Spædbørns behov

BØRN har lige fra de bliver født, brug for kærlig omsorg, blandt andet blide kærtegn og kropskontakt. Nogle læger mener at de første tolv timer efter fødselen har afgørende betydning. De siger at det som mor og barn har brug for og ønsker sig mest straks efter fødselen, „ikke er at hvile eller spise, men at stryge og kærtegne, se på hinanden og lytte til hinanden“. *

Forældre rækker helt uvilkårligt ud efter deres spædbarn og holder om det og kærtegner det. Barnet bliver derved nært knyttet til sine forældre og reagerer på deres opmærksomhed. Dette nære bånd er så stærkt at forældre er villige til utrætteligt at bringe store ofre for at tage sig af barnet.

Hvis dette kærlige bånd mellem forældrene og spædbarnet mangler, kan barnet ligefrem sygne hen og dø. Nogle læger anbefaler derfor at man umiddelbart efter fødselen giver barnet til moderen, og at de to på dette tidlige tidspunkt får lov til at være sammen i mindst 30 til 60 minutter.

Men selv om en sådan tidlig kontakt mellem mor og barn tilrådes, kan det på nogle hospitaler være vanskeligt eller ligefrem umuligt at gennemføre. Ofte bliver nyfødte skilt fra deres mor på grund af faren for overførsel af infektion til barnet. Nogle undersøgelsesresultater tyder dog på at forekomsten af dødelige infektioner  daler når nyfødte får lov at blive hos moderen. Flere og flere hospitaler går af den grund ind for en længerevarende kontakt mellem mor og barn umiddelbart efter fødselen.

Hvis moderfølelsen mangler

Nogle mødre føler sig ikke knyttet til deres spædbarn første gang de ser det, og spekulerer derfor på om de vil få svært ved at elske barnet. At en mor ikke straks elsker sit nyfødte barn, bør dog ikke nødvendigvis give anledning til bekymring.

Selv om moderfølelsen lader vente på sig, kan den udvikle sig med tiden. „Der findes ingen enkeltstående faktor i forbindelse med en fødsel som vil være altafgørende for hvordan dit forhold til spædbarnet bliver,“ siger en erfaren mor. Men hvis du er gravid og bekymret for hvordan det skal gå, kan det være klogt at tale med din fødselslæge om det inden fødselen. Giv klart udtryk for hvornår og hvor længe du ønsker at have dit nyfødte barn hos dig.

„Tal til mig!“

Noget tyder på at der er bestemte perioder i et barns liv hvor det er særlig modtageligt for specifikke sansepåvirkninger, men disse perioder får en ende. For eksempel kan et lille barns hjerne uden større besvær mestre et sprog, ja, endda flere. Men den periode hvori barnet er mest modtageligt for indlæring af sprog, slutter efter alt at dømme i 5-årsalderen.

Et barn mellem 12 og 14 år kan have meget svært ved at lære et sprog. Ifølge Peter Huttenlocher, der er professor i pædiatri og neurologi, er det på det tidspunkt at „afstanden mellem synapserne i hjernens sprogcentre øges og antallet af disse synapser aftager“. De allerførste leveår er tydeligvis en vigtig periode når det gælder barnets evne til at lære sprog.

Hvordan bærer spædbørn sig ad med at lære kunsten at tale, en færdighed der er så vigtig for den videre udvikling af barnets forstand? Hovedsagelig gennem den verbale kontakt med forældrene. Spædbørn reagerer især på stimuli fra andre mennesker. „Et spædbarn . . . efterligner sin mors stemme,“ siger Barry Arons fra Massachusetts Institute of Technology. Men spædbørn efterligner interessant nok ikke alle lyde. Barry Arons gør opmærksom på at barnet eksempelvis „ikke efterligner de knirkelyde fra vuggen som det hører samtidig med at moderen taler“.

