Dronning Elizabeth I’s guldalder — myte eller virkelighed?

ALLEREDE mens dronning Elizabeth I af England levede, var hun en legende. Forfattere, digtere, dramatikere og filminstruktører har foreviget hendes berømmelse. I de senere år har der været en stadig strøm af bøger og udstillinger om hende. I en international meningsmåling blev hun regnet blandt de ti største englændere.

Hvorfor finder folk stadig denne monark så interessant — en monark der på sin egen tid var kendt som jomfrudronningen (the Virgin Queen), og af sine landsmænd blev kaldt den gode dronning Bess (en engelsk forkortelse af navnet Elizabeth)? Kan man virkelig kalde hendes regeringstid en guldalder?

Hun overtager mange problemer

Elizabeth Tudor blev født i 1533 — til stor skuffelse for sin far, Henrik VIII, en konge der var desperat efter at få en mandlig arving. Hendes mor, Anne Boleyn, kongens anden kone, kunne ikke føde ham en søn. Henrik fik hende halshugget, efter hvad mange mener, på falske anklager. Da var Elizabeth kun to år gammel.

Henrik havde på det tidspunkt brudt alle bånd med paven i Rom og udråbt sig selv til overhoved for den anglikanske kirke. Efter Henriks død i 1547 forsøgte den unge søns, Edward VI’s, religiøse rådgivere at gøre England helt igennem protestantisk. Edward døde efter at have regeret i seks år, men under Elizabeths halvsøsters, Maria I’s, korte og blodige styre blev England igen katolsk. * I 1558, da Elizabeth som 25-årig kom til magten, var England ikke alene splittet af religiøse stridigheder, men også på fallittens rand. Landet havde mistet sine besiddelser i Frankrig, og Spanien udgjorde en reel fare.

Det første Elizabeth gjorde som regent, var at omgive sig med dygtige rådgivere, hvoraf nogle blev hos hende i næsten hele hendes 44-årige regeringstid. Det første problem hun tog fat på, var de religiøse stridigheder. Ifølge det nationale søfartsmuseum i London valgte hun „at genindføre reformationen og danne en anglikansk kirke der hverken var katolsk eller overdrevent protestantisk“. I stedet for at være kirkens overhoved blev hun dens øverste administrative leder for at formilde dem der ikke kunne acceptere en kvinde som overhoved for kirken. Dernæst vedtog parlamentet Uniformitetsakten, som fastlagde den anglikanske kirkes lære og skikke, men stadig bibeholdt visse katolske ceremonier. Et flertal af katolikkerne fandt ikke behag i denne „midterkurs“, og det gjorde de strenge protestanter, puritanerne, heller ikke.

Elizabeth havde et andet, mere personligt, problem i tanke. Hvordan kunne hun opnå troskab og respekt fra et folk der stadig led som følge af Maria I’s katastrofale styre? Hun besluttede at drage fordel af sit køn. Historikeren Christopher Haigh forklarer: „På tronen var Elizabeth jomfrudronningen, for kirken var hun en mor, for sine adelsmænd en tante, for sine rådgivere en småskændende kone, og for sine bejlere  en forførerske.“ Hendes hemmelighed var at hun hele tiden forsikrede folket om sin store kærlighed. Til gengæld elskede folket også hende, det fortalte hun dem i hvert fald gentagne gange at de gjorde, og snart troede de på det.

Parlamentet var utålmodigt efter at få Elizabeth gift så hun kunne få en protestantisk arving. Den ene kongelige frier dukkede op efter den anden. Elizabeth gav det udseende af at hun var interesseret, og holdt ægteskabsforhandlingerne i gang i måneder, ja, endda år, før hun endelig valgte at afslå den trolovede når det politisk set var hensigtsmæssigt.

Elizabeths moderate religiøse kurs gjorde hende til et mål for sammensværgelser. I kulissen stod hendes katolske kusine, Maria Stuart, der af det katolske Europa blev betragtet som Maria I’s retmæssige arving. Truslen fra denne kant øgedes i 1568 da Maria Stuart blev tvunget til at frasige sig den skotske trone og flygte til England. Selvom hun var i husarrest, blev hun hurtigt midtpunkt i katolikkernes planer om at omstyrte den protestantiske dronning; men da disse planer blev afsløret, nægtede Elizabeth at sende en dronning i døden. I 1570 udstedte pave Pius V en bulle hvori han ekskommunikerede Elizabeth og løste hendes undersåtter fra forpligtelsen til at adlyde hende. Den næste pave, Gregor XIII, gik et skridt videre da han erklærede at det ikke ville blive betragtet som en synd at invadere England og fjerne dronningen med magt. Situationen tilspidsede sig da Anthony Babingtons planer om at myrde Elizabeth blev afsløret og det viste sig at Maria var indblandet. Til sidst var Elizabeth tvunget til at træffe en afgørelse angående Maria, og under pres fra parlamentet lod hun i 1587 hende henrette. Det katolske Europa var rasende — og i særlig grad Filip II af Spanien.

