Da jeg første gang hørte navnet Jehova

FORTALT AF PAVOL KOVÁR

Under det kraftige bombeangreb lykkedes det os med nød og næppe at nå et improviseret beskyttelsesrum. Bombardementet blev så kraftigt at stedet rystede voldsomt og en medfange gav sig til at bede højt: „Åh Jehova, frels os! For dit hellige navns skyld, frels os!“

DETTE fandt sted den 8. januar 1945, hvor jeg var krigsfange i den østrigske by Linz. Vi var omkring 250 i dette beskyttelsesrum, og alle overlevede bombardementet. Da vi kom ud, var der ødelæggelse overalt omkring os. Den inderlige bøn jeg havde hørt, prentede sig dybt i mig skønt jeg aldrig fandt ud af hvem der havde bedt den. Inden jeg fortæller hvordan jeg senere fandt ud af hvem Jehova er, vil jeg fortælle lidt om min baggrund.

Jeg er født den 28. september 1921 nær landsbyen Krajné i det vestlige Slovakiet, der dengang var en del af Tjekkoslovakiet. Mine forældre var nidkære protestanter. Om søndagen læste far højt fra vores familiebibel, og mor og vi fire børn lyttede opmærksomt. Men jeg kan ikke huske at min far nogen sinde brugte navnet Jehova. Livet i vores landsby var enkelt, men vi var tilfredse med vores beskedne tilværelse.

Da den anden verdenskrig i 1939 udbrød, var folk skrækslagne. Mange huskede alt for godt de lidelser den første verdenskrig havde forvoldt 20 år forinden. I 1942 blev jeg indkaldt til tjeneste i hæren. Officielt var Slovakiet på Tysklands side, men i august 1944 blev der gjort et forsøg på at genindføre demokratiet. Da det slog fejl, blev tusinder af slovakiske soldater, deriblandt jeg selv, taget til fange og overført til områder under tysk kontrol. Jeg endte i en fangelejr der stødte op til den berygtede koncentrationslejr Mauthausen i Gusen, i nærheden af Linz.

 Krigsfange

Vi skulle arbejde på en flyfabrik lidt uden for landsbyen Sankt Georgen an der Gusen. Der arbejdede jeg i savskæreriet. Vi havde ikke meget at spise, og fordi den tyske hær blev slået tilbage overalt, blev vores rationer i januar 1945 skåret endnu mere ned. Det eneste varme måltid vi fik, bestod af lidt suppe. Hver morgen kom der arbejdere fra stamlejren i Mauthausen. Ofte blev de fanger der var for svage til at arbejde, pryglet ihjel af vagterne. Senere læssede medfanger ligene på en vogn og transporterede dem til krematoriet.

Trods al elendigheden levede vi i håbet om at krigen snart ville slutte. Den 5. maj 1945, fire måneder efter det bombardement jeg fortalte om i indledningen, vågnede jeg op til larm og forvirring og løb ud i gården. Vagterne var borte, geværerne lå i en dynge, og portene stod vidt åbne. Vi kunne se den lejr som var på den anden side af marken. Fangerne løb derfra som bier fra en brændende bikube. Sammen med frigivelsen fulgte grusom gengældelse. De myrderier der fandt sted, står stadig prentet i mit sind.

Fangerne tog hævn ved at banke de såkaldte kapoer til døde; kapoer var fanger der varetog ledelsesmæssige funktioner. Ofte havde disse kapoer været mere grusomme end de nazistiske fangevogtere selv. Jeg så en kapo blive tævet til døde af en fange der råbte: „Han dræbte min far. Vi havde overlevet sammen her, og for kun to dage siden slog han ham ihjel!“ Hen mod aften var marken fyldt med ligene af hundredvis af kapoer og andre fanger. Inden vi senere forlod lejren, gik vi rundt og så de steder hvor fangerne var blevet henrettet, især gaskamrene og ovnene.

Lærer den sande Gud at kende

I slutningen af maj 1945 var jeg hjemme igen. I mellemtiden havde mine forældre ikke alene lært Guds navn at kende, det navn jeg havde hørt i bunkeren, de var tilmed blevet Jehovas Vidner. Kort efter min hjemkomst lærte jeg Olga, en åndeligsindet pige, at kende, og et år efter blev vi gift. Hendes nidkærhed for Bibelens sandheder gav mig lyst til at lære Jehova endnu bedre at kende. Ved et at vores sidste stævner inden det nye kommunistiske regime i 1949 forbød os at forkynde, blev Olga og jeg sammen med 50 andre døbt i floden Váh i Piešťany. Med tiden fik vi to døtre, Olga og Vlasta.

