Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL NI

Når man er alene med sine børn

Når man er alene med sine børn

1-3. Hvad har været medvirkende til en stigning i antallet af eneforsørgerfamilier, og hvordan berører det de involverede parter?

ENEFORSØRGERFAMILIER er blevet kaldt „den hurtigst voksende familieform“ i USA. Situationen er den samme i mange andre lande. Det rekordhøje antal skilsmisser og separationer, samt det at kvinder svigtes og børn fødes uden for ægteskab, har vidtrækkende konsekvenser for millioner af forældre og børn.

2 „Jeg er en 28-årig enke med to børn,“ har en mor skrevet. „Jeg er meget deprimeret, for jeg ønsker ikke at opdrage mine børn uden en far. Det er som om ingen bekymrer sig om mig. Mine børn ser mig ofte græde, og det berører dem.“ Ud over at kæmpe med følelser som vrede, skyld og ensomhed, må de fleste eneforsørgere ikke alene klare et job, men også sørge for de huslige pligter. Én har sagt: „At være eneforsørger er som at være jonglør. Efter et halvt års træning er det omsider lykkedes én at jonglere med fire bolde samtidig. Men lige så snart man har lært det, bliver der kastet en ny bold til én.“

3 Børnene i eneforsørgerfamilier har ofte deres egen kamp at kæmpe. De må prøve at bearbejde de stærke følelser der opstår efter at den ene af forældrene pludselig er død eller er gået sin vej. Det lader til at det har en stærkt negativ virkning på mange unge hvis den ene af forældrene mangler.

4. Hvordan ved vi at Jehova bekymrer sig om eneforsørgerfamilier?

4 Der fandtes også eneforsørgerfamilier på Bibelens tid. Bibelen omtaler gentagne gange „den faderløse“ og „enken“. (2 Mosebog 22:22; 5 Mosebog 24:19-21; Job 31:16-22) Jehova Gud var bestemt ikke ligeglad med hvordan det gik dem. Salmisten kalder Gud „en fader for faderløse og en dommer for enker“. (Salme 68:5) Jehova har den samme omsorg for eneforsørgerfamilier i dag. Hans ord indeholder principper som kan hjælpe dem til at få et vellykket familieliv.

HVORDAN MAN KLARER HUSFØRELSEN

5. Hvilket problem står enlige forældre i begyndelsen over for?

5 Tag for eksempel det at føre hus. „Der er situationer hvor man ville ønske at der var en mand i huset,“ siger en fraskilt kvinde, „som for eksempel når bilen begynder at komme med mærkelige lyde og man ikke ved hvor de kommer fra.“ På samme måde kan mænd der lige er blevet skilt eller som har mistet deres ægtefælle, blive helt overvældet af alle de huslige pligter de nu må tage sig af. For børnene kan forvirringen i hjemmet forstærke følelsen af ustabilitet og utryghed.

I børn — samarbejd med jeres far eller mor

6, 7. (a) Hvilket godt eksempel satte ’den dygtige hustru’ der er omtalt i Ordsprogenes Bog? (b) Hvilke fordele er der ved at være flittig med de huslige pligter?

6 Hvad kan være en hjælp? Læg mærke til det eksempel der gives på „en dygtig hustru“ i Ordsprogene 31:10-31. Det er bemærkelsesværdigt hvad hun kunne overkomme. Hun købte og solgte, syede, lavede mad, investerede i fast ejendom, drev landbrug og hjemmeindustri. Hvordan bar hun sig ad? Hun var flittig, arbejdede til sent ud på aftenen og stod tidligt op for at klare sine gøremål. Hun var også god til at organisere. Nogle opgaver uddelegerede hun, og andre tog hun sig selv af. Intet under at hun blev rost.

