Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Besluttet på at blive åndeligt rig

Besluttet på at blive åndeligt rig

Besluttet på at blive åndeligt rig

DET kræver selvopofrelse og en målrettet indsats at blive materielt rig. Det gør det også hvis man ønsker at blive åndeligt rig. Den tanke fremgår af følgende ord af Jesus: „I skal . . . samle jer værdier i himmelen.“ (Mattæus 6:20) Åndelige værdier bliver ikke samlet af sig selv. Man bliver ikke åndeligt rig blot ved at bekende sig til en religion, lige så lidt som man bliver materielt rig blot ved at have en bankkonto. At opdyrke et nært forhold til Gud, vokse åndeligt og udvikle åndelige egenskaber kræver beslutsomhed, tid, en målrettet indsats og selvopofrelse. — Ordsprogene 2:1-6.

Kan du opnå begge dele?

Kan man ikke være rig både i åndelig og materiel henseende? Måske, men man kan ikke prioritere begge dele lige højt. Jesus sagde: „I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ (Mattæus 6:24b) Hvorfor ikke? Fordi jagten på åndelig rigdom er i konflikt med jagten på materiel rigdom. Den ene ting vil uvægerlig modvirke den anden. Det er grunden til at Jesus, før han tilskyndede sine disciple til at samle sig åndelige værdier, sagde: „Hold op med at samle jer værdier her på jorden.“ — Mattæus 6:19.

Hvad sker der hvis man ignorerer Jesu vejledning og prøver at stræbe efter både åndelig og materiel rigdom? Jesus sagde: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden.“ (Mattæus 6:24a) Når man prøver at tragte efter begge dele, kan de åndelige anliggender, især hvis man beskæftiger sig med dem af pligtfølelse, gå hen og blive et stadigt irritationsmoment. I stedet for at søge hjælp hos Gud når man har problemer, sætter man måske mere lid til sine penge og det man kan købe for dem. Det er som Jesus sagde: „Dér hvor dine værdier er, dér vil dit hjerte også være.“ — Mattæus 6:21.

Alle kristne bør tænke alvorligt over sådanne bibelske råd før de beslutter sig for hvad de vil bruge tid på og rette deres hjerte og opmærksomhed imod. Bare fordi Gud ikke har sat præcise grænser for hvor meget en kristen må anskaffe sig, skal man ikke tro at man slipper ustraffet hvis man negligerer hans advarsler mod havesyge, eller begærlighed. (1 Korinther 6:9, 10) De der ignorerer Bibelens vejledning og beslutter sig for at blive rige, vil lide tab både i åndelig, mental og følelsesmæssig henseende. (Galaterne 6:7) Som en kontrast hertil sagde Jesus at de der er opmærksomme på deres åndelige behov, vil være lykkelige. (Mattæus 5:3) Skaberen og hans søn ved naturligvis hvad der kan gøre os mest lykkelige og være til størst gavn for os! — Esajas 48:17, 18.

Et valg du ikke vil fortryde

Så hvad vælger du, Gud eller rigdom? Det er klart at vi skal være opmærksomme på vores materielle behov. Apostelen Paulus skrev i sit første brev til Timoteus: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ Men Paulus tilskyndede også de kristne til at sætte deres håb, ikke til penge, men til Gud og „at være rige på gode gerninger“. (1 Timoteus 5:8; 6:17, 18) Hvad vil du fokusere på? Hvad vil du stræbe efter? Den vigtigste af de gode gerninger Paulus omtalte, er at forkynde og gøre disciple, sådan som Jesus sagde de kristne skulle. (Mattæus 28:19, 20) Når kristne frivilligt forenkler deres tilværelse — ikke blot for at slappe af og nyde livet, men for at få en større andel i dette meningsfyldte arbejde — ’samler de sig værdier som en god grundvold for den kommende tid’ i Guds lovede nye verden. Og allerede nu føler de at deres åndelige rigdom er „langt bedre end guld“. — 1 Timoteus 6:19; Ordsprogene 16:16; Filipperne 1:10.

Tag for eksempel Eddie, hvis familie blev Jehovas Vidner da han var ung. På et tidspunkt mistede familien hele sin formue og måtte flytte fra hjemmet. Eddie fortæller: „Jeg havde altid været bekymret for hvad der ville ske hvis det kom så vidt at vi mistede alt. Nu havde vi mistet alt. Og ved I hvad der skete? Ingenting! Vi fik stadig noget at spise og drikke, og vi havde tøj at tage på. Jehova sørgede for os, og med tiden kom vi ovenpå igen rent økonomisk. Denne erfaring lærte mig at tage Jesu løfte i Mattæus 6:33 alvorligt. Hvis vi sætter Guds rige på førstepladsen, behøver vi aldrig at bekymre os om vores materielle behov.“ I dag tjener Eddie som rejsende tilsynsmand sammen med sin kone. De har hvad de har brug for materielt, og, hvad der er endnu vigtigere, de er åndeligt rige.

Uvurderlige goder

I modsætning til materielle værdier på jorden, som tyve kan stjæle, kan de åndelige værdier vare ved. (Ordsprogene 23:4, 5; Mattæus 6:20) Det er rigtigt at det er svært at måle sine åndelige fremskridt. Det er ikke så let at bedømme hvor meget man er vokset i kærlighed, glæde og tro, som det er at bedømme sine økonomiske fremskridt. Men velsignelserne ved den åndelige rigdom er uvurderlige. Om de disciple der var villige til at opgive hus og marker — ja, deres midler at leve af — for at give plads for åndelige ting, sagde Jesus: „Jeg siger jer som sandt er: Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tid, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ — Markus 10:29, 30.

Hvad vil du sætte først i livet? Gud eller rigdom?

[Illustrationer på side 8, 9]

Jager du efter materiel rigdom . . .

. . . eller efter åndelig rigdom?