Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL TO

Bibelen — en bog fra Gud

Bibelen — en bog fra Gud
  • På hvilke områder adskiller Bibelen sig fra alle andre bøger?

  • Hvordan kan Bibelen hjælpe dig med dine personlige problemer?

  • Hvorfor kan man stole på Bibelens profetier?

1, 2. I hvilken forstand er Bibelen en spændende gave fra Gud?

HAR du nogen sinde fået en rigtig flot gave af en nær ven? Du blev sikkert ikke bare spændt, men også begejstret og varm om hjertet. En gave fortæller noget om giveren — om at han eller hun værdsætter dit venskab. Du gav uden tvivl udtryk for taknemmelighed over for din ven som så betænksomt havde foræret dig denne gave.

2 Bibelen er en gave fra Gud; en gave vi kan være meget taknemmelige for. Denne enestående bog giver os nogle oplysninger som vi ikke kan finde andre steder. Den fortæller for eksempel om skabelsen af himmelens stjerner, jorden og den første mand og kvinde. Bibelen indeholder fornuftige principper som kan hjælpe os til at klare livets problemer og bekymringer. Den forklarer hvordan Gud vil gennemføre sin hensigt og skabe gode forhold her på jorden. Bibelen er bestemt en spændende gave.

3. Hvad lærer vi om Jehova ved at han har givet os Bibelen, og hvorfor er det opmuntrende?

3 Bibelen er også en meget opmuntrende gave, for den fortæller os noget positivt om Giveren, Jehova Gud. Det at han har givet os denne bog, viser at han ønsker vi skal lære ham godt at kende. Ja, Bibelen kan hjælpe dig til at komme nær til Gud.

4. Hvilket indtryk gør det på dig når du hører om hvor udbredt Bibelen er?

4 Hvis du har en bibel, er du langtfra den eneste. Hele Bibelen eller dele af den er blevet oversat til mere end 2300 sprog, og den er derfor tilgængelig for over 90 procent af jordens befolkning. Den er blevet trykt i milliarder af eksemplarer. I gennemsnit bliver der distribueret mere end en million bibler hver uge! Der findes ingen anden bog som Bibelen.

„Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter“ kan fås på mange sprog

5. På hvilken måde er Bibelen „inspireret af Gud“?

5 Bibelen er desuden „inspireret af Gud“. (2 Timoteus 3:16) På hvilken måde? Bibelen svarer selv: „Mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ (2 Peter 1:21) Det kan belyses med et eksempel. Forestil dig at en forretningsmand lader sin sekretær skrive et brev. Brevet indeholder forretningsmandens tanker og budskab. Brevet er derfor fra ham, ikke fra sekretæren. På samme måde indeholder Bibelen Guds budskab, ikke menneskers, selvom det var mennesker der skrev det ned. Hele Bibelen er derfor „Guds ord“. — 1 Thessaloniker 2:13.

HARMONISK OG PRÆCIS

6, 7. Hvorfor er harmonien i Bibelen særlig bemærkelsesværdig?

6 Bibelen blev skrevet af en række skribenter i løbet af en periode på 1600 år. De kom fra mange forskellige samfundslag. Nogle var landmænd, fiskere eller fårehyrder. Andre var profeter, dommere eller konger. Evangelisten Lukas var læge. Trods skribenternes vidt forskellige baggrund er der en indre harmoni i Bibelen fra først til sidst. *

7 Den første bog i Bibelen fortæller os hvordan menneskehedens problemer opstod. Den sidste viser at hele jorden en dag vil blive til et paradis, en smuk have. Bibelens indhold spænder over tusinder af år i historien, og det har alt sammen på en eller anden måde at gøre med gennemførelsen af Guds hensigt. Bibelens indre harmoni er imponerende, men det er kun hvad man må forvente af en bog fra Gud.

8. Giv eksempler på at Bibelens oplysninger er videnskabeligt korrekte.

8 Bibelens udtalelser er videnskabeligt korrekte. Den indeholder endda oplysninger der er langt forud for dens tid. Tredje Mosebog indeholder for eksempel love angående karantæne og hygiejne, og israelitterne fik disse love på et tidspunkt hvor de omkringboende nationer intet kendte til den slags. I perioder hvor forkerte forestillinger om jordens form var udbredte, talte Bibelen om jordens kreds, eller sfære. (Esajas 40:22) Den siger også helt korrekt at jorden ’hænger på intet’. (Job 26:7) Bibelen er ikke nogen videnskabelig lærebog. Alligevel er den meget præcis når den berører videnskabelige emner. Men det er også kun hvad man må forvente af en bog fra Gud.

