Gud har trøstet mig i alle mine prøvelser

FORTALT AF VICTORIA COLLOY

En læge sagde til min mor: „Vi kan ikke gøre mere for Deres datter. Hun vil være nødt til at gå med krykker og benskinner resten af livet.“ Jeg var helt knust! Hvad skulle jeg gøre hvis jeg ikke kunne gå?

JEG blev født den 17. november 1949 i byen Tapachula i Chiapas i Mexico. Jeg var en sund og glad lille baby, den førstefødte af fire børn. Men da jeg var seks måneder gammel, holdt jeg pludselig op med at kravle, og det var begrænset hvor meget jeg kunne røre mig. To måneder senere kunne jeg slet ikke bevæge mig. De lokale læger undrede sig, for der var andre små børn i Tapachula med lignende symptomer. Derfor kom der en ortopæd fra Mexico City for at undersøge os. Vi fik stillet diagnosen polio, eller børnelammelse.

Da jeg var tre år, fik jeg foretaget operationer i min hofte, mine knæ og mine ankler. Senere fik jeg også alvorlige problemer med min højre skulder. Som seksårig blev jeg indlagt på et børnehospital i Mexico City for at få yderligere behandling. Mor arbejdede på en gård hjemme i Chiapas, så jeg måtte blive i Mexico City hos min mormor. Det meste af tiden var jeg dog på hospitalet.

Da jeg var omkring 8 år gammel, fik jeg det lidt bedre. Men senere gik det igen den forkerte vej, og til sidst kunne jeg ikke komme omkring på egen hånd. Da sagde lægerne at jeg ville være nødt til at gå med krykker og benskinner resten af mit liv.

Som 15-årig havde jeg været igennem 25 operationer; i rygsøjlen, benene, knæene, anklerne og tæerne. Efter hver operation skulle jeg genoptrænes. I forbindelse med en af operationerne blev begge mine ben lagt i gips. Da gipsen blev taget af, skulle jeg igennem en smertefuld genoptræning.

Jeg finder trøst

Da jeg var 11 år, besøgte min mor mig efter en operation. Hun havde lært at Jesus gjorde syge raske og endda helbredte en der var lam. Det havde hun lært ved at læse Vagttårnet, et blad udgivet af Jehovas Vidner, som hun nu gav mig et eksemplar af. Jeg gemte det under min pude, men en dag var det væk. Sygeplejerskerne havde fundet bladet og fjernet det. De skældte mig ud fordi jeg havde læst det.

Omkring et år senere kom min mor igen fra Chiapas for at besøge mig. Nu var hun begyndt at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Hun havde bogen  Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis med til mig. * Mor sagde: „Hvis du vil leve i den lovede nye verden hvor Jesus vil gøre dig rask, må du studere Bibelen.“ Jeg begyndte derfor at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner som 14-årig, på trods af at min mormor var imod det. Året efter var jeg nødt til at forlade hospitalet fordi det var et børnehospital.

Jeg overvinder flere udfordringer

Jeg var meget ked af det. På grund af min mormors indstilling måtte jeg flytte hjem til mine forældre i Chiapas. Men der var problemer derhjemme fordi min far var alkoholiker. I en periode kunne jeg slet ikke se nogen grund til at leve. Jeg overvejede at tage gift. Men efterhånden som jeg studerede Bibelen, fik jeg et andet syn på tingene. Bibelens løfte om et paradis på jorden gjorde mig glad.

Jeg begyndte at tale med andre om det storslåede håb Bibelen indeholder. (Esajas 2:4; 9:6, 7; 11:6-9; Åbenbaringen 21:3, 4) Senere, den 8. maj 1968, da jeg var 18, blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. Siden 1974 har jeg brugt mere end 70 timer hver måned på at tale med andre om det håb der motiverede mig til at fortsætte med at leve.

Et produktivt og tilfredsstillende liv

Senere flyttede min mor og jeg til byen Tijuana, som ligger ved grænsen mellem Mexico og USA. Mor og jeg bor sammen i et hus der er indrettet efter vores behov. Jeg kan stadig komme omkring i huset med mine benskinner og krykker. Og fra min kørestol kan jeg lave mad og vaske og stryge mit tøj. Når jeg skal i forkyndelsen, bruger jeg en elscooter der er tilpasset mine behov.

Ud over at jeg drøfter Bibelen med folk på gaden og i deres hjem, besøger jeg jævnligt et hospital i nærheden for at tale om Bibelen med dem der sidder og venter på at få behandling. Bagefter kører jeg hen på markedet på min elscooter og køber det vi har brug for. Så tager jeg hjem og hjælper mor med madlavningen og alt det huslige.

For at vi kan klare os økonomisk, sælger jeg brugt tøj. Mor er nu 78 år og kan ikke så meget mere fordi hun har haft tre hjerteanfald. Så jeg hjælper hende med hendes medicin og med at spise fornuftigt. På trods af vores fysiske problemer bestræber vi os for at komme til menighedens møder. Mere end 30 af dem jeg i årenes løb har studeret Bibelen med, tager også del i den kristne forkyndelse.

Jeg tror fuldt og fast på at dette bibelske løfte vil blive opfyldt: „Da [i Guds nye verden] springer den halte som hjorten.“ Indtil da finder jeg stor trøst i Guds ord: „Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvildt om, for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig. Ja, jeg vil holde dig fast med min retfærdigheds højre hånd.“ — Esajas 35:6; 41:10. *

[Fodnoter]

[Illustration på side 12]

Med benskinner som syvårig

[Illustration på side 13]

I forkyndelsen bruger jeg en elscooter der er tilpasset mine behov