bliver luftstrømmen gennem strubehovedet forøget, stemmeridsen bliver smallere, og stemmelæberne vibrerer så der frembringes lyd. Jo mere stemmelæberne strammes, jo hurtigere vibrerer de, og desto højere bliver den tone som stemmen frembringer. Jo mindre luft der presses ud, og jo mere stemmelæberne slappes, desto større bliver passagen, med det resultat at stemmelæberne vibrerer mindre, og stemmen bliver dybere.

Teknik og fysik

Enrico Caruso havde en flot stemme lige fra sin ungdom, men i begyndelsen var den ikke særlig kraftig. Først efterhånden fik han trænet den op. En smuk stemme er noget man er født med, men når man skal synge opera, er det også vigtigt at lære noget teknik. Sangeren må lære den rette vejrtrækning for at have luft nok. Derefter må han lære at kontrollere luften. Det siges at den berømte sanger Carlo Broschi fra det 18. århundrede, også kendt som Farinelli, kunne synge en passage med 150 toner på én vejrtrækning.

Sangere må også lære at forstærke stemmen ved at anvende kroppen som resonansrum. Visse sangpædagoger siger at det er brystkassens knogler der har denne virkning for de dybe toners vedkommende, mens det er hulrummene i kæbe- og ansigtsknoglerne der fungerer som resonansrum for de højere toner.

Mange tror at sang er noget der kun foregår i struben. Men det er med rette blevet sagt at det er hele legemet der synger, i den forstand at hele personen er inddraget. Der må være fuld kontrol over muskelkoordinationen i alle dele af legemet. At synge opera er derfor forbundet med stor fysisk anstrengelse, og det er måske grunden til at nogle operasangere ser ret velpolstrede ud. Maria Callas var en af det 20. århundredes berømteste sangere; på et tidspunkt gik hun stærkt ned i vægt på grund af en streng slankekur, og mange mener at det var grunden til at det gik ned ad bakke med hendes stemme.

Hvordan operasangen har udviklet sig

I tidens løb har operasangen gennemgået store forandringer med hensyn til stil og teknik. Lad os blot nævne to sider af sagen. Da det typiske sanglokale ikke længere var et kapel eller et andet mindre rum, men et stort operahus, blev den bløde, dæmpede og ubesværede sangstil afløst af en stil hvor man skulle synge kraftigt ved at udnytte alle kroppens resonansrum. Denne forandring blev endnu mere udtalt da man gik fra orkestre af beskeden størrelse, som på Mozarts tid, til de meget store orkestre, som for eksempel Verdi og Wagner benyttede. I det 17., det 18. og en del af det 19. århundrede var operamusikken helt og holdent bestemt af sangerens tekniske kunnen. Men den stil der blev fremherskende i det sene 19. og det tidlige 20. århundrede, var helt anderledes. Sangen vedblev med at være et vigtigt element i operaen, men var nu kun ét af mange elementer i det samlede lydbillede.

De muligheder som operaen rummer, har givet anledning til en stor produktion af værker. Komponister som Paisiello, Cimarosa, Gluck, Mozart, Donizetti, Rossini, Bellini, Wagner, Verdi, Puccini, Bizet, Meyerbeer og Mascagni — for blot at nævne nogle af de  mest kendte — har alle været i stand til at skildre dybe følelser på uforglemmelig vis.

Yderligheder i musikkens navn

Operaens historie rummer også nogle sørgelige kapitler. Tænk på kastratsangerne, der i over 100 år dominerede den italienske operascene. * Man kastrerede drengesangere inden de nåede puberteten, for at bevare deres lyse stemme og senere udvikle den ekstremt i omfang og kraft. Guido Tartoni siger: „Det var kirken, med dens forbud mod at kvinder måtte . . . synge i kirker og kapeller,“ der fostrede denne praksis.

Berømte operasangere er blevet verdensstjerner. Nogle af deres fans nærmest tilbeder dem, hvad Luciano Pavarottis begravelse var et eksempel på. Maria Callas blev kaldt La Divina — den guddommelige, Joan Sutherland kaldes La Stupenda — den forbløffende. Operakunstens store popularitet skyldes dog nok selve dens evne til at gribe sine tilhørere.

Næste gang du hører en sopran synge en berømt arie, tænk da et øjeblik på al den træning og disciplin det kræver at få så smuk en stemme. Måske vil du komme til at værdsætte operasang lige så højt som den skribent der sagde at i opera ’forenes ord og musik så poesien får melodiens vinger’.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 12]

STEMMETYPER

Koloratursopran: En kvindelig sanger der kan synge hurtige figurer højt oppe på skalaen. Benyttes ofte til livlige og vittige roller.

Lyrisk sopran: En fyldigere stemme. Bruges ofte til romantiske, lyriske roller.

Dramatisk sopran: Lidt dybere. Anvendes som regel til roller af dramatisk karakter.

Mezzosopran: En kvindestemme som er dybere og fyldigere end dramatisk sopran. Spiller ofte en ældre kvinde eller en person som er modspiller til sopranen.

Kontraalt: Endnu dybere. En sjælden kvindestemme der bruges til samme karakterroller som mezzosopran.

Tenor: Herrestemme med samme kendetegn som sopranen — lys, lyrisk, dramatisk. Spiller ofte elsker eller helt.

Baryton: En herrestemme med omfang mellem tenor og bas. Spiller som regel heltens broder, fader eller rival.

Bas: Den dybeste herrestemme. Inddeles undertiden i buffo (til livlige, vittige roller), cantante (til lyriske roller) og profundo (til særlig dramatiske roller).

[Illustration på side 10]

Operascene

[Illustration på side 10]

Operahus

[Kildeangivelser på side 10]

Scene: Foto: Philip Groshong, Cincinnati Opera; Operahus: Med tilladelse af Tourism Office of Budapest