Filips dristige strategi

Filip, som på det tidspunkt var Europas mest magtfulde hersker, havde forsøgt at bevare England katolsk ved at bede Elizabeth om at gifte sig med ham da hun blev dronning, men hun havde afslået det. I årevis havde engelske kaperskibe udfordret den spanske kolonimagt ved at plyndre spanske skibe og havne. For at føje spot til skade støttede Elizabeth hollænderne i deres kamp for uafhængighed af det spanske styre. I Filips øjne var Marias henrettelse dråben der fik bægeret til at flyde over. Tilskyndet af paven planlagde han at benytte Den Spanske Armada, en enorm flåde bestående af mere end 130 skibe. Den skulle først sejle til Holland for at hente en stor hær der kunne landsættes, og derefter krydse Den Engelske Kanal for at invadere England. Inden flåden var fuldt mobiliseret, afslørede engelske spioner sammensværgelsen. Elizabeth sendte sir Francis Drake af sted med 30 skibe til den spanske havneby Cádiz, hvor de ødelagde adskillige af de kostbare fartøjer og derved forsinkede armadaen et helt år.

Da armadaen endelig forlod havnen i 1588, var den engelske flåde beredt. Til trods for at den spanske flåde kom under beskydning, lykkedes det den at sejle gennem Den Engelske  Kanal uden alt for mange tab og lagde derefter til ved den franske havneby Calais. Den følgende nat sendte englænderne otte brandskibe ind blandt fjenden. * Den spanske flåde spredtes i panik, og efter nogle heftige kampe blæste en sydvestlig vind dem nordpå mod Skotland, væk fra England. Storme omkring Skotland og ud for Irlands vestkyst forårsagede at halvdelen af de spanske skibe led skibbrud, mens resten måtte humpe tilbage til Spanien.

’Guldalderen’ tager sin begyndelse

I begyndelsen af Elizabeths regeringstid havde England ingen oversøiske besiddelser. Spanien, derimod, erhvervede sig store rigdomme i de enorme områder de havde erobret i Nord-, Mellem- og Sydamerika. England ville have deres bid af kagen. Så vovelystne eventyrere satte sejl og krydsede havene i jagten på berømmelse, rigdom og nye handelsruter til Kina og Det Fjerne Østen. Sir Francis Drake var den første kaptajn der i eget skib sejlede hele vejen rundt om jorden, mens han op langs Syd- og Nordamerikas vestkyst plyndrede spanske skibe lastet med store skatte. For at udfordre Spaniens monopol på den nye verden støttede sir Walter Raleigh de forsøg man gjorde for at grundlægge en koloni på Nordamerikas østkyst. Det område han gjorde krav på der, gav han navnet Virginia til ære for Englands jomfrudronning. Disse tidlige forsøg på kolonisering mislykkedes, men de vakte Englands interesse for fremtidige bedrifter. Da Spaniens „Uovervindelige Armada“ blev slået, voksede Englands selvtillid på havet, og Elizabeth støttede nye handelsforetagender på den anden side af jorden, i det sydøstlige Asien. Vejen var nu banet for grundlæggelsen af et britisk imperium som med tiden ville nå jorden rundt. *

På hjemmefronten tilskyndede man folk til at uddanne sig. Nye skoler åbnede og blev for flere elever en dør til den litterære verden. Længselen efter litteratur sammen med bogtrykkerkunstens fremskridt forårsagede en kulturel eksplosion. Det var dengang William Shakespeare og andre store dramatikere levede. Folk valfartede til de nyåbnede teatre for at blive underholdt af de skuespil de skrev. Digtere frembragte smukke sonetter, og komponister skabte ny musik. Dygtige kunstnere malede fine miniatureportrætter af dronning og hof. Nye bibeloversættelser fik en fremtrædende plads i kirke og hjem. Men denne storhedstid blev ikke ved.

’Guldalderen’ mister sin glans

Elizabeths sidste år var fyldt med problemer. Efter at hun havde overlevet sine betroede rådgivere, var det kun nogle få udvalgte der fik privilegier, og det førte til en voldsom kappestrid ved hoffet, og endda et mislykket oprør. Endnu en gang splittede religionen hendes rige. Katolikker nægtede at deltage i protestantiske gudstjenester og blev derfor i stigende grad forfulgt. Ved slutningen af hendes regeringstid var omtrent  200 præster og lægmænd blevet henrettet. Puritanere blev også fængslet og henrettet. I Irland kom det til oprør mod det engelske styre, og krigen mod Spanien fortsatte. Fire år i træk var høsten dårlig, og det førte til arbejdsløshed og vagabondering, og folk lavede optøjer på grund af de høje fødevarepriser. Elizabeth havde overlevet sin egen popularitet. Englænderne elskede ikke længere deres jomfrudronning.

