Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Atomkrig — Hvem udgør en trussel?

Atomkrig — Hvem udgør en trussel?

Atomkrig — Hvem udgør en trussel?

„Der er en reel fare for at der kan komme en altudslettende atomkrig. Faren eksisterer, . . . og det til trods for at den kolde krig sluttede for mere end ti år siden.“ — USA’s tidligere forsvarsminister Robert S. McNamara og James G. Blight, professor i internationale relationer ved Watson Institute for International Studies.

DA DEN kolde krig sluttede i 1991, blev minutviseren på det berømte dommedagsur stillet tilbage til 17 minutter i „midnat“. Dommedagsuret er på forsiden af tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists og angiver hvor tæt verden menes at være på en atomkrig (midnat). Minutviseren blev da stillet længere tilbage end den nogen sinde havde været siden uret blev afbildet første gang i 1947. Men i tiden efter 1991 er minutviseren blevet stillet frem igen. For eksempel blev uret i februar 2002 stillet frem til syv minutter i midnat, hvilket var tredje gang det blev sat frem siden afslutningen på den kolde krig.

Hvorfor flyttede udgiverne af det videnskabelige tidsskrift minutviseren frem? Hvorfor mener de at en atomkrig stadig er en overhængende trussel? Og hvem er det der truer verdensfreden?

En regulær nedrustning?

„Der opretholdes stadig et arsenal på mere end 31.000 atomvåben,“ oplyser Bulletin of the Atomic Scientists. Tidsskriftet fortsætter: „Femoghalvfems procent af disse våben findes i USA og Rusland, og over 16.000 er klar til at blive taget i brug.“ Her vil nogle måske bemærke en tilsyneladende uoverensstemmelse hvad angår antallet af eksisterende atomsprænghoveder. Havde de to atomsupermagter ikke erklæret at de begge havde reduceret antallet af deres sprænghoveder til 6000?

Hvad skyldes uoverensstemmelsen? En rapport fra Carnegie Endowment for International Peace siger: „De 6000 sprænghoveder udregnes på grundlag af specifikke regler som man er blevet enige om i forbindelse med START-aftalen [Strategic Arms Reduction Talks]. Begge nationer vil beholde tusinder af taktiske våben foruden andre våben i reserve.“ (Kursiveret af os). Ifølge Bulletin of the Atomic Scientists „vil mange, om ikke de fleste, af USA’s kampklare sprænghoveder som fjernes, blive oplagret (sammen med cirka 5000 sprænghoveder der allerede holdes i reserve) i stedet for at blive demonteret“.

Så ud over de tusinder af strategiske atomvåben som stadig holdes i aktiv reserve — og som kan affyres direkte fra ét kontinent til et andet — er der tusinder af andre atomsprænghoveder foruden taktiske atomvåben som er konstrueret til at ramme mål inden for en kortere rækkevidde. Der er ingen tvivl om at de to atomsupermagter stadig opretholder så store arsenaler af atomvåben at de kan udslette jordens befolkning adskillige gange! Disse store lagre af farlige våben kan indebære endnu en fare — affyring af atommissiler ved et uheld.

Atomkrig ved et uheld

„USA’s atomare styrker har været styret af en strategi kaldt ’launch on warning’ [affyring ved varsling],“ siger føromtalte Robert S. McNamara og James G. Blight. Hvad vil det sige? „Vores sprænghoveder er klar til at blive affyret i samme øjeblik russiske sprænghoveder er i luften,“ forklarer de, og tilføjer: „Ifølge strategien vil der gå højst 15 minutter fra det første varsel af et russisk angreb til vores missiler bliver affyret.“ En tidligere amerikansk officer har sagt at „praktisk taget alle missiler på landjorden er klar til affyring med to minutters varsel“.

Denne højspændte situation skaber mulighed for at et missil bliver affyret på grund af en falsk alarm. I en artikel i tidsskriftet U.S.News & World Report siges der: „I mere end ét tilfælde er der i forbindelse med amerikanske nukleare militærøvelser ved en fejltagelse blevet givet ordre til at affyre våben.“ Sådanne falske varsler har også fundet sted i Rusland. Da en norsk forskningsraket i 1995 udløste en falsk alarm, begyndte den russiske præsident at forberede sig på at affyre kernevåben.

