Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Min kamp mod fødselsdepression

Min kamp mod fødselsdepression

Min kamp mod fødselsdepression

Jeg husker at jeg iagttog min mand mens han glad legede med vores nyfødte datter, og jeg tænkte at de ville have det meget bedre uden mig. Jeg var bare en klods om benet på dem. Hvor havde jeg lyst til at tage bilen, køre langt væk og aldrig mere vende tilbage. Jeg forstod ikke at jeg havde en fødselsdepression.

DE FØRSTE ti år af vores ægteskab var meget lykkelige. Jason og jeg nød at se vores første datter, Liana, vokse op. Så da jeg blev gravid igen, var vi meget glade.

Men denne gang var graviditeten forbundet med store vanskeligheder. Jeg var lige ved at dø på grund af komplikationer efter fødselen. Kort før jeg skulle føde, var jeg begyndt at føle mig omtåget og usikker, og da jeg kom hjem fra sygehuset med vores lille datter, Carly, blev det endnu værre. Jeg var altid træt og ude af stand til at tage selv de mindste beslutninger. Når Jason var på arbejde, ringede jeg til ham mange gange i løbet af dagen blot for at spørge hvad jeg nu skulle gå i gang med i huset, eller for at blive forsikret om at det jeg havde sagt eller gjort, var rigtigt.

Jeg blev bange for at være i selskab med andre, selv vores venner. Hvis der uventet kom nogen til døren, skjulte jeg mig i soveværelset. Der var rod overalt i hjemmet, og jeg blev let distraheret og forfjamsket. Normalt elsker jeg at læse, men nu kunne jeg næsten ikke koncentrere mig om det. Det var også svært at bede, så det gik ud over mit åndelige helbred. Jeg var følelsesmæssigt lammet, ude af stand til at holde af nogen. Da jeg ikke kunne tænke klart, var jeg bange for at det ville gå ud over mine børn. Mit selvværd var lig nul, og jeg troede jeg var ved at blive skør.

I den periode hjalp Jason med at gøre rent og lave mad til os når han kom hjem fra arbejde — men jeg blev vred på ham når han gjorde det. Jeg følte det som et bevis på at jeg var uduelig. På den anden side blev jeg også vred, og beskyldte ham for at være ligeglad hvis han ikke tilbød at hjælpe. Hvis Jason ikke havde tacklet situationen så modent og kærligt som han gjorde, kunne det have fået katastrofale følger for vores ægteskab. Jason er nok den der bedst kan beskrive hvilken indvirkning min tilstand havde på ham.

Min mand beretter om hvordan det påvirkede ham

„Til at begynde med kunne jeg ikke forstå hvad der skete med Janelle. Hun havde altid været glad og udadvendt, men nu var hun totalt forandret og opførte sig som en helt anden person. Alt hvad jeg sagde, tog hun som personlig kritik, og når jeg prøvede at lette hendes arbejdsbyrde, blev hun vred. I begyndelsen havde jeg lyst til at sige til hende at hun bare skulle tage sig sammen, men jeg indså at det ville gøre det hele endnu værre.

Vort forhold var under et konstant pres. Janelle følte åbenbart at hun havde hele verden imod sig. Jeg havde hørt om andre kvinder der havde haft lignende symptomer på grund af en fødselsdepression. Da jeg fik mistanke om at Janelle led af det samme, gik jeg i gang med at læse alt hvad jeg kunne få fat på om emnet. Det jeg læste, bekræftede min mistanke. Jeg fandt også ud af at Janelle ikke kunne gøre for at hun var syg — at det på ingen måde skyldtes forsømmelighed fra hendes side.

Jeg indrømmer at den ekstra omsorg som hun og børnene havde brug for, tog hårdt på mig både fysisk og følelsesmæssigt. I to år var det lidt af en kunst at få mit arbejde, mit ansvar som ældste i menigheden og mit ansvar som ægtemand og far til at hænge sammen. Heldigvis kunne jeg tilrettelægge mit arbejde sådan at jeg kunne komme tidligere hjem, især de aftener hvor vi skulle til møde i rigssalen. Janelle havde brug for at jeg kom hjem i god tid for at hjælpe hende med at lave mad og klæde børnene på så vi kunne komme til møde.“

Jeg får det bedre

Uden min mands kærlige støtte ville det have taget længere tid at blive rask. Jason lyttede tålmodigt når jeg lettede mit hjerte og fortalte ham om min angst. Det var meget vigtigt at jeg ikke lagde låg på mine følelser. Indimellem talte jeg vredt til ham. Men Jason blev ved med at forsikre mig om at han elskede mig, og at vi nok skulle klare det i fællesskab. Han fik mig altid til at se positivt på tingene. Bagefter undskyldte jeg at jeg havde talt vredt til ham, men han beroligede mig med at det var min sygdom der havde talt. Når jeg tænker tilbage, forstår jeg nu hvor meget denne betænksomme bemærkning betød for mig.

