Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan man kan hjælpe sit barn til at komme gennem sin sorg

Hvordan man kan hjælpe sit barn til at komme gennem sin sorg

Hvordan man kan hjælpe sit barn til at komme gennem sin sorg

I EN TRAVL boghandel siger en fortvivlet mor til ekspedienten: „Jeres forretning er fyldt med bøger, men der er ikke en eneste der kan hjælpe mit barn!“ Moderen søgte efter råd og vejledning der kunne hjælpe hendes søn til at komme gennem sin sorg efter et nært familiemedlems pludselige død.

Det er forståeligt at moderen var bekymret, for det kan være meget svært for et barn at blive stillet over for dødens realitet. På trods af alt det man i en familie gør for at give sine børn trygge rammer, kan det være et hårdt slag for dem at miste et familiemedlem eller en nær ven af familien. Hvordan kan man som far eller mor hjælpe sit barn når det sker?

I en sådan situation kan det være at man selv har svært ved at bearbejde sine følelser; man er måske dybt bedrøvet og har nok i sin egen sorg. Man må dog ikke glemme at ens barn har brug for støtte. En pjece udgivet af et hospice i Minnesota, USA, siger: „Børn hører små brudstykker af samtaler som de, hvis de ikke får tingene forklaret, ofte forvrænger og misforstår.“ Pjecen fortsætter: „Børn har brug for at få sandheden at vide.“ Det kan derfor være klogt at fortælle sine børn hvordan tingene forholder sig, vel at mærke på en måde der er afpasset efter hvad de kan forstå. Det er ikke nogen let opgave, eftersom der kan være stor forskel på børns evne til at forstå hvad der foregår. — 1 Korinther 13:11.

Hvordan man forklarer hvad døden er

Ifølge nogle eksperter bør forældre der taler med deres barn om døden, være forsigtige med at bruge udtryk som „er gået bort“ eller „sover“. Bruger man sådanne udtryk uden at forklare hvad man mener, kan det forvirre barnet. Ved en lejlighed sammenlignede Jesus ganske vist meget passende døden med en søvn. Men her skal man huske at det ikke var børn han talte til. Dertil kommer at han forklarede hvad han mente med sammenligningen. Da Jesus sagde til sine disciple: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile,“ troede de at „han talte om søvnens hvile“, og det til trods for at de var voksne. Jesus sagde da rent ud: „Lazarus er død.“ (Johannes 11:11-14) Hvis voksne skal have tingene forklaret så tydeligt, hvor meget mere har børn da ikke brug for det!

„En mor der skal forklare sit barn hvad døden er, prøver måske at pakke sine ord ind for at skåne barnet,“ siger forfatterne Mary Ann Emswiler og James P. Emswiler, „men ved at gøre det kan hun indgive barnet nogle tanker som det ikke havde før, tanker som kan virke skræmmende eller skadelige.“ Hvis man for eksempel fortæller et barn at den afdøde blot sover, vil barnet måske blive bange for at gå i seng om aftenen af frygt for ikke at vågne op igen. Og hvis barnet blot får at vide at den afdøde „er gået bort“, kan det føle sig uønsket og forladt.

Mange forældre der har prøvet at forklare deres børn hvad døden er, har erfaret at børnene har lettere ved at forstå enkle og direkte vendinger frem for abstrakte begreber og eufemismer. (1 Korinther 14:9) Eksperter anbefaler at forældre tilskynder deres børn til at stille spørgsmål og tale om det der bekymrer dem. Hyppige samtaler kan hjælpe forældrene til at rydde misforståelser af vejen og være opmærksomme på om der er andet de kan gøre for at hjælpe deres børn.

Hvor man kan finde pålidelig vejledning

Når et barn sørger, vil det se hen til sine forældre efter vejledning, støtte og svar på sine spørgsmål. Hvor kan man finde pålidelige oplysninger om døden? Mange mennesker er blevet klar over at Bibelen er en pålidelig kilde til håb og trøst. Den indeholder sandfærdige oplysninger om årsagen til døden, den tilstand de døde befinder sig i, og det håb der er for dem. Den enkle sandhed at ’de døde slet ingenting ved’, kan hjælpe et barn til at forstå at den afdøde ikke lider. (Prædikeren 9:5) I Bibelen giver Gud os desuden det håb at vi vil se vores kære igen når de bliver oprejst til liv på en paradisisk jord. — Johannes 5:28, 29.

Ved at rådføre sig med Guds ord kan forældre hjælpe deres barn til at forstå at Bibelen kan give trøst og pålidelig vejledning i enhver vanskelig situation. Barnet ser samtidig at forældrene lader sig lede af Guds ord i vigtige spørgsmål. — Ordsprogene 22:6; 2 Timoteus 3:15.

