Hvad vi kan lære af de første kristne

„Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Kolossenserne 2:8.

SÅDAN advarede apostelen Paulus de kristne i det første århundrede mod faren ved blindt at følge menneskeskabt filosofi. De kunne vælge mellem at holde sig til den pålidelige vejledning Jesus og hans apostle gav, og som de allerede havde haft stor gavn af, eller at blive offer for menneskers stadigt skiftende teorier, som allerede på det tidspunkt havde resulteret i sorg og elendighed for millioner af mennesker. — 1 Korinther 1:19-21; 3:18-20.

At leve „i overensstemmelse med Kristus“

Korsfarerne, der levede for omkring tusind år siden, forstod ikke at dét at leve „i overensstemmelse med Kristus“ betyder meget mere end blot at sværge troskab over for Jesus Kristus. (Mattæus 7:21-23) Man må også leve helt i overensstemmelse med Jesu lære, som findes i Guds inspirerede ord, Bibelen. (Mattæus 7:15-20; Johannes 17:17) „Hvis I bliver i mit ord,“ sagde Jesus, „er I virkelig mine disciple.“ (Johannes 8:31) Han sagde også at ’alle skal kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden’. — Johannes 13:35.

Disse korsfarere var i virkeligheden blevet et bytte for „det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering“. Det er ikke så sært at almindelige mennesker  blev bedraget da deres religiøse ledere, ja, deres biskopper, „vandt berømmelse som militærpersoner“. I opslagsværket McClintock og Strongs Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature siges der at „denne krigeriske indstilling efterhånden blev så udbredt blandt de gejstlige at de altid var klar til krig hvis de kunne få noget ud af det“.

Hvad havde ført til denne sørgelige situation? Efter apostlenes død i det første århundrede begyndte frafaldne kirkeledere at afvige mere og mere fra Kristi lære, nøjagtig som Guds ord havde forudsagt. (Apostelgerninger 20:29, 30) Den afvegne kristendom indgik i stigende grad forbindelse med den verdslige stat. I det fjerde århundrede „omvendte“ den romerske kejser Konstantin sig til kristendommen på sit dødsleje. Hvad det medførte, omtales i opslagsværket: „Udskiftningen af de afguderiske standarter med korsbanneret pålagde enhver kristen den pligt at tjene som soldat.“

Den tanke at en kristen skulle være forpligtet til at tjene som soldat, er naturligvis forkert. Men de „overtalende argumenter“ som byggede på menneskers ideologier, fik mange kristne til groft at krænke alt hvad Kristus stod for. (Kolossenserne 2:4) Man har længe brugt nogle særdeles vildledende argumenter for at retfærdiggøre krige og konflikter. Men at menneskekærlige og gudfrygtige personer skulle tage del i „krigens djævelskab — som systematisk er blevet praktiseret både i fortiden og i nutiden — kan på ingen måde forenes med . . . kristendommens principper,“ hedder det i førnævnte opslagsværk.

Også religioner uden for kristenheden har op gennem historien ført krig. Ligesom kristenhedens trossamfund har de slået deres egne medlemmer og andre ihjel på grund af nationale, politiske eller religiøse forskelle. De har brugt vold eller trusler om vold for at omvende folk til deres egen tro. Nogle har deltaget i massakrer i et forsøg på at nå deres mål. De er ikke anderledes end kristenhedens religioner.

Holdt sig adskilt fra verden

Hvordan var de første kristne i stand til at holde sig ude af datidens politik og blodige  krige? Der var to grundlæggende principper som hjalp dem. Det ene fremgår af den befaling Jesus gav apostelen Peter da Peter brugte et sværd til at forsvare ham med: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Det andet fremgår af Jesu ord til Pilatus da denne udspurgte Jesus om hans kongedømme: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36.

Hvordan anvendte de kristne i det første århundrede disse principper i praksis? De holdt sig helt adskilte fra verden ved for eksempel at være strengt neutrale i politiske og militære anliggender. (Johannes 15:17-19; 17:14-16; Jakob 4:4) De nægtede at løfte våben mod deres næste. Historien viser klart at de kristne i det første århundrede hverken tilsluttede sig de jødiske nationalistbevægelser eller Roms kejserlige hære. De forsøgte heller ikke at fortælle de politiske ledere hvad de skulle gøre, for det var ledernes eget ansvar. — Galaterne 6:5.

