Kapitel 4

Hvor troværdigt er „Det Gamle Testamente“?

I de næste få kapitler vil vi behandle nogle af de angreb den moderne kritik har rettet mod Bibelen. Nogle hævder at Bibelen modsiger sig selv og at den er „uvidenskabelig“. Disse anklager vil vi vende tilbage til senere. Det første vi vil se på, er den almindelige indvending at Bibelen kun er en samling myter og legender. Har bibelkritikerne noget grundlag for at sige dette? Lad os begynde med at betragte De Hebraiske Skrifter, det såkaldte Gamle Testamente.

1, 2. Hvordan forløb Jerikos belejring, og hvilke spørgsmål stilles i denne forbindelse?

EN OLDTIDSBY er belejret. Angriberne er kommet østfra, over Jordanfloden, og har opslået deres lejr foran byens høje mure. Men det er en mærkelig taktik de følger. Hver dag i seks dage er hæren marcheret en gang rundt om byen i tavshed, ledsaget af en gruppe præster som har blæst i horn. Og nu, på den syvende dag, marcherer hæren rundt om byen syv gange uden at give en lyd fra sig. Pludselig blæser præsterne i hornene af alle kræfter, hæren udstøder et højt krigsråb, og de mægtige bymure styrter sammen i en støvsky, så byen ligger forsvarsløs. — Josua 6:1-21.

² Sådan beskriver Josuas bog, den sjette bog i De  Hebraiske Skrifter, Jerikos fald, som fandt sted for snart 3500 år siden. Men gik det virkelig sådan til? Mange som går ind for den historisk-kritiske bibelforskning vil svare et afgjort nej. * De hævder at Josuas bog og de foregående fem bøger i Bibelen består af legender som er nedskrevet mange hundrede år efter at de påståede begivenheder fandt sted. Mange arkæologer vil også svare nej. De siger at Jeriko muligvis ikke engang eksisterede på det tidspunkt da israelitterne drog ind i Kana’ans land.

3. Hvorfor har det betydning om Bibelens historiske beretninger er pålidelige eller ej?

³ Dette er alvorlige påstande. Når man læser Bibelen vil man se at dens lære er nøje knyttet til historien. Gud beskæftiger sig med virkelige mennesker, med mænd, kvinder, familier og nationer, og hans bud er givet til et folk der optræder i historien. Moderne forskere der rejser tvivl om Bibelens historiske ægthed, rejser også tvivl om betydningen og pålideligheden af dens budskab. Hvis Bibelen virkelig er Guds ord må dens historiske beretninger være pålidelige og ikke bestå af myter og legender. Har kritikerne noget grundlag for at drage dens historiske sandfærdighed i tvivl?

Hvor pålidelig er den historisk-kritiske bibelforskning?

4-6. Hvad går nogle af Wellhausens teorier ud på?

⁴ Den historisk-kritiske bibelforskning vandt for  alvor frem i det 18. og 19. århundrede. I sidste halvdel af det 19. århundrede gjorde den tyske bibelkritiker Julius Wellhausen sig til fortaler for den teori at de første seks bøger i Bibelen, det vil sige Mosebøgerne og Josuas bog, var skrevet i det femte århundrede f.v.t. — cirka tusind år efter de begivenheder der omtales i dem. Han mente dog at de delvis var sammensat af tidligere nedskrevne kilder.¹ Denne teori vandt almindelig anerkendelse og blev for eksempel trykt i 11. udgave af Encyclopædia Britannica, udgivet i 1911, hvor vi læser: „Første Mosebog er et eftereksilsk værk sammensat af et eftereksilsk præsteskrift (P) og tidligere ikkepræstelige skrifter der tydeligt afviger fra P både sprogligt, stilistisk og hvad det religiøse synspunkt angår.“

⁵ Ifølge Wellhausen og hans tilhængere indeholdt de historiske beretninger i begyndelsen af De Hebraiske Skrifter „ikke virkelig historie, men tidligere tiders folkelige overleveringer“.² Beretningerne fra den første tid blev blot regnet for at være en afspejling af Israels senere historie. Det blev for eksempel sagt at fjendskabet mellem Jakob og Esau var opdigtet, og at beretningen blot afspejlede det senere fjendskab mellem Israel og Edom.

