Mere end bare legetøj

ÆGYPTERNE fremstillede dem af flade stykker træ, japanerne af foldet papir, tyskerne af porcelæn og eskimoerne af sælskind. Voksne samler på dem, og børn elsker dem. Hvad taler vi om? Dukker.

The World Book Encyclopedia siger: „De fleste dukkelignende figurer fra tidligere tider var magiske eller religiøse objekter, ikke legetøj.“ Oldtidens ægyptere malede tøj på små pagajformede træstykker og smykkede dem med lerperler på snore der skulle udgøre hår. De anbragte disse „pagajdukker“ i gravkamre fordi de troede at dukkerne kunne være tjenere for de døde i det hinsides. Hævngerrige mennesker i Vestindien stak pinde i voodoo-dukker i håb om at skade dem dukken repræsenterede.

I mange kulturer var dukker forbundet med frugtbarhedsritualer. I oldtidens Grækenland efterlod unge piger for eksempel deres dukker på alteret for Artemis, gudinden for frugtbarhed, kort før de blev gift. I dag bærer kvinder fra Ashanti-stammen i Ghana en dukke i deres linning i håb om at den vil hjælpe dem til at få smukke børn. Nogle piger i Syrien hænger dukker i deres vinduer for at gøre forbipasserende opmærksomme på at de er i den giftefærdige alder.

Hvert år den 3. marts indgår der dukker i en japansk festival der kaldes Hina Matsuri, eller Dukkefestivalen. Den er også kendt som Pigernes Festival der er „afledt af forskellige skikke,“ siger opslagsværket Japan — An Illustrated Encyclopedia. „En af dem stammer fra et kinesisk renselsesritual som foregik langs en flod i begyndelsen af den tredje månemåned. I Heianperioden (794-1185) tilkaldte hoffolk spåmænd på den tredje dag i den tredje måned for at blive renset for alt urent ved at overføre det urene til papirdukkerne . . . , som derefter blev kastet i floden eller i havet.“

 Dukker som legetøj

I Edoperiodens Japan (1603-1867) blev dukker, især til børn, fremstillet så de lignede eksisterende personer, og de kunne fås med forskellig klædedragt. Andre typer dukker blev lavet så de kunne bevæge sig ved hjælp af snore, fjedre, trisser og tandhjul af træ. En type dukker kunne endda servere en kop te for en gæst og vende tilbage med den tomme kop.

I de vestlige lande før 1700-tallet „eksisterede barndommen som vi kender den, egentlig ikke,“ siger et opslagsværk. „Børn blev betragtet som små voksne og skulle helst opføre sig som sådanne.“ Der blev lavet dukker både til voksne og børn. I 1800-tallet blev man imidlertid klar over at leg havde betydning for barnets udvikling. Det førte til en blomstrende dukkeindustri i Europa.

Østrig var den tids største dukkeproducent. Og så tidligt som i 1824 opfandt tyske dukkemagere en anordning så deres dukker kunne sige „mor“ og „far“. Senere i samme århundrede fremstillede de også gådukker. Den amerikanske opfinder Thomas Edison opfandt endda en miniature fonograf til dukker som kunne få dem til at tale. I mellemtiden lavede franskmændene en dukke de kaldte Bébé Gourmand, der kunne spise. Franskmændene blev også kendt for deres modedukker, som blev solgt iført elegante dragter. Ejerne af disse dukker kunne købe tilbehør som undertøj, pelse, vifter og møbler.

I det 20. århundrede blev dukker masseproduceret i et hidtil uhørt omfang. Brugen af plastic i 1940’erne gjorde at dukkemagere kunne fremstille billige, men alligevel kunstfærdige dukker. Barbiedukken af plastic har domineret dukkeindustrien siden 1959, hvor den første gang kom på markedet. Der er blevet solgt mere end en milliard Barbiedukker, og alene i 1997 gav de producenten en indtjening på 1,8 milliarder amerikanske dollars.

Dukker i undervisningen

I den sydvestlige del af De Forenede Stater brugte puebloindianerne kachina-dukker, udskåret af kaktusrødder eller fyrretræ, når de skulle undervise deres børn om deres stammeguder. Under en særlig ceremoni klædte en af stammemedlemmerne sig ud og opførte sig som en af deres guder. Bagefter gav forældrene deres børn en dukke der lignede denne gud så børnene når de legede med dukken, kunne lære guden at kende.

