Kapitel 5

„Det Nye Testamente“ — historie eller myte?

„Det Nye Testamente kan i dag betegnes som den uden sammenligning bedst undersøgte bog i verdenslitteraturen.“ Sådan skriver Hans Küng i sin bog „Christ sein“. Og han har helt ret. Gennem de sidste 300 år er De Kristne Græske Skrifter blevet undersøgt på kryds og tværs. De er blevet grundigere gennemgået og nøjere analyseret end noget andet stykke litteratur.

1, 2. (Med indledningen.) (a) Hvordan er De Kristne Græske Skrifter blevet behandlet i de sidste 300 år? (b) Hvilke mærkelige slutninger er nogle forskere kommet til?

NOGLE forskere er kommet til besynderlige resultater. Tilbage i det 19. århundrede drog Ludwig Noack i Tyskland den slutning at Johannesevangeliet var skrevet i år 60 af den elskede discipel — som han fastslog var Judas! Franskmanden Joseph Ernest Renan mente at Lazarus’ opstandelse sandsynligvis var et bedrag som Lazarus selv havde sat i scene for at støtte Jesus i hans påstand om at han kunne gøre mirakler. Og den tyske teolog Gustav Volkmar holdt på at den historiske Jesus ikke havde kunnet gøre krav på at være Messias.¹

² Bruno Bauer mente på sin side at Jesus overhovedet aldrig havde eksisteret! „Han hævdede at de egentlige skabende kræfter i urkristendommen var  Filon, Seneca og gnostikerne. Til slut erklærede han at der aldrig havde eksisteret en historisk Jesus . . . at den kristne religion var opstået i slutningen af det andet århundrede og var udsprunget af en jødedom hvori stoicismen var blevet dominerende.“²

3. Hvordan ser mange stadig på De Kristne Græske Skrifter?

³ I dag er kun de færreste så yderliggående, men hvis man læser moderne forskeres værker, vil man  opdage at mange stadig tror at De Kristne Græske Skrifter indeholder myter, legender og overdrivelser. Gør de det?

Hvornår blev de skrevet?

4. (a) Hvorfor er det vigtigt at vide hvornår bøgerne i De Kristne Græske Skrifter blev skrevet? (b) Hvilke tidspunkter sætter nogle for affattelsen af De Kristne Græske Skrifter?

⁴ Myter og legender skal have tid til at udvikle sig. Derfor har spørgsmålet om hvornår bøgerne blev skrevet, stor betydning. Historikeren Michael Grant siger at de historiske dele af De Kristne Græske Skrifter blev påbegyndt „tredive til fyrre år efter Jesu død“.⁴ Bibelarkæologen William Foxwell Albright nævner at C. C. Torrey „nåede frem til at alle evangelierne blev skrevet før år 70 e.Kr. og at der ikke fandtes noget i dem som ikke kunne have været skrevet i løbet af de første tyve år efter Jesu korsfæstelse“. Albright mente selv at de var fuldført „senest omkring år 80 e.Kr.“. Andre ansætter tiden en smule anderledes, men de fleste er enige om at „Det Nye Testamente“ var fuldført ved udgangen af det første århundrede.

5, 6. Hvilken slutning kan vi drage på det grundlag at De Kristne Græske Skrifter blev skrevet ret kort efter de begivenheder de omtaler?

⁵ Hvad kan vi udlede af dette? Albright drager denne slutning: „Alt hvad vi kan sige er at en periode på mellem tyve og halvtreds år er alt for kort til at der kan være sket nogen mærkbar forvanskning af indholdet eller endog af ordlyden af Jesu udtalelser.“⁵ Professor Gary Habermas tilføjer: „Evangelierne ligger forholdsvis tæt på den periode de beskriver, mens gamle historieberetninger ofte skildrer begivenheder som fandt sted århundreder  tidligere. Og dog er nutidens historikere i stand til at fastslå hvad der skete selv i disse fjerne tider.“⁶

⁶ De historiske dele af De Kristne Græske Skrifter er med andre ord mindst lige så troværdige som de verdslige historieberetninger. I betragtning af de få årtier der gik fra begivenhederne indtraf indtil de blev nedfældet skriftligt, var der simpelt hen ikke tid til at der kunne dannes myter og legender og til at disse kunne blive almindeligt udbredte.

Øjenvidneberetninger

7, 8. (a) Hvem var stadig i live da De Kristne Græske Skrifter blev skrevet og udbredt? (b) Hvilken slutning må vi drage i overensstemmelse med professor F. F. Bruces udtalelse?

