Hvad siger Bibelen?

„Ekstrem sport“ — Bør man løbe risikoen?

„Nu om dage har mange af os forladt de passive tilskuerpladser for selv at springe ud med faldskærm, fire os ned ad bjerge, ro ud over vandfald eller dykke med hajer.“ — Avisen The Willow Glen Resident.

DENNE kommentar beskriver en voksende tendens inden for sport. At interessen for aktiviteter som skydiving, isgletcherklatring, paraglidning og BASE-jumping * er steget så markant, afspejler en verden der har en umådeholden trang til at tage chancer. På snowboards, mountainbikes, skateboards og inline-rulleskøjter forsøger man at overskride sine grænser ved at besejre de højeste bjerge og de stejleste klipper og tage de længste hop. Tidsskriftet Time nævner at den stigende interesse for „ekstrem sport“ — sportsgrene hvor de udøvende tager store chancer — er et udtryk for millioner af menneskers iver efter billedligt talt at „balancere på kanten, hvor fare, dygtighed og frygt i forening giver både amatørerne og de professionelle atleter mulighed for at opnå en følelse af at flytte deres egne grænser“.

Den øgede interesse for disse sportsgrene medfører imidlertid også store menneskelige omkostninger. Flere og flere kommer til skade når relativt sikre sportsgrene udvikler sig til det ekstreme. I 1997 registrerede skadestuerne i USA at tilfælde af skateboardrelaterede skader steg med mere end 33 procent, skader med snowboards steg med 31 procent, og skader pådraget ved bjergbestigning med 20 procent. Ved andre sportsgrene er følgerne endnu voldsommere, hvilket fremgår af det voksende antal dødsulykker inden for ekstrem sport. Fortalere for disse sportsgrene erkender farerne. En kvinde der dyrker ekstrem skisport, siger: „Tanken om døden lurer konstant i baghovedet.“ En professionel snowboardløber siger at „hvis ikke man kommer til skade, så kæmper man ikke hårdt nok“.

I lyset af disse kendsgerninger hvordan bør kristne da se på det at deltage i sådanne aktiviteter? Hvordan  kan Bibelen hjælpe os til at afgøre om vi kan beskæftige os med ekstrem sportsudøvelse? Det kan vi få svar på ved at betragte Guds syn på livets hellighed.

Guds syn på liv

Bibelen siger at Jehova „er livets kilde“. (Salme 36:9) Og han gav os ikke blot livet, men også det der var nødvendigt for at vi kunne glæde os over at leve. (Salme 139:14; Apostelgerninger 14:16, 17; 17:24-28) Det er derfor logisk at slutte at han forventer at vi værner om det han i sin godhed har givet os. Lovene og principperne til Israels nation kan hjælpe os til at forstå hvordan.

Moseloven foreskrev visse sikkerhedshensyn man skulle tage for at beskytte andres liv. Hvis et menneske mistede livet fordi man ikke havde fulgt disse krav, pådrog man sig blodskyld. En husejer fik for eksempel befaling om at sætte et rækværk eller en lav mur rundt om det flade tag på sit nye hus. Hvis han undlod at gøre det og nogen faldt ned fra taget og døde, ville der hvile blodskyld over husstanden. (5 Mosebog 22:8) Hvis en okse helt uventet stangede én til døde, skulle oksens ejer ikke holdes ansvarlig. Hvis oksen derimod var kendt for at være farlig og ejeren var advaret uden at han af den grund holdt den bevogtet, så ville oksens ejer pådrage sig blodskyld og skulle lide døden hvis oksen stangede en. (2 Mosebog 21:28, 29) Livet er dyrebart i Jehovas øjne, og hans lov afspejlede respekt for livet og et ønske om at det skulle bevares og beskyttes.

Guds trofaste tjenere forstod at disse principper også gjaldt det at bringe deres eget liv i fare. I en af de bibelske beretninger læser vi at David gav udtryk for sin længsel efter at ’drikke vand fra en cisterne i Betlehem’. Betlehem var dengang underlagt filistrenes herredømme. Da tre af Davids soldater hørte hans anmodning, brød de gennem filistrenes lejr og trak vand op af Betlehems cisterne og bragte det til David. Hvordan reagerede han? Han ville ikke drikke det, men hældte det ud på jorden idet han sagde: „Af respekt for min Gud kunne det aldrig falde mig ind at gøre dette! Skulle jeg drikke disse mænds blod og dermed deres sjæl? For det var med fare for deres sjæl de bragte det hertil.“ (1 Krønikebog 11:17-19) For David var det utænkeligt at nogen skulle sætte livet på spil for at tilfredsstille ham.

Jesus reagerede på samme måde da Djævelen, sikkert i et syn, fristede ham til at styrte sig ned fra templets tinde for at se om englene ville beskytte ham mod at lide skade. Jesus svarede: „Du må ikke sætte Jehova din Gud på prøve.“ (Mattæus 4:5-7) Ja, både David og Jesus anerkendte at det var forkert i Guds øjne at løbe en unødvendig risiko der kunne indebære livsfare.

Med disse eksempler i tanke kan vi spørge: ’Hvor skal man trække grænsen for hvad der er en ekstrem og farlig sport, og hvad der ikke er? Hvordan kan vi afgøre hvor langt vi kan gå når selv en almindelig form for adspredelse, der i sig selv er ufarlig, kan overdrives til det ekstreme?’

Er det risikoen værd?

Som hjælp til at afgøre det må vi foretage en ærlig vurdering af enhver beskæftigelse vi måtte overveje. Vi kunne for eksempel spørge os selv: ’Hvor hyppigt sker der ulykker inden for denne sportsgren? Har jeg den nødvendige øvelse eller det sikkerhedsudstyr der behøves for at undgå ulykker? Hvad er konsekvenserne hvis jeg falder eller fejlbedømmer et hop, eller hvis mit sikkerhedsudstyr svigter? Bliver der tale om et mindre uheld, eller er der en sandsynlighed for at jeg kommer slemt til skade eller dør?’

At løbe en unødvendig risiko i sportens navn kan berøre en sand kristens dyrebare forhold til Jehova og rejse tvivl om hvorvidt han er kvalificeret til at varetage tjenesteforrettigheder i menigheden. (1 Timoteus 3:2, 8-10; 4:12; Titus 2:6-8) Selv i forbindelse med adspredelse må kristne tage Skaberens syn på livets hellighed i betragtning.

[Fodnote]