I fællesskab fandt vi en yderst venlig læge som tog sig tid til at lytte til mig. Han stillede diagnosen postpartumdepression (fødselsdepression) og foreslog at jeg skulle have medicinsk behandling for mine hyppige angstanfald. Han opfordrede mig også til at få hjælp fra en psykolog. Desuden anbefalede han regelmæssig motion, som har hjulpet mange over en depression.

En af de største hindringer for at blive rask var den skamfølelse jeg havde i forbindelse med depressionen. Folk har ofte svært ved at føle empati for nogen der har en sygdom de ikke forstår. Fødselsdepression er ikke som et brækket ben som alle kan se og vise forståelse for. Jeg må dog sige at min familie og mine nære venner viste stor forståelse og støttede mig.

Kærlig hjælp fra familie og venner

I denne vanskelige periode var Jason og jeg taknemmelige for min mors hjælp. Indimellem havde han brug for et pusterum på grund af det følelsesmæssige pres han var udsat for på hjemmefronten. Mor var altid positiv og prøvede ikke på at overtage mit arbejde. I stedet hjalp hun mig og opmuntrede mig til selv at gøre det jeg kunne.

Vennerne i menigheden var også en stor støtte. Mange sendte os små hilsener og skrev at de tænkte på mig. Jeg satte stor pris på disse kærlige tilkendegivelser, især fordi det voldte mig problemer at tale med andre, hvad enten det var direkte eller i telefonen. Før og efter møderne havde jeg svært ved at tale med mine trosfæller. Ved at skrive til os viste vores venner ikke alene at de var klar over de begrænsninger jeg havde på grund af min depression, men gav samtidig udtryk for deres kærlighed og omsorg over for mig og min familie.

Ikke en livsvarig depression!

Takket være min læges råd, en hjælpsom familie og forstående venner går det meget bedre. Jeg dyrker stadig regelmæssig motion, også når jeg er træt, for det har hjulpet mig til at blive rask. Jeg prøver også at tage imod den opmuntring andre giver. Når jeg har det dårligt, lytter jeg til Bibelen på kassettebånd og til Rigets sange, musik der opmuntrer og styrker mig, og er fremstillet af Jehovas Vidner. Alt dette har givet mig åndelig styrke, og det har hjulpet mig til at tænke positivt. For nylig er jeg igen begyndt at holde elevopgaver ved menighedens møder.

Det har taget mig mere end to og et halvt år at nå til et stade hvor jeg i større udstrækning kan føle og udtrykke min kærlighed til min mand, mine børn og andre. Selv om det har været en svær tid for familien, føler vi at båndet mellem os er stærkere end nogen sinde. Jeg er taknemmelig for at Jason med al tydelighed viste sin kærlighed til mig da jeg var langt nede, og fordi han altid stod ved min side når jeg havde mest brug for det. Men det vigtigste er at vi begge har fået et nærmere forhold til Jehova, som virkelig hjalp os da vi havde det svært.

Jeg kan stadig have nogle dage hvor jeg er nedtrykt, men med hjælp fra min familie, min læge, menigheden og Jehovas hellige ånd kan jeg se lys for enden af tunnelen. Heldigvis er en fødselsdepression ikke livsvarig. Den er en fjende som kan besejres. — Fortalt af Janelle Marshall.

 

 

[Ramme/illustration på side 20]

Medvirkende årsager til en fødselsdepression

Ud over hormonale forandringer kan der være andre faktorer der medvirker til en fødselsdepression:

1. De tanker en kvinde gør sig om det at være mor, tanker som måske er påvirket af en ulykkelig barndom og et dårligt forhold til forældrene.

2. Samfundets urealistiske forventninger til mødre.

3. Depressioner i familien.

4. Et dårligt ægteskab og mangel på støtte fra den nærmeste familie.

5. Lavt selvværd.

6. Følelsen af at være overbebyrdet i forbindelse med at tage sig af barnet hele døgnet.

Denne liste er langtfra fyldestgørende. Andre faktorer kan også medvirke til en fødselsdepression. Årsagerne er endnu ikke helt klarlagt.

[Ramme på side 21]

Ikke kun følelsesmæssige svingninger

En fødselsdepression må ikke forveksles med de følelsesmæssige svingninger som de fleste kvinder oplever efter en fødsel. Dr. Laura J. Miller siger: „Den mest almindelige efterfødselsreaktion kaldes ’baby blues’. Over 50 procent af kvinder der lige har født, oplever følelsesmæssige svingninger hvor de græder meget. Denne sindstilstand er sædvanligvis værst mellem tredje- og femtedagen efter fødselen. Efterhånden forsvinder symptomerne af sig selv, som regel inden for få uger.“ Forskere har en formodning om at det skyldes en ændring i kvindens hormonsystem efter fødselen.