7 Hvis du er eneforsørger, må du samvittighedsfuldt tage dig af de huslige pligter. Find glæde ved den slags arbejde, for det vil øge dine børns glæde. Det er imidlertid nødvendigt med god planlægning og organisering. Bibelen siger: „Den flittiges planer får et gunstigt udfald.“ (Ordsprogene 21:5) En enlig far har fortalt: „Jeg er tilbøjelig til ikke at tænke på måltiderne før jeg er sulten.“ Men planlagte måltider bliver som regel mere nærende og tiltalende end dem man hurtigt improviserer. Det kan også være at man skal lære nogle praktiske færdigheder. Ved at rådføre sig med gør-det-selv-bøger og hjælpsomme venner der måske er uddannet inden for det pågældende område eller som véd hvordan arbejdet skal udføres, har nogle enlige mødre lært at male og at udføre vvs-opgaver og enkle bilreparationer.

8. Hvordan kan børnene i eneforsørgerfamilier hjælpe til i hjemmet?

8 Er det rimeligt at bede børnene om at hjælpe til? En enlig mor har sagt: „Man vil gerne erstatte tabet af faderen ved at gøre det let for børnene.“ Det er forståeligt, men måske er det ikke altid det bedste for børnene. På Bibelens tid fik gudfrygtige børn til opgave at hjælpe til. (1 Mosebog 37:2; Højsangen 1:6) Så selv om man skal passe på ikke at overbebyrde sine børn, vil det være klogt at give dem nogle opgaver. Måske kan man bede dem om at klare opvasken eller holde rent på deres værelse. Nogle af de huslige pligter kan man måske klare i fællesskab. Det kan være til glæde for alle parter.

DET VERDSLIGE ARBEJDE

9. Hvorfor har enlige mødre ofte økonomiske problemer?

9 De fleste eneforsørgere har vanskeligt ved at få økonomien til at hænge sammen, og mange unge ugifte mødre har det særlig svært. * I de lande hvor der ydes offentlige tilskud, kan det være klogt at tage imod disse, i det mindste indtil man finder et arbejde. Bibelen tillader kristne at gøre brug af sådanne ordninger når det er nødvendigt. (Romerne 13:1, 6) Enker og fraskilte kan også have økonomiske problemer. Mange der tvinges ud på arbejdsmarkedet efter i årevis at have været hjemmegående, kan ofte kun få lavtlønnede job. For nogle lykkes det at forbedre deres situation ved at tilmelde sig jobtræningsprogrammer eller tage kortvarige kurser.

10. Hvordan kan en enlig mor forklare sine børn hvorfor hun må gå på arbejde?

10 Bliv ikke overrasket hvis dine børn ikke er særlig begejstrede for at du søger arbejde, og bliv ikke skyldbetynget. Forklar dem i stedet hvorfor du er nødt til at arbejde, og hjælp dem til at forstå at Jehova kræver at du forsørger dem. (1 Timoteus 5:8) Med tiden vil de fleste børn tilpasse sig dette. Forsøg dog at tilbringe så meget tid sammen med dem som din travle timeplan tillader. En sådan kærlig omsorg kan også være med til at gøre det lettere at klare de økonomiske begrænsninger familien måske må leve med. — Ordsprogene 15:16, 17.

HVEM TAGER SIG AF HVEM?

Menigheden overser ikke „enker“ og „faderløse“

11, 12. Hvilke grænser må eneforsørgere bevare, og hvordan bærer de sig ad?

11 Det er naturligt at enlige forældre knyttes meget nært til deres børn. Man må dog passe på ikke at nedbryde de gudgivne grænser mellem forældre og børn. Det kan for eksempel medføre alvorlige vanskeligheder hvis en enlig mor forventer at hendes søn påtager sig ansvaret som manden i huset, eller hvis hun betror sig til sin datter og bebyrder hende med intime problemer. Det vil være upassende, lægge et unødigt pres på børnene og måske forvirre dem.

12 Lad dine børn forstå at du som deres far eller mor vil sørge for dem, ikke omvendt. (Jævnfør Andet Korintherbrev 12:14.) Du kan til tider have behov for råd og støtte så henvend dig til de kristne ældste eller måske til en moden kristen kvinde, ikke til dine mindreårige børn. — Titus 2:3.