Svar på spørgsmål der kan opstå

Forældre kan komme ud for situationer hvor de er i vildrede med hvordan de bedst kan hjælpe deres barn til at håndtere sorg. Hvad kan de gøre? * Lad os se på nogle spørgsmål der ofte opstår i den forbindelse.

Bør man skjule sin sorg for sit barn? Det er kun naturligt at man ønsker at beskytte sit barn. Men er det forkert at lade barnet se at man er ked af det? Mange forældre har fundet det bedst at være ærlige i forbindelse med deres sorg, for så kan barnet se at det er normalt at sørge. Nogle forældre har talt med deres barn om bibelske eksempler på personer der viste deres sorg. For eksempel gav Jesus tårerne frit løb da hans nære ven Lazarus døde. Jesus skjulte ikke sine følelser. — Johannes 11:35.

Skal man tage sit barn med til begravelsen? Hvis barnet gerne vil med, er det klogt at fortælle ham eller hende hvad der skal ske, og hvorfor begravelsen skal holdes. Selvfølgelig kan der være tilfælde hvor forældrene finder det bedst at deres barn ikke tager med til begravelsen. Børn der overværer begravelser forrettet af Jehovas Vidner, kan få gavn af det bibelske foredrag der holdes i den anledning. Den inderlige hengivenhed og kærlighed der råder blandt dem der er til stede, kan desuden gøre begravelsen til en meningsfyldt og trøstende begivenhed, også for et barn. — Romerne 12:10, 15; Johannes 13:34, 35.

Bør man tale med sit barn om den afdøde? Nogle eksperter på området siger at hvis man helt undgår emnet, kan barnet fejlagtigt tro at man skjuler noget om den døde eller prøver at fjerne ethvert minde om vedkommende. Forfatteren Julia Rathkey siger: „Det er vigtigt at hjælpe børnene til at lære at leve med mindet og ikke at være bange.“ Hvis man taler frit og åbent om den afdøde og nævner positive sider af vedkommendes personlighed og liv, kan det hjælpe barnet til at bearbejde sin sorg. Forældre der er Jehovas Vidner, trøster deres børn med Bibelens håb om en opstandelse til liv på en paradisisk jord, hvor der ikke længere vil være sygdom og død. — Åbenbaringen 21:4.

Hvordan kan man hjælpe sit barn når det sørger? Børn i sorg kan få fysiske symptomer og endog blive syge. De bliver måske vrede eller ængstelige fordi de føler sig hjælpeløse og fortvivlede. Man skal ikke blive overrasket hvis ens barn plages af skyldfølelse, klynger sig mere til én eller bliver grebet af panik hvis man kommer for sent eller bliver syg. Hvordan kan man hjælpe sit barn til at klare en sådan følelsesmæssig krise? Barnet må aldrig føle at man ikke lægger mærke til at der er noget galt. Forældrene bør tage hensyn til barnets følelser og holde et vågent øje med situationen. De må passe på ikke at fejlbedømme eller undervurdere barnets følelser omkring dødsfaldet. Forældrene må også trøste barnet hver gang der er lejlighed til det, og tilskynde barnet til at stille spørgsmål så der kan bevares en åben kommunikation. De kan styrke barnets håb — og deres eget — „ved Skrifternes trøst“. — Romerne 15:4.

Hvornår skal man genoptage de daglige gøremål og andre aktiviteter? Ifølge eksperter bør man foretage så få ændringer i den daglige rutine som muligt. At bevare en god rutine i hverdagen siges at være en effektiv hjælp til at tackle sorg. Mange forældre blandt Jehovas Vidner har erfaret at gode åndelige vaner, som for eksempel dét at have et regelmæssigt familiebibelstudium og at overvære de kristne møder, er med til at stabilisere og styrke familien. — 5 Mosebog 6:4-9; Hebræerne 10:24, 25.

Indtil Jehova Gud fjerner sygdom og død, vil børn tid efter anden komme ud for den tragedie det er at miste en de holder af. (Esajas 25:8) Men hvis de får den trøst og støtte de har brug for, vil det være lettere for dem at komme gennem deres sorg.

[Fodnote]

^ par. 13 Informationerne i denne artikel gives ikke for at opstille regler. Man skal huske at forhold og skikke varierer meget fra land til land og fra kultur til kultur.

[Tekstcitat på side 19]

Tilskynd dit barn til at stille spørgsmål og tale om det der bekymrer ham eller hende

[Illustration på side 20]

Bevar gode faste vaner, herunder jeres familiebibelstudium