Kul — sorte sten fra et mørkt hul

Af Vågn op!-skribent i Australien

’DU VED ikke hvad mørke er, før du har været nede i en mineskakt,’ råber min ven Bernie i larmen fra maskinerne. Jeg stirrer ned i det gabende hul foran mig og overvejer om jeg egentlig har lyst til at finde ud hvad Bernie mener. Vi skal ned til en kulåre 500 meter under os.

Vi møder en gruppe trætte minearbejdere der er på vej mod baderummene. Mændene ser stærke og robuste ud og taler med udpræget australsk accent. Når de smiler, virker deres øjne og tænder næsten helt selvlysende i deres kulsorte ansigter.

Vi går om bord på et lille tog der kører os ned til kullaget hvor arbejdet foregår. Førerens sæde er fastgjort i loftet ligesom en gynge fordi det går så stejlt nedad. Jeg har fået et gnistfrit batteri til min hjelmlygte og en anordning der i nødsituationer kan bruges til filtrering af indåndingsluften. Efterhånden som toget kommer længere og længere ned i hullet, forvandles himmelen bag os til en blå prik omgivet af mørke.

Mere kul — færre arbejdere

Denne kulmine er blot en af mange i det sydøstlige Australien. Min guide, Bernie, er en af de 25.000 australske minearbejdere der hvert år udvinder kul til en værdi af i alt 35 milliarder kroner. På verdensplan er der ti millioner minearbejdere som enten arbejder under jorden i mørke gange eller ude i store åbne miner. Men der bliver færre og færre minearbejdere. I Storbritannien faldt antallet af organiserede kulminearbejdere fra 1,2 millioner i 1978 til omkring 13.000 ved århundredskiftet, og i USA faldt antallet fra 705.000 i 1924 til mindre end 82.000. I Kina har man for nylig over en femårig periode reduceret arbejdsstyrken i minerne med 870.000 mand.

Det er dog ikke et mindre kulforbrug der er årsagen til de færre minearbejdere. Faktisk anslås det at behovet for kul vil stige med 11 procent i de industrialiserede lande inden 2020, og i samme periode forventes Kina og Indien tilsammen at bygge mere end 750 nye kulfyrede kraftværker. Nedskæringerne i arbejdsstyrken er hovedsagelig et resultat af ny teknologi der gør det muligt for selskaberne at bryde mere kul med færre arbejdere. Den enorme maskine som Bernie vil vise mig, er et eksempel på denne avancerede teknologi.

 Nede i det mørke hul

„Så er vi nede i bunden af mineskakten,“ siger Bernie mens vi kanter os ud af toget. „Alle gangene i minen begynder her.“ Der er en række lysstofrør i det lave loft. Og mange bjælker er kilet ind mellem gulv og loft for at understøtte smalle tværbjælker. I loftet sidder der i tusindvis af bolte. Disse ekspansionsbolte er slået to meter op i loftet for at undgå sammenstyrtninger.

Jeg er overrasket over at væggene ikke er sorte, men hvide. „Væggene er kalkede,“ forklarer Bernie. „Kalken mindsker risikoen for at metangas og kulstøv eksploderer. En enkelt gnist kan antænde gassen der som en detonator vil starte en større eksplosion af kulstøvet i luften. Omkring 2000 liter metangas bliver hvert minut pumpet ud af minen for at blive brugt til at producere elektricitet til minen.“ Af frygt for at gnister skal antænde udsivende gasser, blev jeg bedt om at efterlade mit kamera, min båndoptager, ja, selv mit batteridrevne ur, oppe på overfladen.

 I en af de mange gange der udgår fra bunden af skakten, finder vi et lavt køretøj med en kraftig dieselmotor. I larmen fra motoren kører vi ned gennem en af gangene. Lyset fra mineskakten forsvinder hurtigt bag os, og min hjelmlygte oplyser loftet som farer forbi nogle få centimeter over mit hoved. I nogle af de utallige sidegange vi passerer, ser jeg glimt af andre hjelmlygter der flimrer som ildfluer i mørket. I en gang parallel med vores er der et fem kilometer langt transportbånd som fører kullet væk fra brudstedet.

 Langvægs-skrællemaskinen

Da vi når frem til brudstedet, får vi igennem vanddampe og kulstøv øje på tre skikkelser iført dragter, hætter og masker. Mændene udgør et team der styrer den 250 meter brede maskine, kendt som en langvægs-skrællemaskine. To roterende tromler på hver to meter i diameter bevæger sig sidelæns langs kullaget i hele maskinens bredde. Tromlerne er udstyret med spidse metaltænder der „tygger“ sig en halv meter ind i kullaget efterhånden som de passerer. Maskinen er udstyret med et transportbånd der hurtigt fører kullet hen i en sidegang hvor stykkerne knuses til mindre, lige store stykker der falder ned på hovedtransportbåndet.

