Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Da moralen gik drastisk i forfald

Da moralen gik drastisk i forfald

Da moralen gik drastisk i forfald

HVORNÅR mener du at moralen for alvor begyndte at gå i forfald? Inden for din levetid eller måske dine slægtninges eller venners? Nogle mener at Første Verdenskrig, som udbrød i 1914, indledte en periode med moralsk fordærv uden sidestykke. Professor i historie Robert Wohl skrev i sin bog The Generation of 1914: „De der gennemlevede krigen, kunne aldrig frigøre sig for den antagelse at en verden var endt og en anden begyndt i august 1914.“

„Overalt blev de allerede dalende normer for social adfærd nedbrudt,“ siger historiker Norman Cantor. „Hvis politikerne og generalerne havde behandlet de millioner de havde ansvar for, som dyr der skulle sendes til slagtning, hvilke religiøse eller etiske normer kunne så holde mennesker tilbage fra at behandle hinanden med samme grusomhed som vilde dyr? . . . Den første verdenskrigs blodbad forringede fuldstændig menneskelivets værdi.“

Den engelske historiker H.G. Wells skriver i sit omfattende værk Menneskeslægtens Historie at det var efter at evolutionsteorien vandt indpas at „en virkelig Demoralisering blev Følgen“. Hvorfor? Nogle havde den opfattelse at mennesket ikke er andet end et højerestående dyr. Wells, som var tilhænger af evolutionsteorien, skrev i 1920: „De kom til det Resultat, at Mennesket er et selskabeligt Dyr lige som Hunden er det. . . . Saaledes forekom det dem rigtigt at de store Hunde i det menneskelige Kobbel tyranniserede og undertrykte de smaa.“

Ja, som Norman Cantor gav udtryk for, havde den første verdenskrig en nedbrydende virkning på folks moralske sans. Han forklarede: „Den ældre generation blev miskrediteret for alt — dens politik, dens klædedragt, dens seksualmoral.“ Kirkerne, som gav køb på den kristne lære ved at godtage evolutionsteorien og velsigne de krigsførende parter, bidrog i væsentlig grad til moralens forfald. Den britiske brigadegeneral Frank Crozier skrev: „Ingen kan bedre end de kristne kirker gøre mennesker blodtørstige, og vi har gjort flittigt brug af dem.“

Moralnormerne forkastes

I de første ti år efter Første Verdenskrig — de såkaldte brølende tyvere — blev gamle værdinormer og moralske hæmninger skubbet til side og erstattet af valgsproget „alt er tilladt“. Historikeren Frederick Lewis Allen har denne kommentar: „Tiåret efter krigen [kan måske kaldes] ’De dårlige manerers årti’. . . . Med den gamle tingenes ordning var der forsvundet et sæt værdinormer som havde givet livet rigdom og mening, og det var ikke nemt at finde andre værdinormer at sætte i stedet.“

Den store depression i 1930’erne fik mange til at blive mere besindige fordi de blev kastet ud i ynkelig fattigdom. Men ved slutningen af 30’erne gik verden ikke desto mindre ind i en anden og endnu værre krig — Anden Verdenskrig. Snart fremstillede nationerne frygtelige ødelæggelsesvåben som med ét bragte verden ud af depressionen, men kastede den ud i lidelser og rædsler som overgår al menneskelig fatteevne. Ved slutningen af krigen lå hundreder af byer i ruiner; to byer i Japan var fuldstændig lagt øde efter at de hver især var blevet ramt af en atombombe. Millioner døde i grusomme koncentrationslejre. Alt i alt omkom omkring 50 millioner mænd, kvinder og børn i denne krig.

Under de afskyelige forhold der var under den anden verdenskrig, antog folk deres egne adfærdsnormer frem for at holde sig til de gængse normer. Bogen Love, Sex and War — Changing Values, 1939-45 siger: „Under krigen var det som om de seksuelle hæmninger blev bortkastet efterhånden som den adfærd der var accepteret på slagmarken, invaderede hjemmefronten. . . . Presset og spændingen i krigstiden nedbrød snart moralske hæmninger, og mange steder virkede livet på hjemmefronten lige så tarveligt og kort som livet ved frontlinjen.“

Den konstante dødstrussel forstærkede folks længsel efter kærlighedsforhold, også selvom de blot var flygtige. En britisk husmor, som ville forsvare den seksuelle tolerance der herskede i disse dramatiske år, siger: „Vi var egentlig ikke umoralske, det var jo midt i en krig!“ En amerikansk soldat indrømmer: „Efter de fleste folks normer var vi umoralske, men vi var unge og kunne dø i morgen.“

Mange af dem der overlevede krigen, led under de rædsler de havde været vidne til. Nogle, deriblandt dem der var børn dengang, har den dag i dag traumer og ser det hele for sig igen. Mange mistede både deres tro og dermed deres moral. Uden respekt for nogen myndighed som kunne opstille normer for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, begyndte folk at se alt som relativt.

