EN MAND fra New York fortæller: „Min søn Jonathan var på besøg hos venner der boede nogle kilometer borte. Min kone, Valentina, kunne ikke lide at han tog derhen. Hun var altid bange for at der skulle ske ham noget i trafikken. Men han gik meget op i elektronik, og hans venner havde et værksted hvor han kunne få lidt praktisk erfaring. Jeg var hjemme på Manhattan i New York. Valentina var på besøg hos sin familie i Puerto Rico. ’Jonathan må snart være her,’ tænkte jeg. Så ringede det på døren, og jeg gik ud fra at det var ham. Men det var det ikke. Det var politiet og nogle ambulancefolk. ’Kender De dette kørekort?’ spurgte politibetjenten. ’Ja, det er min søn Jonathans.’ ’Vi har en dårlig nyhed til Dem. Der er sket en ulykke, og . . . Deres søn, . . . Deres søn er blevet dræbt.’ Min første reaktion var: ’Det kan ikke være rigtigt!’ Det sår vi har fået i hjertet er endnu ikke lægt, selv om der er gået flere år.“

 En familiefader fra Barcelona i Spanien skriver: „Vi var en lykkelig familie i 1960’ernes Spanien. Der var min kone, María, og vores tre børn, David, Paquito og Isabel, som var henholdsvis 13, 11 og 9 år.

En dag i marts 1963 kom Paquito hjem fra skole og klagede over at han havde meget ondt i hovedet. Vi var helt i vildrede med hvad det kunne skyldes — men ikke ret længe. Tre timer senere var han død. En hjerneblødning havde pludselig berøvet ham livet.

Det er nu over 30 år siden Paquito døde, men vi føler stadig en dyb smerte over tabet. Forældre der mister et barn vil altid føle at de samtidig har mistet noget af sig selv — uanset hvor mange år der går eller hvor mange andre børn de har.“

Disse to beretninger om forældre der har mistet et barn, viser hvor dyb og langvarig en  smerte det medfører. En læge har meget rigtigt skrevet: „Et barns død er normalt mere tragisk og vanskeligere at acceptere end et ældre menneskes død, eftersom et barn er den sidste i familien man forventer vil dø. . . . Et barns død betyder altid bristede fremtidsdrømme med hensyn til familie [søn, svigerdatter, børnebørn] og oplevelser . . . som man aldrig får.“ Også de kvinder der mister et barn ved spontan abort kan opleve det som et meget stort tab.

En enke forklarer: „Min mand, Russell, havde været i lægekorpset i Stillehavsområdet under den anden verdenskrig. Han havde oplevet nogle frygtelige slag. Han kom tilbage til De Forenede Stater og levede et roligt liv. Senere blev han en Guds ords tjener. Da han var først i tresserne begyndte han at få symptomer på hjerteproblemer. Han forsøgte at føre et aktivt liv, men en dag i juli 1988 fik han et hjerteanfald og døde. Hans død kom som et knusende slag. Jeg nåede ikke engang at få sagt farvel. Han var ikke blot min mand. Han var min bedste ven. Vi havde været gift i 40 år. Nu måtte jeg til at lære at leve med en ganske særlig ensomhedsfølelse.“

Dette er blot nogle få af de tusinder af tragedier der hver dag rammer familier overalt i verden. De fleste der har mistet et barn, en ægtemand, en hustru, forældre eller venner, giver den kristne bibelskribent Paulus ret når han kalder døden for „den sidste fjende“. Ofte vil den første naturlige reaktion på nyheden være at man nægter at tro den: „Det kan ikke være rigtigt!“ Senere vil der ofte komme andre reaktioner. — 1 Korinther 15:25, 26.

Men før vi kommer ind på de følelser sorgen udløser, vil vi besvare nogle vigtige spørgsmål. Er døden afslutningen på alt? Er der håb om at vi nogen sinde får dem vi har mistet i døden at se igen?

Bibelskribenten Paulus gjorde opmærksom på at det er muligt at blive befriet for denne „sidste fjende“, døden. Han skrev: „Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:26) Hvordan kunne Paulus være så sikker på dette? Fordi han var blevet undervist af en der selv var blevet oprejst fra de døde, nemlig Jesus Kristus. (Apostelgerninger 9:3-19) Det er derfor Paulus kunne skrive: „Eftersom døden er kommet ved et menneske [Adam], er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske [Jesus Kristus]. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — 1 Korinther 15:21, 22.

Da Jesus mødte en enke fra Nain og så hendes døde søn, blev han dybt bedrøvet. Den bibelske beretning lyder: „Da [Jesus] nærmede sig [Nains] port, se! da blev en død båret ud, en moders enestefødte søn. Hun var desuden enke. Og en anselig folkemængde fra byen var sammen med hende. Og da Herren fik øje på hende, fik han inderligt ondt af hende, og han sagde til hende: ’Græd ikke mere.’ Så gik han hen og rørte ved ligbåren, og bærerne stod stille, og han sagde: ’Unge mand, jeg siger dig: Stå op!’ Og den døde satte sig op og begyndte at tale, og han gav ham til hans moder. Nu blev de alle grebet af frygt, og de begyndte at  herliggøre Gud idet de sagde: ’En stor profet er blevet oprejst iblandt os,’ og: ’Gud har vendt sin opmærksomhed mod sit folk.’“ Læg mærke til at Jesus fik inderligt ondt af enken og derfor oprejste hendes søn. Forestil dig hvad det lover for fremtiden. — Lukas 7:12-16.

For øjnene af mange mennesker udførte Jesus et uforglemmeligt mirakel. Denne opstandelse var en forudskildring af den opstandelse som han allerede før denne hændelse havde profeteret om — genskabelse til liv på jorden under „en ny himmel“. Ved den lejlighed havde Jesus sagt: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Åbenbaringen 21:1, 3, 4; Johannes 5:28, 29; 2 Peter 3:13.

Apostelen Peter og andre af de tolv som ledsagede Jesus på hans rejser, blev også øjenvidner til en opstandelse. De hørte endog den opstandne Jesus tale til dem ved Galilæas Sø. Beretningen fortæller: „Jesus sagde til dem: ’Kom, spis jeres morgenmad.’ Ingen af disciplene turde spørge ham: ’Hvem er du?’ for de vidste at det var Herren. Jesus kom og tog brødet og gav dem det, og ligeså fisken. Dette var nu tredje gang Jesus havde vist sig for disciplene efter at han var blevet oprejst fra de døde.“ — Johannes 21:12-14.

Det er grunden til at Peter med dyb overbevisning kunne skrive: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.“ — 1 Peter 1:3.

Apostelen Paulus gav udtryk for en lignende sikker forvisning da han sagde: „Jeg tror på alt det der står i loven og det der er skrevet hos profeterne; og jeg har håb til Gud, et håb som disse også selv nærer, at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:14, 15.

Millioner af mennesker kan derfor nære et sikkert håb om igen at komme til at se deres kære leve på jorden, men under helt andre forhold end dem vi oplever i dag. Hvilke forhold? Yderligere detaljer om dette bibelske håb vil blive behandlet i brochurens sidste afsnit, der hedder „Et sikkert håb for de døde“.

Men lad os først se på nogle af de spørgsmål der kan opstå når man mister en man holder af: Er det normalt at sørge som jeg gør? Hvordan kan jeg leve med sorgen? Hvad kan andre gøre for at hjælpe mig? Hvordan kan jeg hjælpe andre der sørger? Og vigtigst af alt: Siger Bibelen at der er et sikkert håb for de døde? Vil jeg nogen sinde få mine kære at se igen? I givet fald hvor?