FOR få år siden var terrorisme tilsyneladende begrænset til nogle få isolerede steder som Nordirland, Baskerlandet i Nordspanien og visse områder i Mellemøsten. Især siden terrorangrebet på Twin Towers i New York den 11. september 2001 har terrorismen bredt sig som en steppebrand og er blevet et globalt fænomen. Den har vist sig på paradisøen Bali, i storbyerne Madrid og London og i Sri Lanka, Thailand og Nepal. Men terrorisme er ikke noget nyt.

Hvad menes der egentlig med udtrykket „terrorisme“? Terrorisme er blevet defineret som „vold, oftest mod sagesløse, udført af enkeltpersoner, grupper eller netværk for at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab, eller statsterrorisme, forstået som vold udøvet af stater mod egen befolkning eller andre landes befolkninger“. (Den Store Danske Encyklopædi) Terror defineres som ’voldshandlinger der iværksættes for at sprede skræk og frygt i en befolkning eller for at få visse krav opfyldt’. (Den Danske Ordbog) Men, som skribenten Jessica Stern udtrykker det: „Den der studerer terrorisme, støder på flere hundrede definitioner ... Men der er kun to karakteristiske kendetegn ved terrorisme som adskiller den fra andre typer vold. ... For det første er terrorisme rettet mod sagesløse. ... For det andet bruger terrorister vold for på dramatisk vis at skabe opmærksomhed. At sprede frygt i en befolkning er ofte vigtigere end selve handlingen. Det der adskiller terrorisme fra mord eller voldelige overfald i almindelig forstand, er det bevidste forsøg på at sprede skræk og rædsel.“

I det første århundrede kæmpede en voldelig gruppe i Judæa for jødisk uafhængighed af Rom. De blev kaldt zeloterne. Nogle af deres mest nidkære tilhængere blev kendt som sicarii, eller dolkmænd, et navn som kommer af den krumme dolk de skjulte under deres klæder. Ved de jødiske højtider i Jerusalem  blandede de sig med folkemængden og skar halsen over på deres fjender eller stak dem ned bagfra. *

I år 66 e.v.t. indtog en gruppe zeloter fæstningen Masada ved Det Døde Hav. De nedslagtede den romerske garnison og gjorde bjergfæstningen til deres bastion. I mange år  var det deres base, og herfra tyranniserede de den romerske besættelsesmagt. I år 73 tilbageerobrede den tiende romerske legion Masada under statholderen Flavius Silva, men de fik ikke undertvunget zeloterne. En samtidig historiker hævder at 960 på Masada — alle på nær to kvinder og fem børn — valgte at begå selvmord frem for at overgive sig til romerne.

Nogle betragter zeloternes oprør som begyndelsen til den terrorisme vi kender til. Hvorom alting er, har terrorismen siden efterladt sig dybe spor i historien.

Fra år 1095 og de næste to århundreder bevægede korstogshære sig frem og tilbage mellem Europa og Mellemøsten. Imod sig havde korsfarerne muslimske styrker fra Asien og Nordafrika. Stridspunktet var herredømmet over Jerusalem, og hver side forsøgte at få overtaget. Disse „hellige krigere“ huggede under deres mange kampe hinanden i småstykker. De brugte også deres sværd og stridsøkser mod uskyldige mennesker. Vilhelm af Tyrus, der var biskop i det 12. århundrede, har beskrevet korsriddernes indtog i Jerusalem i år 1099 således:

„De drog sammen gennem gaderne med deres sværd og spyd i hånden. Alle dem de mødte, slog de ned og dræbte, mænd, kvinder og børn, ingen blev sparet. ... De dræbte så mange i gaderne at dynger af lig hobede sig op så man ikke kunne gå eller passere uden at træde på døde. ... Der var så megen blodsudgydelse at kanaler og rendesten flød med blod, og alle gader i byen var fyldt med døde.“ *

I de senere århundreder er terrorister begyndt at bruge sprængstof og skydevåben, med frygtelige konsekvenser til følge.

Den 28. juni 1914 betragtes af historikere som et vendepunkt i Europas historie. En ung mand, der af nogle betragtes som en helt, skød den østrigske kronprins, ærkehertug Frans Ferdinand. Dette attentat blev startskuddet til den første verdenskrig. Da krigen sluttede, havde tyve millioner mistet livet.

Den første verdenskrig blev fulgt op af Anden Verdenskrig med dens koncentrationslejre, nedslagtninger af civile i luftbombardementer og gengældelsesangreb på uskyldige mennesker. Efter krigen fortsatte myrderierne. Over en million mennesker døde på Cambodjas slagmarker i 1970’erne. Og befolkningen i Rwanda er endnu rystet over massakren i 1990’erne, som kostede over 800.000 mennesker livet.

Fra 1914 og frem til i dag har mennesker i mange lande været plaget af terrorisme. Men nogle handler som om de intet har lært af historien. Igen og igen dræbes hundreder ved terrorangreb, tusinder lemlæstes, og millioner frarøves retten til at føle fred og tryghed. Bomber eksploderer på markedspladser, landsbyer brændes ned til grunden, kvinder voldtages, børn føres i fangenskab, folk dør. Til trods for love og global fordømmelse er disse sadistiske terrorhandlinger blevet en del af hverdagen. Er der håb om at terrorismen vil høre op?