Trofast mod Gud i over 70 år

FORTALT AF JOSEPHINE ELIAS

„Vær ikke bekymret,“ hviskede min mand gennem fængselstremmerne. „Lige meget om de dræber mig eller løslader mig, forbliver jeg trofast mod Jehova.“ Jeg var også besluttet på at bevare min trofasthed. Og det er jeg stadig.

JEG er født i 1916 i Sukabumi, en lille by i højlandet på Vestjava i Indonesien. Mine forældre var velhavende kinesere som boede i et stort hus med tjenestefolk. Jeg havde fem brødre, tre der var ældre end mig, og to der var yngre. Jeg var den eneste pige, og jeg kunne lide at klatre på hustage og dyrke sport ligesom mine brødre. Dog var der noget der bekymrede mig meget.

Jeg var bange for et brændende helvede. Uartige piger kommer i helvede, sagde mine lærere. Og fordi jeg var uartig, var jeg overbevist om at jeg ville komme i helvede. Da jeg senere gik på highschool i Jakarta (dengang kaldt Batavia), blev jeg syg. Lægen troede at jeg ville dø, så damen jeg boede hos, prøvede at trøste mig med at sige at jeg snart kom i himmelen. Men jeg frygtede at Gud allerede havde bestemt at jeg skulle i helvede.

Min mor, Kang Nio, og min storebror Dodo skyndte sig til Jakarta for at hente mig. På hjemvejen spurgte Dodo: „Var du klar over at Bibelen ikke lærer at der findes et brændende helvede?“

„Hvordan ved du det?“ spurgte jeg. Min mor læste så nogle skriftsteder fra Bibelen der viste at de døde er uden bevidsthed og venter på at få en opstandelse. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29) „Det har vi lært af Jehovas Vidner,“ forklarede de. De gav mig en lille brochure med titlen Hvor er de døde? som jeg straks begyndte at læse. * Før vi var hjemme, sagde jeg: „Det her er sandheden!“

Jeg taler om min tro

Min familie var flyttet til Bandung, en stor by på Vestjava. Der kom jeg mig lidt efter lidt. I marts 1937 fik vi besøg af et australsk Jehovas vidne, Clem Deschamp, som tjente i Jakarta. Under hans besøg blev min mor, mine storebrødre — Felix, Dodo og Peng — og jeg døbt som symbol på vores indvielse til Gud. Senere blev mine yngre brødre, Hartanto og Jusak, og min far, Tan Gim Hok, også Jehovas Vidner. *

Efter at vi var blevet døbt, sluttede vi os til Clem i en særlig, nidages forkyndelseskampagne. Han lærte os hvordan vi skulle forkynde ved hjælp af et vidnesbyrdskort som havde et letforståeligt bibelsk budskab på tre sprog. Vi forkyndte også uformelt for slægtninge og venner. Snart blev vores lille gruppe i Bandung til en menighed, den anden i Indonesien.

Senere det år flyttede vores familie til Jakarta for at forkynde for byens 80.000 kinesere. Mor, Felix og jeg tog den kristne heltidstjeneste op som pionerer. Jeg forkyndte også i Bandung, Surabaya og andre steder. For det meste forkyndte jeg alene. Jeg var ung, stærk og glad for at tjene Gud. Men krigsskyer viste  sig truende i horisonten, og min tro skulle snart blive sat på prøve.

Prøvelser under krigen

I december 1941 blev Asien involveret i den anden verdenskrig. Den japanske hær invaderede Indonesien og holdt landet som i en skruestik. Vores bibelske litteratur blev forbudt, og vi kunne ikke forkynde åbenlyst. Når jeg besøgte dem der viste interesse for vores budskab, havde jeg et skakbræt med så andre ville tro at jeg spillede skak.

I 1943 blev jeg gift med André, en frygtløs pioner med en dyb og kraftig stemme som tiltrak sig folks opmærksomhed. Sammen smuglede vi bibelsk litteratur til Jehovas Vidner overalt på Java. Hvis vi var blevet pågrebet, ville vi være blevet torteret og dræbt. Mange gange undslap vi kun med nød og næppe.

