Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 23

Hvorfor bliver folk syge?

Hvorfor bliver folk syge?

KENDER du en der er syg? — Måske bliver du også selv syg en gang imellem. Det kan være at du bliver forkølet eller får mavepine. Nogle mennesker er meget syge. Nogle kan ikke engang rejse sig op uden at andre hjælper dem. Sådan er det ofte med folk der er blevet meget gamle.

Men alle bliver syge. Ved du hvorfor folk bliver syge og gamle og til sidst dør? — Engang blev en mand der ikke kunne gå, båret hen til Jesus, og da forklarede Jesus hvorfor vi bliver syge og dør. Det vil jeg fortælle dig om.

Jesus boede i et hus der lå i en by ved Galilæas Sø. Der kom en masse mennesker hen for at besøge ham. Der kom så mange at man ikke kunne komme ind i huset, ja, man kunne ikke engang komme hen til indgangen. Og der strømmede stadig folk til. Der kom også nogle med en mand som ikke kunne gå fordi han var lam. Han lå på en båre som fire mænd bar.

Ved du hvorfor mændene gerne ville have den syge hen til Jesus? — De troede på at Jesus kunne hjælpe ham. De var helt sikre på at Jesus kunne helbrede ham for sygdommen. Men hvordan fik de mon den lamme mand hen til Jesus når så mange mennesker stod i vejen? —

Du kan se på billedet hvordan de gjorde det. Først løftede de manden op på taget. Der var fladt tag på huset. Så lavede de et stort hul i taget og firede båren med manden ned gennem hullet, lige ned i det rum hvor Jesus var. Det viser noget om deres tro, ikke? —

Da folk i huset så hvad der skete, blev de forbavsede. De så en lam mand på en båre komme ned lige foran dem! Hvad sagde Jesus? Blev han vred over det der skete? — Nej, det blev han ikke. Han blev glad for at se den tro disse mænd havde, og han sagde til den lamme: „Dine synder er tilgivet.“

Hvad sagde Jesus at den lamme mand skulle gøre?

Nu var der nogle der syntes det var forkert af Jesus at sige sådan. De mente ikke at Jesus kunne tilgive synder. For at bevise at han kunne, sagde han derfor til manden: ’Stå op, tag din båre, og gå hjem.’

Straks da Jesus sagde det, blev den lamme helbredt! Han kunne rejse sig helt alene og gå. Alle der så dette mirakel, blev forbløffede. Aldrig i deres liv havde de set noget lignende! De priste Jehova for at han havde givet dem denne store Lærer, som endda kunne helbrede folk for deres sygdomme. — Markus 2:1-12.

Hvad kan vi lære af dette mirakel?

Hvad kan vi lære af dette mirakel? — Vi kan lære at Jesus har magt til at tilgive synder og til at gøre syge mennesker raske. Men vi kan også lære noget andet vigtigt, nemlig at vi bliver syge på grund af synden.

Som sagt bliver vi alle sammen syge en gang imellem. Betyder det så at vi alle sammen begår synder? — Ja. Bibelen fortæller at vi ligefrem er født med synd. Ved du hvad det vil sige? — Det vil sige at vi er ufuldkomne. Det er umuligt for os at gøre alting rigtigt. Selv om vi ikke ønsker det, vil vi en gang imellem komme til at gøre noget forkert. Kender du grunden til at vi alle sammen er født med synd? —

Det begyndte med det allerførste menneske, Adam. Han overtrådte Guds lov, og det gjorde ham til en synder. Fra ham har vi alle sammen fået synden. Nu skal jeg prøve at forklare hvordan det gik til.

Hvordan har vi alle sammen fået synden?

Har du nogen sinde hjulpet til med at bage et franskbrød i en bageform? Hvis du har, så prøv at forestille dig at der er en bule i bageformen. Hvad vil der nu ske med alle de brød man bager i den form? Kan du gætte det? — Den samme bule vil kunne ses på alle brødene, ikke? —

Adam var ligesom formen, og vi andre er ligesom brødene. Da han overtrådte Guds lov, blev han ufuldkommen. Han blev som en form der havde fået et mærke eller en bule. De børn han fik, blev som brød fra en bulet form. Hvad vil det sige? — De var ufuldkomne ligesom Adam.

Det er selvfølgelig ikke alle der bliver født med en stor fejl som man kan se, sådan at de for eksempel mangler en arm eller et ben. Men de er alligevel så ufuldkomne at de bliver syge og før eller siden må dø.

Der er selvfølgelig nogle der er mere syge end andre. Er det så fordi de er født med mere synd end andre mennesker? — Nej, ingen er født med mere synd end andre. Vi er simpelt hen ufuldkomne alle sammen lige fra fødselen. Og det betyder at vi på et eller andet tidspunkt vil mærke til dét at være syg. De der prøver at følge alle Guds love og aldrig gør noget rigtig slemt, de kan også blive syge.

Hvordan vil vi have det når synden er borte?

Hvordan kan det da være at nogle er mere syge end andre? — Det kan der være mange grunde til. Måske får de ikke mad nok. Eller måske får de ikke den rigtige mad. Det kan være at de lever mest af slik og kager. Det kan også være at de går for sent i seng og får for lidt søvn. Måske har de ikke tøj nok på når det er koldt. Andre bliver simpelt hen bare lettere syge uanset hvor meget de passer på. Det kan de ikke gøre for.

Vil der nogen sinde komme en tid hvor vi ikke bliver syge? Bliver vi nogen sinde fri for synden? — Hvad gjorde Jesus for den lamme mand? — Jesus tilgav hans synder og helbredte ham. Ved at gøre det viste Jesus hvad han en dag vil gøre for alle der prøver at gøre det rigtige.

Hvis vi viser at vi ikke ønsker at synde, og at vi hader alt hvad der er forkert, så vil Jesus helbrede os. En dag vil han befri os for den ufuldkommenhed vi har nu. Det vil han gøre som konge i Guds rige. Synden vil ikke forsvinde fra os lige på én gang. Det vil ske over et stykke tid. Men når synden omsider er borte, vil vi aldrig mere blive syge. Vi vil have et fuldkomment helbred. Hvor bliver det skønt!

Vi kan læse mere om hvordan synden berører os alle sammen, i Job 14:4, Salme 51:5, Romerbrevet 3:23, 5:12 og 6:23.