Gå direkte til indholdet

26. MAJ 2017
RUSLAND

Dansk Jehovas Vidne anholdt og fængslet i Rusland efter politiransagning ved kristent møde

Dansk Jehovas Vidne anholdt og fængslet i Rusland efter politiransagning ved kristent møde

NEW YORK – I kølvandet på den afgørelse der blev truffet mod Jehovas Vidner af Ruslands Højesteret den 20. april 2017, blev en dansk statsborger den 25. maj 2017 anholdt sammen med russiske statsborgere ved et fredeligt religiøst møde da det blev afbrudt af en politiransagning.

Dennis Christensen

Mindst 15 svært bevæbnede politibetjente samt folk fra den russiske efterretningstjeneste (FSB) foretog en ransagning ved et af Jehovas Vidners fredelige religiøse møder i byen Orjol, der ses på billedet ovenfor. Politiet tjekkede de tilstedeværendes identifikationspapirer og konfiskerede deres elektroniske enheder. Desuden blev Dennis Christensen, der er et Jehovas Vidne og dansk statsborger, taget med af FSB. Kort efter gennemsøgte politibetjente fire hjem tilhørende Jehovas Vidner rundt om i byen.

Dennis Christensen blev tilbageholdt natten over af FSB, og i dag efterkom distriktsdomstolen i Orjol FSB’s begæring om at få Dennis Christensen varetægtsfængslet mens FSB’s efterforskning står på. Dennis Christensen er den første udlænding der bliver inddraget i denne statslige aktion mod Jehovas Vidner i Rusland siden den russiske højesterets afgørelse. Hvis Dennis Christensen bliver dømt, risikerer han en lang fængselsstraf.

Ransagningen er den seneste af over 40 tilfælde af angreb på Jehovas Vidner begået af myndighedspersoner og andre efter at Ruslands Højesteret stemplede trossamfundet som ekstremistisk og opløste Jehovas Vidners administrative center i Rusland samt de 395 lokale religiøse organisationer de anvendte i landet.

Et hus der blev brugt til religiøse møder, er voldsomt beskadiget på grund af brandstiftelse

Blot få timer efter at højesteretsdommen var blevet afsagt den 20. april, begik en gruppe mænd i Sankt Petersborg hærværk mod det største af Jehovas Vidners tilbedelsessteder i Rusland og truede Vidnerne. Der er også blevet begået hærværk mod andre tilbedelsessteder og endda mod Jehovas Vidners private hjem i byerne Kaliningrad, Moskva, Penza, Rostov, Sankt Petersborg, Sverdlovsk, Voronezj og Krasnojarsk. Ved et tilfælde den 24. maj 2017 i byen Zjesjart i republikken Komi blev et hus hvor Jehovas Vidner plejede at holde deres møder, voldsomt beskadiget på grund af brandstiftelse. Ud over politiransagninger og hærværk er enkeltpersoner af Jehovas Vidner blevet overfaldet, truet i skolen og på arbejde eller blevet fyret.

David A. Semonian, en talsmand for Jehovas Vidner på deres hovedkontor, udtaler: “Jehovas Vidner i hele verden er nu endnu mere bekymret for deres trosfæller i Rusland. Disse foruroligende hændelser er tydeligvis følgevirkninger af den russiske højesterets uretfærdige afgørelse mod os. Vi har appelleret denne afgørelse den 19. maj 2017. Det vil give Rusland endnu en mulighed for at sætte en stopper for disse uberettigede og uretfærdige angreb på Jehovas Vidner. Vi indgiver desuden klage over den uretfærdige fængsling af vores trosfælle Dennis Christensen.”

Presseansvarlige:

Internationalt: David A. Semonian, Informationstjenesten, tlf. +1 845 524 3000

Skandinavien: Dag-Erik Kristoffersen, +45 59 45 60 00