9. (a) Hvoraf fremgår det at Bibelen rent historisk er nøjagtig og pålidelig? (b) Hvad fortæller skribenternes ærlighed dig om Bibelen?

9 Også når det gælder historiske oplysninger, er Bibelen nøjagtig og pålidelig, og dens beretninger er specifikke. Ofte angiver den ikke blot folks navne, men også deres afstamning. * I modsætning til mange andre af fortidens historikere, som ofte undlod at omtale de nederlag deres hjemland havde lidt, var bibelskribenterne ærlige og omtalte både deres egne og nationens fejltagelser. I Fjerde Mosebog indrømmer Moses for eksempel sin egen alvorlige fejl som han blev strengt irettesat for. (4 Mosebog 20:2-12) En så ærlig fremstilling er sjælden i andre historiske beretninger, men karakteristisk for Bibelen netop fordi den er en bog fra Gud.

EN BOG DER INDEHOLDER PRAKTISK VISDOM

10. Hvorfor er det ikke overraskende at Bibelen er en praktisk anvendelig bog?

10 Eftersom Bibelen er inspireret af Gud, er den „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering“. (2 Timoteus 3:16) Ja, Bibelen er en praktisk anvendelig bog. Den afspejler et dybtgående kendskab til den menneskelige natur. Det er ikke så mærkeligt når man tænker på at forfatteren er Skaberen selv, Jehova Gud. Han forstår vores følelser og den måde vi tænker på, bedre end vi selv gør. Han ved hvad der skal til for at gøre os lykkelige. Han ved også hvad vi bør undgå.

11, 12. (a) Hvilke emner kom Jesus ind på i sin bjergprædiken? (b) Hvilke andre praktiske spørgsmål behandles i Bibelen, og hvorfor er dens råd altid gavnlige?

11 Lad os se på den såkaldte bjergprædiken, en af de taler Jesus holdt. Dette mesterlige eksempel på god undervisning er gengivet i Mattæusevangeliet fra kapitel 5 til 7. Ved den lejlighed talte Jesus om hvordan man kan finde sand lykke, hvordan man kan bilægge uoverensstemmelser, hvordan man beder, hvilket syn man bør have på materielle ting, og flere andre emner. Og Jesu ord er lige så magtfulde og praktisk anvendelige i dag som de var da han udtalte dem.

12 Nogle af de bibelske principper har at gøre med familielivet, ens arbejdsvaner og forholdet til andre. Bibelens principper er almengyldige; det er altid gavnligt at følge dens råd. Bibelens visdom opsummeres meget godt af Guds ord gennem profeten Esajas: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner.“ — Esajas 48:17.

EN PROFETISK BOG

Bibelskribenten Esajas forudsagde Babylons fald

13. Hvilke detaljer inspirerede Jehova profeten Esajas til at nedskrive angående Babylon?

13 Bibelen indeholder en mængde profetier, og mange af dem er allerede gået i opfyldelse. Vi kan tage et eksempel. Gennem profeten Esajas, som levede i det 8. århundrede før vor tidsregning, forudsagde Jehova at byen Babylon ville blive ødelagt. (Esajas 13:19; 14:22, 23) Det blev også beskrevet udførligt hvordan det ville ske. Invaderende hære ville udtørre den flod der løb gennem Babylon, og marchere ind i byen uden kamp. Esajas’ profeti oplyste endda navnet på den konge der ville erobre Babylon — nemlig Kyros. — Esajas 44:27–45:2.

14, 15. Hvordan blev nogle af detaljerne i Esajas’ profeti om Babylon opfyldt?

14 En nat cirka 200 år senere — natten mellem den 5. og 6. oktober 539 før vor tidsregning — slog en hær lejr nær byen Babylon. Hvem var hærføreren? En perserkonge ved navn Kyros. Alt var nu klar til at en forbløffende profeti kunne få sin opfyldelse. Men ville Kyros’ hær invadere Babylon uden kamp, sådan som det var blevet forudsagt?

