1, 2. (a) Hvad kunne du tænke dig at spørge Gud om? (b) Hvad spurgte Moses om?

KAN du forestille dig selv tale med Gud? Alene tanken virker overvældende — at universets suveræne Herre skulle sige noget til dig! Du tøver først lidt, men prøver så at fremstamme et svar. Han lytter. Han svarer, og får dig endda til at føle at du frit kan spørge ham om hvad som helst. Hvad ville du i så fald spørge ham om?

² For længe siden var der en mand som befandt sig i netop den situation. Det var Moses. Og måske vil det overraske dig at høre hvad han spurgte Gud om. Han spurgte ikke om noget vedrørende sig selv, sin fremtid eller menneskers forhold i almindelighed. Han spurgte derimod om Guds navn. Det undrer dig måske, for Moses kendte allerede Guds personlige navn. Hans spørgsmål må derfor have haft en dybere mening. Faktisk kunne Moses ikke have stillet noget vigtigere spørgsmål. Svaret på det spørgsmål har nemlig betydning for os alle. Det kan hjælpe os hver især til at tage et vigtigt skridt i forbindelse med at få et nært forhold til Gud. Hvordan det? Lad os se nærmere på den bemærkelsesværdige samtale Moses havde med Gud.

3, 4. Hvilke begivenheder gik forud for Moses’ samtale med Gud, og hvad drejede samtalen sig om?

³ Moses var 80 år gammel og havde været i udlændighed i 40 år, adskilt fra sit folk, israelitterne, som var i trældom i Ægypten. En dag mens han vogtede sin svigerfars hjorde, fik han øje på noget usædvanligt. Han så en tornebusk der brændte uden at blive fortæret af ilden. Den blev ved med at brænde og lyse op på bjergskråningen. Moses trådte  nærmere for at betragte fænomenet. Forbløffet hørte han en stemme der talte til ham ud fra ilden. Gennem en engel havde Gud derefter en længere samtale med Moses. Og som du måske ved, gav Gud ved den lejlighed Moses besked på at forlade sin fredelige tilværelse og vende tilbage til Ægypten for at udfri sit folk fra trældom. — 2 Mosebog 3:1-12.

⁴ Moses kunne have spurgt Gud om hvad som helst. Men læg mærke til hvad han spurgte om: „Sæt jeg nu kommer til Israels sønner og siger til dem: ’Jeres forfædres Gud har sendt mig til jer,’ og de så siger til mig: ’Hvad er hans navn?’ hvad skal jeg da sige til dem?“ — 2 Mosebog 3:13.

5, 6. (a) Hvilken vigtig sandhed lærer vi af Moses’ spørgsmål? (b) Hvad er der sørgeligt nok sket med Guds navn? (c) Hvorfor er det så vigtigt at Gud har åbenbaret sit navn for menneskene?

⁵ Dette spørgsmål lærer os først og fremmest at Gud har et navn. Det er en enkel sandhed som man ikke må tage let på. Det er der imidlertid mange der har gjort, for Guds personlige navn er blevet fjernet fra utallige bibeloversættelser og erstattet med titler som „Herren“ og „Gud“. Det er noget af det mest sørgelige og forkastelige der er sket i religionens navn. Det første man normalt gør når man møder nogen, er jo netop at spørge om vedkommendes navn. Det samme gælder når man skal lære Gud at kende. Han er ikke et navnløst, utilnærmeligt væsen som man ikke kan lære at kende eller forstå. Selv om han er usynlig, er han en person, og han har et navn — Jehova.

⁶ Der ligger noget stort og betagende i at Gud åbenbarer sit personlige navn. Han indbyder os til at lære ham at kende. Han ønsker at vi skal træffe det bedst mulige valg i livet — at få et nært forhold til ham. Men Jehova har ikke alene fortalt os hvad han hedder. Han har også lært os hvem personen bag navnet er.

7. (a) Hvad betyder Guds navn? (b) Hvad var det Moses gerne ville vide da han spurgte om Guds navn?

⁷ Jehova har selv valgt sit navn, et navn der er fyldt med indhold og mening. Navnet „Jehova“ betyder „Han får til at blive“. Der er ingen som ham i hele universet, for han har skabt alt, og han gennemfører alt hvad han sætter sig for. Dette er en fantastisk tanke. Men er der en anden facet af betydningen af Guds navn? Moses ville åbenbart gerne lære mere. Han vidste at Jehova er Skaberen, og han kendte Guds navn. Det guddommelige navn var ikke nyt. Det havde været kendt i flere hundrede år. Når Moses spurgte om navnet, spurgte han i virkeligheden om hvem den person var der bar dette navn. Han spurgte faktisk: ’Hvad kan jeg fortælle Israels folk om dig som vil styrke deres tro på dig, som vil overbevise dem om at du vil udfri dem?’’

