Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 6

En god og en dårlig søn

En god og en dårlig søn

PRØV at se på billedet. Kain og Abel er nu vokset op. Kain er blevet landmand. Han dyrker korn og frugter og grøntsager.

Abel er blevet fårehyrde. Han kan lide at tage sig af de små lam. De vokser op og bliver store får, så Abel har snart en hel flok får.

En dag bringer Kain og Abel en gave til Gud. Kain ofrer noget af den føde han har dyrket. Og Abel ofrer det allerbedste får han har. Jehova er glad for Abel og hans gave. Men han er ikke glad for Kain og hans gave. Hvorfor ikke?

Det er ikke bare fordi Abels gave er bedre end Kains. Det er fordi Abel er en god mand. Han elsker Jehova og sin broder. Men Kain er ond; han elsker ikke sin broder.

Gud siger derfor at Kain skal forbedre sig. Men Kain hører ikke efter. Han er gal fordi Gud bedst kunne lide Abel. Kain siger så til Abel: ’Kom med over på marken.’ Da de er blevet helt alene, slår Kain sin broder Abel. Han slår så hårdt at Abel dør. Var det ikke grusomt at Kain kunne gøre det?

Men selv om Abel er død, husker Gud ham. Abel var et godt menneske, og den slags glemmer Jehova aldrig. En dag vil Jehova Gud give Abel livet igen. Til den tid vil Abel aldrig mere behøve at dø. Han vil kunne leve evigt på jorden. Vil det ikke være dejligt at lære mennesker som Abel at kende?

Men Gud har ikke behag i mennesker som Kain. Efter at Kain havde dræbt sin broder, straffede Gud ham ved at sende ham langt væk fra resten af hans familie. Kain rejste bort og bosatte sig et andet sted på jorden, og han tog en af sine søstre med sig. Hun blev hans kone.

Kain og hans kone begyndte at få børn. Andre af Adam og Evas sønner og døtre giftede sig, og de fik også børn. Snart var der mange på jorden. Lad os lære om nogle af dem.