Jeg antog Guds syn på blodet

En læge fortæller

EPISODEN fandt sted i hospitalets auditorium. Jeg havde obduceret en patient der havde en ondartet svulst, og i resuméet til de forsamlede læger sagde jeg: „Vi kan konkludere at den primære dødsårsag hos patienten var hæmolyse [nedbrydning af de røde blodlegemer] og akut nyresvigt forårsaget af transfusion af store mængder blod.“

En professor rejste sig og råbte vredt: „Påstår De at vi har givet en transfusion med en forkert blodtype?“ Jeg svarede: „Det var ikke det jeg mente.“ Så viste jeg nogle lysbilleder af biopsier fra patientens nyre og tilføjede: „Vi kan se udbredt lyse [nedbrydning] af de røde blodlegemer i nyren og kan derfor konkludere at dette forårsagede akut nyresvigt.“ * Atmosfæren blev spændt, og jeg blev tør i munden. Nok var spørgeren professor, og jeg kun en ung læge, men jeg følte at jeg burde stå fast.

Dengang var jeg ikke et af Jehovas Vidner. Jeg er født i 1943 i den nordjapanske by Sendai. Min far var patolog og psykiater, så det var nærliggende for mig at studere medicin. I 1970, mit andet år på medicinstudiet, giftede jeg mig med en ung kvinde ved navn Masuko.

 Jeg bliver patolog

Masuko supplerede vores indtægt ved at arbejde mens jeg fuldførte min uddannelse. Det medicinske fagområde fascinerede mig. Jeg beundrede den menneskelige organisme. Alligevel strejfede tanken om en Skaber mig aldrig. Jeg gik ud fra at lægevidenskabelig forskning ville give mit liv mening. Efter lægeuddannelsen valgte jeg derfor at studere patologi — studiet af sygdomme, deres årsag og indvirkning på organismen.

Efterhånden som jeg obducerede en del kræftpatienter, begyndte jeg at tvivle på nytten af blodtransfusion. Mange patienter med fremskreden kræft har anæmi som følge af blødninger, og eftersom kemoterapi forværrer anæmien, ordinerer lægerne ofte blodtransfusioner. Jeg fik mistanke om at blodtransfusion får kræften til at brede sig. Under alle omstændigheder er det i dag almen viden at blodtransfusion undertrykker immunforsvaret og øger risikoen for nye svulster. Det mindsker selvsagt patientens udsigter til at blive rask. *

I 1975 kom den konfrontation jeg gengav i indledningen. Professoren havde forestået behandlingen og var specialist i hæmatologi. Det var derfor ikke så mærkeligt at han fór op da jeg sagde at dødsårsagen var blodtransfusion. Men jeg fortsatte redegørelsen, og lidt efter lidt faldt han til ro.

En verden fri for sygdom og død

Omtrent samtidig fik Masuko besøg af en ældre dame, et af Jehovas Vidner. Hun talte om Jehova, og min kone spurgte hvad det ord betød. Damen svarede: „Jehova er den sande Guds navn.“ Masuko havde fra barnsben læst i Bibelen, men i hendes bibel havde man udskiftet Guds navn med „HERREN“. Nu vidste hun at Gud har et navn!

Masuko begyndte straks at studere Bibelen med den ældre forkynder. Da jeg klokken et om natten kom hjem fra hospitalet, udbrød Masuko begejstret: „Bibelen siger at sygdom og død vil blive afskaffet!“ Mit svar lød: „Det ville da være dejligt!“ Hun fortsatte: „Den nye verden kommer snart, så jeg synes ikke at du skal spilde tiden.“ Jeg opfattede det som en tilskyndelse til at forlade lægegerningen. Det gjorde mig vred, og vores forhold blev ret anspændt.

Men Masuko gav ikke op. Under bøn søgte hun efter passende skriftsteder og viste mig dem. Især appellerede Prædikeren 2:22, 23 til mig. Der står: „Hvad får et menneske for al sin møje og for sit hjertes stræben som det har haft møje med under solen? . . . Heller ikke om natten kan dets hjerte lægge sig til hvile. Også dette er tomhed.“ Det var en præcis beskrivelse af min tilværelse, hvor jeg dag og nat gik op i lægevidenskab uden at føle mig virkelig tilfreds.

Da Masuko en søndag formiddag i juli 1975 var taget til møde i Jehovas Vidners rigssal, fik jeg den indskydelse at gøre det samme. Masuko blev meget overrasket da jeg dukkede op. Jeg blev hjerteligt modtaget, og  fra da af overværede jeg møderne hver søndag. En måneds tid senere begyndte jeg på et bibelkursus med et af Jehovas Vidner. Masuko blev døbt tre måneder efter det første besøg.

Jeg antager Guds syn på blodet

Inden længe fandt jeg ud af at Bibelen påbyder de kristne at ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:28, 29; 1 Mosebog 9:4) Eftersom jeg i forvejen var skeptisk angående blodtransfusion, var det ikke svært for mig at antage Guds syn på blodet. * Jeg tænkte: ’Hvis der findes en Skaber, og det er hans ord, må det være rigtigt.’