Ján Sebín, en af vores trosfæller der havde hjulpet med at reorganisere forkyndelsesarbejdet efter krigen, besøgte os hyppigt, og vi arbejdede nært sammen i forkyndelsen. Trods kommunisternes stadig mere intense forfølgelse fortsatte vi med at forkynde. Vi talte diskret med folk om Bibelen, og snart havde vi mange bibelstudier. Da Ján rejste fra vores område, tog min kone og jeg os af disse studier. Ved vores stævner har vi siden hen ofte mødt disse elskede venner samt deres børn og børnebørn. Det har givet os stor glæde.

Særlig tjeneste

I 1953 var mange af de brødre der havde ført an i forkyndelsen, blevet fængslet. Jeg blev derfor bedt om at støtte tjenesten i et område omkring 150 kilometer fra hvor vi boede. Hver anden uge tog jeg efter arbejdsugens  slutning lørdag eftermiddag et tog fra Nové Mesto nad Váhom til byen Martin i den nordlige del af det centrale Slovakiet. Dér underviste jeg i Bibelen til sent om aftenen og hele søndagen. Søndag aften tog jeg toget tilbage til Nové Mesto. Der var jeg som regel ved midnatstid, hvor et ældre ægtepar gæstfrit lod mig overnatte til næste morgen. Derfra tog jeg direkte på arbejde og kom hjem til min familie i landsbyen Krajné mandag aften. I de weekender hvor jeg var borte fra hjemmet, var Olga alene om at passe vores døtre.

I 1956 blev jeg anmodet om at virke som kredstilsynsmand. Det indebar at jeg skulle besøge menighederne i vores område og styrke dem åndeligt. Eftersom mange der havde virket i denne tjeneste, var blevet fængslet, indså jeg behovet for at tage imod denne ansvarsopgave. Min kone og jeg havde tillid til at Jehova ville støtte vores familie.

Ifølge kommunistisk lov skulle alle indbyggere have et arbejde. Myndighederne betragtede dem der ikke havde arbejde, som parasitter og satte dem i fængsel. Jeg blev derfor ved med at passe mit arbejde. Jeg tilbragte to weekender om måneden hjemme hos min familie, hvor vi var sammen om åndelige såvel som andre aktiviteter; i de to andre weekender besøgte jeg en af de seks nærliggende menigheder i kredsen.

Fremstilling af publikationer under forbuddet

Kredstilsynsmændene måtte sørge for at hver menighed i kredsen havde de bibelske publikationer. I begyndelsen afskrev vi enten bladene i hånden eller på maskine. Senere lykkedes det os at få negativfilm af Vagttårnet, som vi sendte til menighederne. Bladene blev så fremkaldt på fotopapir. Da det kunne vække nysgerrighed at nogen købte så store mængder fotopapir, måtte de brødre som købte det, være både dristige og forsigtige.

Štefan Hučko gik op i dette arbejde med liv og sjæl, og han var rigtig god til det. Ved en lejlighed var Štefan for eksempel taget hen til en fotohandler i en by der lå langt fra hans egen, for at købe fotopapir, men måtte gå igen fordi der ikke var noget. En venlig ekspeditrice som tidligere havde lovet at bestille papir til ham, dukkede pludselig op. Lige da Štefan skulle til at henvende sig til hende, fik han øje på en betjent som kom ind i forretningen. I samme øjeblik så ekspeditricen Štefan og udbrød glad: „De er heldig, hr. Vi har modtaget den sending fotopapir De har bestilt.“

Štefan tænkte sig hurtigt om og svarede: „Undskyld, frøken, men De har vist forvekslet mig med en anden. Jeg skal bare have en rulle film.“

Da Štefan igen var kommet ud til sin bil, kunne han ikke få sig selv til at tage af sted uden den dyrebare sending fotopapir som han var kommet for. Så han tog hat og frakke af for at skifte udseende og gik så igen ind i forretningen og direkte hen til ekspeditricen og sagde: „Jeg var her for en uge siden, og I lovede at bestille noget fotopapir til mig. Har I fået det?“

„Ja, det har vi,“ svarede hun. „Men ved De hvad, hr., for nogle minutter siden var der en herre her som lignede Dem fuldstændig. Det var helt utroligt — det kunne have været Deres tvillingebror.“ Štefan fik travlt med at betale den store mængde papir og forlade butikken, idet han takkede Jehova for at have skaffet det til veje.