HVORDAN MAN BEVARER SIN AUTORITET

13. Hvilket problem kan opstå når enlige mødre skal tugte deres børn?

13 En mand har måske ikke de store problemer med at sætte sig i respekt, men for en kvinde kan det godt være svært. En enlig mor har sagt: „Mine sønner ser ud som mænd og lyder som mænd. Det er nogle gange vanskeligt ikke at lyde ubeslutsom eller svag i sammenligning.“ Dertil kommer at du måske stadig sørger over tabet af en elsket ægtefælle, eller måske plages af skyldfølelse eller vrede over ægteskabets opløsning. Hvis din tidligere ægtefælle har samkvemsret, er du måske bange for at barnet vil foretrække at være hos denne. Alt dette kan gøre det vanskeligt at give en ligevægtig tugt.

14. Hvordan kan eneforsørgere bevare et ligevægtigt syn på tugt?

14 Bibelen siger at „en dreng der er overladt til sig selv, gør sin moder skam“. (Ordsprogene 29:15) Du har Jehova Guds støtte til at opstille og håndhæve regler i din familie, så giv ikke efter for skyldfølelse, selvbebrejdelse eller ængstelse. (Ordsprogene 1:8) Gå aldrig på kompromis når det drejer sig om bibelske principper. (Ordsprogene 13:24) Forsøg at være rimelig, konsekvent og bestemt. Det vil de fleste børn med tiden reagere positivt på. Du vil naturligvis altid tage dine børns følelser i betragtning. En enlig far har sagt: „Min tugt måtte afvejes med forståelse for at børnene havde fået et chok da de mistede deres mor. Jeg benytter hver en lejlighed til at tale med dem. Vi hygger os når vi laver mad. Det er ved disse lejligheder at de betror sig til mig.“

15. Hvad bør en fraskilt far eller mor undgå når de omtaler deres tidligere ægtefælle?

15 Hvis du er skilt, kommer der ikke noget godt ud af at undergrave respekten for din tidligere ægtefælle. Det er smerteligt for børnene at lytte til forældrenes skænderier, og det vil ende med at de mister respekten for begge parter. Undlad derfor sådanne sårende bemærkninger som: „Du er præcis som din far!“ Uanset hvor stor smerte din tidligere ægtefælle har forvoldt dig, er han eller hun stadig barnets far eller mor, og et barn har brug for begge forældres kærlighed, opmærksomhed og tugt. *

16. Hvilket åndeligt oplæringsprogram bør være i faste rammer i en eneforsørgerfamilie?

16 Som nævnt i foregående kapitler er tugt forbundet med oplæring og vejledning, ikke blot straf. Mange problemer kan undgås ved at følge et godt åndeligt oplæringsprogram. (Filipperne 3:16) Det er vigtigt at man overværer de kristne møder regelmæssigt. (Hebræerne 10:24, 25) Det er også vigtigt at man har et ugentligt familiestudium over Bibelen. Det er ganske vist ikke let at holde et sådant studium i gang. „Efter en dags arbejde har man mere lyst til at slappe af,“ siger en samvittighedsfuld mor. „Men jeg indstiller mig mentalt på at studere med min datter fordi jeg ved at det er vigtigt at få det gjort. Hun er desuden meget glad for vores familiestudium.“

17. Hvad kan man lære af den gode opdragelse Paulus’ medarbejder Timoteus fik?

17 Paulus’ unge medarbejder Timoteus var tilsyneladende blevet oplært i de bibelske principper af sin mor og mormor, men åbenbart ikke af sin far. Timoteus blev ikke desto mindre en fremragende kristen broder. (Apostelgerninger 16:1, 2; 2 Timoteus 1:5; 3:14, 15) Du kan også håbe at det vil medføre gode resultater når du bestræber dig for at opdrage dine børn „i Jehovas tugt og formaning“. — Efeserne 6:4.