⁷ Dette gælder især da mange af de bibelske beretninger henviser til øjenvidner. I Johannesevangeliet siges der: „Det er den discipel [den discipel Jesus elskede] som vidner om dette og som har skrevet dette.“ (Johannes 21:24) I Lukasevangeliet læser vi: „De der fra begyndelsen var øjenvidner og budskabets tjenere har overleveret os [beretningen].“ (Lukas 1:2) Apostelen Paulus omtalte dem der havde været vidner til Jesu opstandelse, og sagde: „De fleste [er stadig] her, men nogle er sovet ind i døden.“ — 1 Korinther 15:6.

⁸ I denne forbindelse fremsætter professor F. F. Bruce en god iagttagelse: „I de dage, hvor så mange af Jesu disciple med en levende erindring om, hvad der havde fundet sted, var i live, kan det ikke have været så let at opdigte historier om Jesus, som nogle forfattere synes at tro. . . . Disciplene kunne derfor ikke tillade sig at være skødesløse i deres omtale af de faktiske hændelser (for slet ikke at tale om en forsætlig fordrejning af kendsgerningerne),  for sådanne unøjagtigheder ville omgående blive brugt imod dem af mindre venligtsindede vidner. Kendsgerningerne er da også, at apostlene så langt fra at være bange for sådanne vidner tværtimod appellerede til folks viden om disse ting; de nøjedes ikke med at sige: ’Herom er vi vidner’, men de tilføjede: ’Sådan som I jo selv véd’ (Ap. G. 2, 22).“⁷

Er teksten pålidelig?

9, 10. Hvad kan vi være sikre på med hensyn til teksten i De Kristne Græske Skrifter?

⁹ Kunne det mon så tænkes at øjenvidneberetningerne blev nedskrevet nøjagtigt, men at de senere blev forvansket? Blev der med andre ord indføjet myter og legender i teksten efter at den var skrevet færdig? Som vi allerede har set, er teksten til De Kristne Græske Skrifter i langt bedre stand end teksten til noget andet stykke litteratur fra oldtiden. Kurt og Barbara Aland, som er eksperter i Bibelens græske tekst, anfører næsten 5000 gamle håndskrifter som er blevet bevaret til i dag, heraf nogle som er helt tilbage fra det andet århundrede e.v.t.⁸ Det samlede vidnesbyrd fra alle disse tekstvidner er at teksten i alt væsentligt er til at stole på. Desuden findes der mange gamle oversættelser — den tidligste fra omkring år 180 e.v.t. — som også er med til at bevise at den tekst vi har i dag, er nøjagtig.⁹

¹⁰ Vi kan derfor være sikre på at der ikke har indsneget sig myter og legender i De Kristne Græske Skrifter efter at skribenterne havde afsluttet deres arbejde. Den tekst vi har i dag er i det væsentlige den samme som den de oprindelige skribenter nedskrev, og dens nøjagtighed bekræftes af at  samtidens kristne anerkendte den. Kan vi så efterprøve Bibelens historiske ægthed ved at sammenholde den med andre historiske beretninger fra oldtiden? I et vist omfang, ja.

De skriftlige vidnesbyrd

11. I hvilket omfang finder De Kristne Græske Skrifters historiske beretninger støtte i ikkebibelske skrifter?

¹¹ Ud over Bibelen er det faktisk ret begrænset hvad der findes af skriftlige vidnesbyrd om Jesu og hans apostles liv. Det er dog hvad man kunne forvente, eftersom de kristne i det første århundrede var en forholdsvis lille gruppe der ikke blandede sig i politiske spørgsmål. Men de vidnesbyrd den verdslige historie trods alt aflægger, stemmer overens med det vi læser i Bibelen.

12. Hvad fortæller Josefus om Johannes Døber?

¹² Efter at Herodes Antipas havde lidt et knusende militært nederlag skrev den jødiske historieskriver Josefus for eksempel (i år 93 e.v.t.): „Nogle af jøderne mente at ødelæggelsen af Herodes’ hær var en hævn fra Gud, og tilmed en retfærdig hævn, for hans behandling af Johannes med tilnavnet Døberen. For Herodes havde ladet ham dræbe skønt han var en god mand og havde formanet jøderne til at føre et retfærdigt liv, at øve ret over for deres næste og fromhed over for Gud.“¹⁰ Josefus bekræfter altså Bibelens beretning om at Johannes Døber var en retfærdig mand der forkyndte sindsændring og blev henrettet af Herodes. — Mattæus 3:1-12; 14:11.

