Jeg lærte at stole på Gud

FORTALT AF ELLA TOOM

VORES familie boede i nærheden af den lille by Otepää i det sydlige Estland, cirka 60 kilometer fra den russiske grænse. I oktober 1944, få måneder efter at jeg var færdig med skolen, lakkede den anden verdenskrig mod enden. Da den russiske hær tvang tyskerne tilbage gennem Estland, søgte vi og vores naboer — omkring 20 personer — skjul i skovene sammen med vores husdyr.

I to måneder var vi fanget i dette krigsområde hvor bomberne faldt omkring os. Undertiden læste jeg forskellige afsnit fra Bibelen, især fra Klagesangene, op for de andre mens vi sad sammen. Jeg havde aldrig før læst i Bibelen. En dag gik jeg op på en høj bakke, faldt på knæ og bad til Gud: „Jeg lover at gå i kirke hver søndag når krigen slutter.“

Fronten rykkede vestpå, og da Tyskland i maj 1945 overgav sig, sluttede krigen i Europa. Jeg holdt mit løfte til Gud og gik i kirke hver uge. Men foruden mig kom der kun nogle få gamle kvinder, og jeg var forlegen over at være der. Når nogen kom på besøg hjemme hos os, gemte jeg Bibelen under bordet.

Senere fik jeg et job som lærerinde på den lokale skole. På det tidspunkt var Estland kommet under kommunistisk styre, og ateismen var udbredt. Jeg nægtede dog at blive medlem af kommunistpartiet. Jeg var travlt optaget af mange sociale aktiviteter, som for eksempel folkedans for børn.

Jeg møder Jehovas Vidner

På et tidspunkt skulle jeg bruge nogle kostumer til børnene, så jeg tog hen til en dygtig syerske der hed Emilie Sannamees. Det var i april 1945. Jeg vidste ikke at hun var et af Jehovas Vidner. Hun spurgte mig: „Hvad synes du om situationen i verden?“ Eftersom der i de dage blev holdt en fredskonference i San Francisco i USA, sagde jeg: „Det nuværende styre vil snart blive fjernet, og jeg er sikker på at fredskonferencen bliver holdt netop for at sikre at det sker.“

Emilie sagde at fredskonferencen ikke ville føre til noget af varig værdi, og hun tilbød at vise mig ud fra Bibelen hvorfor det var tilfældet. Jeg var ikke lige på det tidspunkt indstillet på at lytte til denne venlige midaldrende dame, så hun nøjedes med at stille mig et spørgsmål før jeg gik: „Ved du hvor Gud havde tænkt sig at Adam og Eva skulle leve?“ Det kunne jeg ikke svare på, så hun sagde blot: „Spørg din far.“

Det gjorde jeg så da jeg kom hjem. Min far kunne heller ikke svare på spørgsmålet, og han sagde at vi ikke behøvede at gå så meget op i studium af Bibelen; vi skulle bare tro på Gud. Da jeg kom tilbage for at hente kostumerne,  fortalte jeg Emilie at min far ikke kunne svare på hendes spørgsmål. Så tog hun og hendes søster deres bibler frem og læste Guds anvisninger til Adam og Eva op for mig — at de skulle tage sig af deres paradisiske hjem og leve der i lykke for evigt. De viste mig ud fra Bibelen at det var Guds hensigt at Adam og Eva fik børn og udvidede deres paradisiske hjem så det til sidst omfattede hele jorden. Hvor blev jeg betaget af de bibelske vidnesbyrd! — 1 Mosebog 1:28; 2:8, 9, 15; Salme 37:29; Esajas 45:18; Åbenbaringen 21:3, 4.

Mit første kristne møde

Den sommer skulle jeg på et tremåneders lærerkursus i byen Tartu, og Emilie gav mig adressen på et Jehovas vidne som boede der. Hun gav mig også bogen Skabelsen, hvis enkle måde at forklare grundlæggende bibelske lærepunkter på gjorde indtryk på mig. Den 4. august 1945 tog jeg hen til den adresse jeg havde fået.

Da ingen lukkede op, bankede jeg så kraftigt at naboen åbnede sin dør og gav mig en anden adresse — Salmegade 56. Dér spurgte jeg en kvinde som sad i et bryggers og skrællede kartofler: „Er det her der holdes et religiøst møde?“ Vredt sagde hun at jeg skulle gå min vej, og at jeg ikke var velkommen. Men fordi jeg var vedholdende, inviterede hun mig med op ovenpå hvor jeg fik lov at være med i en bibelstudiegruppe. På et tidspunkt skulle der holdes frokostpause, og jeg gjorde mig klar til at gå, men de andre tilskyndede mig til at blive.