VIND KAMPEN MOD ENSOMHEDEN

18, 19. (a) Hvordan kan ensomhed komme til udtryk hos en eneforsørger? (b) Hvilken vejledning kan være en hjælp til at beherske kødets lyster?

18 En enlig mor siger sukkende: „Når jeg kommer hjem og ser disse fire vægge, overvælder ensomheden mig fuldstændig — især når børnene er kommet i seng.“ Ja, ensomhed er ofte enlige forældres største problem. Det er naturligt at længes efter det nære fællesskab og intime samliv der hører ægteskabet til. Men bør man søge at løse dette problem for enhver pris? På apostelen Paulus’ tid lod nogle yngre enker ’deres seksuelle lidenskaber komme imellem dem og Messias’. (1 Timoteus 5:11, 12) Det vil være skadeligt at lade kødelige ønsker overskygge åndelige interesser. — 1 Timoteus 5:6.

19 En kristen mand har sagt: „Kønsdriften er meget stærk, men kan beherskes. Visse tanker skal man ikke dvæle ved, men skyde fra sig med det samme. Det hjælper også at tænke på sit barn.“ Guds ord giver dette råd: ’I skal gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til seksuel lidenskab.’ (Kolossenserne 3:5) Hvis du forsøgte at mindske din madlyst, ville du så læse blade med billeder af dejlige retter, eller komme sammen med nogle der ustandselig talte om mad? Nej, vel? Det samme gælder i forbindelse med kødets lyster.

20. (a) Hvilken fare udsætter de der kommer sammen med en ikketroende sig for? (b) Hvordan har enlige i det første århundrede og i vor tid bekæmpet ensomheden?

20 Det er sket at en kristen er begyndt at komme sammen med en ikketroende. (1 Korinther 7:39) Har det løst den enliges problem? Nej. En fraskilt kristen kvinde har advarende sagt: „Der er én ting som er langt værre end at være enlig. Det er at være gift med den forkerte!“ Kristne enker i det første århundrede følte sig uden tvivl også ensomme af og til, men nogle holdt sig klogeligt nok travlt beskæftiget med at ’beværte fremmede, vaske de helliges fødder, og hjælpe dem der var i trængsel’. (1 Timoteus 5:10) Også i vor tid har trofaste kristne holdt sig travlt beskæftiget, mens de i mange år har ventet på at finde en gudfrygtig ægtefælle. En 68-årig kristen enke begyndte at besøge andre enker når hun følte sig ensom. Hun fortæller: „Når jeg foretager disse besøg, passer mit hjem og sørger for at bevare min åndelighed, har jeg slet ikke tid til at føle mig ensom.“ Det er især gavnligt at være optaget af at lære andre om Guds rige. — Mattæus 28:19, 20.

21. Hvordan kan bøn og samvær med gode venner hjælpe en til at overvinde ensomhedsfølelsen?

21 Det skal indrømmes at der ikke findes nogen mirakelkur mod ensomhed. Men med styrke fra Jehova kan man udholde den. En kristen kan hente denne styrke ved at ’blive ved med anråbelser og bønner nat og dag’. (1 Timoteus 5:5) Anråbelser er særligt inderlige bønner om hjælp, måske ledsaget af stærke råb og tårer. (Jævnfør Hebræerbrevet 5:7.) Man vil kunne hente hjælp ved „nat og dag“ at udøse sit hjerte for Jehova. Noget andet der kan være en hjælp til at udfylde ensomhedens tomrum, er at komme sammen med gode venner. Her kan man, som nævnt i Ordsprogene 12:25, få opmuntring i form af „gode ord“.