13. Hvordan bekræfter Josefus at Jakob og Jesus er historiske personer?

¹³ Josefus nævner også Jakob, Jesu halvbroder,  der ifølge Bibelen ikke fra begyndelsen fulgte Jesus men senere blev en fremtrædende ældste i Jerusalem. (Johannes 7:3-5; Galaterne 1:18, 19) Han dokumenterer Jakobs arrestation med disse ord: „[Ypperstepræsten Ananus] kaldte Sanhedrinets dommere sammen og førte en mand ved navn Jakob, en broder til Jesus, der kaldtes Kristus, og nogle andre, frem for dem.“¹¹ Med disse ord bekræfter Josefus desuden at „Jesus, der kaldtes Kristus,“ var en historisk person.

14, 15. Hvordan støtter Tacitus den bibelske beretning?

¹⁴ Flere andre skribenter fra oldtiden hentyder også til begivenheder som er nævnt i De Kristne Græske Skrifter. Evangelierne fortæller at Jesu forkyndelse i Palæstina vandt udbredt gehør. Da han blev dømt til døden af Pontius Pilatus, blev hans tilhængere rådvilde og modløse. Men kort efter fyldte de samme disciple frimodigt Jerusalem med det budskab at deres Herre var blevet oprejst fra de døde. Få år senere var kristendommen blevet udbredt i hele Romerriget. — Mattæus 4:25; 26:31; 27:24-26; Apostelgerninger 2:23, 24, 36; 5:28; 17:6.

¹⁵ Sandheden i dette bevidnes af den romerske historiker Tacitus, der ikke var nogen ven af kristendommen. Han skrev kort efter år 100 e.v.t. om Neros grusomme forfølgelse af de kristne, og sagde: „Disse mennesker havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus. Således blev denne fordærvelige overtro for øjeblikket undertrykt, men brød siden atter ud, ikke blot rundt om i Judæa, hvor den fra først af var opstået, men også her i hovedstaden [Rom].“¹²

16. Hvilken historisk begivenhed som omtales i Bibelen, er også omtalt af Svetonius?

 ¹⁶ I Apostelgerninger 18:2 nævner bibelskribenten at „[den romerske kejser] Claudius havde beordret alle jøderne til at forlade Rom“. Den samme hændelse er omtalt af den romerske historiker Svetonius fra det andet århundrede. Han skriver i sin biografi Divus Claudius: „Jøderne, der på Chrestus’s tilskyndelse idelig gjorde optøjer, forviste han fra Rom.“¹³ Hvis Chrestus her sigter til Jesus Kristus og hvis begivenhederne i Rom fulgte samme mønster som i andre byer, fandt optøjerne ikke virkelig sted på Kristi (det vil sige Kristi disciples) tilskyndelse. De var derimod et udslag af jødernes voldelige reaktion på de kristnes trofaste forkyndelse.

17. Hvilke kilder som Justinus Martyr havde adgang til i det andet århundrede, støttede Bibelens beretning om Jesu mirakler og hans død?

¹⁷ Justinus Martyr skrev i midten af det andet århundrede om Jesu død: „At dette har fundet Sted, kan I erfare af de Akter, der blev udfærdiget under Pontius Pilatus.“¹⁴ Han gjorde opmærksom på at de samme optegnelser nævnte Jesu mirakler, idet han skrev: „At han har udført dette, kan I faa at vide af de under Pilatus forfattede Akter.“¹⁵ Disse ’akter’ eller officielle optegnelser findes ganske vist ikke  mere, men det gjorde de åbenbart i det andet århundrede, og Justinus Martyr opfordrede trygt sine læsere til at undersøge dem for at sikre sig at det han skrev var sandt.

De arkæologiske vidnesbyrd

18. Hvilket arkæologisk vidnesbyrd er der om at Pontius Pilatus har levet?

¹⁸ Arkæologien har også belyst eller bekræftet det vi læser i De Græske Skrifter. I 1961 blev navnet Pontius Pilatus fundet i en indskrift i ruinerne af et romersk teater i Cæsarea.¹⁶ Indtil dette fund blev gjort havde man, ud over Bibelen selv, kun meget begrænsede vidnesbyrd om denne romerske landshøvdings eksistens.

19, 20. Hvilke personer som Lukas omtaler (i Lukasevangeliet og Apostelgerninger) er der fundet arkæologiske vidnesbyrd om?

