Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Venlige børn er mere populære

„At gå med de ’rigtige’ cowboybukser eller at have det ’sidste nye’ er ingen garanti for at et barn bliver populært blandt sine kammerater. En høj social status har ikke nær så meget at sige i kammeraternes øjne som det at man er venlig,“ oplyser det tyske tidsskrift Psychologie Heute. Psykologerne Judith Schrenk og Christine Gürtler ved Max-Planck-Institut für Bildungsforschung i Berlin har lavet en undersøgelse der omfatter 234 børn i tredje og femte klasse fra ti forskellige skoler. De fandt ud af at de børn der ønskede at komme godt ud af det med andre, og som var venlige og åbne, gjorde sig mere gældende blandt deres kammerater end de børn der var voldelige, eller som lo ad dem. „Selv det at ’se godt ud’ eller at have mange lommepenge har ikke den store betydning hos klassekammeraterne,“ siger rapporten.

Persille — en lille, men kraftfuld urt

Persille, der ofte bliver brugt som pynt, er rig på vitaminer og mineraler, siger den australske avis Sunday Telegraph. „En kop persille indeholder mere betacaroten (A-vitamin) end en stor gulerod, næsten dobbelt så mange C-vitaminer som en appelsin og mere calcium end en kop mælk. Der er også forholdsmæssigt mere jern i persille end i lever, og så indeholder det også mange B1- og B2-vitaminer.“ Brugt i medicinsk øjemed er „persille et kraftigt vanddrivende middel,“ oplyser avisen. Det kan også være godt mod visse lever-, milt-, mave- og urinvejssygdomme. Når det spises friskt, „er det et af de bedste midler mod dårlig ånde, for slet ikke at tale om det billigste“. Men artiklen advarer om at ’persillens bestanddele af østrogen under visse omstændigheder, for eksempel under graviditet, kan gøre det farligt at spise den’.

Er visitkort ’kommet til kort’?

„En bølge af kidnapninger i Brasilien gør det mere sikkert for topchefer ikke at gå med visitkort der afslører deres stilling og status,“ udtaler sikkerhedskonsulent Carl Paladini ifølge det brasilianske erhvervsblad Exame. De personlige oplysninger fortæller kriminelle noget om hvor meget en person er ’værd’. Vagner D’Angelo, direktør i Kroll, et stort vagtselskab, siger endda at „indholdet i din tegnebog kan ødelægge dit liv“. Han råder erhvervsfolk i højrisikolande til at fjerne alle de oplysninger på deres visitkort der har at gøre med stilling og status, og til at „undgå det fine papir og det sofistikerede tryk“ der ofte er brugt på visitkort. Af frygt for at kriminelle inden længe vil gennemskue kortene med de ’manglende’ oplysninger, er nogle i højere stillinger helt hørt op med at bruge visitkort.

Aids-epidemi i Caribien

Næst efter Afrika har Caribien det forholdsvis største antal hiv-infektioner i verden, oplyser den internationale udgave af The Miami Herald. „Ifølge nogle skøn er 2,4 procent af Caribiens voksne befolkning smittet med [hiv],“ og i nogle byområder er op mod 12 procent af befolkningen smittet. „Epidemiens fulde omfang er sløret som følge af frygt, fornægtelse, begrænset behandling og manglende ressourcer i det offentlige sundhedsvæsen,“ siger avisen. „Man mener at der alene i 2001 døde over 40.000 voksne og børn i Caribien af sygdommen.“ Patricio Marquez, der er sundhedsspecialist i Verdensbanken med Caribien og Latinamerika som sit arbejdsområde, siger at aids-truslen „rammer den mest arbejdsdygtige del af befolkningen i den mest arbejdsdygtige aldersgruppe . . . Der er risiko for at en hel generation bliver udslettet.“ Hårdest ramt er Haiti, hvor over 6 procent af indbyggerne er smittet. „Både sundhedseksperter og politiske ledere siger advarende at skadevirkningerne kan være særlig store i denne region, hvor landene er små . . . og afhængige af turismen samt af en begrænset reserve af arbejdskraft og ressourcer,“ siger avisen.

Blændende smuk under ultraviolet lys

Mange forskere har længe ment at de strålende farver hos nogle fugle hjælper dem med at tiltrække en mage. Biologer ved Queen’s University i Kingston i Ontario, Canada, har fundet ud af at fjerene hos en bestemt fugleart reflekterer ultraviolet lys. Bladet Canadian Geographic oplyser: „Ved at bruge et spektrometer har forskerne afdækket den usynlige sandhed om den amerikanske fyrremejses lidt kedelige fjerdragt.“ Spektrometeret afslørede at „fyrremejsehannen i forhold til hunnen er blændende smuk. Dens hvide farver er klarere, og kontrasten til det sorte står skarpere. Hætterne og hagesmækkene på de hanner der har størst ’succes’ hos hunnerne, reflekterer mere ultraviolet lys — noget som er usynligt for det menneskelige øje.“ Denne opdagelse støtter allerede eksisterende vidnesbyrd om at fugle kan „se skarpere og i flere farver end mennesker,“ siger Canadian Geographic.

Solsystemet sætter ny rekord

For nylig fandt „det kraftigste vulkanudbrud der nogen sinde er registreret i solsystemet, sted på Jupiters måne Io,“ fortæller bladet Science News. „Jupiters enorme tyngdekraft trækker ubarmhjertigt i Io, og det fører til en opvarmning af dens indre og gør den vulkansk aktiv. Månen har måske 10-12 store udbrud hvert år.“ Ifølge artiklen „dækker vulkansk materiale fra det rekordstore udbrud tilsyneladende 1900 kvadratkilometer, et område der er cirka 1000 gange større end det område der dækkes af vulkansk materiale når den italienske vulkan Etna, en af Jordens mest aktive vulkaner, har udbrud“. Forskere har observeret udbruddet ved hjælp af Keck II, et kraftigt teleskop der befinder sig på Hawaiis Mauna Kea, som selv er en udslukt vulkan. Keck II kunne registrere udbruddet takket være dets adaptive optik, der justeres så hurtigt at det kompenserer for den forvrængning der forårsages af turbulens i Jordens atmosfære,“ siger Science News.

Hvordan et barns død påvirker forældrene

„At dø af et bristet hjerte kan være mere end bare en talemåde,“ oplyser Londonavisen The Times. Forskere ved Århus Universitet „har fulgt 21.062 danske forældres dagligdag efter at de havde mistet et barn der endnu ikke var fyldt 18, og dødsårsagen enten var sygdom, ulykke, mord eller selvmord“. Forskerne sammenlignede disse forældre med 300.000 andre der ikke havde mistet et barn. „I de første tre år efter barnets død var risikoen for at moderen døde af unaturlige årsager — oftest ved ulykke eller selvmord — steget med næsten 300 procent, mens fædrenes risiko var steget med 57 procent.“ Forskerne peger på at øget stress kan være den væsentligste årsag til den højere dødelighed.