Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 13

„Jehovas lov er fuldkommen“

„Jehovas lov er fuldkommen“

1, 2. Hvorfor nærer nogle mennesker ikke særlig høje tanker om det retssystem de kender til, og hvilken følelse kan vi komme til at nære for Guds love?

„RETSSYSTEMET er et hul i jorden . . . som sluger alt.“ Disse ord kunne man læse i en bog der udkom allerede i 1712. Forfatteren fordømte et retssystem hvorunder det kunne tage flere år at få en sag afgjort og sagsøgeren ofte blev bragt til fallittens rand. I mange lande er lovgivningen og retssystemet så komplicerede og så fyldt med uretfærdigheder, fordom og inkonsekvente afgørelser og bestemmelser at der hersker en udbredt foragt for loven.

I modsætning hertil skrev salmisten for omkring 2700 år siden: „Hvor jeg elsker din lov!“ (Salme 119:97) Hvorfor brugte salmisten et så stærkt udtryk? Fordi der var tale om en lov der ikke stammede fra en jordisk regeringsmagt, men fra Jehova Gud. Efterhånden som vi studerer Jehovas love og lærer dem at kende, kan vi komme til at nære den samme dybe kærlighed til dem som salmisten gjorde. Studiet vil give os indblik i hvordan den største Lovgiver i universet tænker.

Den højeste Lovgiver

3, 4. På hvilke forskellige områder har Jehova vist at han er lovgiver?

„Én er lovgiver og dommer,“ siger Bibelen. (Jakob 4:12) Ja, Jehova er den eneste sande lovgiver. Selv himmellegemernes bevægelser styres af love, „lovene for himlen“, som han har fastsat. (Job 38:33, den danske autoriserede oversættelse) Jehovas myriader af hellige engle er på samme måde underlagt hans love. De er organiseret i en bestemt orden efter rang, står under Jehovas befaling og gør tjeneste for ham. — Salme 104:4; Hebræerne 1:7, 14.

Jehova har også givet menneskene love. Vi har alle en samvittighed der genspejler Jehovas retfærdighedssans. Den er en slags indre lov som hjælper os til at skelne mellem ret og uret. (Romerne 2:14) Vore første forældre blev udrustet med en fuldkommen samvittighed og behøvede derfor blot nogle få love. (1 Mosebog 2:15-17) Men ufuldkomne mennesker må have flere love at rette sig efter for at kunne gøre Guds vilje. Patriarker som Noa, Abraham og Jakob fik love fra Jehova Gud og gav dem videre til deres familie. (1 Mosebog 6:22; 9:3-6; 18:19; 26:4, 5) Men Jehova blev på en helt speciel måde lovgiver da han gennem Moses gav Israels nation et helt lovkompleks. Denne lovsamling giver os en enestående indsigt i Jehovas sans for retfærdighed.

Et overblik over Moseloven

5. Udgjorde Moseloven et uhåndterligt og indviklet lovkompleks? Begrund svaret.

Mange er af den opfattelse at Moseloven er et uhåndterligt og indviklet lovkompleks. Men det er den langtfra. Den består af mere end 600 love, og selv om det måske lyder af mange, kan det til sammenligning nævnes at ved slutningen af det 20. århundrede fyldte den lovsamling der indtil da var kommet fra USA’s forbundsregering, mere end 150.000 sider i lovbøgerne. Og hvert andet år føjes der omkring 600 flere love til! Så i sammenligning med dette bjerg af menneskers love tager Moseloven sig ganske ubetydelig ud. Til trods herfor indeholdt Guds lov bestemmelser for israelitterne på områder som vor tids love end ikke begynder at røre ved. Lad os tage et overblik over den.

6, 7. (a) Hvad adskilte Moseloven fra andre lovsamlinger, og hvad var det største bud i Loven? (b) Hvordan kunne israelitterne vise at de anerkendte Jehovas suverænitet?

Loven ophøjede Jehovas suverænitet. Herved adskilte Moseloven sig fra alle andre lovsamlinger. Den mest betydningsfulde af dens love var: „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova. Og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ Hvordan skulle israelitterne vise at de elskede Jehova? Det skulle de ved at tjene ham og underordne sig hans suveræne herredømme. — 5 Mosebog 6:4, 5; 11:13.

Israelitterne kunne vise at de anerkendte Jehova som den suveræne hersker ved at underordne sig de myndighedspersoner der stod over dem. Forældre, høvdinger, dommere, præster og endelig kongen repræsenterede alle Guds myndighed. Jehova betragtede ethvert oprør mod dem som oprør mod ham. På den anden side ville de som havde myndighed, pådrage sig Jehovas vrede hvis de behandlede hans folk uretfærdigt eller med ringeagt. (2 Mosebog 20:12; 22:28; 5 Mosebog 1:16, 17; 17:8-20; 19:16, 17) Begge parter havde således pligt til at anerkende Jehovas suverænitet.

