Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jeg elskede vold

Jeg elskede vold

Jeg elskede vold

Fortalt af Salvador Garza

SOM dreng elskede jeg vold, og jeg sloges med enhver der gjorde mig vred. Det lagde en lokal boksemester mærke til, og han lærte mig at bokse. Efter nogen tid rejste jeg rundt i USA som professionel bokser. Senere fik jeg arbejde som bodyguard for en gangster.

Min hang til vold fortsatte endda efter at jeg var blevet gift og havde fået seks børn. Dengang bestyrede jeg en natklub. Til trods for at nogle adskillige gange forsøgte at slå mig ihjel, kunne jeg godt lide mit spændende liv. Engang skød jeg i et opgør to mænd, og de blev alvorligt såret. Sammen med nogle venner planlagde jeg endda at kidnappe en fremtrædende politiker, men politiet fik nys om vores komplot og arresterede mig. Da politiet fik fat i de andre, kom det til skyderi, og mine venner blev alle dræbt. Hvor er jeg glad for at jeg sad i fængsel på det tidspunkt!

Flere år senere blev jeg løsladt, og jeg fandt et job. En dag på vej hjem fra arbejde fik jeg pludselig en voldsom hovedpine der gjorde mig uarbejdsdygtig. Jeg blev meget bekymret og bad Gud om hjælp. Min kone, Dolores, der havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner, havde fortalt mig at Gud har et navn — Jehova. (Salme 83:18) Derfor henvendte jeg mig til ham i bøn.

Da jeg var blevet rask, tilskyndede Dolores mig til at overvære Jehovas Vidners møder i deres rigssal. Den venlighed og ægte interesse Vidnerne viste mig, fik tårerne frem i mine øjne. Som følge af deres omsorg begyndte jeg også at studere Bibelen, og hele mit syn på livet begyndte at ændre sig. Jeg kunne rigtig godt lide det jeg lærte.

Det tog dog lidt længere tid at lære at kontrollere mit temperament. En dag var jeg for eksempel ude at forkynde fra hus til hus med min ven Antonio da vi mødte en mand der overfusede os. Jeg blev rasende og gik truende hen imod ham. Heldigvis holdt Antonio mig tilbage. Senere gjorde han mig opmærksom på hvordan Jesus udholdt at folk latterliggjorde ham og udslyngede skældsord mod ham. Apostelen Peter, der arbejdede nært sammen med Jesus, skrev: „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen.“ (1 Peter 2:23) Jeg tog disse ord til hjerte.

Når jeg ser tilbage på de forandringer jeg har foretaget i årenes løb, takker jeg ofte Jehova for den hjælp jeg har fået gennem hans hellige ånd, der gør det muligt for os at vise selvbeherskelse og være fredsommelige. (Galaterne 5:22, 23) Min familie er lykkelig og forenet, og vi lever et stille og fredeligt liv. Desuden er jeg glad for at tjene som heltidsforkynder og hjælpe andre til at få den fred der kommer fra Gud.

[Illustration på side 9]

Salvador fandt fred ved at studere Bibelen