8, 9. (a) Hvordan besvarede Jehova Moses’ spørgsmål, og hvorfor er den måde Hans svar ofte oversættes på, ikke helt korrekt? (b) Hvad betyder udtalelsen „Jeg vil være det som jeg vil være“?

⁸ Som svar åbenbarede Jehova en spændende side af sin personlighed, noget der er forbundet med betydningen af hans navn. Han sagde til Moses: „Jeg vil være det som jeg vil være.“ (2 Mosebog 3:14) Mange bibeloversættelser gengiver ordene på denne måde: „Jeg er den, jeg er.“ Men nøjagtige gengivelser viser at Gud ikke blot bekræftede sin eksistens. Jehova lærte snarere Moses — og dermed os alle — at han ’vil være’, eller vælge at blive, hvad som helst der måtte være nødvendigt for at opfylde sine løfter. J.B. Rotherhams oversættelse gengiver verset på denne rammende måde: „Jeg Vil Blive hvad som helst det behager mig.“ En hebraiskkyndig har denne kommentar til navnets betydning: „Uanset hvilken situation eller hvilket behov der måtte opstå . . . , vil Gud ’blive’ udvejen eller løsningen.“

⁹ Hvad betød det for israelitterne? Uanset hvilken hindring de stødte på, og uanset hvor vanskelig en situation  de måtte befinde sig i, ville Jehova blive hvad som helst der måtte være nødvendigt for at udfri dem fra trældommen og føre dem til det forjættede land. Det var afgjort et navn der indgød tillid til Gud. Det kan give os den samme tillid. (Salme 9:10) Hvorfor?

10, 11. Hvorfor giver Jehovas navn os grund til at betragte ham som den bedst tænkelige Fader? Giv et eksempel.

¹⁰ Tænk for eksempel på hvor alsidige og fleksible forældre må være for at tage sig af deres børn. I løbet af en enkelt dag skal en far eller mor måske være sygeplejerske, kok, lærer, opdrager, dommer og meget mere. Mange forældre synes ikke at de magter alt det der forventes af dem. Små børn har absolut tillid til at deres far eller mor kan puste på såret, afgøre skænderier, reparere legetøjet og svare på hvad som helst der dukker op i deres altid spørgende sind. Nogle forældre føler sig ydmyget — og er til tider frustrerede — på grund af deres utilstrækkelighed. De føler at de kommer ynkeligt til kort på mange områder.

¹¹ Jehova tager sig også kærligt af sine børn. Men i modsætning til jordiske forældre er der, inden for rammerne af hvad hans egne fuldkomne normer tillader, intet som han ikke kan klare. Han kan blive hvad som helst for at kunne tage sig af sine jordiske børn på den bedst mulige måde. Hans navn, Jehova, er en garanti for at han er den bedst tænkelige Fader. (Jakob 1:17) Der gik ikke lang tid før Moses og andre trofaste israelitter lærte at Jehova lever op til sit navn. De så med ærefrygt hvordan han ’lod sig selv blive’ herre over naturkræfterne, en uovervindelig hærfører, en uforlignelig lovgiver, dommer, arkitekt, en forsørger som skaffede dem mad og vand og sørgede for at deres klæder og fodtøj ikke blev slidt — og meget mere.

12. Hvordan adskilte Faraos holdning over for Jehova sig fra Moses’ holdning?

¹² Gud har altså gjort sit personlige navn kendt, han har  åbenbaret spændende ting om personen bag navnet, og han har endda bevist at det han siger om sig selv, er sandt. Der er ingen tvivl om at Gud ønsker at vi skal lære ham at kende. Men hvordan ser vi på det? Moses havde stor lyst til at lære Gud at kende. Det kom til at forme hans livsløb og førte til at han fik et meget nært forhold til sin himmelske Fader. (4 Mosebog 12:6-8; Hebræerne 11:27) Desværre var det kun få af dem der levede på Moses’ tid, der havde det samme stærke ønske. Da Moses omtalte Jehova ved navn over for den hovmodige ægyptiske hersker Farao, svarede denne foragteligt: „Hvem er Jehova?“ (2 Mosebog 5:2) Farao ønskede ikke at lære mere om Jehova. Nej, han afviste hånligt Israels Gud som en der var ham helt ligegyldig og uvedkommende. I dag har mange den samme holdning. Men det gør dem blinde for en af de allervigtigste sandheder — at Jehova er den suveræne Herre.

