Mød Indonesiens „skovmenneske“

DEN ENORME HAN stirrede ned på os fra en gren som virkede alt for spinkel til at bære hans kolossale krop. Vi stirrede tilbage mens vi holdt vejret. Han virkede ligeglad, men vi var helt tryllebundet. Der stod vi, ansigt til ansigt med en orangutang, verdens største trælevende dyr!

Orangutangen hører til den gruppe man kalder store menneskeaber, som også omfatter gorillaen og chimpansen. Den skikkelige orangutang lever som eneboer i den tætte jungle på Borneo og Sumatra, to af de største øer i Sydøstasien. Dens navn består af to indonesiske ord, orang og hutan, og betyder „skovmenneske“.

Kunne du tænke dig at lære mere om disse fascinerende store røde aber? Så tag med os dybt ind i Borneos jungle for at besøge dem i deres naturlige omgivelser.

Et besøg hos orangutangen

Vi rejste til nationalparken Tanjung Puting, hvor der er et rigt dyreliv. De tusinder af orangutanger som lever der, er parkens største attraktion.

Vores besøg begyndte i den lille havn i byen Kumai, hvor vi gik om bord i en såkaldt klotok, en træbåd med motor. Vi sejlede op ad floden som snoede sig dybere og dybere ind i den tætte jungle, der til sidst sluttede sammen over vores hoveder. Et tæt vildnis af nypapalmer voksede langs floden, hvor krokodiller lurede i det stille, sorte vand, og junglen genlød af mærkelige lyde. Det hele var meget spændende!

Da vi kom i land, sprayede vi os med masser af insektmiddel og begav os ind i skoven. I løbet af nogle minutter så vi vores første orangutang — den store han som blev nævnt i  indledningen. I eftermiddagssolen havde hans lodne, røde pels en varm glød, som nypoleret kobber. Hans svulmende muskler under pelsen gjorde ham i sandhed til et imponerende skue!

Voksne hanner der lever i naturen, kan blive 1,7 meter høje og veje omkring 90 kilo, hvilket er dobbelt så meget som hunnerne. Fuldvoksne hanner har store kindfolder der giver deres ansigt form som en tallerken. De har også en hængende strubesæk, som de bruger når de grynter og brøler. Nogle gange udstøder de en serie rungende lyde, der kan vare op til fem minutter og høres mere end to kilometer væk. Det er ikke så mærkeligt at det kaldes et langt kald! Hanner brøler typisk for at tiltrække parringslystne hunner og skræmme konkurrerende hanner væk.

Lever i trætoppene

På vores vej så vi orangutanger der svingede fra træ til træ. Deres fødder og hænder er stærke, smidige og kroglignende. Tæerne er store og fingrene lange, undtagen tommelfingrene som er korte. Med lethed griber aberne fat om grenene og bevæger sig elegant og sikkert omkring, men de synes aldrig at have travlt.

Orangutanger er dygtige til at camouflere sig så de falder helt sammen med omgivelserne i trætoppene. Nede på jorden er de langsomme; mennesker kan let løbe fra dem.

Disse dyr tilbringer, som de eneste blandt de store menneskeaber, næsten hele deres liv i trætoppene. De fleste aftener omkring solnedgang udvælger de sig en tyk gren der deler sig i to. Her, op til 20 meter over jorden, bygger de en hyggelig ny seng af smågrene og kviste. Hvis det regner, laver de nogle gange et „tag“, noget som hverken chimpanser eller gorillaer gør. Det hele tager kun fem minutter!

I træerne finder orangutangerne også deres livret — frugt! De har en fantastisk hukommelse og ved præcis hvor og hvornår de kan finde moden frugt. På „menukortet“ er der også blade, bark, friske skud, honning og insekter. Orangutanger bruger nogle gange en pind når de skal have honning eller insekter fra huller i træerne. Aberne æder mere end 400 forskellige slags føde!

Længere nede ad stien blev vi vidne til noget spektakulært — orangutanger der  åd i stakkevis af bananer. Disse dyr var vokset op i fangenskab og derefter sat ud i naturen. Da de ikke har lært at klare sig i det fri, bliver de jævnlig fodret som et supplement til det de selv kan finde.

Orangutangens familieliv

Vi så små, nuttede orangutang-unger klynge sig til deres mødre, mens de lidt større, drillesyge unger legede på jorden eller i træerne. Hunnen kan blive op til 45 år gammel. Som 15-16-årig er den kønsmoden, og den får unger hvert syvende eller ottende år. Den får normalt ikke mere end tre unger i løbet af sin levetid. Det gør orangutangen til et af de pattedyr der har den laveste formeringsrate i verden.