Nye sociale normer

Lige efter Anden Verdenskrig blev der udgivet rapporter om forskning i seksuel adfærd. En af dem var Kinseyrapporten som udkom i USA i 1940’erne og var på mere end 800 sider. På baggrund heraf begyndte mange at tale åbent om seksuallivet, hvad man ikke tidligere havde gjort. Man erkendte senere at statistikkerne i rapporten om homoseksuelle forhold eller anden afvigende seksuel adfærd var overdrevne, men undersøgelsen afslørede et markant moralsk forfald i krigens kølvand.

I en periode blev der gjort en indsats for at holde facaden. Radio, film og fjernsyn blev for eksempel censureret for umoralsk indhold. Men det holdt ikke længe. William Bennett, tidligere undervisningsminister i USA, forklarer: „I 1960’erne begyndte Amerika at styrtdykke imod det man kunne kalde decivilisation.“ Og det afspejlede sig i mange andre lande. Hvorfor begyndte det moralske forfald at accelerere i 1960’erne?

I dette årti opstod kvindebevægelsen næsten samtidig med den seksuelle revolution og dens såkaldte nye moral. Der blev også udviklet effektive svangerskabsforebyggende piller. Når man kunne dyrke sex uden frygt for at blive gravid, blev det almindeligt med „fri kærlighed“ eller „uforpligtende seksuelle forhold“.

Samtidig blev der slækket på moralen i pressen, på film og i fjernsynet. Zbigniew Brzezinski, tidligere formand for USA’s Nationale Sikkerhedsråd, sagde senere angående de værdinormer der blev præsenteret på TV: „De forherligede helt klart tilfredsstillelse af selvet, de normaliserede vold og brutalitet, [og] de tilskyndede til seksuel promiskuitet.“

Allerede i 1970’erne var det blevet populært at have videomaskiner. Folk kunne nu sidde derhjemme og se umoralske film som de aldrig ville se offentligt i en biograf. I nyere tid er pornografi af den mest foragtelige slags blevet tilgængelig i mange lande jorden over via internettet, blot man har en computer.

Konsekvenserne er på mange måder uhyggelige. En fængselsinspektør i et amerikansk fængsel siger: „Når unge for ti år siden kom i fængsel, kunne jeg tale med dem om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Men de unge der kommer ind i dag, aner ikke hvad jeg taler om.“

Hvor kan man søge vejledning?

Vi kan ikke ty til kirkerne i verden efter moralsk vejledning. Kirkerne fremholder ikke de retfærdige principper som Jesus og disciplene i det første århundrede gjorde, men gør sig til en del af verden og dens slethed. En skribent skrev: „I hvilken krig har folk ikke hævdet at Gud var på deres side?“ Med hensyn til det at holde fast ved Guds moralnormer sagde en præst i New York for mange år siden: „Kirken er den eneste organisation i verden som kræver mindre af den der optages som medlem, end af den der skal med bussen.“

Det drastiske forfald i denne verdens moralnormer viser helt klart at der må gøres noget. Men hvad? Hvilken ændring er der behov for? Hvem kan foretage den, og hvordan?

[Tekstcitat på side 5]

„Den første verdenskrigs blodbad forringede fuldstændig menneskelivets værdi“

[Ramme på side 6]

DYDER — ELLER BARE „VÆRDIER“?

Dyder er indiskutable. Sådan var det i hvert fald før i tiden; enten var man ærlig, redelig, trofast og retskaffen, eller også var man det ikke. I dag taler man ikke om dyder, men om „livsværdier“ eller bare „værdier“. Det er dog ikke helt uden problemer, som historikeren Gertrude Himmelfarb gør opmærksom på i sin bog The De-Moralization of Society (Samfundets demoralisering): „Man kan jo ikke sige at enhver kan vælge sig sine egne dyder, på samme måde som man siger at . . . enhver har ret til at vælge sig sine egne værdier.“

Hun peger på at „værdier“ bare kan være „meninger, opfattelser, holdninger, følelser, vaner, traditioner, præferencer, fordomme eller simpelt hen særheder — alt hvad en hvilken som helst person, flok eller samfundsgruppe vælger at tillægge værdi på et eller andet tidspunkt og af en eller anden grund“. I vore dages frigjorte samfund føler den enkelte sig berettiget til at vælge og vrage mellem værdier ligesom man henter varer ned fra hylderne i et supermarked. Når det er sådan, hvordan går det da med ægte dyd og moral?

[Illustration på side 6, 7]

Det bliver nemmere og nemmere at se nedbrydende underholdning