Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Din fremtid, dit valg

Din fremtid, dit valg

HAR DU SELV NOGEN INDFLYDELSE PÅ DIN FREMTID? Nogle tror at deres liv er styret af skæbnen, og ikke af de valg de træffer. Når der er noget der mislykkes for dem, mener de at det var uundgåeligt. “Det lå ikke i kortene,” kan de finde på at sige.

Andre bliver skuffede og føler sig magtesløse på grund af al den ondskab og uretfærdighed der findes i verden i dag. De har måske prøvet at forbedre deres liv, men sådan noget som krig, kriminalitet, naturkatastrofer og sygdom ødelægger det for dem igen og igen. ‘Man kan lige så godt give op,’ tænker de.

Det er rigtigt at der kan ske noget uventet som kan have stor indflydelse på ens planer. (Prædikeren 9:11) Men ifølge Bibelen er det faktisk de valg man træffer, der afgør hvordan ens fremtid bliver. Lad os se hvad den siger om det.

Gennem Moses sagde Gud til sit folk Israel da de var på vej ind i det lovede land: “Jeg har givet jer valget mellem liv og død, velsignelse og forbandelse; og I skal vælge livet for at I og jeres efterkommere kan blive i live, ved at elske Jehova jeres Gud, ved at lytte til ham og ved at holde jer til ham.”  5. Mosebog 30:15, 19, 20.

“Jeg har givet jer valget mellem liv og død, velsignelse og forbandelse; og I skal vælge livet.” – 5. Mosebog 30:19

Gud havde befriet israelitterne fra slaveriet i Egypten og givet dem muligheden for at leve som et frit og lykkeligt folk i det lovede land. Men de ville ikke opnå disse velsignelser helt automatisk – de skulle “vælge livet”. Det kunne de gøre ‘ved at elske Gud, ved at lytte til ham og ved at holde sig til ham’.

I dag står vi hver især over for et lignende valg, og vores valg vil have afgørende betydning for vores fremtid. Vi kan vælge livet – det vil sige et evigt liv i et paradis her på jorden – ved at elske Gud, lytte til ham og holde os til ham. Lad os se på hvad de tre ting indebærer.

ELSK GUD

Kærlighed er Guds mest fremtrædende egenskab. Ja, Bibelen siger at “Gud er kærlighed”. (1. Johannes 4:8) Og da Jesus blev spurgt hvad det største bud er, sagde han: “Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind.” (Matthæus 22:37) Et ægte venskab med Jehova Gud må altså være bygget på kærlighed, ikke frygt eller blind lydighed. Men hvorfor skal vi elske ham?

Jehovas kærlighed til os mennesker kan sammenlignes med forældres kærlighed til deres børn. Trods deres ufuldkommenhed gør kærlige forældre deres bedste for at oplære, opmuntre, støtte og opdrage deres børn fordi de gerne vil have at de skal være lykkelige og det skal gå dem godt. Hvad forventer forældrene af børnene? De ønsker at deres børn skal elske dem og følge de råd de har givet dem til deres eget bedste. Er det så ikke rimeligt at vores fuldkomne Far i himlen forventer at vi viser kærlighed og taknemmelighed for alt det han har gjort for os?

LYT TIL HAM

På Bibelens grundsprog indeholder ordet “at høre” eller “at lytte” ofte betydningen “at adlyde”. Sådan er det på mange sprog. Når man for eksempel siger til et barn at det skal høre efter sine forældre, mener man at barnet skal adlyde dem. At lytte til Gud vil altså sige at vi adlyder ham. Eftersom vi ikke bogstaveligt kan høre Guds stemme, lytter vi til ham ved at læse og leve efter det der står i hans ord, Bibelen. – 1. Johannes 5:3.

For at understrege hvor vigtigt det er at vi lytter til Gud, sagde Jesus på et tidspunkt: “Et menneske skal ikke kun leve af brød, men af hvert ord der kommer fra Jehovas mund.” (Matthæus 4:4) Det er selvfølgelig nødvendigt at man får mad, men det er faktisk endnu vigtigere at man lærer om Gud. Bibelen fortæller hvorfor: “Visdom er en beskyttelse ligesom penge er en beskyttelse, men fordelen ved kundskab og visdom er at de holder en i live.” (Prædikeren 7:12) Kundskab og visdom fra Gud kan beskytte os og hjælpe os til at træffe gode beslutninger der vil føre til et evigt liv i fremtiden.

HOLD DIG TIL HAM

Tænk på den illustration vi var inde på i den foregående artikel, hvor Jesus sagde: “Smal er den port, og trang er den vej der fører til livet, og der er ikke mange som finder den.” (Matthæus 7:13, 14) Når man skal gå på sådan en vej, har man brug for at kunne holde sig til en dygtig guide der kan hjælpe en til at nå destinationen. Vi har altså god grund til at holde os nær til Gud, for han kan hjælpe os frem til det evige liv. (Salme 16:8) Men hvordan kan vi holde os til ham?

Hver dag er der mange ting vi skal nå, og endnu flere vi ville ønske vi kunne nå. Det kan distrahere os og gøre at vi nærmest ikke har tid og overskud til at tænke over vores forhold til Gud. Af den grund siger Bibelen: “I [må] passe omhyggeligt på hvordan I lever, at det ikke er som uvise men som vise mennesker. Brug jeres tid klogt, for dagene er onde.” (Efeserne 5:15, 16) Vi kan holde os til Gud ved at gøre vores venskab med ham til det vigtigste i vores liv. – Matthæus 6:33.

VALGET ER DIT

Du kan ikke ændre din fortid, men du kan gøre noget for at du og dem du elsker, får en vidunderlig fremtid. Bibelen viser at vores Far i himlen, Jehova Gud, elsker os og gerne vil fortælle os hvad han ønsker at vi skal gøre. Læg mærke til hvad en af Guds profeter, Mika, skrev:

“Han har fortalt dig, menneske, hvad der er godt. Og hvad er det Jehova forventer af dig? Kun at du handler retfærdigt, elsker loyalitet og vandrer beskedent med din Gud!”  Mika 6:8.

Jehova ønsker at vi skal vandre med ham og opnå de evige velsignelser han vil give sine venner. Vil du følge hans opfordring? Valget er dit.