Båndet mellem en mor og hendes nyfødte unge er utrolig stærkt. Hunnen tager sig af sin unge i otte år eller mere. I det første år af ungens liv er den nærmest limet til moderens krop. Fra etårsalderen vil den, indtil den næste unge fødes, fortsat holde sig tæt ved moderen. Unge hunner bliver nogle gange i nærheden af deres mor for at se hvordan hun tager sig af den nyfødte.

De unge hanner bliver derimod sendt væk af deres mor umiddelbart efter at der er født en ny unge. Herefter strejfer de alene omkring i skoven. Normalt holder de sig inden for et område på 15 kvadratkilometer eller mere. De undgår andre hanner og opsøger kun hunner for at parre sig.

Hunnerne bliver som regel inden for et langt mindre område af skoven. Tid efter anden spiser de i det samme træ som andre hunner, men selv da ignorerer de for det meste hinanden. Det ensomme liv er noget særegent for  orangutangen i forhold til andre aber. Vi ville imidlertid gerne lære mere om „skovmennesket“, så vi tog videre til en anden del af parken.

Tæt på udryddelse

Inde i nationalparken ligger Camp Leakey, et forsknings- og rehabiliteringscenter for orangutanger. Centret er opkaldt efter antropologen Louis Leakey. Her er der altid en orangutang i nærheden. Nogle kom helt hen til os og poserede eller optrådte foran vores kameraer. En voksen hun greb endda ud efter min vens jakke! Det var en stor oplevelse at være så tæt på disse smukke dyr.

At det er nødvendigt med centre som Camp Leakey, er dog en alvorlig advarsel — orangutangen er ved at uddø. Nogle miljøforkæmpere mener at dens overlevelse i naturen har dystre udsigter — de giver den ti år eller mindre. Orangutangen har især tre store fjender.

Skovrydning. Omkring 80 procent af de skove som orangutangen lever i, er forsvundet i løbet af de sidste 20 år. I Indonesien fældes der i gennemsnit over 50 kvadratkilometer skov om dagen, det svarer til fem fodboldbaner hvert minut.

Krybskytteri. Efterhånden som mennesker ødelægger skovene, bliver orangutangen mere sårbar over for jægere. Kraniet fra en orangutang kan sælges som souvenir på det illegale marked for omkring 375 kroner. Nogle betragter orangutangen som en trussel mod deres afgrøder. Andre dræber den for at få dens kød.

Ulovlig handel. På det sorte marked sælges en nuttet orangutang-unge til priser der ligger mellem tusind kroner og flere hundrede tusind kroner. Det anslås at der hvert år sælges omkring tusind orangutang-unger.

Både offentlige og private organisationer gør hvad de kan for at redde orangutangen fra udryddelse. De opfører rehabiliteringscentre, informerer gennem undervisningsprogrammer, opretter nationalparker og reservater samt bekæmper ulovlig skovhugst.

Bibelen viser at Gud snart vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“, og omdanne hele jorden til et paradis. (Åbenbaringen 11:18; Esajas 11:4-9; Mattæus 6:10) Til den tid vil salmistens ord være opfyldt: „Lad . . . alle skovens træer råbe af glæde.“ (Salme 96:12) Dyrene — deriblandt orangutangen, Indonesiens „skovmenneske“ — vil stortrives, uden at mennesker truer deres overlevelse.

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MALAYSIA

Borneo

INDONESIEN

Sumatra

AUSTRALIEN

[Illustration på side 16]

Fuldvoksne hanners ansigt har karakteristiske kindfolder

[Kildeangivelse]

© imagebroker/​Alamy

[Illustrationer på side 17]

Orangutangen bevæger sig let rundt i træerne, men på jorden er den langsom

[Kildeangivelser]

Øverst: © moodboard/​Alamy; nederst: Orangutang i Camp Leakey i nationalparken Tanjung Puting, administreret af BTNTP, UPT Ditjen PHKA Dephut

[Kildeangivelse på side 15]

Orangutang i Camp Leakey i nationalparken Tanjung Puting, administreret af BTNTP, UPT Ditjen PHKA Dephut

[Kildeangivelse på side 18]

Orangutang i Camp Leakey i nationalparken Tanjung Puting, administreret af BTNTP, UPT Ditjen PHKA Dephut