Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor skal jeg læse?

Hvorfor skal jeg læse?

Unge spørger:

Hvorfor skal jeg læse?

„Jeg har ikke tålmodighed til at læse. Jeg vil hellere se fjernsyn.“ — Margarita, 13, Rusland.

„Hvis jeg skal vælge mellem at læse en bog og at spille basketball, foretrækker jeg basketball.“ — Oscar, 19, USA.

HVIS du er kommet hertil i din læsning, har du sikkert allerede fundet ud af at det er vigtigt at kunne læse. Men det kan godt være at du betragter det at læse en bog eller blot en artikel i et blad på samme måde som at tage medicin: Du ved det er godt for dig, men vil egentlig helst være fri.

Vågn op! har interviewet nogle unge fra 11 lande for at høre deres mening om de udfordringer og fordele der er ved at læse. Det efterfølgende er hvad de sagde.

Hvorfor synes du det er en udfordring at læse?

„Jeg synes det er svært at få tid til det.“ — Semsihan, 19, Tyskland.

„Det er hårdt for mig at læse. Jeg tror jeg er lidt doven.“ — Ezekiel, 19, Filippinerne.

„Jeg hader at være tvunget til at læse noget kedeligt.“ — Christian, 15, England.

„Jeg kan godt lide at læse tynde bøger. Tykke bøger virker afskrækkende.“ — Eriko, 18, Japan.

„Jeg bliver let distraheret af andre ting. Jeg kan ikke koncentrere mig.“ — Francisco, 13, Sydafrika.

Unge kristne opfordres til at læse i Bibelen. (Salme 1:1-3) Synes du det er svært? Og i så fald hvorfor?

„Bibelen er sådan en stor bog! Jeg tror ikke jeg ville blive færdig med den om jeg så brugte hele mit liv!“ — Anna, 13, Rusland.

„Nogle dele af Bibelen er svære at komme igennem og er ikke særlig spændende.“ — Jezreel, 11, Indien.

„Jeg synes det kan være svært at få læst i Bibelen hver dag fordi mit liv er så uorganiseret.“ — Elsa, 19, England.

„Det er en udfordring for mig fordi mine pligter og lektier optager så meget at min tid.“ — Zurisadai, 14, Mexico.

„Det kniber med at få læst i Bibelen fordi jeg har svært ved at skære ned på den tid jeg bruger på hobbyer.“ — Sho, 14, Japan.

Det kan altså være en udfordring at læse. Men er det ikke anstrengelserne værd? Hvilken gavn har du haft af at læse?

„Læsning har givet mig større viden, og dét har gjort mig mere sikker når jeg taler med folk.“ — Monisha, 14, Indien.

„Læsning hjælper mig til at slappe af og får mig til at tænke på andet end mine problemer.“ — Alison, 17, Australien.

„Læsning fører mig til steder hvor jeg ellers aldrig ville have mulighed for at komme.“ — Duane, 19, Sydafrika.

„Læsning hjælper mig til selv at undersøge tingene i stedet for bare at skulle tro på hvad andre fortæller mig.“ — Abihú, 16, Mexico.

Hvad har hjulpet dig til at blive glad for at læse?

„Lige fra jeg var helt lille, har mine forældre tilskyndet mig til at læse højt.“ — Tanya, 18, Indien.

„Mine forældre opfordrede mig til at bruge min fantasi og prøve at se begivenhederne for mig.“ — Daniel, 18, England.

„Min far foreslog at jeg begyndte med de bøger i Bibelen som jeg syntes bedst om. Nu er det en fornøjelse for mig at læse i Bibelen, ikke en byrde.“ — Charene, 16, Sydafrika.

„Da jeg var fire, gav mine forældre mig et skrivebord og en bogreol med alle de bøger de havde samlet til mig fra jeg blev født.“ — Airi, 14, Japan.

Hvorfor mener du det er vigtigt at læse i Bibelen?

„Folk har mange forkerte forestillinger om Bibelen. Det er bedst selv at undersøge tingene.“ (Apostelgerninger 17:11) — Matthew, 15, USA.

„Bibellæsning kræver eftertanke. Men det har hjulpet mig til at udtrykke mig med større overbevisning og mere præcist når jeg taler med andre om min tro.“ (1 Timoteus 4:13) — Jane, 19, England.

„Når jeg læser i Bibelen, føler jeg at Jehova taler direkte til mig. Nogle gange rører det ved noget dybt i mig.“ (Hebræerne 4:12) — Obadiah, 15, Indien.

„Jeg bliver gladere og gladere for at læse i Bibelen fordi den fortæller mig hvad Jehova mener om mig, og giver mig gode råd.“ (Esajas 48:17, 18) — Viktorija, 14, Rusland.

Hvordan får du tid til at læse i Bibelen og i bibelske publikationer?

„Jeg har en plan. Jeg begynder dagen med at læse et kapitel i Bibelen.“ — Lais, 17, Brasilien.

„Jeg læser i Bibelen og i andre kristne publikationer i toget på vej til og fra skole. Det har jeg gjort i fire år nu.“ — Taichi, 19, Japan.

„Jeg læser et lille stykke i Bibelen hver aften inden jeg lægger mig til at sove.“ — Marija, 15, Rusland.

„Jeg læser fire sider hver dag i enten ’Vagttårnet’ eller ’Vågn op!’ På den måde kan jeg nå at læse et blad færdigt inden det næste udkommer.“ — Eriko, 18, Japan.

„Jeg læser i Bibelen hver dag før jeg tager i skole.“ — James, 17, England.

Som ovenstående udtalelser viser, kan læsning give dig mere selvtillid og større viden. Ved at læse i Bibelen og i bibelske publikationer, som for eksempel dette blad, kan du ’komme nær til Gud’. (Jakob 4:8) Så selvom du synes det kan være en udfordring at læse, skal du ikke give op!

NOGET AT TÆNKE OVER

▪ Hvorfor er det vigtigt for dig at læse i Guds ord?

▪ Hvordan kan du ’købe dig tid’ til at læse i Bibelen og i bibelske publikationer? — Efeserne 5:15, 16.

[Ramme på side 16]

FORBIND DET DU LÆSER

Forbind det du læser, med hvad du allerede ved om dig selv og dine omgivelser. Stil dig selv følgende spørgsmål:

. . . med anden tekst Minder de situationer eller problemer der beskrives, om nogle jeg har læst om andre steder? Har personerne noget tilfælles med andre personer jeg har læst om?

. . . med dig selv Hvilken forbindelse er der mellem disse oplysninger og mine egne omstændigheder, min egen kultur og mine egne problemer? Kan jeg bruge det som en hjælp til bedre at håndtere mine problemer eller gøre mit liv bedre?

. . . med dine omgivelser Hvad lærer dette mig om naturen, miljøet, samfundsproblemerne og forskellige kulturer? Hvad lærer det mig om Skaberen?