Denne ’klar til affyring’-strategi lægger et enormt pres på beslutningstagerne. Indtil nu har øverstbefalende heldigvis forstået at der har været tale om falske alarmer, og man har således forhindret en atomkrig. Om en episode i 1979 siger en forsker: „Det der forhindrede de amerikanske missiler [i at blive affyret], var vores satellitvarslingssystemer som viste at der ikke var nogen sovjetiske missiler i luften.“ Men sådanne satellitsystemer forfalder efterhånden. Forskere og analytikere er bekymrede for at „de fleste af Ruslands satellitvarslingssystemer er holdt op med at fungere eller har bevæget sig uden for deres rette baner“. Derfor, som en pensioneret viceadmiral sagde for nogle år siden, „er risikoen for et overraskelsesangreb eller et missilangreb foranlediget af enten en misforståelse, inkompetent ledelse eller et uheld lige så stor i dag som på et hvilket som helst andet tidspunkt i historien“.

Nye medlemmer af atomklubben

Ganske vist har USA og Rusland de største atomvåbenarsenaler, men der findes andre atommagter, som for eksempel Frankrig, Kina og Storbritannien. For nylig sluttede to nye lande, nemlig Indien og Pakistan, sig til disse erklærede atommagter, der kaldes atomklubben. Foruden disse lande er der adskillige andre, deriblandt Israel, som siges gerne at ville have — eller som måske allerede har — atomvåben.

Politiske konflikter mellem atommagter, også nye medlemmer, kan meget vel udløse en atomkrig. „Krisen mellem Indien og Pakistan . . . markerer det tætteste to lande er kommet på en atomkrig siden Cubakrisen,“ oplyser Bulletin of the Atomic Scientists. Den spændte situation i begyndelsen af 2002 gav anledning til stor frygt for at der ville ske et atomvåbenangreb.

Udviklingen af andre masseødelæggelsesvåben har øget faren for at nogen vil bruge atombomben. I en kommentar til en fortrolig Pentagon-rapport siger avisen The New York Times at „en eventuel anvendelse af atomvåben til ødelæggelse af fjendens arsenaler af biologiske våben, kemiske våben og andre masseødelæggelsesvåben“ måske er blevet en del af den amerikanske atompolitik.

Terrorangrebene i USA den 11. september 2001 gjorde verden opmærksom på at atomfaren kan true fra endnu en kant. Mange mener nu at terrororganisationer forsøger at udvikle atomvåben — hvis de da ikke allerede er i besiddelse af dem. Hvordan er det muligt?

Terrorister og „beskidte bomber“

Kan det lade sig gøre at konstruere en atombombe ved hjælp af materialer der sælges på det sorte marked? Ifølge bladet Time er svaret ja. Bladet har skrevet om et forskerhold som er blevet dannet for at forhindre atomterrorisme. Holdet har „monteret en halv snes“ hjemmelavede bomber ved at bruge „teknologisk materiale som kan fås i en almindelig elektronikforretning, og den type kernebrændsel der sælges på det sorte marked“.

Atomnedrustning og demonteringen af atomvåben har øget risikoen for tyveri af sådanne våben. Time siger: „Tusinder af russiske atomvåben som fjernes fra velbevogtede missiler, bombefly og ubåde og opbevares på mindre sikre steder, kan virke fristende på terrorister.“ Hvis det skulle lykkes en lille gruppe mennesker at få fat i demonterede atomvåbendele og samle dem igen, kunne denne gruppe meget hurtigt blive et nyt medlem af atomklubben!