⁶ I tråd med dette mente kritikerne at Moses aldrig havde fået noget påbud om at lave pagtens ark og at tabernaklet, midtpunktet for israelitternes gudsdyrkelse i ørkenen, aldrig havde eksisteret. De mente også at det aronitiske præstedømmes myndighed først var blevet fuldt stadfæstet få år før Jerusalem blev ødelagt af babylonierne, hvilket ifølge kritikerne skete i begyndelsen af det sjette århundrede f.v.t.³

7, 8. Hvad byggede Wellhausen sine teorier på, og var det et solidt grundlag?

 ⁷ Hvad bygger kritikerne disse tanker på? Jo, de hævder at teksten i de første bibelbøger kan opdeles i et antal forskellige dokumenter. De går generelt ud fra det grundprincip at ethvert bibelvers der bruger det hebraiske ord for Gud (’Ælohīmʹ) uden at knytte hans navn til, må være skrevet af én forfatter, mens de vers der nævner Gud ved hans navn, Jehova, må være skrevet af en anden — som om samme forfatter ikke kunne bruge begge udtryk.⁴

⁸ Hvis samme begivenhed er nævnt flere gange i en bog, betragter de også dette som et bevis for at der må have været flere forfattere, selv om anden semitisk oldtidslitteratur indeholder lignende eksempler på gentagelser. Desuden antager de at enhver stilændring er ensbetydende med et forfatterskift, til trods for at selv nyere eller moderne forfattere ofte har benyttet forskellige stilarter i forskellige perioder af deres forfatterskab eller i værker af forskellig art. *

9-11. Nævn nogle tydelige svagheder ved den historisk-kritiske bibelforskning.

⁹ Er der noget virkeligt bevis for disse teorier? Overhovedet ikke. En kommentator har bemærket: „Kritik er, selv i bedste fald, spekulativ og foreløbig. Den kan altid risikere at blive korrigeret eller modbevist og at måtte erstattes med noget andet. Den er en intellektuel udfoldelse, behæftet med al den usikkerhed og de gætterier der altid hører sådanne udfoldelser til.“⁵ Bibelkritikken, den historisk-kritiske  forskning, er i særdeleshed og i allerhøjeste grad „spekulativ og foreløbig“.

¹⁰ En anden brist ved den historisk-kritiske forskning er ifølge Gleason L. Archer jun. at „Wellhausenskolen gik ud fra den rene antagelse (som den næppe har bekymret sig om at føre bevis for) at Israels religion var af blot og bar menneskelig oprindelse ligesom enhver anden, og at den måtte forklares som et rent udviklingsprodukt“.⁶ Wellhausen og hans tilhængere tog med andre ord deres udgangspunkt i den antagelse at Bibelen blot var menneskers ord.

¹¹ Tilbage i 1909 gjorde The Jewish Encyclopedia opmærksom på endnu et par svagheder ved Wellhausens teori: „De argumenter hvormed Wellhausen har vundet næsten alle samtidens bibelkritikere for sine synspunkter, bygger på to antagelser: for det første at ritualerne bliver mere udførlige efterhånden som en religion udvikles; for det andet at ældre kilder nødvendigvis beskæftiger sig med de tidligere stadier af ritualudviklingen. Den første antagelse strider mod de primitive kulturers vidnesbyrd,  og den anden finder ingen støtte i for eksempel de indiske ritualkodeksers vidnesbyrd.“

12. Hvordan klarer den historisk-kritiske bibelforskning sig i lyset af de arkæologiske vidnesbyrd?

¹² Er der nogen mulighed for at efterprøve den historisk-kritiske forskning for at se om dens teorier er sande eller ej? The Jewish Encyclopedia sagde videre: „Wellhausens synspunkter bygger næsten udelukkende på litterær analyse og må suppleres af en undersøgelse fra den etablerede arkæologis synspunkt.“ Bidrog arkæologien, som årene gik, til at bekræfte Wellhausens teorier? The New Encyclopædia Britannica fra 1987 svarer: „Den arkæologiske kritik har været tilbøjelig til at bekræfte pålideligheden af de udpræget historiske detaljer fra selv de ældste perioder [af bibelhistorien] og at svække teorien om at Pentateukens beretninger [de historiske beretninger i Bibelens første bøger] blot afspejler det der skete i en langt senere periode.“

13, 14. Hvorfor har den historisk-kritiske bibelforskning stadig bred tilslutning på trods af de svagheder den er behæftet med?