Trods forskellig kulturel baggrund er det fælles for mange forældre at de bruger en bestemt rytmisk måde at tale på over for deres spædbarn. Når forældrene taler i en kærlig tone, øges barnets hjertefrekvens. Man mener at dette fremskynder dets evne til at forbinde ord med genstande. Det er som om barnet trygler sine forældre: „Tal til mig!“

„Se på mig!“

Det er blevet fastslået at et spædbarn omkring dets første leveår får en følelsesmæssig tilknytning til den der primært tager sig af det, som regel moderen. Når barnet føler sig trygt i dette nære forhold, fungerer det bedre sammen med andre end de børn der ikke har haft en sådan tilknytning. Man mener at mor-barn-forholdet bør være etableret inden barnet bliver tre år.

 Hvad kan der ske hvis barnet forsømmes i denne afgørende periode hvor dets sind er meget modtageligt for ydre påvirkninger? Martha Farrell Erickson, som i over 20 år har fulgt 267 mødre og deres børn, siger: „Når et barn forsømmes, bliver dets livsmod langsomt, men sikkert, nedbrudt indtil [barnet] til sidst mister lysten til at knytte sig til andre og til at udforske verden omkring sig.“

Dr. Bruce Perry fra Texas Children’s Hospital giver på en noget barsk måde udtryk for sit syn på de alvorlige konsekvenser af følelsesmæssig misrøgt: „Hvis man gav mig valget mellem at brække hver eneste knogle i kroppen på et seks måneder gammelt spædbarn og at forsømme det følelsesmæssigt i to måneder, ville jeg sige at barnet ville være bedre stillet hvis man brækkede hver eneste knogle i dets krop.“ Bruce Perrys begrundelse for at sige sådan lyder: „Knogler kan gro sammen igen, men hvis et spædbarn ikke får den nødvendige stimulation af hjernen i to måneder, vil det medføre permanente hjerneforstyrrelser.“ Ikke alle er enige om at skaden vil være uoprettelig, men videnskabelige undersøgelser tyder på at et følelsesmæssigt berigende miljø er afgørende for barnesindet.

Bogen Infants siger: „Kort sagt er [spædbørn] parate til både at give og at modtage kærlighed.“ Når et barn græder, er det ofte som en appel til forældrene: „Se på mig!“ Det er vigtigt at forældrene reagerer på en kærlig måde. Gennem et sådant samspil finder børn ud af at de kan gøre andre opmærksomme på deres behov. De er ved at lære at knytte sociale bånd til andre.

’Forkæler jeg så ikke mit barn?’

’Hvis jeg reagerer hver gang mit barn græder, vil jeg så ikke komme til at forkæle det?’ spørger du måske. Der er meget delte meninger om det spørgsmål. Eftersom hvert barn har sin egen personlighed, må forældrene finde frem til den bedste måde at gribe sagen an på i det enkelte tilfælde. Nye undersøgelser tyder imidlertid på at der hos en nyfødt som er sulten, utilpas eller ked af det, frigøres stresshormoner. Barnet giver udtryk for sin utilfredshed ved at græde. Man mener at dét at moderen eller faderen reagerer og dækker barnets behov, igangsætter dannelsen af det netværk af celler i barnets hjerne som hjælper det til at berolige sig selv. Ifølge dr. Megan Gunnar producerer et spædbarn som har fået kærlig omsorg, desuden mindre mængder af stresshormonet kortisol. Og selv når barnet bliver misfornøjet, kan det lukke hurtigere af for stressreaktionen.

Martha Farrell Erickson siger: „Spædbørn hvis gråd forældrene hurtigt og konsekvent reagerer på, især i de første 6-8 måneder af barnets liv, græder faktisk sjældnere end de spædbørn hvis gråd bliver ignoreret.“ Det er også vigtigt at forældrene ikke reagerer på samme måde hver gang barnet græder. Hvis de gør det,  eksempelvis giver barnet mad eller tager det op, er det meget muligt at barnet bliver forkælet. Nogle gange kan man blot ved at sige noget til barnet vise at man har hørt dets gråd. Man kan også gå tæt hen til barnet og tale blidt i dets øre. Muligvis er et lille kærtegn på barnets ryg eller mave alt hvad der skal til for at berolige det.