15 Babylonierne holdt fest denne nat og følte sig trygge bag byens tykke mure. Men Kyros havde behændigt omdirigeret vandet i den flod der normalt løb gennem byen. Snart var vandstanden så lav at hans mænd kunne gå ned i flodlejet og nærme sig byens mure. Men hvordan skulle Kyros’ hær komme inden for Babylons mure? Af en eller anden grund havde man den nat skødesløst ladet byens porte stå åbne!

16. (a) Hvad forudsagde Esajas at der til sidst ville ske med Babylon? (b) Er Esajas’ profeti om Babylons ødelæggelse gået i opfyldelse?

16 Esajas’ profeti indeholder også denne forudsigelse om Babylon: „Det vil aldrig blive beboet, og det vil heller aldrig, generation efter generation, selv tage bolig. Og dér vil araberen ikke slå sit telt op, og ingen hyrder vil lade deres hjorde lægge sig dér.“ (Esajas 13:20) Denne forudsigelse gjaldt ikke blot byens fald. Den viste at Babylon for altid ville ligge øde hen. At disse ord er gået i opfyldelse, er der klare beviser for. Det område hvor det gamle Babylon lå — cirka 80 kilometer syd for Baghdad — er i dag ubeboet. Jehovas forudsigelse gennem Esajas er gået i opfyldelse: „Jeg skal feje det bort med tilintetgørelsens kost.“ — Esajas 14:22, 23. *

Babylons ruiner

17. På hvilken måde virker opfyldelsen af Bibelens profetier trosstyrkende?

17 Er det ikke trosstyrkende at se at Bibelen er en bog der indeholder pålidelige profetier? Hvis Jehova indtil nu har opfyldt alle sine løfter, har vi al mulig grund til at have tillid til at han også vil opfylde sit løfte om et paradis her på jorden. (4 Mosebog 23:19) Ja, vi kan have „håb om evigt liv, som Gud, der ikke kan lyve, har lovet for lange tider siden“. — Titus 1:2. *

„GUDS ORD ER LEVENDE“

18. Hvilken magtfuld udtalelse kom den kristne apostel Paulus med om „Guds ord“?

18 Det vi har gennemgået i kapitlet her, viser tydeligt at Bibelen er en enestående bog. Men dens betydning rækker langt ud over dens indre harmoni, dens videnskabelige og historiske pålidelighed og dens troværdige profetier. Apostelen Paulus skrev: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ — Hebræerne 4:12.

19, 20. (a) Hvordan kan Bibelen hjælpe os til at analysere os selv? (b) Hvordan kan vi vise Gud vores taknemmelighed for den enestående gave som Bibelen er?

19 At læse Guds „ord“, eller budskab, i Bibelen kan ændre vores liv. Det kan hjælpe os til at analysere os selv på en ny og bedre måde. Vi mener måske selv at vi elsker Gud, men den måde vi reagerer på når vi lærer hvad hans inspirerede ord, Bibelen, rent faktisk siger, vil afsløre hvad vores inderste tanker og motiver er.

20 Bibelen er virkelig en bog fra Gud. Det er en bog man skal læse, studere nøje og lære at holde af. Vis din taknemmelighed for denne gave fra Gud ved fortsat at fordybe dig i den. Det vil give dig en langt bedre forståelse af Guds hensigt med menneskene. Hvad den hensigt går ud på, og hvordan den vil blive gennemført, kan du læse om i det næste kapitel.

^ par. 6 Nogle hævder at Bibelen visse steder modsiger sig selv, men denne påstand er der intet bevis for. Se kapitel 7 i bogen Bibelen — Guds ord eller menneskers?, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 9 Bemærk for eksempel Jesu detaljerede slægtslinje i Lukas 3:23-38.

^ par. 16 Yderligere oplysninger om Bibelens profetier findes på side 27-29 i brochuren En bog for alle mennesker, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 17 Babylons ødelæggelse er blot ét eksempel på en bibelprofeti som er gået i opfyldelse. Blandt andre eksempler kan nævnes ødelæggelsen af Tyrus og Nineve. (Ezekiel 26:1-5; Zefanias 2:13-15) Daniels profeti forudskildrede en række verdensriger som ville komme til magten efter Babylon, deriblandt Medo-Persien og Grækenland. (Daniel 8:5-7, 20-22) Mange af de messianske profetier som blev opfyldt på Jesus Kristus, er nævnt på side 199-201 i tillægget.