Gennem dukker „kan et barn få afløb for sårede følelser, vrede og andre sindstilstande,“ siges der i The World Book Encyclopedia. Der siges videre: „Når børn leger med dukker, giver det dem lejlighed til at øve sig i den rolle de håber på at opfylde når de bliver voksne.“ En dukke som medvirker på børnenes dag, der i Japan afholdes hvert år i maj, forestiller en ung mand klædt i fuld udrustning som en traditionel kriger. Dukken bliver brugt som rollemodel for drenge i opvæksten for at de kan følge lokal skik og blive stærke og respektable samfundsborgere.

På grund af den følelsesmæssige tilknytning børn har til deres dukker, vil kloge forældre være meget opmærksomme på den påvirkning dukkerne kan have på deres barns udvikling. Nogle mener for eksempel at den fysiske fremtoning og den store garderobe af tøj nogle dukker har, kan påvirke piger i en skadelig retning. En kritiker har udtrykt at sådanne dukker kan demoralisere „piger ved at sende det  overfladiske budskab at udseende og tøjstil betyder mere end hvordan man er som person“.

Enhver der har set et barn lege med en dukke, hvad enten den er lavet af tøj, papir, træ, plastic eller andet materiale, er sikkert klar over at den er mere end bare et stykke legetøj. Den er en ven, en legekammerat og endda en fortrolig med hvem et barn deler sin barndom.

[Ramme på side 27]

Fornyet interesse for gamle dukker

Det er blevet meget populært at samle på dukker. I 1970’erne var det så udbredt at det gav anledning til et blomstrende internationalt marked. Nogle samlere søger efter billige plasticdukker der ikke er så meget værd. Andre samler på sjældne eksemplarer, for eksempel Kämmer & Reinhardt dukker, der blev fremstillet i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. En af disse dukker blev solgt på auktion for 277.500 dollars. Strong National Museum of Play i byen Rochester, New York, har en af de største samlinger, der omfatter cirka 12.000 dukker.

[Ramme/​illustration på side 28]

Dukker — Hvorfor forældre må være opmærksomme

Hvordan kan forældre beskytte deres børn mod den skadevirkning som nogle dukker kan have? Bladet The Washington Post siger beklagende: „Ligesom det har været tilfældet med tobaksindustrien, fralægger underholdnings- og legetøjsindustrien sig generelt ethvert ansvar, og det er usandsynligt at de på eget initiativ ændrer noget.“ Det er tydeligvis forældrene der må påtage sig ansvaret.

Ifølge Bibelen skal forældre sørge for at give deres børn kærlig vejledning hver dag. (5 Mosebog 6:6-9; Ordsprogene 22:6) Hvordan kan man vejlede sine børn om den skadelige indflydelse som nogle dukker kunne have? En mor fortæller at hun læste beskrivelsen af en ærbar klædedragt fra Første Timoteusbrev 2:9 for sin datter og ræsonnerede med hende ud fra skriftstedet. Samtalen kom til at lyde nogenlunde sådan:

Moderen: Hvad ligner denne dukke, et barn eller en voksen dame?

Datteren: En dame.

Moderen: Hvorfor siger du det?

Datteren: Fordi den har damekrop, og så har den dametøj og damesko på.

Moderen: Det er rigtigt. Og efter det vi læste i Bibelen, synes du så at det tøj dukken har på, er den slags kristne skal gå med?

Datteren: Nej.

Moderen: Hvorfor ikke?

Datteren: Fordi nederdelen er meget kort . . . og blusen er nedringet, . . . og tøjet sidder meget stramt.

Det skal indrømmes at det kræver noget at undervise sine børn i Bibelens principper så de når frem til sådanne konklusioner. Men det er indsatsen værd. Mange forældre har haft stor gavn af bogen Lyt til den store Lærer, udgivet af Jehovas Vidner, i forbindelse med at oplære deres børn i Bibelens principper.

Bogen er på 256 sider, illustreret og af samme format som siderne i dette blad. Den kan bestilles ved at skrive til Jehovas Vidner, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk. Oplys at du gerne vil have et eksemplar af bogen Lyt til den store Lærer.

[Illustration på side 26]

En japansk dukke der serverer te

[Illustration på side 26]

En fransk porcelænsdukke

[Kildeangivelser på side 26]

Øverst: © SHOBEI Tamaya IX; i midten: Med tilladelse fra Strong National Museum of Play, Rochester, New York; nederst: © Christie’s Images Ltd