¹⁹ I Lukasevangeliet læser vi at Johannes Døber begyndte sin tjeneste „da . . . Lysanias var landsdelshersker i Abilene“. (Lukas 3:1) Nogle har draget denne oplysning i tvivl fordi Josefus nævner en Lysanias der herskede i Abilene og som døde i år 34 f.v.t., længe før Johannes blev født. Men arkæologer har afdækket en inskription i Abilene som omtaler en anden Lysanias, der var tetrark (landsdelshersker) under Tiberius, der var kejser i Rom da Johannes påbegyndte sin tjeneste.¹⁷ Det kan  udmærket have været den Lysanias Lukas hentydede til.

²⁰ I Apostelgerninger læser vi at Paulus og Barnabas blev sendt ud som missionærer og at de på Cypern traf en prokonsul ved navn Sergius Paulus, „en forstandig mand“. (Apostelgerninger 13:7) Under udgravninger på Cypern midt i forrige århundrede fandt man en inskription fra år 55 e.v.t. hvori denne mand nævnes. Arkæologen G. Ernest Wright siger herom: „Det er den eneste omtale vi har af denne prokonsul uden for Bibelen, og det er interessant at Lukas anfører hans navn og titel korrekt.“¹⁸

21, 22. Hvilken religiøs praksis som nævnes i Bibelen er blevet bekræftet af arkæologiske fund?

²¹ I Athen nævnte Paulus at han havde lagt mærke til et alter som var indviet til „en ukendt gud“. (Apostelgerninger 17:23) Rundt om i Romerrigets område er der fundet altre med indskrifter på latin som viser at de var indviet til ikke navngivne guder. Og i Pergamum er der fundet et alter med indskriften på græsk, sådan som dét i Athen må have haft.

²² Da Paulus senere var i Efesus, stødte han på voldsom modstand hos sølvsmedene, der levede af at lave små Artemistempler og Artemisbilleder. Efesus  blev omtalt som „tempelvogter for den store Artemis“. (Apostelgerninger 19:35) I harmoni med dette er der i ruinerne af det gamle Efesus fundet et større antal terrakotta- og marmorfigurer af Artemis. I forrige århundrede blev resterne af det store tempel udgravet.

Sandhedens præg

23, 24. (a) Hvor finder vi det stærkeste bevis på at De Kristne Græske Skrifter er sande? (b) Hvilket træk ved den bibelske beretning vidner om at den er sandfærdig? Giv et eksempel.

²³ Vi ser altså at historien og arkæologien belyser og til en vis grad bekræfter de historiske elementer i De Græske Skrifter. Men også her gælder det at det stærkeste bevis på at skrifterne er sande, findes i bøgerne selv. Når man læser dem, virker de ikke som myter. De har sandhedens præg.

²⁴ De er for eksempel meget åbenhjertige. Tænk på hvad der fortælles om Peter. Hans pinlige mangel på tro da han forsøgte at gå på vandet, er nøje beskrevet. Siden sagde Jesus til denne højt ansete apostel: „Forsvind om bag mig, Satan!“ (Mattæus 14:28-31; 16:23) Og efter at Peter under voldsomme protester havde bedyret at selv om alle de andre forlod Jesus, ville han aldrig gøre det, faldt han i søvn på sin nattevagt og fornægtede senere sin Herre tre gange. — Mattæus 26:31-35, 37-45, 73-75.

25. Hvilke svagheder hos apostlene lægger bibelskribenterne ikke skjul på?

²⁵ Men Peter er ikke den eneste hvis svagheder afsløres. Den usminkede beretning lægger ikke skjul på at apostlene skændtes om hvem af dem der var den største. (Mattæus 18:1; Markus 9:34;  Lukas 22:24) Den undlader heller ikke at fortælle at Jakobs og Johannes’ moder bad Jesus om at give hendes sønner de mest begunstigede stillinger i hans rige. (Mattæus 20:20-23) Det skarpe opgør mellem Barnabas og Paulus bliver heller ikke fortiet. — Apostelgerninger 15:36-39.

26. Hvilken detalje i forbindelse med Jesu opstandelse ville ikke have været taget med i beretningen hvis ikke den var sand?