8. Hvordan understregede Moseloven Jehovas norm for hellighed?

Loven understregede Jehovas norm for hellighed. De hebraiske ord for „hellig“, „at hellige“, „hellighed“ og „helligdom“ forekommer omkring 280 gange i Moseloven. Den hjalp Guds folk til at skelne mellem det der var rent, og det der var urent, og anførte omkring 70 forskellige ting og forhold som kunne gøre en israelit ceremonielt uren. Disse love gjaldt den personlige hygiejne, de fødevarer man måtte spise, og endda fjernelse af affald. De var til umådelig gavn for sundheden. * Men de tjente også et højere formål — at bevare Jehovas gunst og velsignelse og holde folket adskilt fra de omboende folkeslags fordærvede hedenske skikke. Her er nogle eksempler:

9, 10. Hvilke forskrifter indeholdt Moseloven for samleje og barnefødsel, og hvordan havde israelitterne gavn af disse love?

Ifølge andre forskrifter i Moseloven medførte samleje og barnefødsel — også inden for ægteskabet — en periode med urenhed. (3 Mosebog 12:2-4; 15:16-18) Det var ikke nogen nedvurdering af disse rene gaver fra Gud. (1 Mosebog 1:28; 2:18-25) Det var love som tjente til at understrege Jehovas hellighed og skulle forhindre at hans tilbedere blev urene. De folkeslag som boede rundt om Israel, blandede sex og frugtbarhedsritualer ind i deres afgudsdyrkelse. Til den kana’anæiske afgudsdyrkelse hørte både mandlig og kvindelig prostitution. Resultatet var et udbredt fordærv af den værste slags. I modsætning hertil holdt Moseloven tilbedelsen af Jehova helt adskilt fra seksuelle handlinger. * Men der var også andre fordele.

10 Disse love havde til formål at lære israelitterne en vigtig sandhed. * For hvordan videregives Adams synd fra generation til generation? Sker det ikke ved den kønslige forbindelse mellem mand og kvinde, og ved at de får børn? (Romerne 5:12) Det vil sige at Guds lov mindede det israelitiske folk om syndens stadige tilstedeværelse. Vi er alle født syndere. (Salme 51:5) Vi har behov for tilgivelse og for en løskøbelse for at kunne nærme os vor hellige Gud.

11, 12. (a) Hvilket vigtigt retsprincip byggede Moseloven på? (b) Hvilke bestemmelser i Loven skulle forhindre at retten blev fordrejet?

11 Loven understregede Jehovas fuldkomne retfærdighed. Moseloven byggede på princippet om „lige for lige“ ved strafudmålingen. Det hed for eksempel: „Sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ (5 Mosebog 19:21) Det ville i en retssag betyde at straffen skulle stå i forhold til forbrydelsen. Dette aspekt ved den guddommelige retfærdighed gjorde sig gældende i hele Moseloven og er indtil den dag i dag af betydning for forståelsen af Kristi Jesu genløsningsoffer, sådan som kapitel 14 i denne bog vil vise. — 1 Timoteus 2:5, 6.

12 Moseloven indeholdt også forholdsregler som skulle forhindre at retten blev fordrejet. For eksempel skulle der mindst to vidner til for at fastholde en anklage. Straffen for mened, en falsk anklage, var hård. (5 Mosebog 19:15, 18, 19) Bestikkelse og korruption var strengt forbudt. (2 Mosebog 23:8; 5 Mosebog 27:25) Også i forretningsanliggender måtte Guds folk overholde Jehovas ophøjede retfærdsnorm. (3 Mosebog 19:35, 36; 5 Mosebog 23:19, 20) Hele denne retfærdige og ophøjede lov var en stor velsignelse for Israel.

Love der fremhævede barmhjertighed og en retfærdig behandling

13, 14. Hvordan sikrede Moseloven en retfærdig behandling af en tyv og den han havde bestjålet?

13 Var Moseloven en samling usmidige og ubarmhjertige love? Langtfra! Kong David blev inspireret til at skrive: „Jehovas lov er fuldkommen.“ (Salme 19:7) Han vidste at Moseloven sikrede en barmhjertig og retfærdig behandling. Hvordan gjorde den det?

14 I nogle lande i dag virker det som om retssystemet tager større hensyn til lovovertræderne end til ofrene for forbrydelsen. Indbrudstyve må måske tilbringe en tid i fængsel, men de bestjålne må stadig undvære de stjålne ting samtidig med at de betaler skatter og afgifter som er med til at give de indsatte mad og husly. I fortidens Israel var der ikke fængsler som vi kender dem i dag. Der var bestemte regler for hvor hård en straf måtte være. (5 Mosebog 25:1-3) En tyv skulle erstatte det han havde stjålet, og desuden betale et tillæg. Hvor meget var det? Det kunne variere. Dommerne kunne øjensynlig tage hensyn til flere faktorer, for eksempel synderens anger. Det kan være forklaringen på at den erstatning der anføres i Tredje Mosebog 6:1-7, er langt mindre end den der anføres i Anden Mosebog 22:7.

