Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

„Et hold astronomer har ved hjælp af Subaru- og Keckteleskoperne på Mauna Kea [Hawaii] opdaget nogle gigantiske tredimensionale filamenter af galakser der strækker sig mere end 200 millioner lysår gennem rummet.“ Disse filamenter udgør den største struktur man nogen sinde har opdaget.“ — SUBARU TELESCOPE WEB SITE, JAPAN

Office for National Statistics i Storbritannien rapporterer at „antallet af bryllupper [i England og Wales] i 2006 var det laveste i over 110 år. Flere og flere par foretrækker at bo sammen uden at være gift“. — THE GUARDIAN WEEKLY, STORBRITANNIEN.

Ifølge organisationen Pew Forum on Religion and Public Life „har 44% af alle voksne [i USA] enten skiftet tro, tilsluttet sig et trossamfund eller droppet enhver forbindelse med en bestemt trosretning“. — USA.

Studerende og uforpligtende sex

„Med undtagelse af nogle evangeliske colleges . . . er der ikke stor forskel på offentlige, private og katolske colleges og universiteter når det gælder den ’uforpligtende sex-kultur’ som er fremherskende blandt studerende — hvor man skaffer sig seksuel erfaring ved at være sammen med mange forskellige partnere.“ Sådan sagde den katolske teolog Donna Freitas, der er tilknyttet Boston University som religionsprofessor, efter at have foretaget en undersøgelse af seksualvaner og religion på amerikanske colleges. Ifølge avisen National Catholic Reporter sagde Donna Freitas at religionens manglende indflydelse på de studerendes moral og seksualvaner ikke blot afslører „hvor stærk en gennemslagskraft den uforpligtende sex-kultur har blandt studerende“, men også „hvor svagt religiøse traditioner står i forhold til den“.

Forældre får penge for at få døtre

Den indiske regering tilbyder fattige forældre et beløb svarende til næsten 3000 amerikanske dollars for at få døtre, siger en nyhedsrapport fra BBC. Familierne vil få et kontant beløb ved fødselen af en datter og på forskellige tidspunkter under hendes opvækst indtil pigen er 18 år. Selvom kønsselektiv abort har været forbudt ved lov siden 1994, er det stadig en udbredt praksis. Faktisk anslås det at omkring 10 millioner pigefostre er blevet fjernet ved abort i løbet af de sidste 20 år, og det har i alvorlig grad haft indflydelse på kønsbalancen i nogle områder. Ifølge en optælling i 2001 var der i hele landet 927 piger for hver 1000 drenge under seks år, og forskellen på antallet af drenge og piger bliver stadig større. I én delstat blev der født 793 piger for hver 1000 drenge.

Fugles reaktion på støj

Nogle fugle gør sig store anstrengelser for at blive hørt i byer med meget støj. For mennesker kan bystøj være generende, men for fugle kan det være et spørgsmål om „liv eller død“, siger bladet New Scientist; hannerne synger nemlig for at „tiltrække en mage og afgrænse deres territorium“. Da bystøj er mest larmende i de lave frekvenser, synger visse fugle i et lysere toneleje og med større styrke for bedre at blive hørt, eller også synger de om natten. Det er desuden ikke kun fugle som lever i byerne, der har denne tilpasningsevne, siger bladet. Fugle der lever i nærheden af „vandfald og brusende floder, synger også i et højere toneleje“.