I 1980’erne begyndte vi at bruge duplikatorer og små offsettrykkemaskiner som vi fremstillede bøger og blade på i kældre og andre godt skjulte steder. Med tiden fik vi lavet så  mange eksemplarer af hvert blad — tillige med bøger og brochurer — at det nærmede sig, og endda oversteg, antallet af forkyndere.

Uvelkomne besøg

En dag i 1960’erne blev jeg bedt om at melde mig i den militære afdeling i det firma jeg arbejdede i. Tre mænd i civil udspurgte mig: „Hvor længe er du kommet til Jehovas Vidners møder? Og hvem mødes du med?“ Da de ikke fik noget ud af mig, fik jeg at vide at jeg ville blive kontaktet senere. Det var mit første møde med Statssikkerhedstjenesten, det hemmelige politi.

Kort efter blev jeg hentet på mit arbejde og ført til politistationen. Der blev lagt et blankt stykke papir foran mig, og jeg fik besked om at jeg skulle skrive navnene ned på andre forkyndere. Da manden omkring en time senere kom tilbage, var papiret stadig blankt, og jeg forklarede at jeg ikke kunne give dem nogen navne. Ugen efter skete det samme igen, bortset fra at jeg blev slået, og alt imens jeg gik ned ad gangen, sparkede de mig.

Derefter havde jeg fred for dem i et år. Så blev der sendt en politimand ud for at besøge mig. Han var en af mine tidligere medfanger i koncentrationslejren. Han sagde: „Vi bliver nødt til at ændre taktik over for jer. Når vi sætter et af jer Jehovas Vidner i fængsel, kommer der fem ud.“ Det myndighederne ville, var at have blot en vis kontrol med vores arbejde. Jeg var dog besluttet på ikke at give oplysninger af nogen som helst art der kunne gøre det muligt for dem.

Jeg var en af dem der i mange år med mellemrum blev kontaktet af det hemmelige politi. Nogle gange blev vi behandlet som venner, men andre gange blev en af os sat i fængsel. Jeg er taknemmelig for at dette ikke skete for mig, men de uventede møder med politiet varede ved helt frem til kommunismens fald i Tjekkoslovakiet i 1989.

Nogle få uger efter aflagde et højtstående medlem af det hemmelige politi fra Bratislava mig et besøg. Han sagde undskyldende: „Hvis det havde stået til mig, ville vi aldrig have voldt dig besvær. Så hentede han to poser med dåsefrugt i sin bil og forærede mig dem.

Jehova, et stærkt tårn

Skønt mine første 40 år som et af Jehovas Vidner var under forbud, har jeg haft et lykkeligt og tilfredsstillende liv. Det jeg og mine trofaste medkristne erfarede i disse år, knyttede os nært sammen. Vi kom til at værdsætte vores venskab meget højt, og vi stolede fuldt ud på hinanden.

I marts 2003 led jeg det store tab at miste min elskede kone, Olga. Hun var mig en loyal støtte i ægteskabet. Vi havde været travlt optaget af den kristne tjeneste i alle disse år. Jeg er stadig ældste i den kristne menighed og leder efter retsindige som jeg kan studere Bibelens sandheder med. Navnet Jehova, som jeg første gang hørte under Anden Verdenskrig i en bunker, er stadig et stærkt tårn for mig. * — Ordsprogene 18:10.

[Fodnote]

[Illustration på side 12]

I 1942 mens jeg var i den slovakiske hær

[Illustration på side 12]

Senere var jeg fange i Mauthausenlejren (vist i baggrunden)

[Kildeangivelse]

© ČTK

[Illustration på side 12]

Min far læste højt fra Bibelen om søndagen

[Illustration på side 13]

Vores brudebillede fra 1946

[Illustration på side 15]

Med Olga kort før hun døde