²⁶ Det er også værd at bemærke at det ifølge Lukasevangeliet var „kvinderne, som var kommet sammen med ham fra Galilæa,“ der først erfarede at Jesus var opstået. Dette var højst usædvanligt i datidens mandsdominerede samfund. Beretningen fortæller da også at kvindernes udtalelser ’forekom apostlene som vrøvl’. (Lukas 23:55–24:11) Hvis beretningen i De Græske Skrifter ikke er sand, må den være opdigtet. Men hvorfor skulle nogen opdigte en historie der stiller så respekterede personer i et så lidet flatterende lys? Disse oplysninger kan kun være taget med fordi de er sande.

Jesus — en virkelig person

27. Hvordan bevidner en historiker at Jesus har levet?

²⁷ Mange har betragtet Bibelens beskrivelse af Jesus som et opdigtet idealbillede. Men historikeren Michael Grant siger: „Hvis vi, som vi burde, anvender samme slags kriterier på Det Nye Testamente som vi bør anvende på andre oldtidsskrifter der indeholder  historisk materiale, kan vi lige så lidt afvise Jesu eksistens som vi kan afvise eksistensen af en mængde hedenske personer hvis ægthed som historiske skikkelser aldrig er blevet draget i tvivl.“¹⁹

28, 29. Hvilken betydning har det at de fire evangelier tegner et ensartet billede af Jesu personlighed?

²⁸ Ikke alene Jesu eksistens men også hans personlighed skildres med et tydeligt præg af ægthed. Det er ikke let at opdigte en usædvanlig skikkelse og derefter fremstille ham konsekvent og ensartet hele bogen igennem. Og det er næsten umuligt for fire forskellige skribenter at skildre den samme skikkelse og konsekvent tegne det samme billede af ham, hvis denne skikkelse aldrig har eksisteret. Den omstændighed at Jesus tydeligvis er den samme i alle fire evangelier, taler stærkt for at beretningerne er sande.

²⁹ Michael Grant citerer et meget passende spørgsmål: „Hvordan kan det være at der i alle evangelietraditionerne uden undtagelse bliver tegnet et forbløffende skarpt portræt af en tiltalende ung mand som frit omgås kvinder af enhver slags, selv dem med et decideret dårligt rygte, uden nogen antydning af sentimentalitet, unaturlighed eller snerpethed, og alligevel på alle punkter bevarer  sin retskafne karakter?“²⁰ Det eneste svar er at der virkelig har levet en sådan mand og at han har handlet sådan som Bibelen siger.

Hvorfor de ikke tror

30, 31. Hvorfor er der mange som på trods af vidnesbyrdene ikke vil anerkende De Kristne Græske Skrifter som historisk pålidelige?

³⁰ Når der er så gode grunde til at anerkende De Græske Skrifter som historiske, kan man med rette spørge hvorfor nogle alligevel siger det modsatte. Og hvorfor er der mange som nok vil anerkende dele af disse skrifter som ægte, men ikke vil godtage alt hvad de siger? Det er hovedsagelig fordi Bibelen indeholder noget som vor tids intellektuelle ikke ønsker at tro på. Den siger for eksempel at Jesus både opfyldte og selv udtalte profetier. Den siger også at han gjorde mirakler og at han efter sin død blev oprejst fra de døde.

³¹ I dette skeptiske 20. århundrede tør man ikke tro den slags. Hvad mirakler angår siger professor Ezra P. Gould: „Der er ét forbehold som nogle af kritikerne føler sig berettigede til at tage . . . at der ikke sker mirakler.“²¹ Nogle anerkender at Jesus kan have udført helbredelser, men kun af den psykosomatiske slags hvor ’ånden råder over materien’. De øvrige mirakler bliver som regel bortforklaret,  enten som opspind eller som virkelige begivenheder der er blevet forvansket når de er blevet fortalt videre.

32, 33. Hvordan har man forsøgt at bortforklare Jesu bespisningsmirakel, men hvorfor er denne forklaring uholdbar?

³² Som et eksempel på dette kan vi tage dét at Jesus bespiste en folkemængde på mere end 5000 med blot nogle få brød og to fisk. (Mattæus 14:14-22) Heinrich Paulus fra forrige århundrede foreslog at der i virkeligheden skete følgende: Jesus og hans apostle så sig omgivet af en stor skare mennesker der var ved at blive sultne. Så besluttede Jesus sig til at sætte et godt eksempel for de rige iblandt dem. Han tog den smule mad som han og apostlene havde, og delte ud af den. Snart fulgte andre som havde taget mad med, hans eksempel og delte ud af deres. Til sidst havde alle fået noget at spise.²²

³³ Hvis det i virkeligheden var det der skete, var det imidlertid et bemærkelsesværdigt bevis på eksemplets magt. Hvorfor skulle nogen forsøge at forvanske en så interessant og meningsfyldt beretning for at få det der skete, til at tage sig ud som et mirakel? Alle forsøg på at forklare miraklerne som andet end mirakler skaber i virkeligheden flere  problemer end de løser. Og de bygger alle på en forkert forudsætning, nemlig den antagelse at mirakler ikke kan finde sted. Men hvorfor skulle de ikke kunne det?