Klippeloftet holdes oppe af en række af store hydrauliske donkrafte der understøtter nogle kraftige stålbjælker over operatørernes hoveder. Når de store tromler med metaltænder har „gravet“ i hele maskinens bredde, kører den enorme maskine — med tromlerne, de hydrauliske donkrafte og loftet af stålbjælker — en halv meter frem. Bag sig efterlader den et stykke klippeloft som ikke er understøttet. Loftet bliver hængende et kort øjeblik — for så at styrte sammen med et øredøvende brag. „På denne måde kan vi bryde tusind tons kul i timen,“ råber Bernie. „Når en hel kulsektion er fjernet, skilles maskinen ad og flyttes til den næste sektion.“

Endelig dagslys!

Bernie og jeg sætter os igen ind i køretøjet, som transporterer os fem kilometer tilbage ad de ujævne gange før vi stopper ved en stor hule. En lodret skakt på ti meter i diameter forbinder denne hule med overfladen. „Hovedtransportbåndet læsser kullet af her,“ råber Bernie i den øredøvende larm fra kullet der falder ned i en stor jernbeholder. „Den beholder du ser blive fyldt med kul, kaldes en kulelevator. Den kan rumme 18 tons kul,“ forklarer han. Mens Bernie har snakket, er beholderen blevet fyldt og trækkes nu opad i høj fart af kabler. Sekunder senere kommer en anden beholder ud fra hullet i loftet og læsses med kul.

Nu er rundvisningen forbi, og vi stiger om bord på toget der langsomt kører os tilbage til minens indgang og videre ud i det herlige solskin — troede jeg. For vi havde været nede i minen så længe at solen var gået ned og den måneløse himmel var blevet sort. Skønt det er meget mørkt, forstår jeg nu hvad Bernie mente da han sagde: „Du ved ikke hvad mørke er før du har været nede i en mineskakt.“

[Ramme på side 13]

Kullets fremtidsudsigter — et varmt emne

▪ Kul og forurening: „Hvert år forårsager røg og små partikler fra forbrændingen af kul over 50.000 for tidlige dødsfald og 400.000 nye tilfælde af kronisk bronkitis i 11 af [Kinas] storbyer,“ oplyser en rapport fra FN’s miljøprogram. Organisationen Worldwatch Institute mener at forurening fra kul på verdensplan er skyld i mere end halvanden million dødsfald årligt. Teknologien til at begrænse denne forurening er til stede, men i mange lande hvor elektricitet er en mangelvare, menes denne teknologi at være for bekostelig.

▪ Kul og klimaforandringer: Forbrænding af kul danner allerede over to milliarder tons kuldioxid hvert år. Det anslås at kul vil vedblive med at være den næststørste årsag til udslip af kuldioxid; i 2020 vil det udgøre omkring 34 procent. Mange finder disse tal alarmerende.

„Der skal ske et drastisk fald i kulforbruget hvis klimaforandringerne skal bremses i det næste århundrede,“ siger Seth Dunn, der er forsker ved Worldwatch Institute.

[Ramme på side 14]

Afhængige af kul

▪ Mere end 70 procent af det stål der produceres i verden, er produceret i kulfyrede højovne. Derudover bruges der kemikalier udvundet af kul ved fremstillingen af mursten, tagsten, cement, plastic, maling og sprængstof.

▪ Langt den største forbruger af kul er dog elværkerne. I Australien producerer kulfyrede kraftværker mere end 84 procent af landets elektricitet. I Kina, Sydafrika og Danmark kommer omkring 75 procent af elektriciteten fra kulfyrede kraftværker. Og i USA er man afhængig af kul til over halvdelen af landets elforsyning. Der bruges kul i mere end en tredjedel af verdens samlede elproduktion.

▪ Sagt med andre ord: Hvis man har et elkomfur, bruger man omkring et halvt ton kul om året. I samme periode vil en el-vandvarmer ved vasken have brugt to tons kul og et elektrisk køleskab have slugt yderligere et halvt ton kul.

▪ Forskere anslår at der stadig er tusind milliarder tons kul i undergrunden — nok til flere hundrede år med det nuværende forbrug.

[Diagram/illustrationer på side 12, 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Underjordisk kulmine

Kullager

Mineskakt

[Illustration]

Langvægs-skrællemaskine

[Illustration]

Dieseldrevet køretøj

Gasudledning

Kulelevator

Bunden af mineskakten

[Illustration]

Del af et fem kilometer langt transportbånd

[Illustration på side 13]

Bjælker sikrer ældre minegange