Med båd gennem kanaler og strandsøer i Kerala

AF VÅGN OP-​SKRIBENT I INDIEN

FORESTIL dig at du sejler gennem 44 floders deltaer i en smuk, veludstyret husbåd. Det kan man gøre i de 900 kilometer vandveje kaldt Kerala Backwaters, et net af kanaler og strandsøer i delstaten Kerala i det sydvestlige Indien. En sådan sejltur er fantastisk og særpræget — det er som at være i naturens skød. Mens båden glider af sted i ro og mag, kan man ikke lade være med at beundre de smukke laguner der er omkranset af kokospalmer, de frodige grønne rismarker, de naturlige søer og de menneskeskabte kanaler. Ja, uden tvivl er det alt dette som har fået National Geographic Traveler til at sætte Kerala på listen over „de 50 ’steder som man absolut må se i sit liv’“.

Man må heller ikke glemme dem der bor langs de mange kanaler. De husker en tid da der hverken var turister eller femstjernede hoteller i området. Deres levevis har da heller ikke ændret sig meget siden da. Nogle arbejder ganske vist på de nyopførte hoteller eller med andet der har tilknytning til turismen, men i det store og hele er deres kultur og dagligdag uforandret. De tager sig af deres rismarker og kokosplantager, og ved at fiske supplerer de deres indkomst og daglige kost.

Fiskeri

Fiskeri er en del af livet i dette område. Her kan man se noget der næppe ses andre steder, kvinder der fanger fisk med hænderne. Den fisk de fanger, kaldes karimeen, eller diamantcichlide. Det er en fisk som kun lever i vandene omkring Kerala, og både indere og udlændinge betragter den som en delikatesse. I deres søgen efter fisk vader kvinderne gennem vandet med nogle flydende beholdere efter sig. Når fiskene ser kvinderne nærme sig, dykker de ned og begraver hovedet i mudderet. Kvinderne lader sig dog ikke narre; med deres fintmærkende fødder leder de efter fiskene i mudderet. Når de har fundet en fisk, dykker de hurtigt ned under vandet, griber fat om den intetanende godbid med de bare hænder og overfører den sprællende fangst til en af de flydende beholdere. Når kvinderne har fanget tilstrækkelig mange fisk, vader de op til bredden, hvor interesserede kunder står og venter. De større og dyrere fisk sælges til de femstjernede hoteller, hvor de velhavende kan glæde sig over dem, mens de mindre fisk giver folk i mere beskedne kår et velsmagende måltid.

Kinesiske fiskenet

Et hyppigt syn langs bredderne af Keralas kanaler og strandsøer er nogle elegante fiskenet der ligner de kinesiske. Disse er også en stor turistattraktion.

Man mener at det var kinesiske handelsfolk fra Khubilai Khans hof som i tiden før år 1400 indførte den slags fiskenet til Cochin (nu Kochi). Kineserne var de første der benyttede disse håndbetjente fiskeredskaber, og senere blev de anvendt af portugisiske bosættere. I dag giver nettene mange indiske fiskere mulighed for at tjene til livets ophold, ligesom de  giver utallige andre den daglige føde, nøjagtig som for over 600 år siden. Utroligt nok kan fangsten fra et enkelt fiskenet give mad nok til en hel landsby. Mange turister har i deres fotoalbum et stemningsfyldt feriebillede af fiskenet der hænger til tørre i solnedgangen.

Det er imidlertid ikke kun synet af kinesiske fiskenet der lokker turister til kanalerne. Der forgår mange andre aktiviteter, for eksempel kaproning i slangebåde, som tusindvis af mennesker overværer.

Kaproning i kanalerne

Slangebåde er lange slanke kanoer. Agterstavnen er formet som et kobrahoved, deraf navnet slangebåd. I gammel tid anvendte kongerne i området sådanne både når de bekrigede hinanden efter høsttiden. Da krigene med tiden ophørte, var der ikke længere noget særligt behov for bådene. Det var kun ved tempelhøjtiderne at disse majestætiske både kom i vandet. Så blev de under stor fanfare udstyret med en besætning samt udsmykket og vist frem som eksempel på den lokale kultur. I festperioden var der kaproningskonkurrencer til ære for fremtrædende personer som overværede begivenheden. Denne tradition, som begyndte for omkring tusind år siden, lever endnu.

Almindeligvis er op mod 20 både, hver med en besætning på 100 til 150 mand, med i kaproningen. I to rækker sidder over 100 mænd og ror med korte årer. I agterstavnen står fire rorgængere med længere årer og styrer båden. Midt i båden står to mænd og slår trækæppe mod en resonansbund for at markere tempoet. De får hjælp af mindst seks andre mænd der også befinder sig på båden. Disse mænd klapper, fløjter, råber og synger særlige bådsange  for at opmuntre roerne til at holde farten. Efter en tid med præcisionsroning til den rytmiske klang bruger de unge mænd deres sidste kræfter på en imponerende slutspurt frem til mållinjen.