¹³ Hvorfor er den historisk-kritiske metode trods sine svagheder så populær blandt vore dages intellektuelle? Fordi den fortæller dem det de gerne vil høre. En forsker forklarede i forrige århundrede: „Personligt hilste jeg denne bog af Wellhausen mere velkommen end næsten enhver anden, for det forekom mig at det påtrængende problem med Det Gamle Testamentes historie endelig var blevet løst på en måde som stemte med princippet om menneskets udvikling, som jeg føler mig nødsaget til at anvende på al religionshistorie.“⁷ Den historisk-kritiske bibelforskning harmonerede tydeligvis med  hans forudfattede, evolutionistiske synspunkter. De to teorier har da også nøjagtig samme sigte. Ligesom udviklingslæren ville overflødiggøre troen på en Skaber, ville Wellhausens historisk-kritiske metode indebære at det ikke er nødvendigt at tro at Bibelen er inspireret af Gud.

¹⁴ Den antagelse at Bibelen ikke er Guds ord, forekommer de intellektuelle i dette rationalistiske 20. århundrede meget acceptabel. * De har langt lettere ved at tro at profetierne er skrevet efter deres opfyldelse end ved at anerkende dem som sande profetier. De foretrækker at bortforklare Bibelens beretninger om mirakler som myter, legender eller folkesagn, frem for at tage den mulighed i betragtning at miraklerne virkelig har fundet sted. Men en sådan holdning er både usaglig og fordomsfuld, og er ikke noget virkeligt grundlag for at afvise Bibelen som sand. Den historisk-kritiske bibelforskning er behæftet med alvorlige svagheder, og dens angreb på Bibelen har ikke formået at modbevise at Bibelen er Guds ord.

Støtter arkæologien Bibelen?

15, 16. Hvilken oplysning i Bibelen om en hersker i fortiden er blevet bekræftet af arkæologien?

¹⁵ Arkæologien er en langt mere velfunderet forskningsgren end den historisk-kritiske bibelforskning. Ved at afdække resterne af fortidens kulturer har arkæologerne på mange måder øget  vor forståelse af hvordan forholdene var dér tilbage i tiden. Og for den troende er det ikke overraskende at de arkæologiske fund gang på gang stemmer overens med det vi læser i Bibelen. I adskillige tilfælde har arkæologien ligefrem givet Bibelen ret over for dens kritikere.

¹⁶ Daniels bog i Bibelen fortæller for eksempel at den sidste hersker i Babylon før byen faldt for perserne, var en mand ved navn Belsazzar. (Daniel 5:1-30) Eftersom der ikke kendtes nogen Belsazzar uden for Bibelen, hævdede kritikerne at Bibelen tog fejl og at manden aldrig havde levet. Men i forrige århundrede blev der under udgravninger i det sydlige Irak fundet nogle små lercylindre beskrevet med kileskrift. Det viste sig at de blandt andet indeholdt en bøn om at kong Nabonid af Babylon og hans ældste søn måtte have et godt helbred. Og sønnens navn? Belsazzar.

17. Hvordan kan vi forklare at Bibelen omtaler Belsazzar som konge, mens han i de fleste inskriptioner fremstilles som kronprins?