15. Hvordan sikrede Moseloven at der blev vist både barmhjertighed og retfærdighed hvis nogen ved et ulykkestilfælde var blevet årsag til en andens død?

15 Moseloven anerkendte barmhjertigt at ikke alle overtrædelser begås med vilje. Når en mand for eksempel ved et ulykkestilfælde blev årsag til en andens død, skulle der ikke betales sjæl for sjæl hvis han, som Loven foreskrev, flygtede til en af tilflugtsbyerne i Israel. Efter at kompetente dommere havde undersøgt sagen, skulle han blive i tilflugtsbyen indtil ypperstepræstens død. Derefter kunne han selv bestemme hvor han ville bo. På den måde kom Guds barmhjertighed ham til gode, og samtidig understregede denne lov respekten for og værdien af menneskeliv. — 4 Mosebog 15:30, 31; 35:12-25.

16. Nævn eksempler på hvordan Moseloven beskyttede den private ejendomsret.

16 Moseloven beskyttede også den private ejendomsret. Den beskyttede for eksempel dem der havde pådraget sig gæld. Det var ifølge Loven forbudt at gå ind i en skyldners hus for at tage løsøre i pant for et lån. Kreditoren måtte blive stående udenfor og lade skyldneren selv bringe pantet ud til ham. Dette beskyttede boligens ukrænkelighed. Hvis en kreditor tog en skyldners yderklædning som pant, skulle han levere den tilbage om aftenen fordi skyldneren sikkert skulle bruge den til at svøbe sig i om natten. — 5 Mosebog 24:10-14.

17, 18. Hvordan adskilte israelitternes lovgivning for krigsførelse og militærtjeneste sig fra andre landes, og hvad var grunden?

17 Selv for krigsførelsen var der særlige bestemmelser i Moseloven. Guds folk måtte ikke føre krig for at tilfredsstille et begær efter magt eller efter at gøre erobringer. Israelitterne skulle føre ’Jehovas krige’ og handle på hans vegne. (4 Mosebog 21:14) I mange tilfælde skulle de først give den by de ville angribe, tilbud om at overgive sig. Hvis den afslog tilbudet, kunne de belejre den — men efter de regler Gud havde fastsat. Til forskel fra andre soldater måtte soldaterne i Israels hær ikke voldtage kvinder eller dræbe hensynsløst. De skulle endda tage hensyn til miljøet ved ikke at fælde fjendens frugttræer. * Andre hære var ikke underlagt sådanne bestemmelser. — 5 Mosebog 20:10-15, 19, 20; 21:10-13.

18 Hvad føler du når du hører at børn i nogle lande bliver oplært til at være soldater? I fortidens Israel blev ingen under 20 år indkaldt til militærtjeneste. (4 Mosebog 1:2, 3) Selv en voksen mand blev fritaget hvis han var usædvanligt frygtsom. En nygift mand var fritaget i et helt år for at han kunne få en arving før han trådte ind i en så risikofyldt tjeneste. På denne måde ville den unge ægtemand kunne „glæde“ sin hustru, forklarede Loven. — 5 Mosebog 20:5, 6, 8; 24:5.

19. Hvordan beskyttede Loven kvinder, børn, familieordningen, enker og forældreløse?

19 Loven beskyttede også kvinder, børn og hele familier med forordninger der gjaldt familielivet. Forældre skulle ofre deres børn stor opmærksomhed og give dem en god opdragelse, også på det religiøse område. (5 Mosebog 6:6, 7) Den forbød alle former for incest, som der var dødsstraf for. (3 Mosebog, kapitel 18) Den forbød ligeledes ægteskabsbrud, som er ødelæggende for en families tryghed og værdighed, og som ofte ender med skilsmisse. Loven tog også hensyn til enker og forældreløse og forbød i de stærkeste vendinger at man behandlede dem dårligt. — 2 Mosebog 20:14; 22:22-24.

20, 21. (a) Hvorfor tillod Moseloven polygami blandt israelitterne? (b) Hvordan adskilte Moseloven sig med hensyn til skilsmisse fra den norm som Jesus senere genindførte?

