Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 28

Hvordan kan man vide hvem man skal adlyde

Hvordan kan man vide hvem man skal adlyde

NOGLE gange kan det være svært at vide hvem man skal adlyde. Din far og mor siger måske til dig at du skal gøre en bestemt ting. Men en lærer eller en anden siger måske at du skal gøre noget helt andet. Hvis det sker, hvem af dem skal du så adlyde? —

Tidligere her i bogen, i kapitel 7, læste vi Efeserbrevet 6:1-3 i Bibelen. Der står at børn skal adlyde deres forældre. Skriftstedet siger: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren.“ Hvad betyder det mon at forældre er „i samhørighed med Herren“? — Forældre som er i samhørighed med Herren, er nogle der vil opdrage deres børn efter Guds love.

Men det er jo ikke alle voksne der tror på Jehova. Hvad hvis en voksen for eksempel siger at det er i orden at snyde ved en prøve i skolen, eller at du gerne må stjæle i en forretning? Har du lov til at snyde eller stjæle bare fordi en voksen siger det? —

Husk at det var kong Nebukadnezar der sagde at alle skulle bøje sig for den billedstøtte af guld han havde fået lavet. Men Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ville ikke bøje sig ned for den. Hvorfor ville de ikke det? — Fordi Bibelen siger at man kun må tilbede Jehova. — 2 Mosebog 20:3; Mattæus 4:10.

Hvad siger Peter til Kajfas?

Efter at Jesus var død, blev apostlene ført frem for jødernes højeste religiøse domstol; den hed Sanhedrinet. Her sagde ypperstepræsten, Kajfas: ’Vi har jo udtrykkeligt forbudt jer at undervise om Jesus, og alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære!’ Hvorfor havde apostlene ikke adlydt Sanhedrinet? — Peter svarede Kajfas på alle apostlenes vegne: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:27-29.

De religiøse ledere på den tid havde stor magt. Men hele deres land blev styret af romerne, hvis øverste hersker var kejseren. Jøderne var ikke glade for at kejseren herskede over dem, selv om de romerske myndigheder også gjorde noget der var godt for dem. Myndighederne i dag gør også meget godt for folk. Kan du nævne noget af det de gør? —

Myndighederne sørger for at der bliver bygget veje, og for at vi bliver hjulpet og beskyttet af politi og brandfolk. De sørger også for at du kan komme i skole og blive undervist, og for at vi kan gå til lægen hvis vi bliver syge. Det koster selvfølgelig mange penge. Ved du hvor et lands myndigheder får alle pengene fra? — De får penge fra alle dem der bor i landet. De penge man betaler til myndighederne, kalder man for skat.

Dengang den store Lærer levede på jorden, ville mange jøder ikke betale skat til de romerske myndigheder. En dag fik præsterne nogle mænd til at stille Jesus et spørgsmål om det, og det var i virkeligheden en fælde. De spurgte ham: ’Behøver vi at betale skat til kejseren?’ Hvis Jesus nu svarede: ’Ja, I skal betale skat,’ ville mange af jøderne ikke kunne lide det. Men Jesus kunne heller ikke sige: ’Nej, I behøver ikke at betale skat.’ Det ville være forkert.

Hvad svarede Jesus? Han sagde: ’Vis mig en mønt.’ Så fandt mændene en mønt frem. Jesus spurgte: ’Hvem er det der har sit billede og sit navn her på mønten?’ ’Det er kejseren,’ svarede de. ’Godt,’ sagde Jesus, ’giv så kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.’ — Lukas 20:19-26.

Hvad svarede Jesus da man stillede ham et spørgsmål som var en fælde?

Dét var et svar man ikke kunne kritisere. Hvis kejseren sørgede for noget der var til gavn for folket, måtte det være rigtigt at man betalte ham for det. Det gjorde man ved hjælp af de penge han havde fået lavet. På den måde viste Jesus at vi skal betale skat til myndighederne til gengæld for det de gør for os.

Nu er du jo ikke gammel nok til at betale skat. Men der er noget andet du skal. Hvad kan det være? — Du skal adlyde de love myndighederne har lavet. Bibelen siger: ’Du skal underordne dig de højere myndigheder.’ De højere myndigheder er dem der styrer landet. Gud siger altså at vi skal følge landets love. — Romerne 13:1, 2.

Måske er der en lov som siger at man ikke må smide affald fra sig på gaden. Skal man adlyde sådan en lov? — Ja, det ønsker Gud. Skal man gøre hvad en politibetjent siger? — Ja, myndighederne har ansat politiet til at beskytte os alle sammen. Når man gør hvad en betjent siger, adlyder man myndighederne.

Hvis du skal til at gå over en gade og en færdselsbetjent siger „Vent“, hvad skal du så gøre? — Det kan godt være at andre løber over, men hvad skal du gøre? — Du skal vente, også hvis du er den eneste der gør det. Gud siger at du skal adlyde.

En dag er der måske ballade i kvarteret hvor du bor, og politiet siger at man skal blive indendørs og holde sig væk fra gaderne. Du kan høre en masse råben, og du vil gerne lige gå ud og se hvad der foregår. Er det i orden at gå ud og kigge? Er det at adlyde „de højere myndigheder“? —

Her i landet sørger myndighederne også for at der er skoler og skolelærere. Tror du at Gud ønsker du skal adlyde lærerne? — Tænk lidt over det. Myndighederne har ansat lærerne til at undervise, ligesom de har ansat politiet til at passe på os. Når du er lydig mod en lærer eller en betjent, er det altså det samme som at adlyde myndighederne.

Hvorfor skal vi gøre hvad politiet siger?

Men hvad så hvis en lærer forlanger at du skal gøre noget forkert, for eksempel tilbede et billede eller gøre noget som svarer til det? — Så kan du tænke på de tre hebræere der ikke ville bøje sig ned foran billedstøtten, til trods for at Nebukadnezar befalede det. Kan du huske hvorfor de ikke ville gøre det? — Det var fordi de ikke ville være ulydige mod Gud.

En historiker som hedder Will Durant, har skrevet om de første kristne: ’De betragtede ikke kejseren som deres øverste myndighed.’ Nej, de første kristne var frem for alt lydige mod Jehova! Vi må også huske at Gud skal komme først i vores liv.

Vi er lydige mod myndighederne fordi Gud ønsker at vi skal være det. Men hvis de forlanger at vi skal gøre noget som Gud siger at vi ikke må, hvad skal vi så sige? — Vi skal sige det samme som apostlene sagde til ypperstepræsten: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Bibelen lærer os at vi skal respektere landets love. Læs hvad der står i Mattæus 5:41, Titus 3:1 og Første Petersbrev 2:12-14.