Da jeg så mig omkring i frokostpausen, fik jeg øje på to usædvanlig blege og tynde unge mænd der sad ved vinduet. Jeg fandt senere ud af at de under krigen havde holdt sig skjult forskellige steder i mere end et år for at undgå at blive taget til fange. * Ved mødet om eftermiddagen holdt Friedrich Altpere et foredrag hvor han brugte ordet „Harmagedon“. Da jeg ikke kendte det udtryk, spurgte jeg ham om det bagefter, og han viste mig det i Bibelen. (Åbenbaringen 16:16) Da han så hvor overrasket jeg blev, blev han mindst lige så overrasket over at jeg ikke kendte udtrykket.

Det gik op for mig at dette møde egentlig kun var for Jehovas Vidner som man kendte og kunne stole på. Senere fik jeg at vide at det var deres første møde efter krigen! Fra da af var jeg meget opmærksom på vigtigheden af at stole på Gud. (Ordsprogene 3:5, 6) Et år senere, i august 1946, blev jeg i en alder af 20 år døbt som symbol på min indvielse til den sande Gud, Jehova.

Modstand fra familien

Landets styre insisterede på at der skulle undervises i ateisme i skolerne, og det satte min bibeloplærte samvittighed på prøve. Jeg ønskede at skifte job. Da jeg nævnte det for min mor, overfaldt hun mig i raseri og rev noget af mit hår af. Jeg besluttede at rejse hjemmefra, men far tilskyndede mig til at affinde mig med situationen og sagde at han nok skulle hjælpe mig.

Min bror Ants modstod mig ligesom min mor gjorde. Men så en dag bad han mig om noget bibelsk litteratur. Han læste det og syntes vældig godt om det. Mor blev rasende. Ants begyndte endda at tale om Gud i skolen, men da han kom ud for modstand, holdt han op med at komme sammen med Jehovas Vidner. Ikke så længe efter pådrog han sig en alvorlig læsion i hovedet ved en ulykke. Han lå på båren og var lammet, men kunne stadig tænke klart. „Vil Jehova tilgive mig?“ spurgte han. „Ja,“ sagde jeg. Ants døde et par dage senere. Han blev kun 17.

I september 1947 sagde jeg mit job op på skolen. Mor var stadig meget fjendtlig over for mig. Da hun smed alt mit tøj ud af huset, flyttede jeg hjemmefra og tog hen til søstrene Sannamees, som jeg fik lov at bo hos. Deres påmindelser om at Jehova aldrig svigter sine tjenere, var til stor opmuntring for mig.

Prøvelser i efterkrigstidens Estland

Jeg fik lov til at arbejde sammen med Emilie Sannamees og hendes søster når de syede for landbofamilier. Vi fik ofte lejlighed til at fortælle disse mennesker om sandheden. Det var  en lykkelig tid, for jeg lærte ikke alene at sy, men fik også mere erfaring i forkyndelsen. Ud over at sy gav jeg privatundervisning i matematik. I 1948 begyndte myndighederne imidlertid at arrestere Jehovas Vidner.

I oktober det følgende år arbejdede jeg tilfældigvis på en gård da jeg hørte at nogle myndighedspersoner var taget hen til Sannamees’ hjem for at anholde mig. Da jeg søgte tilflugt på broder Hugo Susis gård, fandt jeg ud af at han netop var blevet arresteret. En kvinde som jeg havde syet for, inviterede mig til at bo hos sig. Senere flyttede jeg fra gård til gård og fortsatte med min syning og mit forkyndelsesarbejde.

Den vinter fandt den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB mig så i Tartu mens jeg opholdt mig hos Linda Mettig, en nidkær ung forkynder som var nogle få år ældre end mig. Jeg blev anholdt og ført til afhøring. Da jeg blev tvunget til at tage alt mit tøj af og blev overbegloet af unge politibetjente, følte jeg mig meget ydmyget. Men efter at have bedt til Jehova kom der en dyb indre fred over mig.

Jeg blev anbragt i en meget lille celle hvor jeg ikke engang kunne ligge ned, og jeg fik kun lov at komme ud når jeg skulle forhøres. Betjentene sagde ting som: „Vi beder dig ikke om at fornægte Guds eksistens, men blot om at holde op med din dumme forkyndelse! Så ville du have en lovende fremtid for dig.“ De truede mig også ved at sige: „Vil du gerne leve? Eller vil du gerne dø sammen med din Gud på Sibiriens sletter?“

