Hvorfor kysser de Blarney-stenen?

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I IRLAND

IFØLGE sagnet skete der følgende: En mand stod skælvende foran dronning Elizabeth I af England. Han havde lige overbragt hende dårlige nyheder fra en irsk høvding og forventede nu at blive ramt af hendes vrede. Men helt uventet brød dronningen ud i latter og sagde: „Det her er typisk Blarney. Man kan aldrig regne med det han siger.“ Og den anspændte stemning forsvandt som dug for solen.

Dronning Elizabeth, der regerede fra 1558 til 1603, havde nok ikke regnet med at disse ord ville give anledning til en usædvanlig tradition i Irland — at kysse den såkaldte Blarney-sten. Hvert år kommer tusinder af mennesker til den lille landsby Blarney, nogle få kilometer nord for byen Cork, for at udføre dette aparte ritual. De kysser stenen fordi dette efter sigende skulle give dem veltalenhedens gave.

Hvad er baggrunden for dette sagn? Og hvordan begyndte traditionen med at kysse stenen? For at finde svarene på disse spørgsmål skal vi næsten ti århundreder tilbage i tiden.

En borg med en lang historie bag sig

Begyndelsen til det senere Blarney Castle var et lille fort af træ bygget i det tiende århundrede. Med tiden blev det erstattet af en større og mere solid bygning af sten. I midten af det 15. århundrede havde MacCarthy-familien udbygget borgen så den nu var en lille befæstet by. På den tid var Blarney Castle den bedst befæstede borg i den del af Irland. Mange af stenmurene var 5,5 meter tykke.

Familiens overhoved, Cormac MacCarthy, der levede fra 1411 til 1494, ville gerne efterlade sig et varigt minde. Han udvalgte derfor en stor kalkstensblok, og på den fik han indgraveret en tekst på latin. Oversat betød teksten: „Cormac MacCarthy den Stærke byggede mig i det Herrens år 1446.“ Håndværkerne placerede stenen højt oppe i Blarney Castle’s store tårn. I begyndelsen blev den blot betragtet som en mindetavle. Dens forbindelse med glat, formfuldendt tale kom først ind i billedet over hundrede år senere.

Blarney og glat tale

Det er muligt at det sagn der blev omtalt i indledningen, er mere ’blarney’ end historie, men det stemmer meget godt med de begivenheder der fandt sted på den tid. Dronning Elizabeth ønskede at de irske høvdinge skulle sværge den engelske krone troskab. MacCarthy-slægten havde mindst én gang tidligere, med en hær på tusind mand, kæmpet i et slag for dronningen. Dronningen regnede derfor med at høvdingen for MacCarthy-slægten, Cormac McDermod MacCarthy, let kunne overtales til at sværge hende ubetinget troskab.

Da dronning Elizabeth ikke selv kunne føre forhandlinger, havde hun naturligvis udnævnt en stedfortræder som kunne forhandle  på hendes vegne. De embedsmænd stedfortræderen sendte til MacCarthy for at overtale ham til at sværge dronningen troskab, blev, ifølge historien som den er gengivet i bogen The Blarney Stone, mødt med „langtrukne, uimodståelige og formfuldendte taler med smukke, men tomme løfter“.

Til sidst, siger beretningen, tog dronning Elizabeths stedfortræder selv hen for at snakke med MacCarthy, hvorefter han tog til England for personligt at aflægge rapport over for dronningen. Han var godt klar over at hun absolut ikke ville synes om det han havde at fortælle — at MacCarthy endnu en gang indtrængende havde „anmodet om mere tid“ til at søge yderligere vejledning hos sine rådgivere.

Efter dronningens første reaktion, som den er beskrevet i begyndelsen af artiklen, kom hun med et forslag vedrørende det nye og usædvanlige udtryk hun selv havde brugt. „Vi burde give det ord [blarney] til master Shakespeare! Det er som skabt til ham,“ sagde hun. * Hvis sagnet taler sandt, igangsatte dronning Elizabeth på den måde brugen af ordet „blarney“ som et udtryk for „glat, indsmigrende og uimodståelig“ tale, eller for det at lyve med en skamløs frækhed.

Uanset hvordan det forholder sig, var det allerede i 1789 blevet skik og brug for dem der turde, at kysse Blarney-stenen. Stenens placering gjorde det farligt for dem der forsøgte at kysse den. Da borgen blev renoveret, flyttede man derfor stenen til det nuværende, mere tilgængelige sted. Med tiden blev MacCarthy’s sten skiftet ud med en der havde borgens nye ejeres inskription.

Vi besøger borgen

For nylig besøgte vi borgen med den populære Blarney-sten. Det første man lægger mærke til, er det store tårn. Vi gik ind i tårnet og op ad en vindeltrappes slidte stentrin. Til sidst kom vi ud igennem en lille, smal døråbning, og på muren overfor befandt Blarney-stenen sig.

Vi gik tættere på for at betragte en dame der skulle til at kysse stenen. For at kunne gøre dét måtte hun lægge sig på ryggen med hovedet og skuldrene ude over en åbning der var cirka tre meter lang og en meter bred. „Du skal ikke være nervøs,“ sagde opsynsmanden. „Du kan ikke falde ned i hullet, for der er fastmonteret sikkerhedsstænger hen over åbningen. Og desuden har jeg godt fat i dig!“

Kvinden rakte armene bagud, op over hovedet og greb fat om to jernrør der var fastgjort til væggen over stenen. Da hun rykkede sig længere bagud og sænkede overkroppen, så det ud som om hendes hoved forsvandt ned i hullet. Ganske langsomt nærmede hun sig stenen for at kysse den. Mens vi stod og så på, kunne vi gennem åbningen se græsset næsten 25 meter nede!

Hun gav stenen et hurtigt kys og begyndte derefter at trække sig op igen ved hjælp af jernstængerne. Opsynsmanden hjalp hende op at sidde, hvorefter hun selv kunne rejse sig. Nu var det den næste ’eventyrers’ tur til at foretage den samme besværlige manøvre.

Vi så ned på stenen og lagde mærke til hvor misfarvet den var. „Stenen ser sådan ud på grund af alle de kys den har fået gennem årene,“ forklarede opsynsmanden og tilføjede: „Men bare rolig, vi holder den ren ved at vaske den fire-fem gange om dagen.“

Der stod allerede flere i kø for at komme til, men traditionen er så nært forbundet med overtro, løgn og måske endda spiritisme at vi ikke selv var interesserede i at prøve. Ifølge et andet sagn begyndte hele denne tradition da en gammel kvinde — som tak for at en konge havde reddet hende fra at drukne — ved hjælp af en besværgelse havde givet kongen veltalenhedens gave. Så i stedet for selv at prøve spurgte vi den besøgende der lige havde kysset stenen, om hun troede på at hun nu havde fået veltalenhedens gave.

„Slet ikke!“ sagde hun. Hun havde kun gjort det for sjov, åbenbart uden at tænke nærmere over hvad der lå i handlingen. Som så mange andre der besøger dette historiske sted, ville hun bare gerne kunne fortælle sine venner at hun havde kysset Blarney-stenen.

[Fodnote]

[Illustration på side 18]

Blarney Castle’s tårn