 ¹⁷ Der fandtes altså en Belsazzar! Men var han konge da Babylon faldt? De fleste af de inskriptioner man siden fandt, omtalte ham blot som kongens søn, kronprinsen. Men et kileskriftdokument der kaldes „Et polemisk digt om Nabonid“ kastede mere lys over Belsazzars virkelige stilling. Der stod heri: „Da betroede han [Nabonid] lejren til sin ældste, førstefødte, og tropperne fra alle provinser tildelte han ham. Han løsnede sine hænder(s tag) og betroede ham kongemagten.“⁸ Belsazzar fik altså overdraget kongemagten. Det gjorde ham i praksis til konge! * Dette forhold mellem Belsazzar og hans fader, Nabonid, forklarer hvorfor Belsazzar under  den skæbnesvangre banket i Babylon tilbød Daniel at han skulle herske som den tredje i riget. (Daniel 5:16) Eftersom Nabonid var den øverste, var Belsazzar selv kun den næstøverste myndighed i Babylon.

Andre vidnesbyrd

18. Hvordan underbygger arkæologien de bibelske oplysninger om den fred og velstand der fulgte efter Davids herredømme?

¹⁸ Ja, mange arkæologiske fund har bekræftet Bibelens historiske nøjagtighed. Bibelen fortæller for eksempel at der var stor velstand i Israel efter at kong Salomon havde overtaget magten efter sin fader, David. Vi læser: „Juda og Israel var talrige, så talrige som sandskornene der er ved havet. De spiste og drak og frydede sig.“ (1 Kongebog 4:20) Dette er blevet underbygget, for „de arkæologiske vidnesbyrd viser at Juda oplevede en befolkningseksplosion i og efter det tiende århundrede f.Kr., da den fred og velstand  som David havde indført, gjorde det muligt at bygge mange nye byer.“¹⁰

19. Hvordan har arkæologien givet os flere oplysninger om krigen mellem Israel og Moab?

¹⁹ Senere blev Israel og Juda delt i to riger, og Israel erobrede nabolandet Moab. Moabitterkongen Mesja gjorde oprør, og Israel allierede sig med Juda og naboriget Edom for at gå i krig mod Moab. (2 Kongebog 3:4-27) I 1868 blev der fundet en stele (en flad, tilhugget sten) i Jordan med en indskrift på moabitisk som indeholdt Mesjas egen beretning om denne konflikt.

20. Hvad kan arkæologien fortælle om assyrernes ødelæggelse af Israel?

²⁰ I år 740 f.v.t. tillod Gud derpå at det oprørske nordlige rige, Israel, blev ødelagt af assyrerne. (2 Kongebog 17:6-18) Arkæologen Kathleen Kenyon henviser til den bibelske beretning om denne ødelæggelse, og siger: „Man kunne nok have en mistanke om at noget af dette er overdrevent stærkt udtrykt.“ Men er det det? Hun tilføjer: „De arkæologiske vidnesbyrd om kongeriget Israels fald er  næsten mere levende end dem vi finder i Bibelen. . . . Den fuldstændige udslettelse af de israelitiske byer Samaria og Hazor, sammen med ødelæggelsen af Megiddo, er det håndfaste arkæologiske bevis for at [bibel]skribenten ikke har overdrevet.“¹¹

21. Hvilke oplysninger om babyloniernes undertvingelse af Juda har arkæologien tilvejebragt?

²¹ Senere igen fortæller den bibelske beretning at Jerusalem under kong Jojakin blev belejret af babylonierne og måtte overgive sig. Denne belejring er omtalt i Den Babyloniske Krønike, et sæt lertavler som arkæologerne har fremdraget. På en af tavlerne læser vi: „Kongen af Akkad [Babylon] . . . belejrede byen i Juda (iahudu), og kongen indtog byen på den anden dag i måneden addaru.“¹² Jojakin blev ført til Babylon og fængslet. Men senere blev han ifølge Bibelen løsladt fra fængselet og fik en daglig tildeling af fødevarer. (2 Kongebog 24:8-15; 25:27-30) Dette underbygges af gamle administrative dokumenter som indeholder en oversigt over rationer givet til „Jaukin, konge af landet Jahud“.¹³

22, 23. Hvordan er forholdet generelt mellem arkæologien og Bibelens historiske beretninger?