I tre dage fik jeg ikke lov til at sove mellem de gentagne afhøringer jeg blev udsat for. Noget der hjalp mig til at holde ud, var at grunde over bibelske principper. En af dem der forhørte mig, rådede mig til sidst til at underskrive en erklæring om at jeg ville holde op med at forkynde. Jeg sagde: „Jeg har tænkt meget over sagen, og jeg er nået til den slutning at jeg hellere vil være i fængsel og bevare et godt forhold til Gud end at blive løsladt og miste hans godkendelse.“ Hvortil manden råbte: „Din tåbe! I vil alle blive arresteret og sendt til Sibirien!“

Uventet løsladelse

Kort før midnat sagde de der havde forhørt mig, overraskende nok at jeg skulle tage mine ting og gå. Eftersom jeg vidste at jeg ville blive skygget, tog jeg ikke hen til nogen af mine trosfæller, for det ville afsløre hvor de boede. Og ganske rigtigt, da jeg gik gennem gaderne, fulgte tre mænd efter mig. Jeg bad Jehova om hjælp, drejede ned ad en mørk gade og løb hurtigt ind i en have. Dér lagde jeg mig ned på jorden og dækkede mig til med nedfaldne blade. Jeg kunne høre lyden af mændenes skridt og se lyskeglerne fra deres lommelygter.

Der gik adskillige timer, og jeg blev følelsesløs af kulde. Til sidst rejste jeg mig og gik langs de brolagte gader med mine sko i hånden for ikke at støje. På vej ud af byen gik jeg i en grøft langs vejen. Når biler nærmede sig, lagde jeg mig ned i grøften. Klokken fem om morgenen nåede jeg hen til Jüri og Meeta Toomels hjem, ikke langt fra Tartu.

Meeta fyrede med det samme op i saunaen så jeg kunne få varmen. Næste dag tog hun til Tartu og kontaktede Linda Mettig. Linda kom med denne tilskyndelse til mig: „Lad os gå i gang med at forkynde nu og rejse ud i hele Estland med den gode nyhed.“ Efter at have forandret mit udseende ved hjælp af en ny frisure, lidt makeup og et par briller gik vi i gang med at forkynde. I de følgende måneder tilbagelagde vi store strækninger på cykel. Undervejs opmuntrede vi vores trosfæller der boede rundt omkring på gårdene.

Jehovas Vidner planlagde at holde et stævne den 24. juli 1950. Det skulle foregå i en stor lade der tilhørte en bibelstudieelev der boede i nærheden af Otepää. Da vi fandt ud af at KGB  kendte til vores planer, lykkedes det os at advare de fleste af de brødre som var på vej til stævnet. Vi aftalte at holde stævnet et andet sted den næste dag, og der kom cirka 115. Alle vendte glade hjem og var mere end nogen sinde før besluttede på at forblive loyale under prøve. *

Linda og jeg fortsatte med at forkynde og opmuntre vores trosfæller. Senere samme år var vi med til at tage kartofler op og havde lejlighed til at forkynde Rigets budskab for nogle af de andre arbejdere. En af gårdejerne holdt endda pause i sit arbejde og lyttede til os en times tid. „Det er ikke hver dag man hører den slags nyheder!“ sagde han.

Linda og jeg vendte tilbage til Tartu, hvor vi hørte at flere af forkynderne var blevet arresteret, deriblandt Lindas mor. De fleste af vores venner var nu blevet arresteret, også Emilie Sannamees og hendes søster. Da vi vidste at KGB ledte efter os, anskaffede vi os et par cykler og fortsatte med at forkynde uden for Tartu. En aften fandt KGB mig da jeg var hos Alma Vardja, en nydøbt forkynder. Da en af KGB-agenterne undersøgte mit pas, udbrød han: „Ella! Vi har ledt efter dig overalt!“ Det var den 27. december 1950.

Fængslet og videre til Sibirien

Alma og jeg pakkede stille og roligt nogle få ting sammen, og så satte vi os ned for at spise. KGB-agenterne var forbløffede og sagde: „I græder ikke engang. I sidder bare der og spiser,“ hvortil vi sagde: „Vi skal nu videre til en ny opgave, og vi ved ikke hvornår vi får vores næste måltid.“ Jeg tog et tæppe med mig som jeg senere lavede varme sokker og vanter af. Efter flere måneders fængsling blev jeg i august 1951 landsforvist sammen med andre forkyndere i Estland. *

Fra Estland blev vi sendt med tog til Leningrad (nu Sankt Petersborg) i Rusland og derfra til de berygtede tvangsarbejdslejre i Vorkuta i republikken Komi, nord for polarcirklen. Vi var tre Jehovas Vidner i denne gruppe af fanger. Jeg havde lært russisk i skolen og havde øvet mig i sproget lige siden jeg blev anholdt. Derfor kunne jeg tale det ret godt da vi ankom til lejrene.

