Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 57

Gud udvælger David

Gud udvælger David

KAN du se hvad der er sket? Drengen har reddet det lille lam fra bjørnen. Bjørnen kom og slæbte af sted med lammet og skulle lige til at spise det. Men så kom drengen løbende og reddede lammet fra bjørnens gab. Og da bjørnen vendte sig mod drengen, greb han den og slog den ihjel! En anden gang reddede drengen et af fårene fra en løve. Er han ikke modig? Ved du hvem drengen er?

Han hedder David. Han bor i byen Betlehem. Hans farfader var Obed, som var søn af Rut og Boaz. Kan du huske dem? Vi har læst om dem i den 51. historie. Og Davids fader hedder Isaj. David passer sin faders får. Han blev født 10 år efter at Jehova havde sat Saul til at være konge.

En dag siger Jehova til Samuel: ’Tag noget af den særlige olie og gå hen til Isajs hus i Betlehem. Jeg har udvalgt en af hans sønner til at være konge.’ Da Samuel får øje på Isajs ældste søn Eliab, siger han til sig selv: ’Det må være ham Jehova har udvalgt.’ Men Jehova svarer: ’Se ikke på hvor høj og smuk han er. Det er ikke ham jeg har valgt til konge.’

Så kalder Isaj på sin søn Abinadab og fører ham frem for den gamle profet. Men Samuel siger: ’Nej, Jehova har heller ikke udvalgt ham.’ Dernæst fører Isaj sin søn Sjamma frem. ’Nej, ham har Jehova heller ikke udvalgt,’ siger Samuel. Isaj fører syv af sine sønner frem for Samuel, men ingen af dem er udvalgt af Jehova. ’Har du ikke flere sønner?’ spørger Samuel efter at han har set alle de andre.

’Den yngste er tilbage,’ siger Isaj. ’Men han er ude at vogte får.’ Så henter de David, og Samuel kan se at han er en køn og tiltalende dreng. ’Ham er det,’ siger Jehova. ’Ham skal du salve med olie.’ Samuel hælder nu olien over hans hoved. En dag skal David blive konge over Israel.