Til forskel fra ’baby blues’ er en fødselsdepression, som begynder ved fødselen eller i nogle tilfælde uger eller måneder senere, af længere varighed. En nybagt mor der har det sådan, kan fra at være opstemt det ene øjeblik blive depressiv og endda få selvmordstanker i det næste. Desuden kan hun være irritabel og vanskelig og have let til vrede. Måske føler hun sig utilstrækkelig som mor og kan ikke holde af barnet. Dr. Miller udtaler: „En kvinde med en fødselsdepression véd med sin forstand at hun elsker sit barn, men hun har svært ved at føle andet end apati, irritation eller væmmelse over for det. Nogle kvinder har tanker om at skade barnet eller endda at dræbe det.“

Også før i tiden har man kendt til fødselsdepressioner. Så langt tilbage som i det fjerde århundrede før vor tidsregning opdagede den græske læge Hippokrates at der skete en dramatisk, psykologisk forandring med nogle kvinder efter at de havde født. Et brasiliansk tidsskrift for medicinsk og biologisk forskning har offentliggjort en undersøgelse af problemet. Der står: „Fødselsdepression er et alvorligt problem som rammer 10-15 procent mødre i en lang række lande.“ Men desværre bliver „de fleste af den slags depressioner fejldiagnosticeret og fejlbehandlet,“ siger tidsskriftet.

En sjælden, men mere alvorlig efterfødselsreaktion er fødselspsykose. En kvinde med en sådan psykose oplever i nogle tilfælde hallucinationer, hører stemmer og mister sin realitetssans. Indimellem kan hun i få timer eller dage være helt normal. Årsagerne til psykosen er ikke endelig klarlagt, men dr. Miller nævner at „hormonale forandringer kombineret med en arvelig svaghed, synes at være den væsentligste faktor“. Ofte kan en dygtig psykiater hjælpe en kvinde der har en fødselspsykose.

[Ramme/illustrationer på side 22]

Hvordan du kan hjælpe dig selv *

1. Hvis depressionen varer ved, så søg professionel hjælp. Jo hurtigere, jo bedre. Find en forstående læge som ved hvad det drejer sig om. Du behøver ikke at skamme dig fordi du har en fødselsdepression, eller fordi du har brug for at tage medicin.

2. Sørg for regelmæssig motion. Det har vist sig at regelmæssig motion kan være en effektiv terapi mod depressioner.

3. Fortæl dine nærmeste hvordan du har det. Lad være med at isolere dig eller at lægge låg på dine følelser.

4. Husk at dit hjem ikke behøver at være perfekt. Lev et enkelt liv idet du fokuserer på de ting der er vigtige.

5. Bed til Gud om mod og udholdenhed. Hvis du synes det er svært at bede, så spørg en anden om I kan gøre det sammen. Skyldfølelse og manglende selvværd vil blot forhale sygdommen.

[Fodnote]

^ par. 41 Vågn op! anbefaler ikke nogen bestemt form for lægebehandling. De forslag artiklen indeholder for mænd og kvinder, dækker ikke alle forhold og kan i visse situationer slet ikke bruges.

[Ramme på side 23]

Hvad kan manden gøre?

1. Forstå at din kone ikke selv er skyld i at hun har en fødselsdepression. Hvis hendes tilstand fortsætter, så hjælp hende med at finde en læge der forstår problemet, og som kan vise medfølelse.

2. Lyt tålmodigt til din kone. Prøv at forstå hendes følelser. Bliv ikke vred på hende fordi hun er negativ. Hjælp hende til at være positiv, og bliv ved med at forsikre hende om at hun får det bedre. Tro ikke at du absolut skal løse alle hendes problemer. Det eneste hun ønsker, er måske trøst, ikke logiske svar. (1 Thessaloniker 5:14) Husk at en der har en fødselsdepression, har svært ved at tænke logisk og klart.

3. Begræns aktiviteter som er mindre væsentlige; så får du mere tid til at tage dig af din kone. Det kan måske hjælpe hende til at blive hurtigere rask.

4. Sørg for at have tid til dig selv. Hvis du har et godt fysisk, psykisk og åndeligt helbred, vil du bedre kunne støtte din hustru.

5. Tal med en der kan opmuntre dig, en der er åndeligt moden, og som måske selv har haft problemet inde på livet.

[Illustration på side 23]

Familien Marshall