Engang da vi skulle med toget i Sukabumi, blev André og jeg standset af Kempeitai, det frygtede japanske militærpoliti. Jeg havde forbudte publikationer liggende i bunden af min rejsetaske. „Hvad har De i tasken?“ spurgte en af betjentene.

„Tøj,“ svarede André.

„Og hvad ligger der neden under tøjet?“ spurgte han.

„Mere tøj,“ sagde André.

„Men hvad ligger der i bunden af tasken?“ spurgte betjenten. Jeg holdt vejret og bad en stille bøn til Jehova. „De må hellere selv kigge efter,“ svarede André.

Betjentens assistent stak sin hånd langt ned i rejsetasken. Pludselig skreg han af smerte og trak hurtigt hånden til sig. Han havde stukket sig på en nål. Den forlegne betjent gav straks ordre til at vi skulle lukke tasken og gå ind i toget.

På en anden rejse til Sukabumi identificerede Kempeitai mig som et af Jehovas Vidner og beordrede mig hen til deres lokale hovedkontor. André og min broder Felix gik med mig. Først blev André forhørt. Spørgsmålene haglede ned over ham. „Hvem er Jehovas Vidner? Er De imod den japanske regering? Er De spion?“

„Vi er tjenere for den almægtige Gud, og vi har ikke gjort noget forkert,“ svarede André. Den øverstbefalende greb et samuraisværd fra væggen og holdt det i vejret.

„Hvad siger De til at jeg nu slår Dem ihjel?“ snerrede han vredt. André lagde sit hoved ned på skrivebordet og bad en stille bøn. Efter en lang pause lød der et latterbrøl. „De er modig!“ sagde den øverstbefalende. Han lod derefter André gå og kaldte Felix og mig ind. Da vores forklaring stemte med Andrés, råbte han: „I er ikke spioner. Ud!“

Vi gik alle tre hjem, og vi lovpriste Jehova. Vi havde ingen anelse om at vi meget snart skulle komme ud for prøvelser der var endnu vanskeligere.

Flere trosprøver

Nogle måneder senere blev André angivet af „falske brødre“ og fængslet af Kempeitai. (2 Korinther 11:26) Jeg besøgte ham i fængselet. Han var tynd og svag. Han havde overlevet ved at spise madrester som han havde samlet op fra cellens afløb. Fangevogterne havde ikke kunnet få ham til at opgive sin tro. Som nævnt i begyndelsen af artiklen hviskede han gennem tremmerne: „Vær ikke bekymret. Lige meget om de dræber mig eller løslader mig, forbliver jeg trofast mod Jehova. De kan bære mig ud som et lig, men ikke som en forræder.“

Efter at have siddet i fængsel i seks måneder kom André for Jakartas højesteret. Vores familie og venner fyldte retssalen. Atmosfæren var spændt.

„Hvorfor vil De ikke gå ind i den japanske hær?“ spurgte dommeren.

„Jeg er soldat for Guds rige,“ svarede André, „og en soldat kan ikke tjene i to hære samtidig.“

„Ville De opfordre andre til ikke at gå ind i hæren?“ spurgte dommeren.

 „Nej,“ sagde André, „det er noget de selv må afgøre.“

André gik videre med sit forsvar og citerede flittigt fra Bibelen. Dommeren, der var muslim, var imponeret. „Selvom vi ikke har den samme tro, vil jeg ikke tvinge nogen til at gå imod sin samvittighed,“ sagde dommeren. „De er frikendt.“

En bølge af lettelse skyllede gennem retssalen, og mit hjerte hoppede af glæde. André kom hen til mig og tog mig i hånden. Familie og venner samledes omkring os og lykønskede os med stor begejstring.

Vi forkynder sand frihed

Efter at Anden Verdenskrig var forbi, udbrød der en fireårig revolution mod det hollandske kolonistyre i Indonesien. Tusinder af mennesker blev dræbt, og i visse landsbyer måtte alle flygte fra deres hjem. Patrioter forsøgte at tvinge os til at råbe deres krigsråb „Merdeka“, som betyder „frihed“. Men vi fortalte dem at vi var neutrale og ikke tog del i politiske aktiviteter.

