Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL TRETTEN

Hvis ægteskabet er ved at gå i opløsning

Hvis ægteskabet er ved at gå i opløsning

1, 2. Hvilket spørgsmål kan man stille når et ægteskab er under pres?

I 1988 var en italiensk kvinde ved navn Lucia meget deprimeret. * Efter ti års ægteskab lod hun sig separere på grund af gemytternes uoverensstemmelse og skulle nu opdrage sine to døtre alene. Hun havde mange gange forsøgt at få en forsoning i stand, uden at det var lykkedes. Lucia fortæller om den tid: „Jeg var overbevist om at intet kunne redde vores ægteskab.“

2 Hvis du har problemer i dit ægteskab, kan du sikkert sætte dig i Lucias sted. Måske er det nået så vidt at du spekulerer på om dit ægteskab overhovedet står til at redde. I givet fald vil det være godt at overveje følgende spørgsmål: Har jeg fulgt alle de gode råd Gud har givet i Bibelen for at ægteskabet kan blive en succes? — Salme 119:105.

3. Hvordan reagerer mange fraskilte og deres familier, selv om det er blevet almindeligt at lade sig skille?

3 Når der er store spændinger mellem mand og hustru, synes man måske at det vil være lettest at opløse ægteskabet. Mange lande har oplevet en chokerende stigning i antallet af opløste familier, men nye undersøgelser har vist at en stor procentdel af de fraskilte mænd og kvinder fortryder skilsmissen. Der er desuden flere i denne kategori som har fysiske og psykiske helbredsproblemer end der er blandt dem der bevarer ægteskabet. Skilsmissebørn føler sig ofte ulykkelige og forvirrede i årevis. Det går også ud over den opløste families forældre og venner. Og hvad med Guds syn på sagen, ham der har indstiftet ægteskabet?

4. Hvordan bør man tage sig af problemerne i ægteskabet?

4 Som nævnt i foregående kapitler var det Guds hensigt at ægteskabet skulle vare hele livet. (1 Mosebog 2:24) Hvorfor går så mange ægteskaber da i opløsning? Det sker ikke fra den ene dag til den anden. Der er normalt nogle advarselssignaler. Små problemer i ægteskabet kan vokse sig så store at de til sidst forekommer uløselige. Men hvis sådanne uoverensstemmelser med Bibelens hjælp hurtigt ryddes af vejen, kunne mange skilsmisser undgås.

VÆR REALISTISK

5. Hvilken realistisk holdning må man have i ethvert ægteskab?

5 Noget der ofte skaber problemer er at den ene eller begge ægtefæller nærer urealistiske forventninger. Kærlighedsromaner, fjernsynsprogrammer, ugeblade og film kan skabe drømme og forventninger der ligger fjernt fra virkeligheden. Når disse drømme ikke går i opfyldelse kan man føle sig snydt, blive utilfreds eller måske endog bitter. Hvordan kan to ufuldkomne mennesker opnå et lykkeligt ægteskab? Det kræver en indsats at få et godt forhold til hinanden.

6. (a) Hvilket realistisk billede giver Bibelen af ægteskabet? (b) Hvad kan skabe uoverensstemmelser i et ægteskab?

6 Bibelen er realistisk. Den fortæller om glæderne ved ægteskabet, men advarer også om at de der gifter sig „vil få trængsel i kødet“. (1 Korinther 7:28) Som nævnt er begge ægtefæller ufuldkomne og syndige. Der er desuden forskel på deres psyke og følelsesliv, og man må også tage i betragtning at man er blevet opdraget forskelligt. Ægtepar er nogle gange uenige i pengespørgsmål og ser ikke altid ens på børneopdragelse og forholdet til svigerfamilien. Seksuelle problemer og mangel på tid til at foretage sig noget sammen, kan også skabe konflikter. * Det tager tid at løse sådanne problemer, men fat mod! Det lykkes for de fleste at finde frem til løsninger som begge kan acceptere.

FÅ TALT UD

7, 8. Hvad bør ægtefæller ifølge Bibelen gøre hvis der opstår misforståelser eller sårede følelser?