22. Hvad bør man huske når man fra tid til anden føler sig ensom?

22 Hvis man fra tid til anden føler sig ensom, hvilket er meget sandsynligt, er det værd at huske at ingen har en fuldkommen lod i livet. Faktisk kommer ’hele samfundet af brødre’ på den ene eller den anden måde ud for prøvelser. (1 Peter 5:9) Undgå at dvæle ved fortiden. (Prædikeren 7:10) Tænk på de fordele du har. Vær frem for alt besluttet på at bevare din uangribelighed og at glæde Jehovas hjerte. — Ordsprogene 27:11.

HVORDAN ANDRE KAN HJÆLPE

23. Hvilket ansvar har medkristne over for enlige forældre i menigheden?

23 Medkristnes støtte og hjælp er uvurderlig. I Jakob 1:27 står der: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel.“ Ja, kristne har pligt til at hjælpe eneforsørgerfamilier, men hvordan bærer man sig ad rent praktisk?

24. Hvordan kan eneforsørgerfamilier i nød hjælpes?

24 Der kan ydes materiel hjælp. Bibelen siger: „Den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham?“ (1 Johannes 3:17) Det græske ord der her er oversat med „ser“, betyder ikke blot et flygtigt øjekast, men et bevidst blik. Det viser at en godhjertet kristen kan være den første der bliver bekendt med en families omstændigheder og behov. Måske er de i pengenød. Nogle kan have brug for at man hjælper dem med at reparere noget. Eller de vil måske være glade for at blive inviteret på et måltid mad eller til en sammenkomst.

25. Hvordan kan kristne trosfæller vise eneforsørgere medfølelse?

25 Første Petersbrev 3:8 giver endvidere denne tilskyndelse: „Endelig skal I alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed.“ En enlig mor med seks børn har sagt: „Det har været hårdt, og nogle gange bliver jeg slået ud. Men en gang imellem kommer en af brødrene eller søstrene [i menigheden] hen til mig og siger: ’Joan, hvor er det dejligt at se at du klarer det så godt. Du kan være sikker på at det er indsatsen værd.’ Det gør så godt at vide at andre tænker på en og at de er interesserede i en.“ Især ældre kristne kvinder kan være gode til at hjælpe yngre enlige mødre ved at lytte til dem når de har problemer som de har svært ved at tale med en mand om.

26. Hvordan kan modne kristne mænd hjælpe faderløse børn?

26 Kristne mænd kan hjælpe på andre måder. Den retfærdige Job sagde: „Jeg reddede den . . . faderløse og den som ingen hjælper havde.“ (Job 29:12) I dag er der også nogle kristne mænd der oprigtigt interesserer sig for faderløse børn og uden bagtanke viser dem „kærlighed ud af et rent hjerte“. (1 Timoteus 1:5) Uden at forsømme deres egen familie kan de måske fra tid til anden arbejde sammen med sådanne unge i den kristne forkyndelse, eller invitere dem med til deres familiestudium eller til en eller anden form for adspredelse. En sådan venlighed kunne meget vel redde en faderløs fra at komme på afveje.

27. Hvad kan eneforsørgere være forvissede om?

27 Eneforsørgere må naturligvis i sidste instans ’bære deres egen ansvarsbyrde’. (Galaterne 6:5) Men de kan ikke desto mindre glæde sig over den kærlighed som deres kristne brødre og søstre og Jehova Gud selv viser dem. Bibelen siger om ham: „Den faderløse og enken bringer han på fode.“ (Salme 146:9) Med hans kærlige støtte kan man få et vellykket familieliv selv om man er alene med sine børn.

^ par. 9 Hvis en ung kristen kvinde bliver gravid som følge af umoralsk adfærd, tolererer den kristne menighed på ingen måde det hun har gjort. Men hvis hun ændrer sind kan menighedens ældste og andre i menigheden vælge at hjælpe hende.

^ par. 15 Her tænkes ikke på de situationer hvor et barn har brug for at blive beskyttet mod misbrug. Hvis din tidligere ægtefælle desuden forsøger at svække din myndighed, måske i den hensigt at overtale børnene til at forlade dig, kan det være en god idé at søge råd hos erfarne venner, for eksempel de ældste i den kristne menighed.