13, 14. (a) Hvorfor bruger Bibelen mange forskellige titler om Jehova? Nævn nogle af dem. (Se rammen på side 14.) (b) Hvorfor er Jehova den eneste der er værdig til at blive kaldt „den suveræne Herre“?

¹³ Jehova er så alsidig og fleksibel at han med rette bærer mange forskellige titler. De overskygger ikke hans personlige navn, men lærer os snarere mere om hvad det står for. For eksempel kaldes han i Bibelen „den suveræne Herre Jehova“. (Salme 73:28) Denne ophøjede titel, som forekommer næsten 300 gange i Bibelen, fortæller os noget om Jehovas stilling. Han alene har retten til herredømmet over hele universet. Lad os se hvorfor.

¹⁴ Som Skaberen indtager Jehova en særstilling. I Åbenbaringen 4:11 står der: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ Disse majestætiske ord kan ikke siges om nogen anden. Alt i universet er blevet til på grund af Jehova. Han  er afgjort værdig til den ære, magt og herlighed der følger med at være den suveræne Herre og Skaberen af alle ting.

15. Hvorfor kaldes Jehova „evighedens Konge“?

¹⁵ En anden titel der udelukkende bruges om Jehova, er „evighedens Konge“. (1 Timoteus 1:17; Åbenbaringen 15:3) Hvad betyder denne titel? Det er vanskeligt for os at forstå med vores begrænsede fatteevne, men Jehova er evig, både når det gælder fortiden og fremtiden. I Salme 90:2 siges der: „Fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid er du Gud.“ Jehova har altså ingen begyndelse; han har altid eksisteret. Han kaldes med rette „den gamle af dage“ — han eksisterede en evighed før alt andet i universet blev til! (Daniel 7:9, 13, 22) Hvem kan med rimelighed betvivle hans ret til at være den suveræne Herre?

16, 17. (a) Hvorfor kan vi ikke se Jehova, og hvorfor bør det ikke overraske os? (b) I hvilken forstand er Jehova mere virkelig end alt hvad vi kan se eller føle på?

¹⁶ Der er dog nogle der, ligesom Farao, betvivler hans suverænitet. Det skyldes til dels at ufuldkomne mennesker lægger for stor vægt på hvad de kan se. Vi kan ikke se den suveræne Herre. Han er en ånd og derfor usynlig for det menneskelige øje. (Johannes 4:24) Det ville desuden betyde den visse død for et menneske af kød og blod at befinde sig i Guds nærhed. Jehova sagde til Moses: „Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.“ — 2 Mosebog 33:20; Johannes 1:18.

¹⁷ Det burde ikke overraske os. Moses fik lejlighed til at se blot en lille del af Jehovas herlighed, øjensynlig repræsenteret ved en engel. Hvilken virkning havde det på ham? I nogen tid derefter „strålede“ Moses’ ansigt. Israelitterne var endda bange for at se direkte på ham. (2 Mosebog 33:21-23; 34:5-7, 29, 30) Intet menneske vil derfor kunne tåle at se den suveræne Herre i al hans herlighed. Men betyder det at han er mindre virkelig end det vi kan se eller  føle på? Nej, der er mange ting som vi ikke kan se — for eksempel vinden, radiobølger og tanker — men vi erkender alligevel at de er til. Desuden er Jehova uforanderlig og berøres ikke af tidens gang — end ikke af milliarder af år. I den forstand er han langt mere virkelig end noget vi kan se eller føle på i den fysiske verden hvor tingene efterhånden ældes og forgår. (Mattæus 6:19) Men skal vi blot opfatte Jehova som et abstrakt væsen, en upersonlig kraft eller en udefinerlig førsteårsag?

18. Hvilket syn fik Ezekiel, og hvad symboliserer de fire ansigter på de „levende skabninger“ der befinder sig i Jehovas nærhed?