Til trods for den udbredte vold genoptog vi forkyndelsen fra hus til hus. Vi brugte vores gamle vidnesbyrdskort og den litteratur vi havde gemt fra før krigen. I maj 1948, da forholdene blev mindre voldelige, begyndte André og jeg igen som pionerer — de eneste i Indonesien. Tre år senere kunne vi i Jakarta tage imod 14 Jehovas Vidner som alle var blevet uddannet på Vagttårnets Bibelskole Gilead i den nordlige del af staten New York, USA. Den oplæring vi fik af dem, rustede os til at kunne varetage et større ansvar.

I juni 1952 blev André og jeg specialpionerer i Semarang i det centrale Java. Året efter var vi elever i Gileadskolens 22. klasse. Da vi havde afsluttet Gileadskolen, vendte vi tilbage til Indonesien og blev bedt om at forkynde i Kupang på øen Timor. Senere virkede vi i henholdsvis Sydsulawesi og Nordsulawezi. Der kom vi ud for flere trosprøver.

Atter under forbud

I 1965 medførte et kupforsøg at flere hundrede tusind mennesker mistede livet. Nogle af kristenhedens præster lod sig involvere i stridighederne og hævdede at Jehovas Vidner var kommunister. Heldigvis troede myndighederne ikke på dem. Men præsterne nægtede at standse deres ondskabsfulde angreb på Jehovas Vidner. Til sidst, den 25. december 1976, blev Jehovas Vidner forbudt.

Kort tid efter at forbuddet var blevet bekendtgjort, blev André indkaldt af den offentlige anklager i Manado til at møde op på hans kontor. „Ved De at Jehovas Vidner er blevet forbudt?“ spurgte han.

„Ja,“ svarede André.

„Er De nu parat til at skifte tro?“ spurgte anklageren.

André lænede sig forover, slog sig dramatisk på brystet og sagde med sin kraftige, gennemtrængende stemme: „I kan flå hjertet ud af mig, men I kan aldrig få mig til at skifte tro!“

Lamslået spurgte anklageren: „Hvad skal jeg skrive i min rapport?“

„Skriv at jeg stadig er et af Jehovas Vidner og ikke har gjort noget forkert,“ svarede André.

„Jeg bliver nødt til at konfiskere jeres litteratur,“ sagde han.

Den nat fjernede unge Jehovas Vidner litteraturen fra vores hus så der kun stod tomme kasser tilbage. Vi fortsatte med at forkynde ved  hjælp af Bibelen alene. Og den offentlige anklager generede os aldrig mere.

Et vidunderligt liv

André og jeg virkede senere som pionerer i Surabaya på Java og på øen Bangka, som ligger ud for den sydøstlige del af Sumatra. Men i 1982 tvang et dårligt helbred os til at vende tilbage til Jakarta. Her døde André, 85 år gammel, i år 2000. Han var en nidkær pioner lige til det sidste. Året efter at han døde, blev forbuddet ophævet.

Jeg har haft et vidunderligt liv! Jeg er i dag 93, og jeg har tilbragt mere end 70 år i pionertjenesten. Da jeg blev døbt i 1937, var der kun 25 Jehovas Vidner i Indonesien. I dag er der næsten 22.000. Hvor er jeg glad for at have haft en andel i denne vækst. Men min rejse gennem livet er først lige begyndt. Det er mit ønske at tjene Gud trofast for evigt.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 13]

„Jeg er soldat for Guds rige, og en soldat kan ikke tjene i to hære samtidig“

[Tekstcitat på side 14]

„I kan flå hjertet ud af mig, men I kan aldrig få mig til at skifte tro“

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Steder hvor vi boede og forkyndte

INDONESIEN

Sulawesi

Manado

Sumatra

Bangka

Java

JAKARTA

Sukabumi

Bandung

Semarang

Surabaya

Timor

Kupang

[Illustration på side 15]

Med André i 1970’erne

[Illustrationer på side 15]

Da jeg var 15 år, overbeviste brochuren „Hvor er de døde?“ mig om sandheden fra Bibelen