Et orientalsk ordsprog siger: „Det er barnets lod at græde.“ Det er hovedsageligt ved at græde at børn tilkendegiver hvad de ønsker. Hvordan ville vi have det hvis vi blev ignoreret hver gang vi bad om noget? Hvor meget værre må det så ikke være for et spædbarn, som ikke kan klare sig uden andres hjælp, at blive tilsidesat hver gang det ønsker opmærksomhed? Men hvem skal reagere på barnets gråd?

Hvem skal tage sig af barnet?

En undersøgelse som for nylig blev foretaget i USA, viser at 54 procent af børn i alderen 0 til cirka 9 år regelmæssigt bliver passet af andre end deres forældre. En del familier er nødt til at have to indtægter for at kunne klare sig økonomisk. Mange mødre tager dog barselsorlov nogle uger eller måneder hvis det er muligt, for at tage sig af deres nyfødte. Men hvem skal passe barnet bagefter?

Det kan man selvfølgelig ikke opstille nogen faste regler for. Men det er godt at huske at barnet i denne vigtige periode af sit liv stadig er sårbart. Begge forældre bør tænke sagen grundigt igennem, og de må i fællesskab overveje mulighederne nøje før de bestemmer sig for hvad de vil gøre.

„Når det gælder opdragelse, står det mere og mere klart at selv de bedste børnepasningsordninger ikke kan erstatte den tid børn har behov for at tilbringe sammen med deres mor og far,“ siger dr. Joseph Zanga fra American Academy of Pediatrics. Nogle eksperter har udtrykt bekymring over at spædbørn som er i dagpleje, ikke bliver tilstrækkelig stimuleret af dem de bliver passet af.

Nogle udearbejdende kvinder har i erkendelse af deres børns følelsesmæssige behov besluttet sig for at blive hjemme frem for at lade andre tage sig af børnene. En kvinde siger: „Jeg har opnået en glæde som jeg er overbevist om at intet andet arbejde ville have kunnet give mig.“ Under svære økonomiske forhold er det naturligvis ikke sikkert at en mor kan vælge at gå hjemme hos sine børn. Mange forældre har ikke andet valg end at gøre brug af daginstitutioner, men de gør sig en særlig anstrengelse for at vise deres børn opmærksomhed og omsorg når de endelig er sammen med dem. Det samme gælder mange udearbejdende enlige forældre som gør en rosværdig indsats for at opdrage deres børn — med godt resultat.

At være forældre kan være en meget berigende og spændende opgave. Men det er også en udfordring. Hvordan kan forældre klare opgaven?

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 6]

Tavse spædbørn

Nogle læger i Japan siger at der er en stigning i antallet af spædbørn som hverken græder eller smiler. Børnelægen Satoshi Yanagisawa kalder dem tavse spædbørn. Hvorfor giver disse børn ikke udtryk for deres følelser? Ifølge nogle læger er det fordi børnene ikke har nok fysisk kontakt med deres forældre. Denne tilstand er blevet kaldt påtvungen hjælpeløshed. Én teori går ud på at spædbørn hvis behov for kommunikation konstant bliver ignoreret eller mistolket, til sidst giver op.

Hvis et spædbarn ikke bliver stimuleret tilstrækkeligt på det rette tidspunkt, er der fare for at den del af hjernen som gør barnet medfølende, ikke udvikler sig, siger dr. Bruce Perry, der er overlæge på psykiatrisk afdeling på Texas Children’s Hospital. I de tilfælde hvor der er tale om ekstrem følelsesmæssig vanrøgt, kan barnets evne til at føle empati være tabt for altid. Bruce Perry mener at alkohol- og stofmisbrug samt voldelige tendenser i puberteten i nogle tilfælde kan sættes i forbindelse med sådanne oplevelser som spæd.

[Illustration på side 7]

Båndet mellem mor og barn bliver stærkere jo mere de kommunikerer