1, 2. Hvordan beskriver Bibelen den situation menneskene befinder sig i, og hvad er den eneste udvej?

„HELE skabningen sukker sammen og er i veer sammen.“ (Romerne 8:22) Med disse ord beskriver apostelen Paulus den ulykkelige situation vi befinder os i. Set med menneskers øjne lader det ikke til at det er muligt at blive befriet for lidelse, synd og død. Men til forskel fra hvad mennesker formår, er Jehovas magt ubegrænset. (4 Mosebog 23:19) Retfærdighedens Gud har sørget for at vi kan blive udfriet af vores ulykkelige situation. Han har sørget for en genløsning, en udfrielse ved hjælp af en løsesum.

² Denne genløsning er Jehovas største gave til menneskene. Den gør det muligt for os at blive udfriet fra synd og død. (Efeserne 1:7) Den danner grundlaget for håbet om evigt liv, enten i himmelen eller på en paradisisk jord. (Lukas 23:43; Johannes 3:16; 1 Peter 1:4) Men hvad er genløsningen, og hvad lærer den os om Jehovas uforlignelige retfærdighed?

3. (a) Hvorfor blev det nødvendigt med en løsesum? (b) Hvorfor kunne Gud ikke blot ændre dødsdommen over Adams efterkommere?

³ Det blev nødvendigt med en løsesum på grund af Adams synd. Ved sin overtrædelse af Guds bud gav Adam sine efterkommere sygdom, sorg, smerte og død i arv. (1 Mosebog 2:17; Romerne 8:20) Gud kunne ikke blot lade sig lede af følelser og omstøde dødsdommen. Derved ville han tilsidesætte sin egen lov: „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 6:23) Og hvis Jehova satte sin egen norm for retfærdighed  ud af kraft, ville følgen blive kaos og lovløshed overalt.

4, 5. (a) Hvordan bagtalte Satan Gud, og hvorfor følte Jehova sig forpligtet til at besvare anklagerne? (b) Hvad anklagede Satan Jehovas loyale tjenere for?

⁴ Som vi så i kapitel 12, rejste oprøret i Eden flere vigtige spørgsmål. Satan satte en plet på Guds gode navn og rygte. I virkeligheden anklagede han Jehova for at være en løgner og en tyran som berøvede sine skabninger friheden. (1 Mosebog 3:1-5) Ved tilsyneladende at forpurre Guds hensigt, som var at jorden skulle fyldes med en retfærdig menneskeslægt, anklagede Satan desuden Gud for ikke at kunne gennemføre sin hensigt. (1 Mosebog 1:28; Esajas 55:10, 11) Hvis Jehova havde ladet disse beskyldninger stå uanfægtede, kunne mange af hans fornuftbegavede skabninger have mistet tilliden til hans herredømme.

⁵ Satan bagtalte også Jehovas loyale tjenere ved at påstå at de kun tjente ham af selviske grunde, og at ingen ville forblive tro mod Gud hvis de blev udsat for pres. (Job 1:9-11) Disse spørgsmål var af langt større betydning end det at menneskene befandt sig i en vanskelig situation. Jehova følte sig med rette forpligtet til at tage til genmæle mod Satans bagtaleriske anklager. Men hvordan kunne Gud besvare disse spørgsmål og samtidig frelse menneskeslægten?

6. Hvilke udtryk bruges i Bibelen om den måde hvorpå Gud ville frelse menneskene?

⁶ Jehovas løsning var både uendelig barmhjertig og helt igennem retfærdig — en løsning som intet menneske nogen sinde kunne have udtænkt. Alligevel var den uhyre enkel. Den betegnes i Bibelen med forskellige udtryk: en løskøbelse, en soning og en forligelse. (Salme 49:8; Daniel 9:24; Kolossenserne 1:20) Det udtryk der måske giver den bedste beskrivelse, er det som Jesus selv brugte da han sagde:  „Menneskesønnen [er ikke] kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum [græsk: lyʹtron] i bytte for mange.“ — Mattæus 20:28.

7, 8. (a) Hvad er betydningen af det græske ord for „løsesum“? (b) Hvilken betydning ligger der i det hebraiske ord?