Justinus Martyr, der levede i det andet århundrede, omtaler kristne der havde ’smedet deres sværd til plovjern’. (Mika 4:3) Og som svar på indvendinger mod de kristnes holdning sagde Tertullian: „Vil det være lovligt at leve af sværdet når Herren siger at den der bruger sværdet, skal falde for sværdet?“

„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“

At nægte at gå i krig gjorde ikke tilværelsen nemmere for de første kristne. Deres standpunkt gik imod datidens samfundsnormer. Celsus, der var en modstander af kristendommen, gjorde nar af deres holdning. Han mente at alle havde pligt til at gå i krig når magthaverne krævede det. Trods stærk modstand nægtede de første kristne at følge ideologier som var i modstrid med Kristi lære. „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker,“ sagde de. — Apostelgerninger 4:19; 5:29.

Jehovas Vidner i vor tid har fulgt deres eksempel. I Nazityskland, for eksempel, nægtede  de resolut at deltage i Hitlers grusomme krige. De var villige til at udholde hård forfølgelse, og om nødvendigt at dø, frem for at bryde deres kristne neutralitet. Det rapporteres at „halvdelen af dem [blev] fængslet og en fjerdedel henrettet“ af nazisterne på grund af deres troskab mod Bibelens principper. (Of Gods and Men) Ikke en eneste af de mange millioner mennesker der mistede livet i Anden Verdenskrig, blev dræbt af et Jehovas vidne. Jehovas Vidner var villige til at ofre deres eget liv frem for at slå nogen ihjel, og mange af dem måtte af den grund gå i døden.

Hvad vi kan lære

Historien lærer os en vigtig lektion: Menneskenes ideologier har altid ført til had og blodsudgydelse blandt folk og nationer. Prædikeren 8:9 siger derfor med rette: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ Og årsagen til dette omtales i Jeremias 10:23, hvor Guds ord siger: ’Menneskets vej står ikke til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.’ Nej, Gud har ikke skabt os med evnen til at klare os uafhængigt af ham. Det har historien bevist.

Som enkeltpersoner kan vi ikke forhindre nationernes ledere i at begå de samme tragiske fejl som tidligere generationer, og vi er ikke bemyndiget til at forsøge at overtale dem til at følge en bestemt kurs. På den anden side er vi heller ikke tvunget til at blive indblandet i deres konflikter. Jesus sagde om sine disciple: ’De er ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.’ (Johannes 17:14) Hvis vi skal undgå at blive en del af denne verdens konflikter, må vi lade Guds ord, Bibelen — ikke menneskers omskiftelige ideologier — være rettesnoren i vores liv. — Mattæus 7:24-27; 2 Timoteus 3:16, 17.

En skøn fremtid

Guds pålidelige ord kaster ikke kun lys over fortiden og nutiden. Det indeholder også en sikker vejledning for fremtiden. (Salme 119:105; Esajas 46:9-11) Bibelen tegner desuden et klart billede af hvad Guds hensigt er med jorden. Han vil ikke tillade menneskene at ødelægge jorden ved at misbruge de mægtige kræfter som videnskaben og teknologien har givet dem adgang til. Han vil sørge for at jorden bliver omdannet til det paradis han oprindelig havde tiltænkt menneskene. — Lukas 23:43.

I den forbindelse siger Guds ord: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“ (Ordsprogene 2:21, 22) Dette vil snart ske, for de svære tider vi oplever, er et vidnesbyrd om at vi lever i „de sidste dage“ for denne verden. (2 Timoteus 3:1-5, 13) Og ét er sikkert: Disse sidste dage er talte. De får snart ende. Bibelprofetierne lærer os: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17; Daniel 2:44.

Snart vil Gud „ødelægge dem der ødelægger jorden“, og erstatte den nuværende voldsprægede verden med en ny verden hvor „retfærdighed skal bo“. (Åbenbaringen 11:18; 2 Peter 3:10-13) Til stor glæde for dem der er tilbage på jorden, vil han „tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åbenbaringen 21:1-4) Krig og vold vil være borte for altid, for profetien i Esajas 2:4 vil få en fuldstændig opfyldelse: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ Også du kan få en skøn og evig fremtid hvis du tager ved lære af historien. — Johannes 17:3.

[Tekstcitat på side 11]

Jehovas Vidner har lært af de første kristne

[Illustration på side 8, 9]

Jesus sagde at hans rige ikke er en del af denne verden

[Illustration på side 10]

Guds ord lover evigt liv i fuldkommenhed på en paradisisk jord