²² Om forholdet mellem arkæologien og Bibelens historiske beretninger siger professor David Noel Freedman: „I det store og hele har arkæologien imidlertid bidraget til at underbygge den bibelske beretnings historiske ægthed. Den kronologiske oversigt fra patriarkerne frem til nytestamentlig tid stemmer i grove træk overens med arkæologiske data. . . . Fremtidige fund vil efter al sandsynlighed støtte den nuværende moderate holdning at den bibelske tradition er rodfæstet i historien og trofast  overleveret, om end den ikke er historie i kritisk eller videnskabelig forstand.“

²³ Om kritikernes anstrengelser for at drage Bibelen i tvivl siger han derpå: „De nyere forskeres forsøg på at rekonstruere den bibelske historie — f. eks. Wellhausens opfattelse af patriarktiden som en afspejling af det delte kongedømme, eller Noths og hans tilhængeres afvisning af Moses og udvandringen som historiske og deres deraf følgende omstrukturering af den israelitiske historie — har ikke klaret sig så godt over for de arkæologiske data som den bibelske beretning.“¹⁴

Jerikos fald

24. Hvad siger Bibelen om Jerikos fald?

²⁴ Vil det sige at arkæologien stemmer overens med Bibelen i ethvert tilfælde? Nej, der er flere uoverensstemmelser. En af dem gælder den dramatiske indtagelse af Jeriko som vi beskrev i kapitlets begyndelse. Ifølge Bibelen var Jeriko den første by Josua indtog da han førte israelitterne ind i Kana’ans land. Bibelkronologien placerer dermed byens fald i første halvdel af det 15. århundrede f.v.t. Da byen var indtaget blev den brændt ned og lå derefter ubeboet i flere hundrede år. — Josua 6:1-26; 1 Kongebog 16:34.

25, 26. Hvilke forskellige slutninger er arkæologer kommet til under udgravningen af Jeriko?

²⁵ Før Anden Verdenskrig blev stedet hvor Jeriko mentes at have ligget, udgravet af professor John Garstang. Han fandt frem til at byen var meget gammel og var blevet ødelagt og genopbygget mange gange, og han fastslog at murene under en af disse ødelæggelser var styrtet sammen som ved et  jordskælv og at byen var blevet brændt ned til grunden. Han mente at dette var sket omkring år 1400 f.v.t., hvilket ikke er langt fra den tid Bibelen angiver for Jerikos ødelæggelse.¹⁵

²⁶ Efter krigen foretog Kathleen Kenyon yderligere udgravninger i Jeriko. Hun kom til det resultat at de sammenstyrtede mure som Garstang havde identificeret, var flere hundrede år ældre end han havde ment. Hun fastslog at Jeriko havde lidt en omfattende ødelæggelse i det 16. århundrede f.v.t, men sagde at der ikke fandtes nogen by på stedet i det 15. århundrede — da Josua ifølge Bibelen drog ind i landet. Hun nævnte videre at der var mulige tegn på endnu en ødelæggelse, som kunne have fundet sted i 1325 f.v.t., og sagde: „Hvis Jerikos ødelæggelse skal forbindes med en invasion under Josua, er det dette årstal arkæologien peger på.“¹⁶

27. Hvorfor skulle uoverensstemmelser mellem arkæologien og Bibelen ikke forurolige os unødigt?

 ²⁷ Vil det sige at Bibelen her har taget fejl? Nej, slet ikke. Vi må forstå at arkæologien nok er et vindue til fortiden, men ikke altid et klart vindue. Somme tider er der temmelig meget snavs på ruden. Som en kommentator har bemærket: „De arkæologiske vidnesbyrd er desværre fragmentariske og derfor begrænsede.“¹⁷ Dette gælder især de tidlige perioder af den israelitiske historie, hvor de arkæologiske vidnesbyrd ikke er tydelige. I forbindelse med Jeriko er de endda mindre tydelige end ellers, fordi stedet er blevet stærkt eroderet.

Arkæologiens begrænsninger

28, 29. Hvilke begrænsninger erkender forskere at arkæologien har?

