UDEN FOR arken fortsatte folk med at leve som før. De troede stadig ikke at der ville komme en vandflod. De lo sikkert mere end nogen sinde før. Men de holdt snart op med at le.

Pludselig begyndte det at regne. Vandet styrtede ned fra himmelen, ligesom når man hælder vand ud af en spand. Noa havde haft ret! Men nu var det for sent for de andre at komme ind i arken. Jehova havde lukket døren.

Alle de steder der lå lavt, var snart dækket af vand. Vandet strømmede i brede floder. Træer væltede og store sten førtes med af vandet under en buldrende larm. Folk blev slået af skræk og klatrede op på bakkerne. Du kan tro de ønskede de havde lyttet til Noa og var gået med ind i arken mens døren endnu var åben. Men nu var det for sent!

Vandet steg og steg. I 40 dage og 40 nætter væltede det ned fra himmelen. Vandet steg op langs bjergsiderne, og efterhånden stod selv de højeste bjerge under vand. Alle mennesker og dyr uden for arken døde, ganske som Gud havde sagt. Men alle i arken var i sikkerhed.

Noa og hans sønner havde bygget arken solidt. Vandet løftede den op, og den holdt sig flydende oven på vandet. Efter at det så var holdt op med at regne, begyndte solen en dag at skinne. Sikke et syn! Overalt var der kun ét eneste stort hav. Det eneste man så var arken der flød på vandet.

Nu var kæmperne borte. De kunne ikke længere gøre nogen fortræd. De var alle døde, sammen med deres mødre og de andre onde mennesker. Men hvor var deres fædre blevet af?

Kæmpernes fædre var egentlig ikke mennesker som os. Det var engle der var kommet ned til jorden for at leve som mennesker. Det var forkert af dem, for Gud har skabt englene til at være i himmelen, som du allerede har hørt. Da Vandfloden kom, døde de ikke sammen med de andre. De holdt op med at benytte deres menneskelegemer, og vendte tilbage til himmelen som engle. Men nu fik de ikke længere lov til at høre med til Guds familie af engle. De blev Satans engle. I Bibelen kaldes de for dæmoner.

Så lod Gud en storm fare hen over jorden, og vandet begyndte at falde. Fem måneder efter hvilede arken på en bjergtop. Der gik mange flere dage, og inde fra arken kunne man kigge ud og se bjergtoppene begynde at dukke op. Vandet faldt stadig.

Nu sendte Noa en sort fugl som hedder en ravn ud fra arken. Den var borte et stykke tid, men så kom den tilbage, for der var ingen steder den kunne sætte sig. Det skete nogle gange, og hver gang kom den tilbage og hvilede sig i arken.

Noa ville gerne vide om vandet var borte, så han sendte nu en due ud fra arken. Men duen kom også tilbage fordi den ikke kunne finde noget sted at være. Noa sendte den ud endnu en gang, og da kom den tilbage med et olieblad i næbbet. Så vidste Noa at vandet var sunket. Han sendte duen ud for tredje gang, og endelig fandt den et tørt sted at slå sig ned.

Gud talte nu til Noa. Han sagde: ’Gå ud af arken. Tag hele din familie og dyrene med dig.’ De havde været inde i arken i over et år. Så du kan nok tænke dig hvor glade de var for at komme ud igen, og for at være i live!