⁷ Hvad er en løsesum? Det græske ord der bruges her, kommer af et udsagnsord der betyder „at løse“. Det blev brugt om den pris hvormed krigsfanger blev købt fri. Grundbetydningen af ordet „løsesum“ kan derfor defineres som „en pris der betales for at købe noget tilbage“. Det hebraiske ord for „løsesum“ (koʹfær) kommer af et udsagnsord der betyder „at dække“. Gud sagde for eksempel til Noa at han skulle „stryge“ (eller: „dække“, en form af dette udsagnsord) arken med tjære. (1 Mosebog 6:14) At „løskøbe“ eller „genløse“ betyder altså i virkeligheden at dække, eller skaffe dækning for, synder. — Salme 79:9.

⁸ I den forbindelse gør Theological Dictionary of the New Testament opmærksom på at ordet koʹfær „altid betyder ’noget tilsvarende’“. Låget som dækkede pagtens ark, havde således en form som svarede til selve arken. (Ordet for „låg“ på hebraisk er beslægtet med ordet koʹfær.) En pris der betales som en løsesum, eller dækning for en synd, må ligeledes svare nøjagtigt til den skade der er forvoldt ved synden. I Guds lov til Israel hed det: „Sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ — 5 Mosebog 19:21.

9. Hvorfor bragte troende mænd dyreofre, og hvordan betragtede Jehova disse ofre?

⁹ Troende mænd i fortiden fra Abel og fremefter bragte dyreofre til Gud. De viste hermed at de var klar over at de var syndige og havde brug for at blive løskøbt fra synden, og samtidig viste de at de troede på en udfrielse ved det „afkom“ Gud havde lovet. (1 Mosebog 3:15; 4:1-4; 3 Mosebog 17:11; Hebræerne 11:4) Jehova så med velvilje på disse ofre,  og de der bragte ofrene, opnåede et godt forhold til ham. Men dyreofrene havde i bedste fald kun en symbolsk værdi. De kunne ikke virkeligt dække et menneskes synder, for dyrene står under og er underlagt menneskene. (Salme 8:4-8) Derfor siges der i Bibelen: „Det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort.“ (Hebræerne 10:1-4) Disse ofre var kun forbilleder, symboler, på det egentlige genløsningsoffer der skulle komme.

10. (a) Hvem skulle løsesummen svare til, og hvad var grunden? (b) Hvorfor var kun ét offer nødvendigt?

¹⁰ „Alle dør i Adam,“ sagde apostelen Paulus. (1 Korinther 15:22) Det vil sige at skulle menneskeslægten genløses, måtte en der svarede nøjagtigt til Adam, dø — altså et fuldkomment menneske. (Romerne 5:14) Ingen anden skabning kunne bringe retfærdighedens vægtskåle i ligevægt. Kun et fuldkomment menneske, en som ikke var underlagt den adamitiske død, kunne være „en tilsvarende løsesum“ — en som svarede fuldstændigt til Adam. (1 Timoteus 2:6) Det ville ikke være nødvendigt at millioner af mennesker måtte ofres for at svare til alle Adams efterkommere. Som apostelen Paulus forklarede: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden.“ (Romerne 5:12) Og „eftersom døden er kommet ved et menneske“, har Gud også sørget for at genløsningen sker „ved et menneske“. (1 Korinther 15:21) På hvilken måde har han gjort det?

11. (a) Hvordan ville genløseren komme til at ’smage døden for ethvert menneske’? (b) Hvorfor kunne Adam og Eva ikke få gavn af genløsningen? (Se fodnoten.)

¹¹ Jehova sørgede for at et fuldkomment menneske frivilligt gav afkald på sit liv. Ifølge Romerbrevet 6:23 er „den løn synden betaler“, døden. Ved at ofre sit liv kom genløseren til at ’smage døden for ethvert menneske’. Med andre ord betalte han lønnen for Adams synd. (Hebræerne 2:9; 2 Korinther  5:21; 1 Peter 2:24) Det ville få dybtgående juridiske konsekvenser. Dødsdommen over Adams lydige efterkommere ville blive annulleret og syndens destruktive magt fjernet helt ved roden. * — Romerne 5:16.