²⁸ Arkæologerne indrømmer selv at deres videnskab har sine begrænsninger. Yohanan Aharoni forklarer for eksempel: „Når det drejer sig om historisk eller historisk-geografisk tolkning træder arkæologen uden for de eksakte videnskabers virkefelt og må støtte sig til værdidomme og hypoteser for at nå frem til et sammenhængende historisk billede.“¹⁸ Om de årstal der knyttes til de forskellige fund, tilføjer han: „Vi må derfor altid huske at ikke alle årstal er absolutte men at de er mere eller mindre usikre.“ Han mener dog at arkæologerne i vore dage kan være mere sikre på deres dateringer end man kunne før i tiden.¹⁹

²⁹ I bogen The World of the Old Testament stilles spørgsmålet: „Hvor objektiv eller virkelig videnskabelig er den arkæologiske metode?“ Svaret lyder: „Arkæologerne er mere objektive når de afdækker fundene end når de fortolker dem. Men deres  menneskelige observanser vil også påvirke de metoder de bruger når de graver. De kan ikke undgå at ødelægge deres bevismateriale efterhånden som de graver ned gennem lagene, så de kan aldrig efterprøve deres ’forsøg’ ved at gentage det. Dette sætter arkæologien i særklasse blandt videnskaberne. Og det gør rapporteringen af fundene til en yderst krævende og risikofyldt opgave.“²⁰

30. Hvordan betragter oprigtige bibellæsere arkæologien?

³⁰ Arkæologien kan altså være meget nyttig, men ligesom alt andet mennesker beskæftiger sig med, er den behæftet med fejlmuligheder. Skønt vi betragter de arkæologiske teorier med interesse, bør vi aldrig regne dem for at være ubestridelige sandheder. Hvis arkæologerne fortolker deres fund på en måde der strider mod Bibelen, skal vi ikke uden videre mene at Bibelen har uret og arkæologerne ret. Deres fortolkninger er før blevet revideret.

31. Hvilken ny betragtning er for nylig blevet fremsat angående Jerikos fald?

³¹ Det er interessant at professor John J. Bimson i 1981 tog Jerikos ødelæggelse op til ny vurdering. Han undersøgte nøje vidnesbyrdene om den brand der — ifølge Kathleen Kenyon — ødelagde Jeriko i midten af det 16. århundrede f.v.t. Han kom ikke alene til det resultat at ødelæggelsen stemte med Bibelens beretning om Josuas ødelæggelse af byen, men også at det arkæologiske billede af Kana’an som helhed stemte perfekt med Bibelens beskrivelse af Kana’an på det tidspunkt da israelitterne invaderede landet. Han mener derfor at den arkæologiske datering må være forkert og foreslår at ødelæggelsen  i virkeligheden fandt sted midt i det 15. århundrede f.v.t., i Josuas levetid.²¹

Bibelen er sand historie

32. Hvilken tendens gør sig gældende blandt nogle forskere?

³² Dette eksempel viser at arkæologerne ofte er uenige indbyrdes. Det bør derfor ikke overraske os at nogle er uenige med Bibelen mens andre er enige med den. Det er imidlertid værd at bemærke at nogle forskere er begyndt at anerkende Bibelens historiske ægthed i generelle træk, om ikke i alle detaljer. William Foxwell Albright repræsenterede én retning af forskere da han skrev: „Man er generelt gået tilbage til at anerkende nøjagtigheden, både i store træk og i faktiske detaljer, af Israels religiøse historie. . . . For at sammenfatte det, kan vi nu igen behandle Bibelen fra begyndelse til slutning som et autentisk religionshistorisk dokument.“²²

33, 34. Hvordan bærer De Hebraiske Skrifter i sig selv præg af at være historisk nøjagtige?

³³ Bibelen bærer i sig selv præg af at være nøjagtig historie. I modsætning til de fleste gamle myter og legender er dens begivenheder forbundet med nøjagtige tidsangivelser. Mange af de begivenheder den omtaler, bekræftes af samtidige inskriptioner. Hvor der er en afvigelse mellem Bibelen og en gammel inskription, kan den ofte tilskrives det forhold at oldtidens herskere  ikke så gerne omtalte deres egne fiaskoer men hellere fremhævede deres bedrifter.

