„Jeg har min egen tro“ — Er det løsningen?

EFTERHÅNDEN SOM DEN ORGANISEREDE RELIGION mister sit tag i folk, er det ikke så mærkeligt at mange udformer deres egen helt personlige religion. Men kan en sådan individuel tro virkelig dække et menneskes åndelige behov?

For at få svar på det spørgsmål må man først overveje om den tro man har valgt, kan stå for en prøve hvis man undersøger den på et fornuftmæssigt grundlag. Evnen til at drage fornuftslutninger er en værdifuld gave. — Romerne 12:1.

En der tænker logisk, har som regel svært ved at acceptere opfattelser der modsiger hinanden. En undersøgelse af „privat religion“ i Sverige viser dog at folk „ubevidst føjer forskellige (og undertiden ulogiske) filosofiske begreber til deres egen livsfilosofi“.

Kun to procent af de adspurgte som hævdede at være „kristne på deres egen måde“, nævnte Jesus. Men det var ikke ensbetydende med at de troede på ham, ikke engang som en historisk person. Troen på reinkarnation blev til gengæld ofte nævnt i deres kommentarer. Men er det da ikke inkonsekvent at kalde sig kristen samtidig med at man ignorerer Jesu Kristi liv og lære — og oven i købet antager læresætninger der er i direkte modstrid med hans lære? *

En der tænker logisk, vil desuden ofte vige tilbage for opfattelser som er dunkle og udefinerbare. Men da svarpersonerne i ovennævnte undersøgelse blev spurgt om de troede på „Gud eller en guddommelig kraft“, svarede de fleste at der nok var „et eller andet i den retning“. En sagde: „Jeg tror på et eller andet overnaturligt, men ikke nødvendigvis en gud.“ De der troede på Gud, „følte ikke at han spillede nogen større rolle i deres liv“. Rapporten kaldte denne form for tro „en diffus begrebsverden“ og sluttede med at citere en af de mest almindelige kommentarer: „Jeg tror på et eller andet, jeg ved bare ikke hvad.“

En lignende undersøgelse i Canada nåede til næsten samme resultat. Tidsskriftet Alberta Report skriver: „Der er i dag en udtalt tendens til at tro på næsten hvad som helst, men der er hverken hoved eller hale i det. Vi har forsøgt at finde ud af om denne form for religion har givet folk en ledetråd i deres liv, men der er ingen vejledning at få. Der er ingen moralsk autoritet. Der  er faktisk ikke rigtig nogen substans i disse individuelle trosformer.“ Tidsskriftet nævner „den fragmenterede gud“, et udtryk som kommer af at folk „tager lidt her og lidt der af de traditionelle læresætninger“. Er det fornuftigt at basere sin tro — og sit fremtidshåb — på sådanne svævende, abstrakte og fragmentariske forestillinger?

Vores behov for fællesskab

Religiøse mennesker har længe sat stor pris på fællesskab, broderskab og samhørighed. (Apostelgerninger 2:42, 46) Men kan en tro som man har for sig selv, opfylde et sådant behov?

Er en tro hvor „alle er deres egen kirke“, i virkeligheden ikke med til at forøge og forværre religiøse splittelser? Alberta Report skriver: „Religion er i dag et spørgsmål om private synspunkter . . ., og derfor er vi blevet en nation med ikke blot nogle få hundrede, men med millioner af trosretninger.“ Ikke overraskende er de mange forskellige måder at tro på blevet beskrevet som en form for åndeligt anarki.

Hvad med værdinormerne?

Martin Lönnebo, som er biskop i Sverige, siger i et interview med Svenska Dagbladet: „Privat religion kan ikke berige vores tidsalder, og den har svært ved at overføre sine værdinormer til en ny epoke.“ Dette bekræftes eksempelvis af mange svenske forældres indstilling til børneopdragelse. Svenska Dagbladet beskriver deres holdning på denne måde: „Tro hvad du vil! Og tving ikke dine børn til at tro på noget bestemt. Lad dem selv vælge når de bliver gamle nok til det.“

Avisen medgav at det kan opfattes som indoktrinering hvis man giver sine børn religiøse værdinormer. Den konkluderede dog: „At give værdinormer videre til sine børn kan være til gavn for dem og er måske netop dét der kan hjælpe dem til senere hen selv at træffe afgørelse om hvad de vil tro på“. De unges situation i dag kunne tyde på at „privat religion“ ikke har gjort noget videre for at forene familier ved hjælp af stabile værdinormer som kan gives videre fra den ene generation til den anden.

Det ser altså ud til at „en skræddersyet religion“ ikke kan give pålidelige, logiske svar på livets spørgsmål. Den kan heller ikke forene folk eller dække deres behov for moralsk vejledning. Den tidligere citerede artikel i Svenska Dagbladet sagde følgende om dét at have sin egen helt personlige tro: „Når ’troen’ indeholder alt, indeholder den intet. Og når der aldrig sættes grænser for friheden, bliver friheden svækket.“

Individuel religion kan tydeligvis ikke dække folks åndelige behov. Nej, hvordan skulle man kunne forvente at et sådant behov skal kunne dækkes ved blot at plukke dét ud af de forskellige traditionelle religioner man synes bedst om — som om det var et åndeligt tagselvbord? Men heller ikke de etablerede trossamfund har kunnet dække folks åndelige behov. Er der da andre muligheder?

[Fodnote]

[Illustration på side 8, 9]

Skal religionen blot betragtes som et åndeligt tagselvbord?