12. Giv et eksempel på hvordan betalingen af en gæld kan gavne mange mennesker.

¹² Det kan illustreres med følgende eksempel: Lad os sige at du bor i en by hvor de fleste indbyggere er beskæftiget på en stor fabrik. Du og dine naboer bliver godt betalt for jeres arbejde, og I lever et behageligt liv uden bekymringer. Men så må fabrikken lukke. Direktøren har svindlet, og foretagendet er gået konkurs. Du og dine naboer står uden arbejde, og I kan ikke betale jeres regninger. Ægtefæller, børn og kreditorer må undgælde for den ene mands bedrageri. Findes der en udvej? Ja! En rig velgører beslutter at komme til undsætning. Han er klar over fabrikkens værdi. Han har også medfølelse med de mange ansatte og deres familier. Han går ind på at betale virksomhedens gæld og genåbne fabrikken. Betalingen og annulleringen af denne gæld er en stor befrielse for de mange ansatte, deres familier og kreditorerne. På samme måde er betalingen og annulleringen af Adams gæld til gavn for utallige millioner.

13, 14. (a) Hvordan tilvejebragte Jehova løsesummen for menneskeslægten? (b) Hvem betales løsesummen til, og hvorfor er denne betaling nødvendig?

¹³ Kun Jehova kunne tilvejebringe det „lam som tager verdens synd bort“. (Johannes 1:29) Men han sendte ikke en hvilken som helst engel for at frelse menneskene. Han  sendte den der én gang for alle kunne give det afgørende svar på Satans anklage mod Jehovas tjenere. Han bragte det enestående offer at sende sin enestefødte søn, „den han holdt af dag efter dag“. (Ordsprogene 8:30) Og Guds søn „tømte sig selv“ og gav villigt afkald på sin himmelske natur. (Filipperne 2:7) Mirakuløst overførte Jehova sin førstefødte himmelske søns liv og personlighedsmønster til den jødiske jomfru Marias moderliv. (Lukas 1:27, 35) Hans navn som menneske på jorden var Jesus. Men i juridisk forstand kunne han kaldes den anden Adam, for han svarede fuldkomment til Adam. (1 Korinther 15:45, 47) Jesus kunne således bringe sig selv som et offer og en løsesum for den syndige menneskehed.

¹⁴ Hvem skulle løsesummen betales til? I Salme 49:7 siges det direkte at løsesummen gives til Gud. Men er det da ikke ham der fra begyndelsen har bragt genløsningen i stand? Jo, men det gør ikke betalingen af løsesummen til en mekanisk og meningsløs handling — som at tage penge fra den ene lomme og komme dem i den anden. Man må forstå at genløsningen ikke er en håndgribelig betaling, men en juridisk transaktion. Ved at tilvejebringe løsesummen — og dét med store omkostninger for sig selv — bekræftede Jehova at han holdt urokkeligt fast ved sin egen fuldkomne retfærdighed. — 1 Mosebog 22:7, 8, 11-13; Hebræerne 11:17; Jakob 1:17.

15. Hvorfor var det nødvendigt at Jesus måtte lide og dø?

¹⁵ I foråret 33 underkastede Jesus Kristus sig villigt den ildprøve der førte til at løsesummen blev betalt. Han lod sig arrestere på falske anklager og blev dømt skyldig og naglet til en henrettelsespæl. Var det virkelig nødvendigt at Jesus skulle lide så meget? Ja. Det var nødvendigt fordi spørgsmålet om Guds tjeneres uangribelighed måtte afgøres. Det er værd at lægge mærke til at Gud ikke tillod at Jesus blev dræbt som spæd af Herodes. (Mattæus 2:13-18) Som voksen kunne han modstå alle Satans angreb med fuld forståelse af de spørgsmål  der skulle afgøres. * Ved at forblive „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“ trods en grusom behandling beviste Jesus endeligt og afgørende at Jehova har tjenere der forbliver trofaste under prøve. (Hebræerne 7:26) Derfor kunne Jesus også umiddelbart før sin død — og i bevidstheden om sin sejr — råbe: „Det er tilendebragt!“ — Johannes 19:30.

16, 17. (a) Hvordan fortsatte Jesus sit værk som genløser? (b) Hvorfor var det nødvendigt at Jesus trådte frem for „Guds person til bedste for os“?