7 Mange har svært ved at bevare roen når det drejer sig om sårede følelser, misforståelser eller fejltrin. I stedet for blot at sige: „Jeg tror du misforstår mig,“ bliver en ægtefælle måske følelsesladet og overdriver problemet og siger: „Du tænker kun på dig selv,“ eller: „Du elsker mig ikke.“ Og da den anden ikke ønsker at begynde et skænderi, tier vedkommende stille.

8 Det er bedre at følge Bibelens vejledning: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ (Efeserne 4:26) Da et ægtepar kunne fejre deres 60-års bryllupsdag, blev de spurgt hvad der var hemmeligheden ved deres lykkelige ægteskab. Manden svarede: „Vi har lært ikke at lægge os til at sove uden at vi først har fået bragt eventuelle uoverensstemmelser ud af verden, uanset hvor små de måtte forekomme.“

9. (a) Hvad er ifølge Bibelen vigtigt når man kommunikerer? (b) Hvad har ægtefæller ofte brug for, selv om det kræver mod og ydmyghed?

9 Når mand og hustru er uenige, må de begge ’være hurtige til at høre, langsomme til at tale, langsomme til vrede’. (Jakob 1:19) Efter at have lyttet omhyggeligt til hinanden kan det være at de begge indser at det er på sin plads at give en undskyldning. (Jakob 5:16) Det kræver mod og ydmyghed helt oprigtigt at sige: „Jeg er ked af at jeg har såret dig.“ Det vil imidlertid ikke blot hjælpe ægtepar til at løse deres problemer, men også skabe et varmt og nært forhold der vil gøre at de finder større glæde i hinandens selskab.

DEN ÆGTESKABELIGE RET

10. Hvilken beskyttelse som Paulus anbefalede de kristne i Korinth, kan også gælde en kristen i dag?

10 I et brev til korintherne anbefalede apostelen Paulus ægteskabet „på grund af den udbredte utugt“. (1 Korinther 7:2) I dag er forholdene i verden lige så dårlige som i fortidens Korinth, eller måske værre. De umoralske emner folk i verden åbent taler om, den uanstændige måde de klæder sig på, og de sensuelle historier der bringes i blade og bøger og på tv og film, har alt sammen til formål at vække urette seksuelle lidenskaber. Til korintherne, der levede i et lignende miljø, sagde apostelen Paulus: „Det er bedre at gifte sig end at være optændt af lidenskab.“ — 1 Korinther 7:9.

11, 12. (a) Hvad skylder mand og hustru hinanden, og hvad må man i den forbindelse være opmærksom på? (b) Hvad bør man gøre hvis man midlertidigt må undlade at yde hinanden den ægteskabelige ret?

11 Dette understreger vigtigheden af at gifte kristne følger Bibelens befaling: „Lad manden yde hustruen hvad der tilkommer hende; og lad også hustruen gøre det samme mod manden.“ (1 Korinther 7:3) Det er værd at bemærke at der her lægges vægt på at give, ikke på at kræve. Det ægteskabelige samliv vil kun være tilfredsstillende hvis begge ægtefæller er interesserede i den andens velfærd. For eksempel påbyder Bibelen ægtemænd at behandle deres hustruer „i overensstemmelse med kundskab“. (1 Peter 3:7) Dette gælder især i forbindelse med at give og modtage den ægteskabelige ret. Hvis en hustru ikke behandles hensynsfuldt, kan det være svært for hende at finde glæde ved denne side af ægteskabet.

12 Der kan være tider hvor ægtefæller må unddrage hinanden den ægteskabelige ret. For hustruens vedkommende kan det være på bestemte tidspunkter i løbet af måneden eller når hun er meget træt. (Jævnfør Tredje Mosebog 18:19.) For mandens vedkommende kan det være når han for eksempel må tage sig af et alvorligt problem på sit arbejde og er følelsesmæssigt tappet. Det vil være bedst at man åbent drøfter situationen når man midlertidigt og „efter gensidigt samtykke“ må undlade at yde ægtefællen den ægteskabelige ret. (1 Korinther 7:5) Det vil hindre begge parter i at drage forkerte konklusioner. Hvis en hustru med overlæg unddrager sin mand den ægteskabelige ret, eller en mand bevidst undlader at vise hensyn i samlivet, kan det udsætte ægtefællen for fristelse og skabe problemer i ægteskabet.