Jeg lærte også at årsagen til sygdom og død er Adams synd. (Romerne 5:12) På det tidspunkt forskede jeg i arteriosklerose (åreforkalkning). Med alderen stivner og forsnævres blodårerne, og det forårsager blandt andet hjertesygdomme, cerebrovaskulære sygdomme (blodkarsygdomme i hjernen) og nyrelidelser. Det lød fornuftigt at årsagen er den nedarvede ufuldkommenhed. I erkendelse af at det kun er Jehova Gud der kan afskaffe sygdom og død, dalede min betagelse af lægevidenskab.

I marts 1976, syv måneder efter at jeg var begyndt at undersøge Bibelen, afbrød jeg mit projekt på universitetshospitalet. Jeg frygtede at det var en definitiv afsked med lægegerningen, men jeg blev ansat på et andet hospital. I maj 1976 blev jeg døbt. Jeg blev enig med mig selv om at den bedste livsgerning ville være heltidsforkyndelsen, og derfor begyndte jeg i juli 1977 som pioner.

Jeg forsvarer Guds syn på blodet

I november 1979 flyttede Masuko og jeg til en menighed i Chibapræfekturet hvor der var brug for flere forkyndere. Jeg fandt deltidsarbejde på et hospital. Den første dag på arbejdet omringede en gruppe kirurger mig og spurgte i forhørstone: „Hvad vil De gøre hvis der bliver indbragt en patient som behøver en blodtransfusion?“

Respektfuldt svarede jeg at jeg ville rette mig efter Guds vejledning om blod. Jeg nævnte at der jo findes alternativer til blodtransfusion, og at jeg ville gøre mit bedste for at hjælpe mine patienter. Efter en times meningsudveksling sagde overkirurgen: „Jeg forstår Dem. Men hvis der bliver bragt en patient ind med voldsomt blodtab, tager vi os af tilfældet.“ Overkirurgen havde ry for at være umedgørlig, men efter drøftelsen fik vi et behageligt forhold, og han respekterede til hver en tid min overbevisning.

Respekten for blodets hellighed bliver prøvet

Mens vi boede i Chiba, blev Betel, Jehovas Vidners nye afdelingskontor i Japan, opført i Ebina. Masuko og jeg begyndte at køre dertil en gang om ugen for at tilse byggearbejderne. Efter nogle måneder blev vi indbudt til at arbejde der på heltid, og i 1981 flyttede vi derfor ind i de midlertidige bygninger der husede over 500 frivillige byggearbejdere. Om formiddagen var jeg med til at gøre badeværelser og toiletter rene på byggepladsen, og om eftermiddagen havde jeg konsultation.

En af mine patienter var Ilma Iszlaub, en australsk missionær der var kommet til Japan i 1949. Hun havde leukæmi, og lægerne på hospitalet havde sagt at hun kun havde nogle få måneder tilbage. Ilma afviste  at modtage blodtransfusioner som ifølge lægerne kunne forlænge hendes liv, og hun valgte at tilbringe resten af sin levetid på Betel. Dengang havde man ikke lægemidler der stimulerer dannelsen af røde blodlegemer, såsom erytropoietin. På nogle tidspunkter var Ilmas hæmoglobintal så lavt som 2-3 millimol pr. liter blod, hvor det normale er 8-9 millimol. Jeg gav hende den bedste behandling jeg kunne give. Hun bevarede sin urokkelige tro på Guds ord til sin død i januar 1988 — cirka syv år efter diagnosen!

Gennem årene har en del af de frivillige medarbejdere på det japanske afdelingskontor haft behov for operation. Lægerne på de lokale hospitaler har med rosværdig imødekommenhed udført indgrebene uden at give blod. De har ofte indbudt mig til at være med på operationsstuen, og jeg har endog deltaget i nogle operationer. Jeg er taknemmelig mod de læger der respekterer Jehovas Vidners standpunkt vedrørende blod. Samarbejdet med dem har givet mig mange lejligheder til at tale om min tro. En af lægerne blev for nylig døbt som et af Jehovas Vidner.

Det bør nævnes at de metoder lægerne har brugt på Jehovas Vidner, har betydet væsentlige fremskridt inden for lægevidenskaben. Erfaringerne med blodløs kirurgi har vist det gavnlige i at undgå blodtransfusion. Undersøgelser viser at der støder færre komplikationer til, og at patienterne kommer sig hurtigere.

Jeg lærer fortsat af den største Læge

Jeg forsøger at holde mig ajour med de lægevidenskabelige fremskridt. Samtidig bliver jeg ved med at lære af den største Læge, Jehova. Han ser ikke kun det ydre, men hele vores person. (1 Samuel 16:7) Som læge forsøger jeg at behandle hele personen, ikke kun et sygdomstilfælde. Det er den bedst mulige behandling en læge kan give.

Vi er fortsat på Betel, og det er stadig en af mine største glæder at fortælle andre om Jehova, deriblandt hans syn på blodet. Det er min bøn at den store Læge, Jehova Gud, snart vil afskaffe sygdom og død. — Fortalt af Yasushi Aizawa.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 14]

„Jeg nævnte at der jo findes alternativer til blodtransfusion, og at jeg ville gøre mit bedste for at hjælpe mine patienter“

[Tekstcitat på side 15]

„Erfaringerne med blodløs kirurgi har vist det gavnlige i at undgå blodtransfusion“

[Illustrationer på side 15]

Øverst: Jeg holder et bibelsk foredrag

Til højre: Et nyere billede af Masuko og mig