Vi lærte Kristi at elske Gud

VORES datter, Kristi, blev født i 1977. Kort efter gav vores læge os den foruroligende meddelelse at Kristi havde stærkt nedsat høreevne og led af en mild form for spastisk lammelse. På daværende tidspunkt vidste vi ikke hvor stor indflydelse det skulle få på vores liv.

Nogle få måneder senere begyndte min mand, Gary, og jeg at tage kurser på en specialskole i Melbourne for at lære hvordan vi bedst muligt kunne tage os af vores datter. Vi opsøgte også Australiens Nationale Akustiske Laboratorium. Her blev vores kun ti måneder gamle datter udstyret med et ganske lille høreapparat. Det var hun ikke meget for, og hun greb fat i ledningerne og hev apparatet ud lige så hurtigt vi fik sat det i. Hun skulle også have en særlig sele på til batterierne, som vejede en del.

På grund af Kristis spastiske lammelse havde hun svært ved at lære at gå. Derfor skulle hun hver uge til træning hos en fysioterapeut. Da Kristi var tre år, begyndte hun at gå uden hjælp, men hun faldt mange gange. Hun fortsatte dog i fysioterapi indtil hun blev fem. I mellemtiden var vi flyttet til den nærliggende by Benalla, hvor Gary drev sin virksomhed.

Undervisningen af Kristi

En døvelærer gjorde os opmærksom på at Kristi ville få behov for særundervisning. Det betød at vi endnu en gang måtte flytte, denne gang til Bendigo, en by hvor der var en skole for døve. Jeg var imidlertid gravid for anden gang, så vi ventede med at flytte til Kristi var fire år og vores lille søn, Scott, var fem måneder gammel. Kristi begyndte nu at gå til taleterapi hver uge på en høreklinik i Bendigo — og det blev hun ved med de næste ti år. Gary og jeg gik desuden i gang med at lære tegnsprog.

Det vi spekulerede mest på, var hvordan vi skulle lære Kristi at tro på Gud. Eftersom både Gary og jeg er Jehovas Vidner, ønskede vi at oplære Kristi „i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Men hvordan skulle vi bære os ad? Skolelederen på Kristis skole sagde rent ud: „Den vanskeligste opgave må være at lære hende om Gud. Man kan ikke se Gud, så hvordan vil I forklare hende hvem han er?“ Nu stod vi over for en stor udfordring. Vi fandt hurtigt ud af at det ville kræve masser af tid, energi og tålmodighed.

I begyndelsen brugte vi billeder og tegninger og gjorde undervisningen så enkel som muligt. Vi tog hende med til de kristne møder og i forkyndelsen, selv om hun ikke havde meget begreb om hvad der foregik. Da Kristi fik lært at mestre tegnsprog, åbnede der sig en helt ny verden for hende. Men alligevel var der mange ord, vendinger og begreber i Bibelen som var vanskelige at forklare hende. En af de bøger hun holdt mest af, var Min bibelhistoriebog, * som er  skrevet specielt for børn. De farverige billeder — og nogle af de tegninger vi lavede — viste sig uvurderlige. Kristi begyndte langsomt at få kærlighed til Gud i sit hjerte.

Kristis skoleleder var så venlig at sætte os i forbindelse med andre Jehovas Vidner med døve børn. De forklarede os hvordan døve kan forkynde for hørende, og det blev et vigtigt skridt fremad. En af de metoder de kan bruge, er at række den besøgte et kort hvorpå der er trykt et bibelsk budskab. Så da Kristi fik lyst til at begynde at forkynde for andre, var det ikke svært for hende. Hun blev udøbt forkynder da hun var 14, og blev døbt i 1994 som 17-årig.

Kristi havde imidlertid behov for at få en god omgangskreds, og det var vanskeligt for hende at udvikle venskaber med hørende Jehovas Vidner. Gary og jeg begyndte derfor at give tegnsprogsundervisning til nogle i vores menighed som viste interesse for at arbejde med døve. Nogle af dem vi har undervist, har senere fået arbejde som døvetolke. Men hvad der var vigtigere for os, var at mange som lærte tegnsprog, blev meget glade for at kommunikere med Kristi. Nu fik Kristi endnu mere ud af vores møder og stævner, og hun har lige siden taget aktivt del i dem. Hun er meget taknemmelig for den kærlige interesse hendes kristne brødre og søstre viser hende.

På et tidspunkt gav Kristi udtryk for at hun ønskede at blive almindelig pioner, eller heltidsforkynder. Med Garys hjælp lykkedes det hende at tage kørekort, og efter at have fundet en løsning på nogle andre problemer blev Kristi i 1995 udnævnt til almindelig pioner. I 2000 fik hun desuden deltidsarbejde på en kommuneskole, hvor hun hjælper med at undervise døve børn.

Nu har både Kristi, Gary, Scott og jeg den glæde at tjene som almindelige pionerer. Vi er lykkelige for at vi kan bruge vores tid på at lære folk om vor Gud, Jehova.

Vort hjertes bøn

At Kristi er døv, er stadig en udfordring for os alle. Det hænder til tider at Kristi ikke har nogen til at tolke for sig i forkyndelsen og savner nogen at dele sine tanker med. Hun udtrykker det sådan: „Det føles som om jeg bor i et land hvor alle andre taler et fremmed sprog.“ Men vi har efterhånden lært at leve med situationen.

Vi henter styrke i ordene i Salme 37:4: „Lad Jehova være din største glæde, og han vil give dig hvad dit hjerte beder om.“ Kristi glæder sig til den dag hvor hun kan lytte til musik, høre naturens lyde og tale hørligt med dem hun holder af. Jeg længes efter den dag hvor Kristi vil kunne høre min stemme. Vi har tro på at det vort hjerte beder om, snart vil blive indfriet, sådan som Bibelen lover. — Esajas 35:5. — Indsendt.

[Fodnote]

[Illustration på side 14]

Kristi, 14 måneder gammel, med „Min bibelhistoriebog“

[Illustration på side 15]

Kristi forkynder ved hjælp af trykte kort

[Illustration på side 15]

Scott, Kristi, Gary og Heather Forbes i dag