13. Hvordan kan kristne arbejde på at bevare en ren tankegang?

13 De af Guds tjenere der er gift må, ligesom alle andre kristne, undgå pornografi, da det kan skabe urene og unaturlige ønsker. (Kolossenserne 3:5) De må også vogte deres tanker og handlinger når de omgås det modsatte køn. Jesus sagde advarende: „Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Mattæus 5:28) Ved at følge Bibelens vejledning vedrørende det seksuelle, skulle det være muligt for ægtepar at undgå at lade sig friste til at begå ægteskabsbrud. De vil kunne glæde sig over det seksuelle samliv og betragte kønslivet som en gave fra ægteskabets indstifter, Jehova Gud. — Ordsprogene 5:15-19.

DE BIBELSKE GRUNDE TIL SKILSMISSE

14. Hvilken sørgelig situation opstår af og til, og hvorfor?

14 I de fleste kristne ægteskaber vil det heldigvis være muligt at løse de problemer der måtte opstå. Men ikke i alle tilfælde. Da mennesker er syndige og vi lever i en fordærvet verden der styres af Satan, vil nogle ægteskaber være på vej til at gå i opløsning. (1 Johannes 5:19) Hvordan bør kristne forholde sig i en sådan prøvende situation?

15. (a) Hvad er ifølge Bibelen den eneste gyldige årsag til skilsmisse der giver én mulighed for at gifte sig igen? (b) Hvorfor har nogle valgt at blive boende sammen med en ægtefælle der har været utro?

15 Som nævnt i kapitel 2, er utugt den eneste bibelske grund til skilsmisse der giver én mulighed for at gifte sig igen. * (Mattæus 19:9) Hvis du har klare beviser på at din ægtefælle har været utro, må du træffe en vanskelig beslutning. Vil du fortsætte ægteskabet eller vil du lade dig skille? Der er ingen faste regler. Nogle kristne har af hjertet tilgivet en ægtefælle der oprigtigt har angret, og det er siden gået godt i ægteskabet. Andre har valgt ikke at lade sig skille for børnenes skyld.

16. (a) Hvad har fået nogle til at lade sig skille fra en utro ægtefælle? (b) Hvorfor bør andre ikke kritisere den afgørelse den uskyldige ægtefælle træffer, hvad enten vedkommende vælger at lade sig skille eller ej?

16 I nogle tilfælde medfører den syndige handling imidlertid graviditet eller en seksuelt overført sygdom. Eller der kan være tale om seksuelle overgreb mod et barn, der så må beskyttes mod en uterlig far eller mor. Der er således meget at tage i betragtning før man træffer en afgørelse. Men hvis du får kendskab til din ægtefælles utroskab og I derefter genoptager det seksuelle samliv, viser du at du har tilgivet din ægtefælle og ønsker at fortsætte ægteskabet. Så er det ikke længere muligt at opnå en bibelsk gyldig skilsmisse med mulighed for at gifte sig igen. Ingen bør blande sig i din afgørelse og forsøge at påvirke dig, og ingen bør kritisere din beslutning. Det er dig der må leve med konsekvenserne af det valg du træffer. „Enhver skal bære sin egen ansvarsbyrde.“ — Galaterne 6:5.

ÅRSAGER TIL SEPARATION

17. Hvilke begrænsninger er der ifølge Bibelen forbundet med separation eller skilsmisse hvis der ikke er tale om utugt?

17 Findes der situationer hvor man kan lade sig separere eller måske skille fra en ægtefælle uden at vedkommende har begået utugt? Ja, men i sådanne tilfælde er en kristen ikke fri til at søge at blive gift med en tredje part. (Mattæus 5:32) Bibelen giver altså rum for separation, men siger at den der går skal „forblive ugift eller også forlige sig med sin mand“. (1 Korinther 7:11) I hvilke ekstreme tilfælde kan det synes tilrådeligt at lade sig separere?

18, 19. Hvilke ekstreme situationer kan få en ægtefælle til at overveje det tilrådelige i at lade sig juridisk separere eller skille, selv om det ikke vil være muligt at gifte sig igen?