Tidsskriftet Peace hævder at det ikke engang er nødvendigt at samle en bombe for at være med i atomklubben. Det eneste man behøver, er tilstrækkelige mængder fissilt uran eller plutonium. Peace skriver: „Hvis terrorister kommer i besiddelse af uran til våbenbrug, er der stor sandsynlighed for at de vil kunne udløse en eksplosion ved ganske enkelt at lade den ene halvdel af det falde oven på den anden halvdel.“ Hvor meget beriget nukleart materiale skal der til? Ifølge tidsskriftet „skulle tre kilo være nok“. Det er omtrent samme mængde nukleart materiale som smuglere fik konfiskeret i Tjekkiet i 1994!

Radioaktivt affald kan også bruges til fremstilling af atomvåben. „Det der virkelig bekymrer eksperterne, er den dødbringende kombination af radioaktivt affald og konventionelt sprængstof,“ skriver tidsskriftet The American Spectator. Denne type våben, som ved sprængning spreder radioaktivitet, kaldes beskidte bomber. Hvor farlige er de? Til fremstillingen af beskidte bomber anvendes „konventionelt sprængstof for at sprede højradioaktive materialer med det formål at forurene angrebsmålene frem for at ødelægge dem ved hjælp af en trykbølge og stærk varme,“ forklarer avisen IHT Asahi Shimbun. Avisen fortsætter: „Deres virkning på mennesker spænder lige fra strålesyge til en langsom og pinefuld død.“ Selv om nogle siger at brugen af lettilgængeligt atomaffald ikke vil anrette særlig stor ødelæggelse, er mange bekymrede over at der findes beriget nukleart materiale på det sorte marked. Ifølge en verdensomspændende undersøgelse som for nylig blev foretaget, tror over 60 procent af de adspurgte at atomterrorisme vil finde sted i løbet af det næste årti.

Atomkrig er bestemt stadig en overhængende trussel. Den engelske ugeavis Guardian Weekly skrev følgende i udgaven for 16.-22. januar 2003: „Faren for at USA vil bruge atomvåben, er større end på noget andet tidspunkt siden den kolde krigs mørkeste periode. . . . USA er gradvis ved at sænke atomtærskelen.“ Det er derfor rimeligt at spørge: Kan en atomkrig forhindres? Er der håb om at verden en dag ikke længere vil være underlagt atomtruslen? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

[Ramme på side 6]

Den anden atomalder?

Bill Keller, som i dag er chefredaktør for The New York Times, har udtalt at nationerne er trådt ind i den anden atomalder. Den første atomalder varede indtil januar 1994 da Ukraine indvilligede i at aflevere våben som landet havde tilbage fra tiden under Sovjetstyret. Hvorfor taler han om den anden atomalder?

Keller skriver: „Den anden atomalder blev bebudet af en rumlen under Rajasthan-ørkenen i 1998 da Indiens nyvalgte hindunationalistiske regering foretog fem prøvesprængninger. To uger senere fulgte Pakistan trop.“ Hvordan adskilte disse prøvesprængninger sig fra dem der blev foretaget i den første atomalder? „Disse atomvåben blev udviklet med et bestemt område i tanke,“ siger Keller.

Kan verden føle sig mere tryg efter at der er kommet to nye aktive medlemmer i atomklubben? Keller fortsætter: „Hvert nyt land der får atomvåben, øger faren for en krig med en atommagt som impliceret part.“ — „The Thinkable“ (Det tænkelige), The New York Times Magazine, 4. maj 2003, side 50.

Situationen kompliceres yderligere af nyheden om at Nordkorea muligvis har „tilstrækkelige mængder plutonium til i nær fremtid at kunne fremstille seks nye atombomber. . . . For hver dag der går, øges risikoen for at det vil lykkes Nordkorea at producere nye atomvåben og måske endda at teste en af dem for at bevise at den fungerer.“ — The New York Times, 18. juli 2003.

[Illustration på side 7]

En regeringsembedsmand viser en model af en atombombe som ligner en kuffert

[Kildeangivelse]

AP-foto/Dennis Cook

[Illustration på side 7]

Gamle satellitvarslingssystemer er ved at forfalde

[Kildeangivelse]

NASA-foto

[Kildeangivelse på side 5]

Jordkloden: NASA-foto