Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 59

Hvorfor David må flygte

Hvorfor David må flygte

EFTER at David har dræbt Goliat, fører Abner, Israels hærfører, ham hen til Saul. Saul er yderst tilfreds med David. Han gør ham til befalingsmand i hæren og lader ham bo i kongens hus.

Da hæren kommer hjem efter kampen mod filistrene, synger kvinderne: ’Saul har dræbt tusinder, men David titusinder.’ Saul bliver misundelig over at høre at David får mere ære end han selv. Men Sauls søn Jonatan er ikke misundelig. Han holder meget af David, og David holder også meget af Jonatan. De to lover hinanden at de altid vil være venner.

David er dygtig til at spille på harpe, og Saul kan godt lide at høre ham spille. Men en dag gør Saul noget forfærdeligt på grund af sin misundelse. Mens David sidder og spiller, tager Saul sit spyd og kaster det efter ham. ’Jeg vil spidde David til væggen!’ siger han. Men David dukker sig, og spyddet rammer forbi. Senere prøver Saul igen, men heller ikke denne gang rammer spyddet David. Nu ved David at han må passe meget på.

Kan du huske hvad Saul havde lovet? Han havde lovet at den mand der dræbte Goliat, skulle få hans datter til hustru. Endelig en dag siger Saul at David må få hans datter Mikal, men først skal David slå 100 filistre ihjel. Tænk engang! Saul håber faktisk at filistrene vil slå David ihjel. Men det gør de ikke, og så må Saul lade David gifte sig med hans datter.

En dag siger Saul til Jonatan og alle sine tjenere at han vil dræbe David. Men Jonatan siger: ’Du må ikke gøre David noget. Han har aldrig gjort dig noget. Nej, alt hvad han har gjort har været til hjælp for dig. Han satte sit liv på spil da han dræbte Goliat, og du blev glad da du så det.’

Saul lytter til sin søn og lover at han ikke vil gøre David noget. David hentes tilbage, og han begynder igen at tjene i Sauls hus. Men en dag hvor David sidder og spiller for Saul, kaster Saul igen sit spyd efter ham. David dukker sig, og spyddet rammer ind i væggen. Det er tredje gang! Nu ved David at han er nødt til at flygte!

Samme aften går David hjem til sit eget hus. Men Saul sender nogle folk efter ham for at dræbe ham. Mikal ved hvad det er hendes fader pønser på, så hun siger til sin mand: ’Hvis du ikke slipper væk i nat, vil du være død i morgen.’ Om natten hjælper Mikal David med at slippe ud gennem et vindue. I syv år er David hele tiden på flugt for kong Saul og må skjule sig det ene sted efter det andet.