¹⁶ Det stod endnu tilbage for Jesus at fuldføre sit værk som genløser. På tredjedagen efter hans død oprejste Jehova ham fra de døde. (Apostelgerninger 3:15; 10:40) Med denne skelsættende handling belønnede Jehova sin søn for hans trofaste tjeneste og gav ham mulighed for at fuldføre sin opgave som ypperstepræst og genløser. (Romerne 1:4; 1 Korinther 15:3-8) Apostelen Paulus forklarer hvad der skete: „Men da Kristus kom som ypperstepræst . . . gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse. For Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os.“ — Hebræerne 9:11, 12, 24.

¹⁷ Kristus kunne ikke tage sit bogstavelige blod med til himmelen. (1 Korinther 15:50) Men han tog dét med som blodet  repræsenterede: den juridiske værdi af sit opofrede fuldkomne menneskeliv. Han trådte derefter frem for Jehova og overbragte ham formelt værdien af sit liv som en løsesum for den syndige menneskehed. Tog Jehova imod dette offer? Ja. Det fik man bevis for på pinsedagen i år 33 da den hellige ånd blev udgydt over omkring 120 disciple i Jerusalem. (Apostelgerninger 2:1-4) Skønt denne begivenhed i sig selv var betagende, var dette dog kun begyndelsen til de storslåede virkninger man senere skulle komme til at se af at løsesummen var betalt.

18, 19. (a) Hvilke to grupper får gavn af den forligelse der er gjort mulig ved Kristi blod? (b) Nævn nogle af de gavnlige virkninger af genløsningen som ’den store skare’ erfarer nu, og som de vil erfare i fremtiden.

¹⁸ I Kolossenserbrevet forklarer Paulus at Gud besluttede gennem Kristus at forlige „alt andet“ med sig ved at stifte fred ved blodet som Jesus udgød på marterpælen. Paulus forklarer at denne forligelse omfatter to forskellige grupper af personer, betegnet som „det i himlene“ og „det på jorden“. (Kolossenserne 1:19, 20; Efeserne 1:10) Den første gruppe består af 144.000 kristne som har håb om at komme til at tjene som præster i himmelen og herske som konger over jorden sammen med Kristus Jesus. (Åbenbaringen 5:9, 10; 7:4; 14:1-3) Gennem dem vil det som genløsningen har udvirket, lidt efter lidt blive anvendt til gavn for lydige mennesker på jorden over en periode på tusind år. — 1 Korinther 15:24-26; Åbenbaringen 20:6; 21:3, 4.

¹⁹ „Det på jorden“ er den gruppe mennesker som nærer håb om et liv i fuldkommenhed på en paradisisk jord. Åbenbaringen 7:9-17 beskriver dem som „en stor skare“ der vil overleve „den store trængsel“. Men de behøver ikke at vente til den tid med at få gavn af genløsningen. De har allerede „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets  blod“. Da de i gerning viser at de tror på genløsningen, får de allerede nu i åndelig henseende gavn af denne kærlige foranstaltning. De er nemlig blevet erklæret retfærdige som Guds venner! (Jakob 2:23) Og som følge af Jesu offer kan de „med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone“. (Hebræerne 4:14-16) Når de synder, får de fuld tilgivelse. (Efeserne 1:7) Selv om de er ufuldkomne, har de en renset samvittighed. (Hebræerne 9:9; 10:22; 1 Peter 3:21) At være forligt med Gud er således ikke noget de håber på at blive, men noget de allerede er! (2 Korinther 5:19, 20) I løbet af tusindårsriget vil de lidt efter lidt blive „frigjort fra trældom under fordærv“ og vil til sidst „opnå Guds børns herlige frihed“. — Romerne 8:21.

20. Hvordan berører det os personligt at grunde over genløsningen?

²⁰ „Tak til Gud gennem Jesus Kristus“ for genløsningen! (Romerne 7:25) Denne kærlige foranstaltning er i princippet enkel, men vidner om en sådan visdom at den fylder os med ærefrygt. (Romerne 11:33) Når vi med taknemmelighed grunder over den, rører den vore hjerter og drager os endnu nærmere til retfærdighedens Gud. Vi har som salmisten grund til at lovprise Jehova fordi han „elsker retfærdighed og ret“. — Salme 33:5.