20 I den forbindelse vil nogle måske spørge: ’Hvorfor tillod Moseloven polygami?’ (5 Mosebog 21:15-17) De love der gjaldt herfor, må forstås på baggrund af den tid hvori de blev givet. Bedømmer man Moseloven ud fra et nutidigt synspunkt og på baggrund af vor tids kultur, kan man let misforstå den. (Ordsprogene 18:13) Ifølge Jehovas oprindelige norm, som han fastsatte for den første mand og kvinde i Edens have, skulle ægteskabet være et varigt forhold mellem én mand og én hustru. (1 Mosebog 2:18, 20-24) Da Jehova gav sin lov til Israel, havde polygami imidlertid været en udbredt og veletableret samfundsordning i århundreder. Jehova vidste at hans ’stivnakkede folk’ hyppigt ville komme til kort over for selv de simpleste og mest grundlæggende bud, som for eksempel forbudet mod at have andre guder. (2 Mosebog 32:9) I sin visdom valgte han derfor ikke på dette tidspunkt at reformere hele den ordning der gjaldt for ægteskabet. Man bør dog huske på at det ikke var Jehova som indstiftede den polygame ægteskabsform. Men han brugte Moseloven til at give regler for den, blandt andet for at forhindre at den blev misbrugt.

21 Ligeledes tillod Moseloven at en mand lod sig skille fra sin hustru af flere forskellige — men dog ikke ubetydelige — grunde. (5 Mosebog 24:1-4) Jesus kaldte dette for en indrømmelse som Gud havde gjort det jødiske folk „af hensyn til [dets] hårdhjertethed“. Men denne indrømmelse var kun midlertidig. Jesus genindførte Jehovas oprindelige norm for ægteskabet som den der skulle gælde for de kristne. — Mattæus 19:8.

Loven lagde vægt på kærlighed

22. Hvoraf ses det at Moseloven tilskyndede israelitterne til at vise kærlighed, og hvem skulle de tage dette hensyn til?

22 Kan du forestille dig et retssystem i vor tid som tilskynder folk til at vise kærlighed? Moseloven lagde mere vægt på kærlighed end på nogen anden egenskab. I Femte Mosebog alene forekommer det hebraiske ord for „at elske“ således over 20 gange. Det næststørste bud i Loven var: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18; Mattæus 22:37-40) Denne kærlighed skulle Guds folk ikke alene vise hinanden, men også den fastboende udlænding. Begrundelsen var at israelitterne selv engang havde været udlændinge i et fremmed land. De skulle vise de fattige og nødstedte kærlighed, hjælpe dem materielt og ikke drage fordel af deres situation. De skulle oven i købet behandle deres lastdyr godt og tage hensyn til dem. — 2 Mosebog 23:6; 3 Mosebog 19:14, 33, 34; 5 Mosebog 22:4, 10; 24:17, 18.

23. Hvad følte den der skrev Salme 119, sig tilskyndet til, og hvad kan vi beslutte at gøre?

23 Hvilket andet folk har fået en sådan lovsamling? Vi forstår hvorfor salmisten skrev: „Hvor jeg elsker din lov!“ Hans kærlighed til Guds lov var dog ikke noget han blot følte. Den tilskyndede ham til handling, for han bestræbte sig for at adlyde Loven og leve efter den. Han fortsatte: „Dagen lang har jeg den i tanke.“ (Salme 119:11, 97) Ja, han brugte regelmæssigt tid på at læse og studere Jehovas lov. Der er ingen tvivl om at hans kærlighed til den voksede under studiet. Samtidig voksede hans kærlighed til Lovgiveren, Jehova Gud. Måtte vores kærlighed til Jehova også vokse mens vi fortsætter med at studere hans lov, og måtte vi således komme stadig nærmere til den store Lovgiver, retfærdighedens Gud, Jehova!

^ par. 8 Visse love var mange hundrede år forud for deres tid. Det gjaldt for eksempel de love der krævede at menneskeekskrementer blev gravet ned, at syge skulle sættes i karantæne, og at enhver der havde rørt ved et lig, skulle vaske sig. — 3 Mosebog 13:4-8; 4 Mosebog 19:11-13, 17-19; 5 Mosebog 23:13, 14.

^ par. 9 I de kana’anæiske templer var der indrettet rum hvor tempelprostituerede stillede sig til rådighed. Ifølge Moseloven, derimod, måtte en der var uren, ikke engang komme ind i templet, og da samleje medførte urenhed i en nærmere fastsat tidsperiode, kunne ingen som ville holde Loven, gøre sex til en del af tilbedelsen i Jehovas hus.

^ par. 10 Undervisning var et af hovedformålene med Moseloven. Encyclopaedia Judaica oplyser at det hebraiske ord for „lov“, tōrahʹ, betyder „belæring, undervisning“.

^ par. 17 Moseloven stillede direkte dette spørgsmål: „Er markens træer mennesker som skal belejres af dig?“ (5 Mosebog 20:19) Den jødiske filosof Filon, der levede i det første århundrede, henviste til denne lov og forklarede at Gud mener „det er uretfærdigt at den vrede som er rettet mod mennesker, skal gå ud over ting der intet ondt har gjort“.