¹⁸ Selv om vi ikke kan se Gud, giver Bibelen os flere steder et betagende indblik i hvad der sker i den himmelske verden. Vi har et eksempel i det første kapitel i Ezekiels Bog. Ezekiel fik et syn af Jehovas himmelske organisation, der blev skildret som en stor himmelvogn. Noget der især gør indtryk, er beskrivelsen af de mægtige åndeskabninger der befinder sig i Jehovas nærhed. (Ezekiel 1:4-10) Disse „levende skabninger“ er i nær kontakt med Jehova, og deres udseende fortæller os noget vigtigt om den Gud de tjener. Hver af dem har fire ansigter — et okseansigt, et løveansigt, et ørneansigt og et menneskeansigt. Disse ansigter symboliserer efter alt at dømme de fire mest fremtrædende egenskaber i Jehovas personlighed. — Åbenbaringen 4:6-8, 10.

19. Hvilken egenskab skildres ved (a) okseansigtet? (b) løveansigtet? (c) ørneansigtet? (d) menneskeansigtet?

¹⁹ I Bibelen står oksen, der er et umådelig stærkt dyr, ofte for magt og kraft. Løven, derimod, skildrer ofte retfærdighed. Sand retfærdighed kræver nemlig mod, en egenskab som forbindes med løven. Ørnen er kendt for sit skarpe syn og sin evne til på lang afstand at få øje på selv ganske små genstande. Ørneansigtet er derfor et passende billede på Guds fremsynede visdom. Hvad skildrer så  menneskeansigtet? Mennesket, der er skabt i Guds billede, har den særlige evne at kunne genspejle Guds mest fremtrædende egenskab, kærlighed. (1 Mosebog 1:26) Disse sider af Jehovas personlighed — magt, retfærdighed, visdom og kærlighed — omtales så mange gange i Bibelen at de kan kaldes for Guds hovedegenskaber.

20. Kunne det tænkes at Jehovas personlighed har forandret sig, og hvordan vil du begrunde dit svar?

²⁰ Men kunne det tænkes at Gud har forandret sig i løbet af de mange hundrede år der er gået siden han blev beskrevet på denne måde? Nej, Guds personlighed vil altid være den samme. Han siger selv: „Jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig.“ (Malakias 3:6) Han forandrer sig ikke som følge af en pludselig indskydelse, men optræder altid som en mønsterværdig Fader i enhver situation. Han lader de sider af sin personlighed træde frem der er mest hensigtsmæssige i de enkelte tilfælde. Men af Guds fire hovedegenskaber er det kærligheden der er mest fremtrædende. Den kommer til udtryk i alt hvad han gør. Han udøver sin magt, retfærdighed og visdom i kærlighed. Bibelen siger noget interessant om Gud og denne egenskab. Den siger:  „Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8) Læg mærke til at den ikke siger at Gud har kærlighed eller at Gud er kærlig. Nej, den siger at Gud er kærlighed. Det er kærlighed, selve indbegrebet af hans natur, der er motivet til alt hvad han gør.

21. Hvordan vil det virke på os når vi lærer Jehovas egenskaber bedre at kende?

²¹ Har du nogen sinde set et lille barn pege på sin far og med troskyldig glæde og stolthed sige til sine kammerater: „Det er min far“? De der tilbeder Jehova, har al mulig grund til at være lige så stolte over deres himmelske Fader. Bibelen forudsiger at der vil komme en tid hvor trofaste mennesker vil udbryde: „Se, dette er vor Gud.“ (Esajas 25:8, 9) Jo bedre du lærer Jehovas egenskaber at kende, jo mere vil du føle at du har den bedst tænkelige Fader.

22, 23. Hvilket billede giver Bibelen af vor himmelske Fader, og hvordan ved vi at han ønsker at vi skal få et nært forhold til ham?

²² Gud er ikke en ufølsom eller utilnærmelig Fader, sådan som nogle filosoffer og religiøse mennesker har hævdet. Vi ville næppe føle os draget til en ufølsom Gud, og det er heller ikke den måde Bibelen skildrer vor himmelske Fader på. Den kalder ham tværtimod ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Han har både stærke og varme følelser. Han føler sig „såret i sit hjerte“ når hans fornuftbegavede skabninger går imod de retningslinjer han har givet dem til deres eget bedste. (1 Mosebog 6:6; Salme 78:41) Men når vi følger vejledningen i hans ord, får vi hans hjerte til at „fryde sig“. — Ordsprogene 27:11.

²³ Vor Fader ønsker at vi skal have et nært forhold til ham. Hans ord opfordrer menneskene til at „famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os“. (Apostelgerninger 17:27) Men hvordan er det muligt for os små mennesker at komme nær til universets suveræne Herre?