Da Indiens første premierminister, Jawaharlal Nehru, i 1952 besøgte byen Alleppey, en af de vigtigste byer i området, overværede han en kaproning som han blev stærkt betaget af. Faktisk lod han sig rive så meget med at han helt ignorerede sikkerhedsforanstaltningerne og sprang ned i vinderbåden, hvor han klappede og sang sammen med roerne. Efter at han var vendt tilbage til Delhi, sendte han en gave, en sølvkopi af en slangebåd med hans underskrift og en inskription der lød: „Til vinderne af kaproningen, som er en ganske særlig del af det sociale liv.“ I dag bliver denne sølvbåd brugt som sejrstrofæ i den årlige Nehru-trofækonkurrence. Hvert år samles omkring hundrede tusind mennesker for at se sådanne konkurrencer. Når det sker, bliver der meget livligt i de ellers så fredfyldte kanaler.

Sightseeing fra flydende luksushoteller

Det er ikke kun slangebådene som trækker turister til. Risbådene — gammeldags fartøjer der er blevet omdannet til luksuriøse husbåde — er også blevet meget populære.

Mange af de risbåde der benyttes af turisterne, er nye, men der findes stadig risbåde som er over hundrede år gamle, og som bruges til turisme. De blev oprindelig kaldt kettuvallam, der betyder „båd med knuder“. Bådene blev fremstillet af jacktræ og holdt sammen af kokosreb med knuder, uden brug af et eneste søm. Man brugte dem til at fragte ris og andre fødevarer fra landsby til landsby og til at bringe krydderier ud til fjerntliggende egne. Da man fik moderne transportmidler, gik bådene dog næsten af brug. Men så fik en kvik person den gode idé at omdanne dem til husbåde der kunne benyttes af turister. Da bådene har veranda, luksussoveværelser med toilet og bad og smukt møblerede stuer, er de en slags flydende hoteller. Om bord sørger besætningen for at sejle båden hvorhen man ønsker det, og at tilberede en hvilken som helst ret mad man kunne tænke sig.

Om aftenen kaster bådene anker ved bredden eller, hvis man gerne vil have fred, midt ude på søen. Der kan man så nyde den betagende stilhed, som kun bliver afbrudt når en søvnløs fisk plasker rundt i vandet.

 Livet omkring kanalerne er imidlertid ikke så afslappet for alle. Der er for eksempel nogle meget travle „menneskefiskere“ i området.

’Menneskefiskeri’ langs kanalerne

Det var Jesus der brugte udtrykket „menneskefiskere“ da han talte til nogle fiskere som blev hans disciple. Han sagde: „Kom, følg mig, og jeg vil gøre jer til menneskefiskere.“ Det han henviste til, var arbejdet med at hjælpe folk til at blive hans disciple. (Mattæus 4:18, 19; 28:19, 20) Jehovas Vidner i hele verden følger denne befaling, også i området omkring kanalerne og strandsøerne i Kerala.

Der er 132 menigheder af Jehovas Vidner i Kerala, og 13 af dem findes i området omkring kanalerne. Mange i disse menigheder er også bogstavelige fiskere. Engang da en af dem var ude at fiske, forkyndte han Guds rige for en mand han fiskede sammen med. I løbet af kort tid kunne denne mand tydeligt se forskellen mellem det hans kirke lærte, og det Bibelen lærte. Denne mands kone og deres fire børn viste også interessere, og et bibelstudium blev påbegyndt. Familien gjorde hurtige fremskridt, og fire af dem er nu døbt. De sidste to børn arbejder også hen imod at blive det.

Fra en menighed sejlede flere forkyndere ud til en lille ø for at forkynde. Bådtransporten til og fra denne ø er ret upålidelig, derfor kalder de lokale indbyggere øen for kadamakudi, der betyder „fanget hvis du træder i land“. På øen mødte nogle forkyndere Johny og hans kone, Rani. De var begge opvokset som katolikker, men kom også i et meditationscenter, som de gav så mange penge de kunne. Johny viste stor interesse for de bibelske sandheder, og forkynderne begyndte at studere Bibelen med ham. Inden længe begyndte Johny at fortælle andre om det han havde fået tro på. Desuden hjalp de bibelske sandheder ham til at holde op med at ryge og drikke.

Da Johnys arbejde ikke harmonerede med de bibelske principper, gjorde han nogle forandringer. Til at begynde med førte det til økonomiske vanskeligheder for familien. Men inden længe begyndte han at fange krabber, som han solgte, og det satte ham i stand til at sørge for sin familie. Han blev døbt i september 2006, og et år senere blev hans kone og to børn også døbt. Udsigten til at leve evigt i et verdensomspændende paradis har fuldstændig ændret denne families syn på livet. — Salme 97:1; 1 Johannes 2:17.

Det er en berigende oplevelse at besøge Keralas kanaler og strandsøer, ikke kun på grund af slangebådene, de kinesiske fiskenet og husbådene, men også på grund af de trofaste Jehovas Vidner, eller ’menneskefiskere’, som er i området.

[Kort på side 22, 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

INDIEN

KERALA

[Illustration på side 23]

Fiskeri er en del af livet i Kerala

[Kildeangivelse]

Foto øverst: Salim Pushpanath

[Illustration på side 23]

Kvinder der fanger fisk med hænderne

[Illustration på side 24]

Kaproning i slangebåde

[Illustration på side 24]

„Kettuvallam“

[Illustration på side 24, 25]

Husbåd

[Illustration på side 24, 25]

Johny og hans kone, Rani

[Kildeangivelse på side 24]

Salim Pushpanath