I Vorkuta mødte vi en ung ukrainsk kvinde som var blevet et af Jehovas Vidner mens hun var i en af nazisternes koncentrationslejre i Polen. I 1945 var hun og 14 andre Jehovas Vidner blevet sat på et fartøj som tyskerne havde til hensigt at sænke i Østersøen. Det nåede dog frem til Danmark. Senere, efter at hun var vendt tilbage til Rusland, blev hun arresteret for at have forkyndt. Hun blev sendt til Vorkuta, hvor hun var til stor opmuntring for os.

Vi mødte også to kvinder som på ukrainsk spurgte: „Er der nogle iblandt jer der er Jehovas Vidner?“ Vi forstod straks at de var vores kristne søstre! De opmuntrede os og tog sig af os. Andre fanger sagde at det var som om vi havde en familie der havde ventet på at tage imod os.

Sendt til lejre i Mordova

Da en lægeundersøgelse i december 1951 viste at jeg havde en sygdom i skjoldbruskkirtelen, blev jeg sendt cirka 1500 kilometer mod sydvest til det enorme mordvinske kompleks af fangelejre der lå omkring 400 kilometer sydøst for Moskva. I de år jeg var der, mødte jeg Jehovas Vidner fra Polen, Tyskland, Ukraine og  Ungarn i de kvindelejre jeg blev anbragt i. Jeg mødte også Maimu, en politisk fange fra Estland.

Maimu havde født mens hun var i et fængsel i Estland, og en venlig fangevogter havde givet barnet til Maimus mor. I fængselet i Mordova studerede vi Bibelen med Maimu, og hun reagerede positivt på det hun lærte. Det lykkedes hende at skrive til sin mor, som også tog imod de bibelske sandheder og gav dem videre til Maimus lille pige, Karin. Seks år senere blev Maimu løsladt fra fængselet og genforenet med sit barn. Karin voksede op og blev gift med en trosfælle, og i de sidste 11 år har de sammen tjent på Jehovas Vidners afdelingskontor i Tallinn i Estland.

En fangelejr inden for det enorme mordvinske kompleks havde noget der blev kaldt ’buret’. Det var en lille, strengt bevogtet barak inde i den muromkransede lejr. Her blev jeg og seks andre Jehovas Vidner anbragt på grund af vores kristne aktivitet. Men selv dér lykkedes det os at fremstille håndskrevne miniaturekopier af artikler fra Vagttårnet som vi fik smuglet ud til andre i nærliggende lejre. En af de metoder vi brugte, var at udhule et stykke sæbe som vi anbragte artiklen i og derefter lukkede.

I de år jeg var i de mordvinske lejre, hjalp jeg over ti personer til at tage standpunkt for Gud. Endelig, den 4. maj 1956, fik jeg denne besked: „Du er fri til at gå og til at tro på din Gud, Jehova.“ Samme måned rejste jeg hjem til Estland.

Næsten 50 år i Estland

Jeg havde intet job, ingen penge og intet sted at bo. Men få dage efter at jeg var kommet hjem, mødte jeg en dame som viste interesse for Bibelen. Hun lod mig bo et stykke tid hos hende og hendes mand i deres etværelses lejlighed. Jeg købte noget uldgarn for penge jeg havde lånt, og strikkede trøjer som jeg solgte på markedet. Senere blev jeg tilbudt arbejde i Tartu på et sygehus for kræftpatienter. Dér havde jeg forskellig slags arbejde i de følgende syv år. I mellemtiden var Lembit Toom også vendt tilbage fra eksil i Sibirien, og i november 1957 blev vi gift.

Vi blev overvåget af KGB og konstant chikaneret eftersom forkyndelsen stadig var forbudt. Vi gjorde dog hvad vi kunne for at fortælle andre om vores tro. Lembit har berettet om denne del af vores liv i Vågn op! for 22. februar 1999. I slutningen af 1950’erne og op gennem 60’erne og 70’erne vendte mange af de landsforviste Jehovas Vidner hjem igen. I slutningen af 1980’erne var der over 700 Jehovas Vidner i Estland. I 1991 blev vores kristne aktiviteter legaliseret, og siden da er antallet af forkyndere steget til over 4100!

Det er nu over 60 år siden jeg overværede Jehovas Vidners første hemmelige møde i Estland efter den anden verdenskrig. Lige siden har jeg været besluttet på at følge denne opfordring i Bibelen: „Stol på Jehova og gør det gode.“ Jeg har lært at når man gør det, så får man ’hvad ens hjerte beder om’. — Salme 37:3, 4.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 23]

„Lad os gå i gang med at forkynde nu og rejse ud i hele Estland med den gode nyhed.“ — Linda Mettig

[Illustration på side 24]

Med ni andre forkyndere i det mordvinske fængsel

[Illustration på side 24]

Min mand, Lembit, og mig i dag