34. Hvilken slutning må vi drage hvis Bibelens profetier er ægte og dens mirakler virkelig har fundet sted?

³⁴ Ifølge de rimeligste kriterier er både De Hebraiske og De Græske Skrifter historisk troværdige; men de indeholder også profetier og beretninger om mirakler. (Jævnfør Anden Kongebog 4:42-44.) Sæt nu at profetierne er ægte. Og sæt at miraklerne virkelig har fundet sted. Så har Gud afgjort stået bag Bibelens nedskrivning, og den er i virkeligheden hans ord, ikke menneskers. Vi vil komme ind på spørgsmålet om profetier i et senere kapitel, men først vil vi se nærmere på miraklerne. Er det, i dette 20. århundrede, fornuftigt at tro at der før i tiden er sket mirakler?

[Studiespørgsmål]

[Tekstcitat på side 66]

Hvorfor skulle Bibelen fortælle at det var nogle kvinder der først opdagede at Jesus var opstået, hvis ikke det var sandt?

[Ramme på side 56]

Kritikken vejet og fundet for let

Et godt eksempel på usikkerheden ved nutidens bibelkritik fremgår af følgende bemærkninger af Raymond E. Brown om Johannesevangeliet: „I slutningen af forrige århundrede og i begyndelsen af dette, gennemgik forskningen en periode hvor man stillede sig yderst skeptisk til dette evangelium. Det blev dateret meget sent, endog til anden halvdel af det andet århundrede. Det blev regnet for at være et produkt af den hellenistiske verden, helt uden historisk værdi og kun med ringe relation til det Palæstina som Jesus fra Nazaret var knyttet til . . .

Der er ikke ét af disse standpunkter som ikke er blevet berørt af en række uventede arkæologiske, dokumentariske og tekstmæssige opdagelser. Disse opdagelser har fået os til, på et fornuftmæssigt grundlag, at gøre indsigelse mod de kritiske synspunkter der næsten var blevet ortodokse, og at indse hvor skrøbeligt et grundlag den meget skeptiske analyse af Johannesevangeliet hvilede på. . . .

Dateringen af evangeliet er blevet flyttet tilbage til slutningen af det første århundrede eller endnu før. . . . Det mærkeligste af det hele er måske at nogle forskere oven i købet igen tør vove sig frem med den formodning at Zebedæus’ søn Johannes kan have haft noget at gøre med evangeliet“!³

Hvad mærkeligt er der ved at tro at Johannes har skrevet den bog der traditionelt tillægges ham? Det eneste mærkelige er at det ikke stemmer med kritikernes forudfattede ideer.

[Ramme på side 70]

Blot et nyt angreb på Bibelen

Timothy P. Weber skriver: „Den højere kritiks resultater fik mange lægfolk til at tvivle på deres evne til at forstå noget [i Bibelen]. . . . A. T. Pierson gav udtryk for mange evangeliske kristnes frustration da han erklærede at ’[den højere kritik], i lighed med Romerkirken, i praksis tager Guds ord fra det jævne folk ved at foregive at kun de lærde kan udlægge det; mens Rom stiller en præst mellem mennesket og ordet, anbringer kritikken en uddannet fortolker mellem den troende og hans bibel.’“²³ Den højere bibelkritik er hermed afsløret — som blot et nyt angreb på Bibelen.

[Illustration på side 62]

Dette alter i Pergamum var åbenbart indviet „til ukendte guder“

[Illustration på side 63]

Ruinerne af det førhen prægtige Artemistempel, som efeserne var så stolte af

[Illustration på side 64]

Bibelen fortæller ærligt at Peter nægtede at kendes ved Jesus

[Illustration på side 67]

Bibelen fortæller åbenhjertigt at Paulus og Barnabas havde „et skarpt opgør“

[Illustration på side 68]

De fire evangeliers ensartede skildring af Jesus er et vægtigt bevis for at beretningerne er ægte

[Illustration på side 69]

De fleste bibelkritikere går ud fra som givet at der ikke sker mirakler