Elizabeth mistede gradvis viljen til at leve, og den 24. marts 1603 døde hun som den sidste hersker i tudorslægten. Nationen tog imod nyheden med lamslået stilhed, men allerede om aftenen fejrede de den nye monark med bål og fest i gaden. Endelig havde de fået en konge — Jakob VI af Skotland, Maria Stuarts protestantiske søn. I sin egenskab af konge formåede Jakob I af England at udrette hvad Elizabeth ikke havde kunnet — han forenede de to kongeriger under én monark. Den første optimisme forvandledes dog hurtigt til skuffelse, og nationen begyndte at længes efter deres gode dronning Bess.

Var det en guldalder?

Den tids historikere skrev begejstret om Elizabeth. Få år efter hendes død beskrev William Camden dronningens regeringstid som en guldalder præget af fremskridt hvorunder hun inspirerede sit folk til storhed. I århundreder satte ingen spørgsmålstegn ved denne opfattelse. Elizabeths berømmelse nåede nye højder ved slutningen af det 19. århundrede da man tillagde hende æren for fødselen af Det Britiske Imperium, som dengang dækkede en fjerdedel af jorden.

Nogle nutidige historikere ser ikke Elizabeths regeringstid i et så rosenrødt skær. The Oxford Illustrated History of Britain siger: „Elizabeth har opnået et eftermæle som langt overgår det hun i virkeligheden præsterede. Det er tydeligt at hendes egen propaganda, . . . hendes lange levetid, det at hun tilfældigvis levede på Shakespeares tid, og den heldige sejr over armadaen har forledt os til at prise hende umådeholdent så vi ignorerer den enkle kendsgerning at hun stille og roligt tillod England at blive uregerligt.“ Haigh, der er citeret tidligere, forklarer hvorfor nogle historikere skrev som de gjorde: „I 1603, da folket forventningsfuldt så hen til en konge af stuartslægten, lignede Elizabeth mest af alt en tåbelig gammel kone. Men i 1630, da stuartkongerne havde vist sig at være noget af en skuffelse, var hun blevet indbegrebet af alle kongelige dyder.“

Der er ingen tvivl om at Elizabeth var en bemærkelsesværdig kvinde i en mandsdomineret verden. Intelligent og målbevidst som hun var, udmærkede hun sig i sit forhold til offentligheden med hjælp fra sine ministre, som dygtigt skrev hendes taler, arrangerede hendes offentlige fremtræden og påklædning og sørgede for at hun blev portrætteret, alt sammen til fremme af det kongelige ansigt udadtil og af den legendariske guldalder.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 22]

„Elizabeth har opnået et eftermæle som langt overgår det hun i virkeligheden præsterede“

[Ramme/​illustration på side 22]

 JOHN DEE OG DET BRITISKE IMPERIUM

Elizabeth kaldte John Dee (1527-1608/9) for sin filosof. Han var en respekteret matematiker, geograf og astronom, men var også meget interesseret i astrologi og det okkulte. Han rådgav dronningen om hvilken dag der ville være mest gunstig for hendes kroning, og udøvede sine evner ved hoffet. John Dee har fået æren for at gøre udtrykket „Det Britiske Imperium“ kendt, og han opfordrede Elizabeth til at se sig selv som kejserinde af et fremtidigt rige, som hun ville opnå ved at få kontrol over havene og kolonisere nyt land. Derfor lærte han opdagelsesrejsende at navigere, især med det mål at de kunne finde en nordøstlig og en nordvestlig passage til Østen. Han støttede også planerne om at kolonisere det nordamerikanske kontinent.

[Kildeangivelse]

Billede gengivet med tilladelse fra British Museum

[Illustrationer på side 20, 21]

A. Engelske brandskibe bliver sendt ind blandt Den Spanske Armada B. Sir Francis Drake C. Dronning Elizabeth D. Globe Theatre E. William Shakespeare

[Kildeangivelser]

A: Fra bogen The History of Protestantism (Vol. III); B: ORONOZ; C: Fra bogen Heroes of the Reformation; D: Fra bogen The Comprehensive History of England (Vol. II); E: Encyclopædia Britannica/​11th Edition (1911)

[Kildeangivelse på side 19]

© The Bridgeman Art Library International