Den lydløse jæger — et sjældent syn

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I CANADA

SE! Ovre på engen,“ hviskede jeg begejstret. Min kone og jeg sejlede i kano ned ad den majestætiske Nechakoflod i det centrale British Columbia og nød den uberørte natur. Pludselig sprang et dyr frem for at få fat på en intetanende hare. Haren fór lynhurtigt i sikkerhed. Rovdyret, der fornemmede vores tilstedeværelse, stod et øjeblik fuldstændig ubevægeligt. Det stirrede koldt på os og knurrede som om det ville sige: „Ih tak! Dér røg min morgenmad,“ og forsvandt så hurtigt og lydløst ind i det mørke krat. „Hvad var det?“ spurgte min kone. „En los,“ svarede jeg. I næste øjeblik gav et skrækindjagende hyl genlyd igennem den klare morgenluft.

Et sjældent syn

Det var virkelig et sjældent syn. Engang strejfede lossen om i skove og bjergegne på hele den nordlige halvkugle, men i dag findes den kun i nogle isolerede områder i verden. Den er blevet observeret i fjerne bjergområder i Eurasien og så langt sydpå som i Spaniens bjerge. Det største antal losser findes imidlertid i Sibirien og i tætbevoksede skove i Nordcanada og Alaska. En håndbog om vilde katte siger: „For at befinde sig godt har lossen brug for to forskellige slags habitater: tætbevokset skov, hvor den kan søge beskyttelse og finde et sted at føde unger, og ung skov med frodige enge, hvor den kan jage harer.“

Nogle fuldvoksne losser er omkring seks gange større end en stor huskat og når et voksent menneske til lårene. Hos den nordamerikanske los kan hannen veje mellem 10 og 15 kilo, og hunnen mellem 5 og 10 kilo. De  er kun halvt så store som deres europæiske slægtninge. Nogle af disse kattedyr kan blive op til en meter lange.

Blandt lossens karakteristiske træk er et markant ’kindskæg’ der giver den et påfaldende anderledes udseende end andre kattearter. Dens ansigt er bredere og kortere end de fleste kattes, og det giver fejlagtigt indtrykket af at den er genert og næsten blid. Om vinteren får den nordamerikanske los en tyk, blød pels, omkring ti centimeter lang. Pelsen er normalt lysegrå med mørkegrå markeringer i ansigtet. Den eurasiske los er ofte lysebrun med mørkebrune markeringer. Lossen er også kendetegnet af en kort hale på cirka 10 centimeter der er sort i spidsen. Man bemærker de store, trekantede ører med sorte hårduske foroven. De fungerer som antenner, idet de hjælper lossen til at lokalisere lydene fra små byttedyr.

Lossens præcision og evne til at skjule sig gør det muligt for denne sædvanligvis ensomme jæger at få fat i sit bytte. Dens store poter med kløer der kan trækkes tilbage, virker som snesko og gør det muligt for den at løbe ubesværet gennem snedriver.  De særdeles stærke, lange bagben gør at lossen kan bryde ud i en spurt og kaste sig selv to til tre meter frem i et enkelt spring. Den kan også skifte retning midt under en jagt ved at dreje sig akrobatisk i luften. Jagten varer dog som regel kun kort tid. Lossen opgiver forfølgelsen hvis den ikke får fat i byttet efter omkring fem spring. Faktisk er den ofte nødt til at jagte mellem tre og ti harer før det lykkes den at fange en. En forspildt mulighed betyder en tom mave. Lossens kæber er forsynet med 28 tænder, hvoraf de fire hjørnetænder fungerer som daggerter. Når den omsider fanger et bytte, bruger den disse stærke, korte kæber til at give byttet et dræbende bid i nakken med.

Jagten foregår for det meste lige før daggry og lige efter skumringen. Ligesom de fleste andre katte kan lossen også se i tusmørke. Faktisk har den kun brug for en sjettedel af det lys mennesker skal bruge for at se om natten. Katteøjne har nemlig bag nethinden en særlig membran der fungerer som et spejl. Det bevirker at lyset kastes tilbage gennem nethinden så der opnås maksimal stimulering. Dette får deres øjne til at lyse i mørket. En bog om vilde katte siger: „Lossens syn sætter den i stand til at lokalisere bytte på store afstande. Det siges at den kan se en mus på 75 meters afstand og en sneskohare der er 300 meter borte — omkring tre fodboldbaners længde.“

Den canadiske los’ foretrukne føde er sneskoharer, og i løbet af tre dage fanger den i gennemsnit to. En los der får tilstrækkeligt med føde, kan leve i op til 15 år. Eftersom den er god til at tilpasse sig, spiser den også mus, ryper, ænder, bævere og egern. Det er blevet dokumenteret at lossen endda har præsteret at dræbe rådyr, hvilket har givet den omdømmet som en farlig og aggressiv jæger.

Lossen og økosystemet

Når hunnen er klar til at yngle, signalerer hun det med duftmarkeringer og hylen. Efter parringen får hun et kuld på omkring fire unger, og i sjældne tilfælde, når der er meget føde, op til syv unger. Når der er mangel på føde, er kuldene mindre.

Lossen, der er sky af natur, undgår områder hvor der har været mennesker. Fredningsbestræbelser har hjulpet den til at trives i mange dele af British Columbia. Moderne selektive skovningsmetoder kan også gavne den fordi de små åbninger som dannes i skoven, skaber en eng hvor harer finder føde. En forøgelse af harebestanden medfører et øget antal losser.

Dette spændende dyr er en vigtig del af et komplekst økosystem. Ligesom andre rovdyr er den afhængig af sit bytte. Som en bog om naturen opsummerer det, ’er den også afhængig af græsset og grenene som byttet spiser. Den er ligeledes afhængig af de organismer i skovens jord der nærer de planter som nærer byttet.’ Ja, naturens kompleksitet lærer os vigtigheden af at leve i harmoni med miljøet og at bevare det til gavn for dyrene — som for eksempel lossen.