18 En familie kommer måske i den yderste nød på grund af mandens dovenskab og dårlige vaner. * Han spiller måske alle familiens penge op, eller bruger dem på stof- eller alkoholmisbrug. Bibelen siger: „Hvis nogen ikke sørger for . . . dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ (1 Timoteus 5:8) Hvis en sådan mand nægter at ændre kurs, og måske oven i købet finansierer sine laster ved at tage de penge hans kone tjener, vælger hun måske at beskytte sig selv og børnene ved en juridisk gyldig separation.

19 Man kan også overveje separation hvis en ægtefælle er ekstremt voldelig, og måske gentagne gange slår sin partner i et sådant omfang at der er fare for vedkommendes liv og helbred. Hvis en ægtefælle konstant forsøger at tvinge sin partner til at overtræde Guds bud, kan den truede ægtefælle også overveje separation, især hvis det er nået så vidt at vedkommendes åndelige sundhed er i fare. Den ægtefælle der er i fare, når måske til den konklusion, at den eneste måde hvorpå han eller hun kan ’adlyde Gud som hersker mere end mennesker’ er ved at opnå en juridisk separation. — Apostelgerninger 5:29.

20. (a) Hvad kan modne venner og ældste gøre hvis en familie er ved at gå i opløsning, og hvad bør de undlade? (b) Hvad bør man ikke bruge Bibelens omtale af separation og skilsmisse som en undskyldning for?

20 Når en ægtefælle udsættes for ekstrem vold, bør ingen lægge pres på den uskyldige ægtefælle for at få vedkommende til at lade sig separere eller til at blive hos den anden. Modne venner og ældste kan tilbyde støtte og bibelsk vejledning, men de har ikke kendskab til alt hvad der foregår mellem mand og hustru. Det kan kun Jehova se. En kristen hustru vil selvfølgelig ikke ære Guds ægteskabsordning hvis hun bruger dårlige undskyldninger for at slippe ud af et ægteskab. Men varer den farlige situation ved, bør ingen kritisere hende hvis hun vælger at lade sig separere. Det samme gælder for en kristen mand der søger separation. „Vi skal jo alle træde frem for Guds dommersæde.“ — Romerne 14:10.

HVORDAN ET OPLØST ÆGTESKAB BLEV REDDET

21. Hvilken erfaring viser at Bibelens vejledning vedrørende ægteskabet duer?

21 Tre måneder efter at Lucia, som er omtalt i indledningen, blev separeret fra sin mand, mødte hun Jehovas vidner og begyndte at studere Bibelen med dem. Hun fortæller: „Til min store overraskelse gav Bibelen nogle praktiske løsninger på mit problem. Efter blot en uges studium ønskede jeg straks at få genoprettet et godt forhold til min mand. I dag kan jeg sige at Jehova ved hvordan man redder et ægteskab der er i krise, for hans lære hjælper ægtefæller til at vise hinanden respekt. Det er ikke sandt, som nogle siger, at Jehovas vidner splitter familier. I mit tilfælde skete der præcis det modsatte.“ Lucia lærte at anvende Bibelens principper i sit liv.

22. Hvad kan alle ægtepar være forvissede om?

22 Lucia er ingen undtagelse. Ægteskabet bør være en velsignelse, ikke en byrde. For at det kan være tilfældet har Jehova tilvejebragt den bedste ægteskabsvejledning der findes, nemlig sit dyrebare ord. Bibelen kan gøre „den uerfarne vís“. (Salme 19:7-11) Den har reddet mangt et ægteskab der har været ved at gå i opløsning, og den har hjulpet mange andre der har haft alvorlige problemer. Alle ægtepar kan nære fuld tillid til den ægteskabsvejledning Jehova Gud har tilvejebragt, for den virker.

^ par. 1 Navnet er ændret.

^ par. 6 Nogle af disse spørgsmål er blevet behandlet i foregående kapitler.

^ par. 15 Det bibelske udtryk der er oversat med „utugt“ omfatter ægteskabsbrud, homoseksualitet, omgang med dyr, og andre forsætlige og utilladelige handlinger der indbefatter brugen af kønsorganerne.

^ par. 18 Dette indbefatter ikke situationer hvor en mand, selv med de bedste intentioner, ikke er i stand til at forsørge sin familie af årsager der ligger uden for hans kontrol, såsom sygdom eller mangel på arbejde.