³⁴ Mange af disse gamle inskriptioner er i virkeligheden ikke så meget historie som officiel propaganda. I modsætning til dette udviser bibelskribenterne en sjælden åbenhed. Hovedskikkelser som Moses og Aron fremstilles med både svage og stærke sider. Selv den navnkundige kong Davids fejltagelser blotlægges. Og de fejltrin der blev begået af folket som helhed, afsløres gang på gang. Denne oprigtighed taler for at De Hebraiske Skrifter er sandfærdige og pålidelige, og giver Jesu ord vægt da han bad til Gud og sagde: „Dit ord er sandhed.“ — Johannes 17:17.

35. Hvad har de rationalistiske tænkere ikke formået at gøre, og hvori vil oprigtige bibellæsere søge vidnesbyrd om Bibelens inspiration?

³⁵ Albright skrev videre: „Under alle omstændigheder hæver Bibelen sig indholdsmæssigt op over al tidligere religiøs litteratur; og den hæver sig lige så højt over al efterfølgende litteratur med sit direkte og enkle budskab og med den bredde hvormed den henvender sig til mennesker i alle lande til alle tider.“²³ Det er dette magtfulde budskab frem for de lærdes udsagn der beviser Bibelens inspiration — hvilket vi senere skal komme ind på. Lad os her blot fastslå at nutidens rationalistiske tænkere ikke har formået at bevise at De Hebraiske Skrifter er uhistoriske, hvorimod disse skrifter selv indeholder alle vidnesbyrd om at de er nøjagtige. Kan det samme siges om De Kristne Græske Skrifter, „Det Nye Testamente“? Det vil vi se på i det næste kapitel.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Tekstcitat på side 53]

I modsætning til verdslige historieberetninger fra oldtiden fortæller Bibelen åbent om fejl der blev begået af fremtrædende personer som Moses og David

[Ramme på side 44]

Arkæologiens værdi

„Arkæologien fremdrager eksemplarer af gamle redskaber og kar, mure og bygninger, våben og smykker. De fleste af disse kan indordnes i et kronologisk mønster og forbindes med betegnelser og beretninger som findes i Bibelen. I denne forstand har Bibelen i skriftlig form bevaret et nøjagtigt billede af sit gamle kulturelle miljø. Detaljerne i de bibelske beretninger er ikke produkter af en forfatters frodige fantasi men autentiske afspejlinger af den verden hvori de omtalte begivenheder, fra de verdslige til de mirakuløse, fandt sted.“ — The Archaeological Encyclopedia of the Holy Land.

[Ramme på side 50]

Hvad arkæologien kan og ikke kan

„Arkæologien hverken beviser eller modbeviser på afgørende måde Bibelen, men den har andre funktioner som er af stor betydning. Den genskaber i nogen grad den materielle verden som Bibelen forudsætter. At vide for eksempel hvilket materiale et hus var bygget af eller hvordan en offerhøj så ud, øger i høj grad vor forståelse af teksten. For det andet udfylder den den historiske beretning. Mesjastelen fortæller for eksempel den anden side af den sag der behandles i 2 Kongebog 3:4ff. . . . For det tredje åbenbarer den hvordan det gamle Israels naboer levede og tænkte — hvilket er interessant i sig selv og hvilket belyser den tankeverden hvori det gamle Israels tanker udvikledes.“ — Ebla — A Revelation in Archaeology.

[Illustration på side 41]

Milton skrev i flere stilarter. Mener tilhængerne af den historisk-kritiske bibelforskning at hans værker er frembragt af flere forfattere?

[Illustration på side 45]

„Et polemisk digt om Nabonid“ oplyser at Nabonid betroede sin førstefødte søn kongemagten

[Illustration på side 46]

Mesjastelen gengiver kong Mesjas version af konflikten mellem Moab og Israel

[Illustration på side 47]

Officielle babyloniske fortegnelser støtter Bibelens beretning om Jerusalems fald